"Borgmesteren er optaget."

Døren smækker hårdt, og jeg kan høre låsen blive drejet. For første gang siden Samia startede på universitetet, mærker jeg tårer flyde. Men i dag er det ikke glædestårer. I dag har jeg fået nok. Raseriet breder sig fra brystet. Eksploderer i mine arme, og jeg hamrer og sparker på den massive dør.

"Hvis ikke du vil høre på mig, så ...!"

Vender ryggen til døren og løber gennem gangen ud i forkontoret, hvor en overvægtig kontorfuldmægtig med dovne øjenlåg rejser sig fra sit skrivebord og holder hænderne afværgende op foran sig. Men jeg tager fat i hende og rusker.

"Det er mit levebrød . Mit levebrød. Hvordan kan du bare sidde her og se på? Du kender mig. Jeg har altid arbejdet hårdt." Jeg fikserer hendes blik. "Du kender mig."

"Det her er mit levebrød," siger hun stille.

Jeg slipper og et langt øjeblik forvandles hendes brune øjne til nogle jeg har set før, og jeg ser sorgen i mors øjne, da far døde. Sorgen, da hun giftede sig med onkel. Tomheden, da jeg stoppede med skolen, og helligede mig frugtvognen. Hendes øjne er min mors.

Jeg løber ud på gaden der stinker af pis og håbløshed. En bil dytter, og et par af mine faste kunder hilser.

"Salam aleikum."

Men jeg løber forbi uden at hilse. I dag er det slut.

Jeg har betalt betjentenes fiktive bøder og opdigtede gebyrer, siden jeg var ti. Men i dag slog hun mig. Hånede mig. Tog min vogn, min frugt og min elektroniske vægt, som det tog mig otte måneder at spare op til. Og jeg skylder stadig for dagens frugt. Min mor, min onkel og mine brødre er sultne og søster Samias studier er dyre.

Luften er kølig i butikken, og kunderne ser forskrækkede ud. De er ikke vant til at se mig sådan. Oprevet. Den glade frugtsælger er pludselig ikke glad mere. Jeg griber en blå dunk, og farer ud på gaden igen.

"Jeg vil ikke mere!"

Min stemme knækker, og i det øjeblik ved jeg, hvor ligegyldigt det er. Ingenting bliver bedre. Ikke for sådan en som mig. Jeg kommer aldrig til at køre til torvet i en pickup fyldt med frugt. Jeg kommer aldrig længere end en frugtvogn.

"Mohamed! Stop!"

De kommer løbende fra butikken, da jeg tømmer dunken. Min skjorte klæber til kroppen, og nu står de og ser på mig med underlige, forskrækkede blikke. Trækker lighteren op ad lommen og retter blikket mod rådhuset. Benzindampene river i næsen.

"Hvordan forventer I jeg skal leve?" råber jeg, inden flammerne befrier mig fra smerten.