Har ikke flere tårer, og mit hjerte er blevet til sand. For du flyver væk i dag.

Jeg blev til foran dig. Da du stod på på podiet og talte for mig. For os og dig, og alle de andre piger der ikke måtte gå i skole længere. Dit tørklæde var lyserødt. Din hånd knyttet og din stemme stærk.

Du var kun elleve, da dine tanker blev oversat og du talte og skrev til hele verden. Engang flød den bedste honning herfra vores frodige dal. Nu er det din røst der flyder.

"Men pigerne fra Swat er ikke bange. Vi vil fortsætte med vores uddannelse."

Sådan sagde du. Og det var ikke kun ordene der voksede i mig. Det var styrken, du talte med. Kraften i dine øjne. Dén, de er så bange for.

Jeg spurgte far, hvorfor skolen lukkede. Jeg spurgte, om piger ikke har fået et hoved, fordi de skal bruge det? Men for første gang i mit liv, fik jeg intet svar.

I dag flyver de dig til Birmingham. Engelske læger vil kæmpe for dig, mens jeg beder.

Malala Yousafzai. Jeg hvisker dit navn, mens mørket lægger sig over tagene, floden og dalen.

Malala Yousafzai. De sagde dit navn, før de skød. De har våben, penge og kontrol. Du har dine tanker, stemme og vilje.

Malala Yousafzai. I morgen er jeg dig. I morgen tager jeg mine søstre i hånden, og så er vi alle dig.

I morgen, og dagen efter, og dagen efter, låner vi alle sammen lidt af dit mod. Derfor frygter de pigen på fjorten, og ikke verdens droner og soldater.