Cliftonwille City, eller bare Cliftonwille, var på alle måder en by grundlagt på driftige mænds fund af det ædle metal. På kort tid blomstrede den med salooner, bordeller og hoteller. Så kom stationen, banken og kirken. Til sidst den føderale lovgivning og tomme miner, og derefter tabte Cliftonwille sin glans.
   Men dengang byen stod i sit livs zenit, havde saloon O'Connor åbent døgnet rundt.


Mr. Joe Dalton
   BANG!
   Tre minutter før skuddet gjaldede gennem saloon O'Connor, stod seks mænd i støvede, gennemsvedte ponchoer med deres Winchesters peget mod spillerne ved bordet.
   De havde spillet poker og kortene røbede, at Joe Dalton ville have taget puljen, hvis ikke spillet var blevet stoppet. Røgen af krudt havde bredt sig og bartenderens hjernebark var landet på sedlerne. Spillerne ville have givet ham puljen og alt hvad de ejede, hvis de havde kunne vælge mellem det, og det der skete nu. De sad seks spillere om bordet. Allesammen mænd. Og allesammen mænd der havde myrdet før.
   "Mine herrer," havde den mindste fyr med poncho sagt, mens han pegede med sin riffel.
   "I kan formentlig ikke kende nogen af os. Men tro mig. Der er ingen af os der nogensinde har glemt nogen af jer." Han havde kørt sin hånd gennem sit fedtede, mørke lange hår.
   "Jeg var ti dengang. Og siden den nat, har jeres ansigter hjemsøgt mig hver eneste nat, og brændemærket min sjæl med det samme brændende ønske, som mine rejsefæller deler med mig. Vores historier er forskellige, men vores mål har altid været det samme."
   Han havde kastet en revolver på bordet med et tungt dunk.
   "Der er kun en enkelt kugle i min Peacemaker. For i aften skal vi lege en lille leg."
   Så havde han lagt en branket hånd med mudderskorpe på revolveren, og sat den i bevægelse om sig selv.
   "Jeg kan se, at Joe Dalton skal være den første der får chancen."
   Løbet på den tunge Colt pegede på en lille mand med markant hage og pjusket sort hår.
   "Joe Dalton. Du skal træffe et valg nu. Når jeg har talt til tre tager du ganske langsomt revolveren i hånden og vælger. Enten retter du den mod din egen tinding og trykker af, eller også retter du den mod den person der slog min far ihjel og trykker af. Hvis du retter den mod dig selv og kammeret er tomt, har du købt dig lidt mere tid på Guds jord. Hvis du retter den mod min fars morder, skyder jeg ham, hvis kammeret skulle være tomt. Skulle du huske forkert, og rette den mod en morder, der dog ikke er min fars, køber du tid til ham. Men du får så selv lov til at stå til ansvar for dine gerninger overfor herren med det samme."
   Han spyttede sort tjære på gulvet.
   "Har du forstået legen, Joe?"
   "Det er godt. En...to...tre..."
   BANG!


Mr. John Ewans
   John Ewans ører hylede stadig, da han forsigtigt kiggede op over bardisken på saloon O'Connor. Men det var intet i forhold til det lydløse skrig der fløj gennem fibrene i hans krop, da han så hvem der lå på de skurrede træplanker ved siden af det runde spillebord.
   Det var indehaveren og bartenderen, Billy Little E, og en af de seks mænd med de møgbeskidte ponchoer havde afsluttet Billys karriere med sin Winchester.
   Før Billy Little E. blev fungerende indehaver og bartender på saloon O'Connor, havde han levet som daglejer ovre i barakkerne. Det var ti timers dagligt arbejde med tung si og fødderne i vand, der blev vekslet til tre daglige måltider bestående af tørt brød og en kop grumset øl. Og en årlig kontant betaling, der kun lige rakte til en hurtig omgang på første etage. Men en dag havde han rystet sien og set klumpen stråle gennem mudderet og småstenene. Kigget sig omkring og skjult den, det eneste sted sådan en kan skjules. Holdt vejret, da vagterne, som sædvanligt, visiterede ham efter arbejde. Hvis de havde gjort deres arbejde ordentligt, havde han fået en kaliber 45 gennem baghovedet med det samme. Heldigvis var de nogle dovne sataner. Det havde været hans dag.
   Little E var fløjet gennem svingdørene under det grønne saloon O'Connor skilt, for det var det eneste sted en daglejer som ham kunne omsætte klumpen til fast føde. Og heldet havde været med ham endnu en gang denne dag.
   "Der er kun en enkelt kugle i min Peacemaker. For i aften skal vi lege en lille leg." En af de mænd, der lige havde styrtet Johns verden i grus holdt tale med en Winchester i hånden. Han havde langt hår og en riffel der var rettet mod de sammenbidte og vejrbidte mænd omkring bordet.
   Ja, heldet havde været med Billy Little E dengang. Den aften. Og nat. For efter ti timer blev et par gyldne hænder delt ud, og han havde kunne veksle et fuldt hus og en guldklump til et gulnet stykke pergament, der med seglet fra sheriffen, beviste hans adkomst til saloon O'Connor.
   Nu lå Billy på saloon O'Connors slidte trægulve med et hul i kraniet. Heldet havde forladt ham.
   "John. Du skal aldrig arbejde i minen mere. Nu skal du arbejde sammen med mig. Her på saloonen." Sådan havde Billy sagt den morgen, han stod med dokumentet i hånden og kiggede på John. Fremtiden havde lyst i øjnene på ham. Hans egen lillebror. Billy Little E.
   John Ewans rakte ud efter det dobbeltløbede haglgevær under bardisken, mens den langhårede satan fortsatte med at kværne løs. På bordet lå en Colt og drejede rundt om sig selv.
   "Har du forstået legen, Joe?"
   Johns ører var holdt op med at hyle, da han forsigtigt rejste sig bag disken og tog sigte.
   "Det er godt. En...to...tre"
   BANG!


Miss. Catherine O'Neil
   Catherine O'Neil kiggede på den rådne plet i loftet, mens kunden pumpede løs mellem hendes skørter. Hun stønnede højt for at spare tid, og fordi han trods alt kun havde betalt for en hurtig. Så lød der skud nedenunder. Men det var ikke dem der fik hende til at skubbe ham væk, for det var bestemt ikke første gang der blev skudt mens hun arbejdede. Det var stilheden bagefter.
   "Hvad laver du din lille luder? Jeg er ikke færdig!" Han holdt kæft og blev slap, da hun pressede skarpt stål mod hans hals.
   "Stille," sagde hun og rejste sig fra sengen. Hun havde altid en lille kniv indenfor rækkevidde. Ligesom alle de andre piger på første etage.
   Manden bandede, da Catherine åbnede skuffen og fandt sin elskede Smith & Wesson frem.
   "Bliv her, mr." Hun pegede på ham og åbnede forsigtigt døren ud til gangen, hvor stanken af sved og parfume blandede sig med lugten af krudt. Et par af dørene til de andre værelser stod på klem, og hun vinkede til de andre piger mens hun sneg sig hen mod trappen.
   Herfra kunne hun se hvad der var sket. Det havde ikke været et par fulde minearbejdere, der var kommet op at skændes. Det havde været effektive og dræbende skud. Ninna og Beth lå på gulvet og havde givet deres sidste knald. Og så gispede Catherine, for der lå hendes boss og saloonens ejer, Billy Little E. Ikke fordi hans død bevægede noget i hende, men hans bror, John Ewans, havde bevæget hende. Og hun havde bevæget ham.
   Og lige nu kunne hun se, at han lå bag ved baren og kiggede på seks mænd bevæbnet med rifler der pegede på seks andre mænd, bænket omkring det bagerste bord. Tolv mænd i alt, og hun havde set dem allesammen før. Hun havde glemt mange mænd i sin tid, men de tolv der nu befandt sig i baren, var den type hun aldrig glemte. Der ville flyde mere blod, og det kunne meget vel være John Ewans blod der ville flyde.
   En langhåret mand med poncho holdt tale, men hun kunne ikke skelne ordene fra hinanden. Hun gik tættere på trappen, da han satte en revolver på bordet til at spinne.
   Hun så, da John Ewans rakte ud efter den dobbeltløbede under baren, og hun spændte hanen på sin Smith & Wesson. Og måske var det den lyd, der fik en af de ponchoklædte til at dreje hovedet. Måske var det John selv, da han rejste sig bag bardisken.
   Og den ponchoklædte rettede sin riffel mod den eneste mand, der nogensinde havde rørt hendes indre. Manden bag baren med det dobbeltløbede jagtgevær.
   Nu kunne hun høre mandens ord.
   "Det er godt. En...to...tre..."
   BANG!


* * *
   Maine Street i Cliftonwille City var spækket med salooner i byens storhedstid, og når de en gang imellem skiftede ejer, var det enten på grund af død eller spil.
   Da saloon O'Connor skiftede ejer for sidste gang var det så sandelig på grund af død. Den morgen blev der fundet tolv berygtede revolvermænd og et par ludere på det blodige gulv, og dertil kom saloonens ejer og hans bror. Brødrene havde ingen slægtninge, så det var helt naturligt at der opstod tvivl om arveretten. Mindre naturligt var det, at Catherine O'Neil stod med et provisorisk testamente i hånden og seks revolvermænd i ryggen, der med den ene hånd på biblen og den anden på deres Peacemaker, fik afklaret det juridiske spørgsmål om en ugift kvindes arveret.
   John Ewans arvede saloonen efter sin bror Billy Ewans. Catherine O'Neil overtog saloonen efter John Ewans, testamentet blev på grund af omstændighederne betragtet som et gyldigt gavebrev, og dermed fik Cliftonwille City sin første kvindelige indehaver af en saloon. Den fik navnet Cathys's saloon, og lagde sidenhen lokaler til mange storslåede kapitler i Cliftonwilles historie.