Da Adam Behring Bertelsen var fyldt otte, havde han endelig lært at fløjte. Nu gik han ned ad bagtrappens nedslidte trin, og fløjtede så højt han overhovedet kunne. En simpel strofe med tre toner, som han selv havde sat sammen.

Sensommersolen trængte gennem de beskidte ruder og oplyste revnerne i opgangens gule vægge.

Det havde allerede været en god dag. Mor havde fri, så han var gået direkte hjem fra skole.

"Er du med?" spurgte han imellem fløjteriet.

"Ja, ja."

Adams lillebror var to år yngre, og hed Jakob.

"Jakob med K og ikke med C," som hans bror altid sagde. Og det, med det K, var noget han tog meget alvorligt. Han kunne allerede selv skrive sit navn med små, pæne blokbogstaver.

Adam havde stadig svært ved at holde bogstaverne indenfor linjerne i sit gule skrivehæfte. Men det var lige meget, for i dag havde han heldigvis kun haft musik og gymnastik.

Adam smed læderbolden ned mod bagdøren, da de var drejet om det sidste trappehjørne. Den ramte døren med et dunk, røg tilbage, og trillede ned ad trinene til kælderen.

"Den henter du," sagde han til sin lillebror, da han åbnede bagdøren og kiggede ind i sin brors blå øjne. Jakob manglede stadig tre trin.

"Nej. Det var da dig der tabte den."

"Jo."

"Nej. Det er uretfærdigt."

"Ellers gider jeg ikke spille."

Jakob blinkede med øjnene og hans læber bævede, men Adam gav sig ikke. Jakob måtte lære det.

"Kom nu. Der sker ikke noget. Jeg venter her."

"Du skal holde døren åben. Og du bliver stående."

"Ja, ja."

"Lover du det?"

"Ja. Selvfølgelig."

"Du lover?"

"Ja, ja, siger jeg jo - og det er altså kun små tøsedrenge, der er bange for mørke."

Jakob tog en dyb indånding. Så gik han ned af trinene. Adam gik udenfor og trak døren til sig uden at lukke den helt. Efterlod en enkelt sprække med lys.

"Har du fundet den?"

Intet svar. I et øjeblik var det som om broderen var forsvundet, og Adam åbnede døren lidt og så gennem revnen.

"Har du fundet den?"

En sky gled foran solen, og en snert af efterårskulde blandede sig med sensommeren. Adam rystede for noget var på vej.

"Jakob?"

Der kom intet svar.

"Jakob!"

Så hørte han lyden af Jakobs trin. To fødder, størrelse 26.

"Jeg har den."

Adams hånd åbnede døren og lukkede sin bror udenfor. Han havde bolden mellem hænderne.

"Sådan, du." Han smilede til sin lillebror og fik den der underlige fornemmelse i brystet.

"Næste gang, så gør du det, mens døren er lukket. I mørke."

Jakob svarede ikke og døren gled i med et lille smæld.

Deres gård var stor og fuldstændig forladt, og de gik over til boldburet med den revnede asfalt.

Adam havde bolden og Jakob skulle prøve at tage den, og i dag fik Jakob faktisk lov til at tage den et par gange, og det fik ham til at le og stråle med øjnene. De sluttede med straffespark, Adam scorede på sine, det gjorde Jakob ikke, og nu sad de på bænken foran buret. Adam begyndte at fløjte.

"Hvordan gør du, Adam?" spurgte Jakob.

"Det er nemt."

Han spidsede munden. Det havde taget ham to uger at få den første lyd frem. Og tre uger til før det rigtig begyndte at lyde af noget. I dag var han stolt.

"Pust ud."

Jakob spidsede munden, alt det han kunne og pustede.

"Pust langsomt ud."

Adam fløjtede et par hurtige toner.

"Sig yyyyyy," sagde Adam.

"Yyyyyy."

Det lød slet ikke som fløjten og Adam grinede.

"Du er for lille. Det ikke noget for små babyer."

"Jeg er ikke nogen baby."

Adam hoppede ned af bænken og fløjtede sin strofe ganske langsomt, mens han med hænderne i lommen gik ud på græsplænen og så sig lidt om. Han sparkede til en plasticpose, som Olsen fra fjerde sikkert havde tabt på en gårdtur.

Så bøjede han sig og plukkede et græsstrå. Da han satte det mellem tommelfingrene fik lyden det til at isne indeni ham. Den kom bagfra. En tynd lyd. En lyd af et y. Ikke så højt. Men klart. Og alligevel tydeligt. Lyden af en der fløjtede.

"Adam! Adam! Hørte du det? Jeg kunne!"

Jakob havde rejst sig og nu hoppede han foran bænken, og sendte Adam et smil, der kun var skæmmet at et enkelt hul i øverste række, hvor en ny tand var ved at gro ud.

Igen gled en sky over himlen og sænkede temperaturen. Adam knyttede hænderne, da Jakob genoptog fløjteriet. Det var jo ikke engang nogen melodi. Bare en lyd. Adam gik tilbage og tog plasticposen med.

"Hørte du det? Hørte du det?"

"Ja, ja. Men det jo ikke rigtig fløjten. Det er jo ikke nogen melodi, vel?"

Nu stod han foran sin bror og kiggede ned på ham. Broren smilede stadig. Så tog Adam græsstrået og satte det mellem tommelfingrene og blæste en høj skrattende lyd, der skar gennem gården. Jakob glemte alt om sit fløjteri og så bare på sin storebror.

"Hvordan gør du?"

Adam rynkede brynene, vendte øjnene mod himlen og blæste endnu et skrat gennem luften.

"Adam. Hvordan gør du?"

"Vil du lære det?"

"Ja."

"Er du sikker?"

"Ja, ja."

"Du må ikke fortælle nogen om det. Det er en hemmelighed."

"Ja."

"Sværg."

"Jeg sværger."

"På far og mors grav."

"... På far og mors grav."

Adam rakte plasticposen frem. Jakob tog imod og kiggede undrende på den.

"Tag den på," sagde Adam.

Jakob tog posen over hovedet, og fine plasticrynker lagde sig over hans glatte kinder. Stykket foran munden bevægede sig ud og ind i små, hidsige ryk. Adam tog fat om posen nede ved halsen og strammede forsigtigt til.

"Prøv og fløjt."

Det tynde lag af plastic dannede en lille boble.

"Ja. Det er fint."

Adam strammede en smule.

Jakob trak vejret og sugede boblen indad igen.

"Prøv igen. Fløjt."

Igen boblede posen.

"Det er godt."

Jakobs kinder havde fået en svag rød farve.

"Igen."

Adam strammede til.

"Igen."

Plasticen duggede. Klistrede sig til Jakobs læber.

"Pust ... alt hvad du kan."

Og endnu en boble voksede. Men langsommere end før. Han strammede til. Der var tvivl i Jakobs øjne. Og undren.

"Pust nu, Jakob."

Skyerne havde vundet og lyset var dæmpet. Boblerne blev mindre. Dukkede op i små ryk. Og Adam følte sig pludselig meget større.

Kom nu. Pust."

Han strammede til. Brorens små, varme hænder greb om hans. Og nu så han noget i Jakobs øjne, han aldrig havde set før. Og det fik ham til at vokse endnu mere. Blive varm.

Langt væk blev et vindue smækket op.

"Adam! Jakob! Kom op. Der er boller." En lys stemme nåede dem i gården, og på et øjeblik var Adam tilbage i sensommeren. Så slap han taget om posen og trak den af Jakob der hostede, trak efter vejret, spyttede og rystede på hovedet og sine mørkerøde kinder.

Adam klappede ham på ryggen og kørte sin hånd gennem Jakobs plyssede, lyse hår.

"Er du okay?"

Jakob nikkede.

"Godt. Sådan skal det være."

Adam tog bolden og rakte den til sin bror.

"Vil du have den?"

Jakob tog bare imod bolden.

Så gik de over mod bagtrappen. Op og hjem. Mor havde brugt sin fridag på at bage, og de spiste boller og drak rød saft. Så spillede de playstation uden at skændes. Lidt senere hørte de tunge trin i opgangen og en karakteristisk fløjtemelodi fortalte, at far var hjemme. De fik spaghetti med kødsovs til aftensmad. Adam og Jakobs livret.

Jakob fløjtede aldrig mere, og lige inden Adam faldt i søvn, tænkte han på det blik, Jakob havde sendt ham gennem plasticposen.