"Anna! Anna!" Mit skrig er skingert og desperat. Jeg råber igen af mine lungers fulde kræft, men den rasende storm opsluger ordene med det samme.
* * *
"Lisa! Vågn op!" Jeg mærker en mild rusken i dynen og sætter mig op med et sæt. Min mors smilende, grønne øjne møder mig, og i et kort øjeblik bliver jeg mindet om den drøm, jeg netop er blevet hevet ud af. Anna havde mors grønne øjne.
"Der er morgenmad," siger mor, smiler og ager mig på kinden. Efter at have kastet et blik på kalenderen og erfaret, at det er lørdag, lægger jeg mig sukkende ned igen og trækker dynen helt op under hagen. Solens stråler falder ind gennem gardinet og farver rummet grønt. Det er ved at være forår, og jeg kan høre fugle i haven. De er begyndt at synge. I et flygtigt sekund synes jeg næsten at kunne høre Annas latter, men straks efter er den væk, og jeg synes ikke længere at kunne huske den.
Jeg svinger benene ud over sengekanten, stikker fødderne i mine lyserøde slippers og tripper hen mod døren. Først sætter jeg kurs mod trappen, men ombestemmer mig og lister tilbage, forbi mit eget værelse og helt hen forenden af gangen. Jeg kaster et enkelt blik over skulderen, før jeg lægger hånden på det kølige kobberhåndtag. Mit hjerte banker, og jeg ser tøvende ned på mine fødder, før jeg lader døren glide op. Selvom jeg ved, at mor ikke vil have, jeg går herind, træder jeg ind i rummet og lader døren stå på klem bag mig. Her ser ud nøjagtigt, som her gjorde for en måned siden. Skrivebordet flyder, papirskurven er fuld, og sengen står uredt hen, som om den kun lige er blevet forladt. Jeg lytter, men da jeg ikke kan høre nogen på gangen, går jeg hen til skrivebordet og finder et lille indrammet billede, som jeg tager op i hånden. Fra billedet smiler min lillesøster ud til mig. Hendes grønne øjne lyser, og det brune hår bølger, næsten som var der endnu liv i det.
* * *
"Kom nu, Lisa!" Anna ser på mig med et bedende blik i hendes grønne øjne. Hun står på trappestenen, og vinden river i hendes hår. "Kom nu! Bare hurtigt ud og så ind igen." Men jeg ryster på hovedet, mens jeg bliver på den sikre side af dørtærsklen. "Det må du selv om." Mens hun løber ned ad trappen, bliver hun nær slået omkuld af et vindstød, men jeg skubber døren i efter hende.
* * *
"Kom nu, Lisa! Morgenmaden venter ikke hele dagen." Mor råber nede fra køkkenet. Forsigtigt lægger jeg billedet tilbage på bordet og forlader værelset, hvorefter jeg bevæger mig nedenunder.
Lyset falder ind i stuen og reflekteres i de hvide væge. Også gulvet er hvidmalet, og det er lige før, jeg bliver blændet. Jeg kniber øjnene sammen og får i samme øjeblik en sær følelse af, at dette her umuligt kan være en stue, jeg kender. Men da jeg igen åbner øjnene helt, kan jeg ikke med det blotte øje se, hvad der skulle være forandret. Reolerne står på deres sædvanlige plads. Det samme gælder sofaen og fjernsynet. Mor sidder ved spisebordet, og jeg sætter mig tavst ved siden af hende. I baggrunden kører radioen, og det er først nu, jeg lægger mærke til det. Stemmen i radioen fylder rummet ud, men skaber en sær genklang mod de hvide vægge. "...en del blæst og senere på aftenen forventes vindstød op til stormstyrke." Mor sender mig et flygtigt blik, hvorefter hun slukker for radioen. Jeg kigger på den tomme tallerken, som står foran mig, og jeg kan mærke, at mors øjne er rettet mod mig.
"Lisa..." Jeg ser op. Mor smiler, men tøver før hun fortsætter. "Jeg havde tænkt mig at køre på kirkegården i dag, og jeg tænkte, om du måske ville med."
Jeg nikker, og mor skærer et stykke franskbrød, som hun lægger på min tallerken.
En time senere står jeg i entreen og venter. Mor har viklet et uldent halstørklæde om mig og bedt mig tage vanter på. Selvom det er i begyndelsen af marts, er det endnu koldt, og desuden kan jeg høre, at vinden udenfor har taget til. En let skælven løber gennem min krop, netop som mor kommer ud i entreen. Da hun åbner døren, sniger en vind sig med ind, og jeg kan mærke, hvordan den strejfer min ene kind. Mor tager mig i hånden, og sammen går vi ned til bilen i indkørslen. Som altid sætter jeg mig ind på bagsædet og bliver næsten skuffet, da jeg opdager, at sædet ved siden af er tomt. Ingen Anna. Nu ligger der blot en krans af skrøbelige, blå blomster. Jeg savner de dage, hvor det bare var mig, mor og Anna. Men nu er der kun mig og mor tilbage. Anna er væk. Ligesom far. Men ham kan jeg alligevel ikke huske, for han forlod mor, da jeg kun var tre og Anna et. Jeg ser på mor i bakspejlet. Et øjeblik tager hun blikket væk fra vejen, og hendes blik møder mit i spejlet. Så vender hun igen opmærksomheden mod trafikken, og jeg kigger ud af sideruden. Solen står lavt på himlen, og store skyer sejler forbi. Jeg skutter mig uvilkårligt i sædet. Langs vejkanten tårner træer sig op i lange rækker, og jeg bliver næsten svimmel af at se på deres truende svajen i vinden.
* * *
"Hvor er Anna?" Mor ser på mig med alvoren afspejlet i hendes øjne. Jeg peger hen mod døren. "Hun gik ud." Min stemme lyder svag og meget lille. Mor ser stadig alvorligt på mig, men jeg kan nu fornemme en underliggende frygt. Jeg ser til med store øjne, mens mor tager frakken på og åbner døren.
* * *
"Så er vi her," siger mor og åbner bildøren. Foran os kan jeg nu se kirken som en hvid silhuet mod den mørke himmel. Jeg tager blomsterkransen med mig og følger med ind på kirkegården. Lågen knirker, da mor skubber den op, og der bliver næsten helt stille, efter den igen er smækket i bag os. I mine hænder strammes mine fingre om kransen. Blæsten skal ikke få lov at få den. Gruset knaser under vores fødder, da vi går hen ad stien. Lidt efter står vi ved en gravplads. Den ser alt for lille ud, og der er næsten ikke plads til alle de blomster, som allerede er blevet lagt her. Et øjeblik står vi i stilhed. Så lægger mor armen om mig. Det er som om, her er en smule læ for blæsten. Vinden danser fredeligt rundt mellem gravene og får blomsterne til at vugge søvndrukkent frem og tilbage.
* * *
Jeg står bag mor i døråbningen. Jeg kan se Anna nede i indkørslen. Ufortrødent danser hun rundt mellem blomsterbedene, og jeg kan høre hende synge. En melankolsk melodi, næsten som en sørgesang. Jeg kan ikke huske nogensinde at have hørt Anna synge sådan før. Stormen sætter både hendes hår og kjole i oprør, men alligevel er det som om, hun befinder sig i en anden verden. Mor råber og skubber mig væk fra døren. Men Anna hører hende ikke.
* * *
"Vil du lægge blomsterne på?" Mor løsner hendes greb om mig, og jeg bøjer mig ned og placerer den blå blomsterkrans lige midt mellem alle de andre blomster. Da jeg igen løfter blikket, kan jeg se, hvordan små regndråber nu lander på gravstenen og løber ned gennem de indgraverede bogstaver, som tilsammen danner Annas navn.
"Lad os komme tilbage til bilen," siger mor og tager forsigtigt fat i min arm.
Da vi går tilbage gennem gruset, kaster jeg et blik over skulderen, men jeg kan intet se for regnen, som nu står ned i stænger og skaber et ugennemskueligt slør.
Da vi kører hjem, er det som om, vi befinder os inden i en sær boble. Jeg kan knap nok se noget ud gennem sideruden, og inden jeg ved af det, holder vi igen i indkørslen. Selvom mor tænder for fjernsynet, da vi kommer ind, og selvom hendes øjne er rettet mod skærmen, har jeg en mistanke om, at hun ikke ser den. Jeg lister mig ovenpå og tænder ikke lyset på værelset, men går direkte hen til vinduet. Himlen udenfor er næsten sort, og det er underligt at tænke på, at solen må befinde sig et sted bag skyerne. Kraftige vindstød kaster regnen rundt i haven, og jeg kan mærke, at noget trykker bag øjnene, men jeg holder det tilbage.
* * *
Jeg kigger ud af stuevinduet. Anna løber endnu rundt i haven. Og så sker det. På mindre end sekunder. Men alligevel er det som om, at stormen et øjeblik er drevet over, at verden står stille. Jeg ser egetræet i haven krænge voldsomt til den ene side. Jeg ser det knække, og jeg ser, hvordan træet på sin vej mod jorden griber fat i el-ledningen. Jeg ser de store gule gnister springe, og jeg når lige at se rædslen malet i Annas ansigt. Men da det enorme egetræ rammer jorden, hører jeg ingenting. Mor kaster sig ud i regnen. Selv står jeg som forstenet, men alligevel ser jeg mine hænder række ud og åbne vinduet. I det samme finder vinden vej ind i stuen og fejer en bunke papirer på gulvet. Nytteløst råber jeg: "Anna! Anna!"
* * *
Jeg falder om på sengen. Det er som om, stormen på uforklarlig vis har bevæget sig gennem det lukkede vindue og sneget sig ind på mit værelse. Forsvarsløst trækker jeg benene op under mig og holder om dem med mine arme, mens jeg mærker, hvordan stormen kryber op i mig og overtager mig. Min hals bliver tør, og jeg ved, at der kun er én måde, hvorpå stormen igen kan lukkes ud. Og jeg giver efter. Den første varme dråbe løber ned over min kind. Vredt fejer jeg den væk, men den efterfølges hurtigt af den næste. Den varme strøm efterlader sig røde mærker. Jeg stirrer blindt ud i luften, mens billeder flyver forbi mit indre blik. Mine arme strammer grebet om mine ben, og jeg vipper stift frem og tilbage, mens jeg kæmper. Endelig kan jeg mærke, at den urolige storm igen forlader mig, og jeg er tilbage i mit værelse. Udkørt slækkedes mit greb, netop som mor træder ind ad døren.
"Lisa!?" Hendes stemme er grødet, og da hun sætter sig på sengekanten, kan jeg se, at hendes grønne øjne er blanke. Men da hun holder om mig, er det med et sikkert greb, og mens hun vugger mig frem og tilbage i sine arme, kan jeg mærke, hvordan mit hjerteslag igen bliver roligt. Jeg kaster et blik hen mod døren og ser Anna stå i sin hvide natkjole og den blå blomsterkrans på hovedet, hendes ansigt oplyst af et smil. Men hendes øjne synes stålsatte, næsten som ville hun sige: "Glem mig nu ikke!"