Camina

Udenfor hyler vinden og rusker i min jakke, og jeg tager et ekstra skridt for at holde balancen. De små tavernaer ligger tæt i min gade og lyset fra deres beskidte ruder og flimrende reklamedioder blander sig med lyset fra månen. Herude er der ingen gadelygter. Det har der aldrig været i Vestkvarteret. Hvis Firkanten er Kontinentets røvhul, er Vestkvarteret helt sikkert Firkantens, og Firkantens repræsentantskab er for længst holdt op med at tørre sig.

Her er det sædvanlige sammenrend af mennesker på gaden. En flok frafaldne gamere i lasede dragter og forældede briller. Tre barfodede piger samler skrald ude foran en taverna. En ung mand støder ind i dem og råber af dem. De løber væk og håner ham fra sikker afstand. Han har sikkert taget for mange nysyrerør. Musikken fra tavernaerne afbrydes af rå latter og råb. Lugten af havet blander sig med den sædvanlige stank af råddent skrald, knækkede nysyrerør og brændte proteinposer.

Det er lyden og stanken af Vest, og jeg står i par sekunder og nyder det. En gang Vest, altid Vest, råber de, når de går på gaden og råber at mennesker har brug for mere end grød. Jeg trækker vejret dybt og er helt enig. Jeg er ren og rå Vest.

Udenfor taverna Månefiskeren står et par ældre mænd. Deres dragter er slidte, deres hår har ikke været klippet i flere år, og de svajer på den måde, som gamle gamere svajer på når de har tilbragt hele dagen på taverna. Jeg kender de fleste på Månefiskeren, men har aldrig set de to før. De deler et nysyrerør. Manden med det længste hår har lagt hovedet bagover, mens den anden puster i det snoede rør, og sender det dyre støv op i hans næse. Det er kun i Vestkvarteret at det foregår så åbenlyst. Gaminoen holder lav profil i Vest og kommer her kun, når der er mangel på syre og protein. Hvis det er protein går der et par uger, før vi går på gaden og sætter ild til al vores skrald. Hvis der er nysyremangel, går der to dage før hele kvarteret brænder.

Jeg går over mod gyden ved siden af Månefiskerens blinkende reklamer. Manden med røret i næsen vakler og sender mig et par lystne øjne og et grådigt smil. Jeg knalder mine næver sammen og signalerer rødt lys med gamerbrillerne. Han vender sig lynhurtigt, og jeg smiler for mig selv. Han er helt sikkert ny i gaden. Harmløs, men alligevel. Hvad havde han troet? At jeg ville pladask-forelske mig i en mand der kunne være min bedstefar? At jeg simpelthen ikke ville kunne stå for hans dopede nysyreøjne og lange beskidte hår, og at jeg ville føle en pludselig og meget akut trang til at tage med ham hjem? Nogle gange er mænd bare ynkelige.

Gyden er så smal at mine skuldre næsten skraber mod murene og månen kan slet ikke nå ned. Jeg går ud i en lidt bredere gyde. Her blander det røde lys sig med tavernaernes grønne reklamedioder. Gyden snor sig og deler sig igen og igen. Androidepigerne banker på ruderne når folk passerer forbi. Smiler, læner sig frem og blotter brysterne. Det er hjertet af Vestkvarteret, og her har været røde lygter helt tilbage fra tiden før de store vandringer og under den anden guldalder. Mærkeligt, at nogle ting bare aldrig forandrer sig.

Her stinker af stegte skidtfisk fra tavernaerne, og der står gadeprajere med spinkle kroppe udenfor hver eneste dør. De ældste er vel omkring tolv. De pifter, hvisker og hiver i mig for at lokke mig ind på den taverna, som de nu engang tjener deres bárre på. Jeg skubber de mest ivrige væk. Drejer til venstre og er ved at støde ind i en skaldet mand. Han er to hoveder højere end mig.. I panden sidder fire tykke horn der er på længde med min tommelfinger. En stribe blå dioder blinker i et svunget M på tværs af begge kinder fra tinding til hage. Han er Muri. En af de store grupper.

"Yey, yey, yey, lille gamertøs. Hvorhen? Hvorhen? Det er min gade, det her?" Stemmen er mørk og raspet.

Jeg smyger mig lynhurtigt udenom ham og løber væk. Jeg kan sagtens håndtere en gammel mand på syre, men når det handler om en stor Muri er det bare bedre at komme væk. For min skyld. Og for hans.

"Yey, Du ved ikke, hvad du går glip af! Yey, tøs, jeg elsker dit hår!," hører jeg ham råbe, da jeg drejer om hjørnet ad den næste gyde. I et sekund får jeg lyst til at vende om, og lære ham lidt om respekt og ordentlige manerer. Men jeg fortsætter, og endelig står jeg foran bagdøren til Vestkvarterets tårn. Døren er af blankpoleret sort metal, og som den eneste tavernadør står der ingen gadeprajere udenfor. Det er ikke nødvendigt. Der er heller ingen grønne tavernadioder. Kun et lille guldskilt med syv høje tårne indgraveret og et gammeldags øje er boret ind i overfladen. Jeg ser ind i øjet, hører den lille summen, og ved jeg bliver scannet. Der lyder et diskret klik, da låsen går op, og jeg træder indenfor.

Varmen banker mig i hovedet. Her lugter af humle, oliestegte skiver af gyldenfisk og varm vin. Latter, brøl og højlydt snak blander sig med tolvtonemusikken. Det Gyldne Citadel er som sædvanlig proppet med gæster, og jeg puffer mig gennem mængden og ender omsider ved bardisken. Bag den står Rusty og tørrer bunden af et ølkrus med sit røde viskestykke. Det er hans sted, og du kommer kun ind med hans tilladelse. Han har helt smalle skuldre, skaldet isse, et sort forklæde og den matte hinde over øjnene fortæller om hans fortid. Han er fra Citadellet Bomtal, og engang var han konekset. Engang var han Majstro og flød på svævepuder. Jeg har aldrig fået hele hans historie, selvom jeg har kendt ham siden, jeg var en forskræmt lille pige. Men han har heller aldrig fået min. Han nikker langsomt og smiler til mig.

"Yey, Camina. Lang tid siden." Stemmen er dyb og rullende. Har altid mindet mig om den stille snurren fra bølgemøllerne, og selvom han er fra Bomtal, hilser han som os fra Vestkvarteret.

"Strenge tider. Ingen bárre. Ingen sjov."

"Du kan altid tjene her. Du ved det. Du kunne blive min stjerne." Den mælkehvide hinde i hans venstre øje skvulper, men jeg lader som ingenting. Nogle gange har han en sær form for humor, og jeg ved hvad de laver på første sal. Selvom gyderne er fyldt med androidetøser, vil mænd stadig gerne betale mange bárre for piger som mig. Men det er ikke første sal, jeg er interesseret i. Det vil hverken hjælpe Bret eller mig. Jeg skal meget længere op. Helt op i tårnet.

"Du kan altid rydde glas,"fortsætter han med en fejende håndbevægelse.

Endnu et lille skvulp med øjet, så sætter han kruset fra sig, ser vurderende under disken og finder en støvet flaske frem. Puster på den og skruer låget af. Den første slurk smager af lakrids og sensommer, og jeg mærker hvordan vinen sætter gang i mit blod.

"Yey. Smager ... og virker," smiler jeg.

"Det bedste til min lille pige."

"Det er da ikke herfra?"

Han læner sig indover disken og hvisker.

"Det er fra Øen."

Alle kommer på det Gyldne Citadel og alle kender Rusty. Jeg tager endnu en slurk, og ser mig omkring i det fyldte lokale. På et langbord i midten af lokalet sidder en flok med håret sat i bløde sorte kamme. Ved siden af sidder fire skaldede og brede fiskere med blink i ansigtet. Engang fik fiskerne bare erstattet pandebrasken med pandelamper, men nu bruger de fjortendages-hyre på at få sat blink over hele ansigtet for at imponere. Et par unge Muri sidder og beundrer fiskernes diodemønstre. I hjørnet sidder Firkantens generalsekretær. En overvægtig, rødmosset herre med en fnisende pige på skødet, og på trappen til første sal står tre piger med samme hinde over øjnene som Rusty. Har altid tænkt, at det må være mærkeligt. At komme fra en verden, hvor alle er konekset uafbrudt, til en verden hvor ingen er konekset overhovedet, og det tætteste du kan komme på det, er i en fugtig og mørk kælder med drops der fylder dig med råsyre. Mange af dem der kommer til Firkanten fra Bomtal, bliver fisket op af havnen efter de har været her i et par måneder.

"De føler sig ensomme," forklarede Rusty engang, jeg havde siddet ved baren efter lukketid,"de ikke vant til at have deres sind for sig selv. De savner de andre. Billederne, tankerne, trygheden ved at være konekset. Aldrig at være alene."

"Jeg har været alene siden jeg seks," svarede jeg, "og jeg sidder her."

Rusty havde smilet sit skæve smil og skålet.

"Det er anderledes for jer. I er født til at være alene. Ikke som os."

Gad vide om han kan huske den aften?

I er født til at være alene ... hvad mente han?

"Rusty," råber jeg og vinker med armen. Han skænker for en mand iklædt kutte. Ansigtet skjult af kuttens hætte. Jeg stirrer på kutten. Det er som om stoffet bevæger sig, og skifter farve hele tiden, og alligevel er kappen bare grå. Manden drejer sig. Ansigtet er stadig skjult, men jeg kan ane to røde øjne der stirrer på mig. Mærker et tryk inde i hovedet. Lidt lige som at være koblet op. Jeg bliver ved med at se ind i de røde øjne. Trykket er der stadig.

"To sekunder," svarer Rusty og løfter hånden. Da han er færdig vender han sig. Manden med kutten går, og det lette tryk i mit hoved forsvinder.

"Det var to minutter," siger jeg og fjerner blikket fra manden med kutten der sætter sig ved et bord sammen med fem andre kutteklædte.

"Verden er større end dig."

"Jeg skal bruge et job. Et rigtig godt job," hvisker jeg.

Hans pupiller dirrer og stirrer på mig gennem klar mælkehvide hinde. Han peger op ad trappen, og jeg ryster på hovedet.

"Nej. Og det giver slet ikke nok."

Pupillerne står stille, og det er som om de suger luften ud af mig.

"Problemer?"

"Jeg har gået på Togens. Det ved du," hvisker jeg. Ignorer spørgsmålet.

"Hvor gammel er det, du er?"

"Seksten."

"Registreret?"

"Jeg er jo en pæn pige," smiler jeg og sender ham mit sødeste smil. Han reagerer ikke på det.

"Hvad er dit speciale egentlig?"

"Overvågning."

"Og ...?"

Han slår ud med hånden, da jeg ikke svarer.

"Det er dig der skal bruge et job. Ikke mig."

"Særlige transporter ... smugler," hvisker jeg. Han tager et krus og begynder at pudse det, mens han nikker for sig selv. Jeg ved, han ved, at alle gamere bliver trænet i to specialer. Men han ved ikke, at os fra Togens har tre. En af Togens mange hemmeligheder.

"Smugler?" Han sætter kruset fra sig.

"Yey."

"Fisk, guld, våben? Information?"

"Information."

Han ser ud i luften i et øjeblik. Øjnene svømmer lidt og kroppen svajer sammen med musikken. Så råber han på en afløser og beder mig om at følge med. Jeg følger efter Rusty, og vi går forbi pigerne på trappen. En af dem blinker til mig og stikker sin lillefinger i vejret. Et tegn på anerkendelse i Citadellet Bomtal. Jeg lader hende tro, hvad hun vil, og viser hende min lillefinger og får et smil.

"Manden med kutten. Var han vandrer?" spørger jeg.

"Yey, hold dig fra ham."

"Hvad laver han her?"

"Det samme som alle andre."

"Det er da sjældent de forlader grænselandet?"

"Hvad ved du om grænselandet?"

"At vandrerne kommer derfra. At vandrerne ligner både os og jer. At de har været der siden vandringerne."

"Et godt råd. Lad som om de ikke er her. Så gør de det samme med dig."

Gangen på førstesalen er lang og smal, oplyst af flimrende røde rør, og vi fortsætter langs de lukkede og lyddæmpede døre. For enden af gangen drejer vi til højre, og tager endnu en trappe op.

Vi står i et lokale på størrelse med tavernaen i stuen. Men det er tomt. Rusty puffer til den flade sorte svævelampe, og den glider gennem luften, stopper op og oplyser en mand der er dobbelt så høj som mig. En skærm med frosset billede og dårlig opløsning. Rusty betragter mig længe, mens jeg ser på skærmen, og da det går op for mig, hører jeg hans dybe latter. Jeg træder helt tæt på og rører forsigtigt skærmen med min pegefinger. Overfladen er ujævn og ru. Manden er nøgen, håret filtret, benene spredt og armene strakt ud til siden. Han minder mig om noget. Bag ham brænder en klar rød sol.

"Det er et maleri," begynder Rusty,"et stykke klæde som man dækkede med farver. Var populært i mange århundreder. Helt tilbage i den tidlige guldalder." Jeg ser op på mandens øjne. Det er som om han stirrer på mig.

"Det er mere værd end hele Vestkvarteret," fortsætter han og lægger armen omkring mig,"i hvert fald sådan som det fungerer i øjeblikket."

"Det der?"

"Det er malet i den tidlige guldalder. Tænk ... dengang, da guldalderen var i fuldt flor var det maleri i verden. Da biomolekylærvidenskaberne forenede sig var det her. Da robotterne rejste sig og blev slået ned igen var det her. Da jorden under os knækkede, og stormene tog til, var det maleri her i verden. Da vi begyndte at vandre og dele os igen. Al den tid har det været her. Al den tid har han stået og betragtet os." Rusty har lagt hovedet tilbage. Stemmen er lav. Har aldrig set ham sådan før. Jeg har aldrig interesseret mig for historie. Martin, snakker nogle gange om robotterne og oprøret og store slag, men han har sine særheder. Når man skal passe sin søster hele tiden, har man sikkert behov for noget andet engang imellem.

Rustys stemme river mig ud af mine tanker.

"Har du nogensinde tænkt på, hvorfor skærmen stadig er populær? Selv i Bomtal, hvor alle er koblet op, og du kan opleve alt, som var du der selv?"

Jeg ryster på hovedet. Var slet ikke klar over, de stadig brugte skærme i Bomtal.

"Nogle gange vil vi bare se på. Uden at være en del af det. Andre gange vil vi opleve det hele selv."

"Vi?"

"Os fra Bomtal. Vi er ikke helt som jer."

I er født til at være alene ... kan ikke slå ordene ud af mit hoved.

"Yey, Majstroen ser. Gameren gør. Det ved jeg." Jeg kaster et blik rundt i lokalet. Vurderer sikkerheden. Tænker på Brets gæld.

"Glem det." Rustys stemme er kølig.

"Rolig, du er min ven." siger jeg. Jeg ved også, jeg aldrig ville finde en køber.

"Maleriet er alt det, vi ikke er." Det kølige i hans stemme er væk. "Forestil dig, at du er konekset altid. At du deler hver eneste oplevelse, hver eneste tanke, glæde og sorg med alle omkring dig." Han spærrer øjnene op, og hinden bliver hvid.

"Når du er konekset, er du en del af noget der er større end dig selv. Men vi ligner hinanden. Fællesskabet koster. Ingen er originale mere. Det der, viser hvor vi kommer fra. Han træder lidt tilbage. Betragter maleriet fra afstand. "Det er mærkeligt. Her i Firkanten, drømmer I om Bomtal. I tænker, I Bomtal har de alt. Ingen arbejder. Ingen dør, før de har set alting, alt for mange gange ... ved du hvorfor, gaming er så populært?"

"Det er trip uden risiko. I kan sidde i jeres bløde svævepuder, og når noget går galt, er det ikke jer der mister hovedet," svarer jeg, og tænker på en gamer med blå fletninger.

"Det er ikke bare det. Når en majstro konekser til sin gamer, oplever han uforstyrret bevidsthed. Ingen støj fra andre."

Han trækker vejret. Dybt.

"Det er ..." ånder han langsomt ud," en befrielse."

Rusty fører mig tværs over lokalet, og vi stopper foran væggen. Et stykke af den glider lydløst til side, og vi træder ind i en elevator med vægge af stål. Kører uden at sige noget. Da dørene igen glider til side, bliver al luft suget ud af mig. Kan ikke bevæge mig. Kun stirre. Det er som at gå mellem stjernerne. Jeg træder ud i lokalet med himmel til alle sider. Mørk nat ligegyldigt hvor jeg ser. Rusty lægger armen om mig og fører mig hen til kanten, og jeg rækker ud for at mærke vinduet. Koldt glas.

"Kom en dag, når skyerne er væk. Så vil du se hvor smuk Firkanten egentlig er. Når luften er klar kan du ane Bomtals grænsetårne."

Jeg ser ned på mørket under mig. Smalle striber af lys løber på kryds og tværs ved havnen, ved Nord- og Sydkvarteret, og jeg tænker på om Bret og Martin går rundt på en af de gader lige nu. Længere ude kan jeg se blinkene fra bølgemøllerne. Rolige røde blink der aldrig stopper.

Rusty knipser og to flade svævelamper lyser et massivt skrivebord op. Han sætter sig bag det, og indbyder mig til at sidde med en håndbevægelse.

"Men det var noget andet, vi skulle tale om," siger Rusty, " for selvfølgelig kan jeg bruge en som dig." Han lægger armene over kors og læner sig tilbage. "En ting er at kende dig. Nu skal jeg til at stole på dig. Så hvad er dit problem? Hvad skal du bruge alle de bárre til?"

Jeg ser ind i hans øjne, og i skæret fra stjernerne er hans øjne pludselig helt klare.