Camina

Ligger på min briks og sluger strømmen af nyheder fra Bomtal. Flimrende mennesker med mælkehvide hinder over øjnene. Prøver at holde spøgelserne fra fortiden væk. Hvis ikke jeg holder mine øjne beskæftigede kravler minderne frem mellem de mørke fugtpletter på væggene.

Far slår den fremmede, mens mor skriger.

Blinker dem væk igen. De har været forsvundet så længe, og pludselig råber de efter mig.

Din skyld! Din skyld!

Da Bret sagde Gaminoen, rev han en mur ned indeni i mig, og nu skal jeg til at bygge op igen. Hvordan kunne han gøre det? Sidste gang, jeg slæbte ham ud fra kælderen lovede han det var slut. Forstår godt, han har lyst til at komme væk, men kældrene æder folk. Vestkvarteret er fyldt med tomme øjne der kun tænker på at komme tilbage i kældrene. Med bløde svævebrikse, råsyre og knækket forbindelse til den fælles bevidsthed.

Foran mig svæver billeder fra Unuecoparken i Citadellet Bomtal. Mellem blomstrende kirsebærtræer sidder en rundkreds af mennesker med matte koneksede øjne der ikke ænser andet end deres fælles bevidsthed. Deres oplevelse må være ren. Ingen af dem har brug for råsyre. Måske er en af dem Majstro. Måske følger en af dem lige nu en gamer der sætter sit liv på spil. Gemt væk bag den mælkehvide hinde som de koneksede altid gemmer sig bag.

Da jeg var mindre, beundrede jeg dem. Som de sad der i bløde svævepuder. Langt væk fra Firkanten. Jeg forestillede mig, hvordan det måtte være. Hvordan kirsebærtræerne duftede sødt og krydret. Noget andet end stanken af tang, salt og sult.

Min ryg smerter af to dage på ryggen. Maven knurrer. Rejser mig, og finder en pose protein i skabet. Fik jeg overhovedet spist i går?

Billederne i nyhedsstrømmen følger mig, skifter sekvens og farver mit gamle værelse gråt. Jeg har boet her siden Gaminoen hentede mine forældre. Jeg har boet her siden jeg var seks.

Nyhedsstrømmen kører igen kavalkade fra sidste års officielle Gamerturnering og efter to dage er det som at dejavuet bare fortsætter. Gamere der kaster sig mod hinanden med fråde om munden og rødt lys i gamerbrillerne. Gamer med blå fletninger der får skudt hovedet i stykker. Har set klippet igen og igen, og hver gang tænker jeg på, hvordan det er at dø. Gameren vil ikke kunne fortælle mig det, men hans majstro kan måske.

"Majstroen lever evigt - det er gameren der dør." Sådan sagde Sansai til træningerne, mens han slog i bordet. Men majstroen er i gameren, når gameren dør, tænkte jeg altid. Hvad ser majstroen?

Pigen på skærmen når ikke væk fra flammekasteren og bliver slugt i røde flammer. Så hun flammerne blæse mod hende? Følte hun varmen, da hendes hud begyndte at boble? Hvad så majstroen? Det fortalte Sansai fra Togens aldrig. Jeg tænker på dengang vi gik på Togens. Martin, Bret og mig. En fast trio.

Det gør ondt at tænke på Bret, og jeg skovler grød i munden. Har brugt dagene på at glemme, men han sidder fast i min krop. Det maskinklippede hår føles altid blødt, når jeg stryger ham over det. Hans smalle og kiksede gamerbriller. Jeg har aldrig set ham så stolt som den dag, hvor han vandt turneringen og fik overrakt brillerne. Der plejer altid at ligge en skygge over ham, men den dag strålede han. Jeg faldt for ham, fordi jeg kunne kende mig selv i den skygge, og den dag han strålede og skyggen forsvandt, kom jeg til at tro på, at det også kunne ske for mig. Men nu er han faldet tilbage i skyggen igen.

Lægger mig på briksen igen med maven fuld af grød. Gennemgår gamle øvelser i hovedet. Tænker på fornemmelsen af at lade et andet sind trænge ind. I starten er det som en trykkende hovedpine. Senere bliver det en let kildren, og til sidst er det et kærtegn. Da jeg stoppede på Togens savnede jeg fornemmelsen af kærtegn indeni hovedet i flere måneder.

Skærmen stiller om til rundkredsen i Unuecoparken, og jeg lukker den ned. Ligger og stirrer op i loftet. Fugtpletterne har bredt sig, og fortiden begynder at hive igen.

Din skyld! Din skyld!

Rejser mig, og går ud i badet. Lader det varme vand skylle de sidste dages tanker væk, og fokuserer på det jeg skal gøre. Gaminoen tog mor og far. De får ikke lov til at tage Bret.

Foran spejlet sætter jeg mit hår i en høj, spids kam. Barberer sider og nakke helt ned. Tager de smalle røde Gamerbriller og justerer dem, så nuancen falder i et med mit hår. Håber ikke Bret har gjort noget dumt endnu. Har aldrig forstået, at han kan være så klog og alligevel crashe på den måde. Bret. Jeg har din ryg, tænker jeg, da jeg lukker døren bag mig med et smæk.