Hovedpinen dunkede i hans hoved. Solen skinnede ind gennem persiennerne og ramte hans lukkede øjne. Han tog en hovedpude over hovedet og vente sig om på siden med ryggen mod solen. En svedperle løb fra hans ribben, ned over maven, hvor den til sidst dryppede af og ramte sengen. Det gik nu op for ham, at han lå badet i sved. Der var ikke et tørt sted på kroppen. Han mærkede med hånden på sine bokseshorts, stadig med lukkede øjne, og kunne mærke, at de også var drivvåde. Han følte nu, at lagnet og den del af dynen, der havde berørt ham, ligeledes var vådt - ikke igen, tænkte han.
   Han åbnede øjnene halvt, så han lige nøjagtig kunne skimte uret på kommoden, der viste 12.35. Han havde kvalme. Hans mave protesterede over for lidt mad og for meget alkohol. Han skulle brække sig. Han skyndte sig at åbne vinduet i lyn hastighed, stak hovedet ud og brækkede sig i fem etagers højde ned på gaden. To forbigående fyre, ikke mere end ti meter fra hans nylagte bræk plads, kiggede op. Han skyndte sig at lukke vinduet under tilråb fra hans ufrivillige publikum. De råbte noget om, at han skulle tage sig sammen, og hvor klam han egentligt var. Han samlede en smidt T-shirt op fra gulvet, tørrede brækresterne af munden, smed trøjen over i et hjørne af værelset og lod sig falde tilbage i sengen. Han kiggede op i loftet og fandt en plet, han ikke havde set før. Mens han lå der og betragtede sit nye fund, funderede han over, hvorfor han ikke kunne huske noget fra i går. Det hele var bare en sort plet. Han kunne ikke finde hoved og hale i noget af det. Han mindedes kun en masse råben og skrigen, men ikke hvem afsender eller modtager var. Han tog en dyb indånding og åndede opgivende ud. Det var i det hele taget en skodmorgen.
   Han kiggede ud af vinduet og blev igen ramt af solens stråler. To måger fløj om hinanden, som dansede de deres helt egen dans, som kun de forstod. Han famlede med hånden mod vindueskarmen for at finde sine cigaretter og tændte en. Han pustede røgen op mod loftet, og i et kort sekund lignede røgskyen et ansigt, han ikke havde set i meget lang tid. Hans tanker røg over på glade tider, mens smil og grin spillede for hans indre. Det gav ham en blandet følelse af sørgmodighed og latter - hvad er minder, når vi kun kan mindes, sagde han for sig selv. Han pustede igen, men denne gang var der intet ansigt at se i røgen.
   Med cigaretten i højre hånd brugte han sin venstre hånd til at række ud efter sin mobiltelefon, og han kunne se, at der var fire nye beskeder. Han trykkede på "vis beskeder" og kom ind i indbakkemenuen, hvor der lå tre beskeder fra Sarah og den kroniske besked fra hans mor. Han kunne se, at Sarahs beskeder var sendt klokken 03.15 og klokken 03.45, og den sidste besked klokken 04.23. Det kan ikke være godt det her, tænkte han. Forberedt på det værste åbnede han den første besked fra Sarah.
   - Du er et svin. Helt igennem et svin. Fuck hvor jeg hader dig!
   Han rynkede lidt på næsen og læste beskeden igennem igen. Du er et svin, Helt igennem et svin. Fuck hvor jeg hader dig! Han rystede på hovedet i fortvivlelse over, hvad det nu gik ud på. Tankerne vandrede rundt i hovedet på ham, men han orkede det ikke, så han lagde telefonen fra sig i et forsøg på at skubbe problemerne lidt væk, for en tid i hvert fald.
   Efter at have studeret mågerne i et par minutter fik han slæbt sig selv op af sengen og ned i de pyjamasbukser, som han ikke havde fået vasket i over tre uger og trampede ud i køkkenet, hvor der stod en bunke tallerkner med indtørrede madrester. Han tog kedlen og fyldte den med vand til en kop kaffe, men da han rakte ud efter en kop, gik det op og for ham, at kopperne ikke havde vasket sig selv, så han slukkede kedlen igen, sukkede og vendte om mod hans værelse. I det han trådte ind i rummet, blev han ramt af en klam lugt af cigaretrøg. Han nåede sengen, hvor han lod sig falde med maven først, så hans hoved lå begravet i hovedpuden. Det var i det hele taget en skodsøndag.
   Det var som om hans hovedpine var blevet landsdækkende, og han havde stadigvæk en snert af bræksmag i munden. Han lukkede øjnene og faldt i søvn.
   Klokken slog 16.00 på hans lydløse digitalur, der stod på kommoden. Han vågnede op med et sæt, og for et kort øjeblik vidste han ikke, hvor han var. Hans tanker var et stort rod, og han trak vejret med hurtige åndedrag. Hans øjne farede rundt i hovedet på ham, mens han skimmede hele lokalet. Han følte sig omringet af en endeløs panik i kroppen, uden rigtig at vide af hvad og hvorfor. Han tog sine hænder op til hovedet og strøg sig op og ned af ansigtet et par gange for at få klarheden tilbage, men det hjalp ikke. Han var stadigvæk forvirret og havde det som om, der lå en sort sky over hans hoved og trykkede ham ned. Hans skuldre føltes tunge, og han havde en mærkelig følelse af udmattelse.
   Mågerne ude i horisonten var væk, og solen havde ændret position, så hans vindue nu var ude af dens skudlinje. Han havde rejst sig op i sengen og sad nu på knæ. Hans øjne faldt på mobilen, der lå og blinkede. Han havde stadigvæk to beskeder tilbage fra Sarah, han ikke havde fået læst endnu. Skulle han udfordre skæbnen og se de beskeder i øjnene, som han ikke havde fået læst endnu, men som han allerede kendte konklusionen af. Han åndede så dybt ind, at hans mave lignede en højgravid kvindes, holdt vejret i et par sekunder og åndede derefter ud igen. Han tog mobiltelefonen i hånden og åbnede besked nummer to fra Sarah.
   - Hvad sker der for dig? Hvorfor ter du dig sådan? Nogle gange forstår jeg slet ikke, hvad der foregår i hovedet på dig.
   Det gav stadig ingen mening. Han fattede ingenting. Hvad var grunden til, at hun var så sur på ham? Hvad kunne han have gjort, der var så slemt? Hvor fuld havde han egentligt været?
   Alle spørgsmålene fik ham til at gennemrode sine tanker i et forsøg på at finde bare et svar, men han kunne ikke. Aldrig havde han følt sig så forvirret over noget, han ikke vidste noget om. Han smed telefonen væk igen. Han var bange for, at den sidste besked fra Sarah ville give ham svaret på de mange uopklarede spørgsmål. Han var bange for, at han havde gjort noget, han ville fortryde, og som ville få ham til at hade sig selv endnu mere, end han gjorde i forvejen. Han vidste med sig selv, hvad han var i stand til, når alkoholen fik tag i ham, og han væmmedes ved tanken om, hvad han kunne havde gjort. Fornemmelsen af, at han var skyld i en andens smerte, fik hans mave til at vende sig, og bræksmagen kom op i ham igen. Han for op af sengen og løb ud i køkkenet, målrettet mod vasken, hvor han skyndte sig at tænde for det kolde vand. Han stak hovedet ind under og drak, til han ikke kunne få mere vand ned i sig, for derefter at folde sine hænder til en lille skål, som han fyldte med koldt vand for at kunne smide det i hovedet. Dette gentog han, indtil hans ansigt føltes så koldt, at han ligeså godt kunne have stået på nordpolen og frosset sin røv i laser. Han kiggede ud af køkkenvinduet, og hans øjne faldt på to piger i begyndelsen af teenageårene, der stod og legede med en bold, som de kastede op af en mur. De så søde og uskyldige ud. Ingen bekymringer i livet, ingen sorg, Deres største bekymring var, hvorvidt de måtte lege ude efter mørkets frembrud, tænkte han, mens han stod der og iagttog dem. Han satte sig på hug på køkkenbordet, tændte sig en cigaret og lod solen varme sit ansigt igen. Han kunne ikke fjerne sine øjne fra de to piger. Lyden af boldens klang op imod væggen tog ham tilbage til sin gamle lejlighed i Odense. Han gøs ved tanken om dengang.


* * *
   - Klaus, vi har noget, vi skal fortælle dig, sagde hans far og satte sig ned i sofaen.
   Instinktivt fulgte Klaus sin fars ordre. Der var noget i hans stemme, der lød anderledes, og hans øjne virkede mærkeligt blege. Hans mor satte sig ligeledes ned, så han nu var dækket ind fra både højre og venstre. Hans far lagde sin hånd på han ene lår og sagde.
   - Jeg var til lægen i dag, og jeg har fundet ud af, at jeg har vand i lungerne.
   Han holdte inde.
   - Lægerne mener, at der er en sandsynlighed for, at det kan være kræft.
   Ordene ramte ham i hovedet som en kold lussing. For et par sekunder stivende han, ude af stand til at bevæge sig. Han blev ved med at stirre ned i gulvet. Ordet kræft kørte med lynets hastighed rundt i hovedet på ham. Kræft. Kræft. Kræft. Hvad var det? Hvad betyder det?
   Hans øjne begyndte at fyldes med vand. Han kæmpede for at holde det tilbage, men han kunne ikke kontrollere det. Han var magtesløs. Tårerne væltede ud, og han måtte tage hænderne op til ansigtet og brød ud i gråd. Han kunne mærke sin far lægge sin hånd på hans ene skulder, og han fandt det mærkeligt beroligende. Han fjernede sin ene hånd fra ansigtet og lagde den oven på sin fars hånd. Kæmpende efter ord fik han fremstammet.
   - Hvad mener de med, at det måske er kræft?
   - Der er ikke noget, der er sikkert, svarede hans far med en mærkelig rolig stemme. De skal først have deres testresultater tilbage, og så ved vi mere om, hvad der skal ske.
   - Men, Klaus tøvede. Hvornår vil du så få svar?
   - Om to til tre uger. Det afhænger af så meget. Det vigtigste er, at vi bevarer optimismen, ikke Klaus.
   - Jo, svarede Klaus og tørrede sine øjne.
   Hans mor rakte ham et lommetørklæde, han kunne bruge til at få det sidste vand ud af sine øjne. Cigaretpakken lå på bordet foran ham og skreg på at blive samlet op. Han bød sin far en og tog en selv.
   - Hvad skal der til, før I to lærer noget, sagde hans mor med vrede i stemmen. Er det her ikke advarsel nok, spurgte hun.
   Klaus kiggede op og fandt sin fars øjne, som smilede til ham. "Det handler om at leve et godt liv", sagde hans far, mens han holdt øjenkontakten. Klaus svarede ikke igen, men nøjedes med at trække lidt på smilebåndet, selvom han ikke mente det. Han kunne se tvivlen i sin fars øjne, og kunne ikke lide den. Han rejste sig fra sengen og gik over mod vinduet for at lukke af ud til gården, hvor der løb tre drenge og spillede fodbold. Den irriterende lyd, bolden gav, hver gang den ramte muren, gik ham på. Han fornemmede sin fars blik, da han gik videre over mod køleskabet og fandt en øl.
   - Vil du have en med, spurgte han, og kiggede på sin far.
   - Ja, det kunne jeg godt trænge til, svarede han.
   Klaus tog to øl fra køleskabet, åbnede dem, og rakte den ene til sin far. De tog en dyb slurk hver, og stilheden lagde sig over dem.
   Mørket var begyndt at lægge sig uden for hans vindue. Han havde siddet frosset til stolen siden hans forældre havde forladt lejligheden. En øl var blevet til syv, og en cigaret var blevet til tyve. For hver gang han tændte en, kunne han mærke tvivlen blive større, og det gik op for ham, at han ikke vidste noget som helst om kræft, andet at det var noget, man døde af. Nutidens pest. Tvivlen fik ham til at sætte sig op foran computeren og taste "vand i lungerne" på googles søgemaskine. Der var det igen. Ordet, som han havde frygtet. Kræft. På hvert eneste link, som google havde fundet, stod der som standard "vand i lungerne er ofte et tegn på lungekræft". Igen blev han ramt af en uhelbredelig rysten i kroppen. Han vidste med sig selv, hvad der ville ske, hvis han søgte på "lungekræft", men han måtte have svar på sine spørgsmål. Med rystende hænder tastede han ordet ind og trykkede på Enter. Han klikkede på det første link, der kom op, og røg straks videre til en statistisk undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse. "70 % af de, der får konstateret lungekræft, lever ikke mere end 12 måneder". Det kan ikke være rigtigt, tænkte han. Han trykkede tilbage og valgte et af de andre links, som google havde fundet, og fandt en ny statistik. 70 %. Igen trykkede han tilbage og fandt et andet link. 70 %. Han slukkede skærmen, og alt omkring ham blev mørkt. Stille sad han nu tilbage med kun gløden fra cigaretten, der lyste op, hver gang han satte den til munden.


* * *
   Han fandt cigaretpakken frem igen og tændte sig endnu en. Pigerne nede i gården var gået ind, og bolden lå nu ene og alene forladt og ventede kun på at blive samlet op igen af nogle nye, der var parat til at lege. Han skimtede over mod vasken og blev mindet om de beskidte tallerkner og de ikke så rene glas. Han satte af på vindueskarmen, hoppede ned på gulvet og fortsatte ind på sit værelse. Der hang stadigvæk en del røg lugt i luften, så han forsatte over til sengen for at åbne vinduet, hvor han bød aftenens nybagte kulde indenfor. Den ramte ham som var et iskoldt tæppe var blevet lagt over ham. Men han nød den friske lugt og snusede ind. Månen lyste skarpt og klart på himmelen. Han elskede fuldmånen, himmelen så så smuk ud om natten, når der ingen skyer var til at gemme stjernerne, og det hele fungerede bare sammen i en helhed. Han lod vinduet stå åbent og satte sig tilbage i sengen, hvor han satte hovedpuden i ryggen og lænede sig mod væggen. Han skoddede cigaretten og faldt i staver over stjernerne. For første gang i dag var han helt tom inden i, ingen tanker, ingen uro, ingenting. Hans åndedrag sank til et behageligt niveau.
   Som han sad der og lod mørkets farve og duft snige sig ind over ham, faldt hans øjne på den blok papir og kuglepen, han altid havde inde for rækkevidde. Han kiggede et øjeblik på dem, før han tog fat om pennen og satte den mod papiret.
   Jeg sidder i mit mørke værelse omringet af hvide vægge. Jeg har en umættelig trang til at skrive med sort touch på hver eneste væg. Jeg har tapet vinduerne fast med papir, der lukker mig ude fra omverdenen. Herinde er det kun mig og mine tanker. Jeg har låst mig inde for at tage kampen op med mig selv. Jeg slås med tankerne om at forandre de ting, som allerede er sket. Jeg forestiller mig selv stå foran en stor sort skygge parat til at slå fra mig, parat til at tage kampen op mod det uforklarlige, som jeg kender så godt. Jeg føler, at hver eneste væg falder ned over mig. Jeg er den eneste i verden, der forstår, hvad jeg ikke selv kan forklare. Jeg er bange, men jeg er parat til at gøre, hvad der skal gøres, på trods af, at det ikke vil ændre noget. Jeg føler ingen smerte, selvom mit hjerte bløder. Jeg skriger, men jeg skriger ikke på hjælp, jeg skriger for at få smerten ud...
   Han tog et hiv af den smøg, som havde tændt sig selv og plantet sig solidt på hans læbe. Han pustede røgen ud over papiret med den nyskrevne tekst og læste den igennem. Følelsen af befrielse, som plejede at være der, når han havde skrevet en ny tekst, var ikke til stede. Det var som om, der manglede noget. Men han kunne ikke helt greje, hvad det var, og det frustrerede ham. Han kunne mærke en indre vrede vokse i sin krop, og han begyndte at føle sig sur. Med alt kraft kastede han blokken ind mod væggen, så det gav et lille smæld, da papirerne ramte. Han lagde hovedet på skrå og kiggede på den del af væggen, der lige var blevet beskudt, og tænkte for sig selv "så meget vrede, sådan en lille lyd", og nu vidste han, at hans tekst var fuldendt. Skæbnes ironi gav et lille smil på hans læber, og han skoddede cigaretten og lagde kuglepennen fra sig.
   Mobiltelefonen lå stadigvæk og blinkede, da den fangede hans opmærksomhed for tredje gang i dag. Han tog den op og åbnede besked nummer tre fra Sarah uden nogen anelse om, hvad der ventede ham.
   - Du skal aldrig nogensinde prøve på at kontakte mig igen. Vores tid er forbi.
   Han slugte en klump. Som dårlige flashbacks begyndte det lige så stille at komme tilbage til ham. Han huskede noget med en lussing. Han huskede Sarah med tårer i øjne. Han huskede sig selv med tårer i øjnene. Han opdagede nu nogle riser på hans knoer, som han ikke havde lagt mærke til før. Havde han mon slået en? Han rynkede på panden. Ja han havde. Han havde svunget sin hånd mod en anden mands ansigt. Lyden af knogler, der knækkes, og råben og skrigen kom op i ham igen, som kunne han genleve hver eneste bevægelse i sin arm. Det forbavsede ham at se for sit indre, hvordan han havde slået løs på en anden mand. Alt andet var en sort plet, men lige nøjagtig dette sceneri stod klart og tydeligt for ham. Men hvad mente Sarah med, at hun ikke ville se ham igen? Hvad mente hun med, at vores tid var forbi? Hun kunne da ikke smide flere års troskab og kærlighed ned i afløbet som var det skrald. Hvad blev der af at snakke om problemerne? Hvad blev der af sammenhold? Så mange spørgsmål, men ingen til at besvare dem. Han rystede på hovedet, mens han sagde for sig selv: "hvis du vil forlade mig, så forlad mig dog. Jeg har hørt, New York skulle være et godt sted".
   Minutterne blev til timer, som han sad der i sengen og kiggede ud af vinduet. Tankerne vandrede frem og tilbage. Lige meget, hvor meget han ville smide tankerne om Sarah væk, blev de ved med at komme tilbage. Hun var en æra i hans liv, en æra, han ikke ville have skulle stoppe. Han begyndte at få tårer i øjne bare ved tanken om, at det skulle til at være slut. Han åbnede en af de øl, han havde været ude og finde i køleskabet, og tog en tår. Derefter stillede han den fra sig i vindueskarmen og tog en cigaret, men denne gang tændte han den ikke. Han satte den derimod over lighteren og begyndte at riste den. Lugten af brændt tobak fandt vej til hans næse, og han kunne lide denne lugt. Da cigaretten var blevet perfekt brun på alle leder og kanter, rystede han tobakken ud på et stykke papir, som han havde foldet på midten, så det ikke ville komme ud i sengen. Han fandt den pose frem, der indeholdt potten, som han nulrede ud i tobakken. Derefter slikkede han blødt på et stykke Risla-papir og formede det til perfektion. Tobakken gled ned i filteret som var det ikke skabt til andet. Han satte jointen til munden og tændte lighteren. Han tog et dybt sug, holdt vejret et par sekunder og pustede så den tykke røg ud igen. Han mærkede med det samme, hvordan potten gjorde ham blød i knæene, og hvordan hans øjenlåg blev tunge. Han tog endnu et dybt hiv og lod sig læne tilbage i sengen. Det tog ikke mere end et par minutter, før han havde fået indåndet hele jointen. Værelset snurrede rundt, og hans arme kildrede. Han havde det som hang han i loftet og iagttagede sig selv. Han kunne se sig selv ligge sanseløst og ynkelig med armene spredt ud til hver side. Hans tanker faldt langsomt, men sikkert, tilbage på Sarah, hans elskede Sarah.


* * *
   - Skat du skal sove nu, sagde Sarah, og lagde sin hånd på hans nøgne brystkasse.
   - Jeg kan ikke, svarede Klaus med en forpustet stemme. Jeg bliver ved med at drømme alle de her mærkelige drømme om død og skrig. Jeg er bange for at lukke mine øjne, for så ved jeg, at jeg kommer tilbage til de drømme igen.
   - Jeg ved det godt skat, men du er nødt til at prøve, du skal op i skole i morgen.
   Klaus drejede hovedet og kyssede Sarah på munden.
   - Du ved godt, jeg elsker dig, hviskede han til hende?
   - Ja skat, det ved jeg godt. Jeg elsker også dig. Se nu, om du ikke kan falde i søvn, klokken er tre om natten.
   - Okay smukke, svarede han, og lagde sig om på siden og lukkede sine øjne.
   De blev vækket ved, at telefonen ringede. Sarah puffede til Klaus. "Telefonen ringer", sagde hun. Klaus for op i siddende stilling. "Hvor ligger den", spurgte han.
   - Den ligger over på bordet, svarede hun.
   Klaus skyndte sig op af sengen og kunne mærke varmen fra dynen forsvinde fra hans krop. Han fik fat i telefonen og kunne se, at det var hans mor, der ringede. Han skimtede over på klokken og kunne se, at den viste 04.12. Han trykkede på "besvar opkald" og sagde
   - Ja hallo, det er Klaus
   - Hej Klaus, det er mor, lød det fra den anden ende. Far er død.
   Telefonen gled ud af hans hånd og ramte gulvet. Han stod et øjeblik og kiggede ind i væggen. Han begyndte at føle sig svimmel og måtte støtte sig til bordet.
   - Klaus, er du der, hørte han sin mor sige fra telefonen, der lå på gulvet.
   Han bøjede sig ned og samlede den op og satte den til øret.
   - Ja jeg er, sagde han med tårer i øjne.
   - Okay, hvornår kan du være hjemme? Din bror er taget fra København, han kan vist godt nå færgen klokken 6, så hvis du kunne nå den også, ville det passe meget godt.
   - Det skal jeg nok, mor. Vi ses derhjemme, sluttede han af.
   Rystende lagde han telefonen fra sig og kiggede på Sarah, som havde rejst sig op i sengen. Uden at sige et ord gik han over til hende og lagde sig tæt ind til hendes nøgne krop og krøb sig sammen i hendes favn. Hun kyssede ham på kinden og lagde sine arme omkring ham.
   - Jeg tager den næste færge hjem, sagde han stille
   - Okay skat. Skal jeg tage med?
   - Nej det behøver du ikke, bare du kommer hjem efter skolen, så er det fint.
   - Okay.
   Som han lå der i sengen og stirrede ud i det mørke værelse, begyndte det lige så langsomt at gå op for ham, hvad det egentligt var hans mor havde sagt. Far er død. Far er død. Far er død. Det var de eneste tre ord, der roterede i hans hoved. Hans mave føltes som om, den klemmende sig sammen. Han sparkede dynen af sig og løb ud på toilettet for at brække sig. Det hele snurrede rundt, og han havde det som om, at gulvet åbnede sig til et stort hul, han kunne falde ned i. Han klemte hårdt fast om toiletkummen af frygt for at falde, selvom han inderst inde godt vidste, at det var indbildning. Han brækkede sig to gange, og svimlende rejste han sig op. Han tog en dyb indånding og vaklede ind til Sarah, som igen havde sat sig op i sengen.
   - Er du okay, spurgte hun?
   - Det ved jeg ikke, sagde han og pustede hårdt ud. Jeg tror lige, jeg tager mig et bad.
   - Okay, så sætter jeg noget te over.
   Vandet løb ned af hans skulderblade, mens han stod foroverbøjet i brusekabinen. Far er død. Far er død. Han stirrede blindt ind i væggen. Han følte sit hjerte falde i brystet og sine skuldre blive 10 kilo tungere. Fem ord formede sig nu for hans indre "Hvad skal jeg nu gøre".


* * *
   Han åbnede sløvt sine øjne, og til sin forbavselse blev han klar over, at han lige var røget fem år tilbage i tiden. Skævheden fra potten gjorde alt så virkeligt. Han mærkede den samme stikken i kroppen, som han havde haft den gang. Endnu en gang fik han tårer i øjnene. Han så den store sorte plet for sig igen. Pletten, der symboliserede hans tomhed i livet. Pletten, der aldrig gav han andet end ingenting. Han vidste ikke, hvad det her var, andet end en krig, der ikke kunne vindes. Han var tør i halsen, og med en stor anstrengelse fik han rejst sig op fra sengen. Famlende støttede han sig til stolen i værelset og skubbede sig selv i ud køkkenet. Stanken af mug ramte ham med et smæld. Han øjne faldt på de urene tallerkner og de kopper, som stadigvæk ikke havde vasket sig selv. Han gik over til vandhanen og åbnede for det kolde vand, men som han drejede hovedet og bukkede sig ned for at tage en tår, fik han et glimt af sit eget spejlbillede i køkkenkniven, der lå på bordet. Han rettede sig op i fuld position og tog fat om skaftet på kniven. Den var lang. Refleksionerne i knivbladet gjorde ham sikker i sin sag.
   - Jeg kan ikke leve i det her tankehelvede mere. Undskyld far, undskyld mor.
   Langsomt tog han kniven og satte spidsen mod sin mave, til han kunne mærke en lille stikken. Han tog en dyb indånding og trykkede til. Den føltes koldt og han mistede vejret for et kort øjeblik. Han gispede, mens han trak kniven ud igen og lagde den med rystende hænder på bordet. Blodet havde en underlig varm følelse, der erstattede den første følelse af kulde. Det løb i en langsom, lige stribe ned af hans mave og dryppede af på gulvet. Han tanker løb over på hans grædende mor, da han så for sig, hvordan hun ville reagere, når hun fandt sin yngste søn død. Han tog fat om sin mobiltelefon for at læse den sidste besked fra sin mor. Han trykkede på "vis besked", men hans greb om telefonen svækkedes og den røg til jorden. Følelsen af svimmelhed fra potten blev mangedoblet, og han satte sig på gulvet. En stikkende smerte skar i hans krop, og han kiggede en sidste gang ud af vinduet og op på stjernerne, før han lukkede sine øjne og sagde farvel til livet. Mobiltelefonen lå alene og lyste op i det mørke køkken og displayet viste den sidste besked fra hans mor.
   - Hej skat, har du det godt? Du ringer aldrig mere.