Absalon kom benende ned ad bakken mod butikken. Han løb i spring, der fik snesjappet til at stå i sprøjt ud til siderne under tennisskoene, og baskede med armene for at holde balancen, eller måske for at påkalde sig opmærksomhed. Mændene foran butikken betragtede ham fra kasketskyggerne. De bemærkede sensationen der strålede ud af hans opspærrede øje og tog piberne ud af munden og lo.
   "Hvad så, lille Énøje? Hvor brænder det?"
   Absalon sprang op på trappen og udførte en stepdans for at trampe pløret af skoene. Han hostede og prustede og hev efter vejret.
   "De kommer," kvækkede han og pegede i retning af passet.
   "Islændinge velsagtens," sagde én foragteligt, og mændene stoppede piberne tilbage i munden. "De sidste mange gange har det ikke været andet end islændinge."
   Absalon hostede og harkede og sendte den ene kage af spyt efter den anden ud over rækværket og ned i snesjappet.
   "Tyskere," peb han.
   Mændene tyggede på mundstykkerne og så på ham. De rynkede øjenbrynene.
   "Taler du sandt, dreng, eller lyver du?"
   "Tyskere," gentog Absalon i et næsten vredt tonefald. Han stod øverst oppe på trappen og spiddede mændene med øjet, en efter en. "Store maver, røde kinder, ingen hår på hovedet!" - han gestikulerede. "Meget grimme kvinder."
   Mændene så på hinanden. Så så de på Absalon. "Hvad står du der og tripper for?" sagde de i munden på hinanden. "Kan du se at rubbe dig! Løb Énøje!"
   Absalon tøvede et øjeblik. Så sprang han ned af trappen og styrtede af sted gennem snevællingen.
   Mændene bankede piberne ud i hånden og puttede asken ind ved gummerne. Så mumlede de til hinanden og forsvandt sindigt som gamle biller i hver sin retning.

Ad snescootervejen oppe fra passet, indpakket i lag på lag af tøj, vraltende som pingviner, nærmede turisterne sig bygden i gåsegang, alle som en bærende solbriller. Forrest gik en høj, lyshåret mand, rank som en garder, med demonstrativt tålmodige skridt. Det var den islandske guide. Fra tid til anden drejede han hovedet og smilede til de opkogte ansigter.
   "Schon gut!" gøede han.
   Det var velhavende mennesker, ganske rigtigt tyskere, der efterhånden havde besøgt alle jordens autoriserede afkroge. Nu var østens mystik afmystificeret, Afrikas hemmeligheder afsløret, pyramidernes gådefuldhed reduceret til et spørgsmål om astronomiske kundskaber og simpel ingeniørkunst osv. Så hvor kunne man da overhovedet snart søge eventyret? Måske hos eskimoerne.
   De var udmattede efter den tunge vandring i våd sne fra lufthavnen, og modløsheden havde allerede bredt sig blandt dem. Men da de nu fik øje på de første huse, livede de lidt op og gav sig til at sjoske af sted. Ved bygdens allerførste hus standsede de op og anråbte islændingen om at gøre holdt. Udkørt satte de sig på den bare klippe, som her og der stak frem af sneen, lynede jakkerne op, løsnede halstørklæderne, trak huerne af hovedet og brugte dem til at tørre sveden af panden. Solen glimtede i mændenes isser. Kvinderne beklagede sig over varmen. Hvem skulle dog have troet det - midt i Arktis?
   En flok hundehvalpe nærmede sig i det samme, hoppende, snublende, logrende fra hoved til hale. De udløste latter og udbrud. "Scharmant!" "Wie allerliebst!" Kameraer dukkede op af tasker og lommer og begyndte at synge deres digitale litani.
   Spørgsmål regnede ned over islændingen: Hvor var igloerne? Og hvad med de tørvehytter man havde læst om i de etnologiske tidsskrifter? Disse huse, hvad var de fremstillet af - træ? ... voksede der da skove hertillands? "Ach so, Import." Og hvad med disse TV-antenner - kendte man til fjernsyn også her? En kvinde forhørte sig om muligheden for at købe en hundehvalp. En trind herre spurgte om isbjørnene var aggressive på disse kanter, og om man kunne risikere at støde på en. Islændingen red stormen af på sit bedste skoletysk. Han forklarede at alle huse havde strømforsyning, og adskillige af dem var udstyret med TV-apparat, radio, telefon, computer, telefaxmaskine, køleskab, støvsuger m.m.
   "Sensationell!"
   Den trinde herre - gruppens vovehals og selvbestaltede leder (i Golfstream'en fra Island havde han inviteret sig selv frem i cockpittet, og var sluppet godt fra det) - skridtede hen til huset og bankede med knoerne på væggen. Han vendte sig mod sine glanende landsmænd og -kvinder: "Föhrenholz," forkyndte han, "fyrretræ, mine herskaber!"
   I det samme blev et vindue på første sal slået op. En femårs tøs med korngule lokker og blå øjne stak hovedet ud og råbte med Nørrebro-accent: "Hva' æ' dahr nu!?"
   Gruppen stirrede på barnet. En mager dame med hornbriller og en gul sydvest på hovedet pegede på pigen og udbrød: "Guck'mal das Kind - sie muss doch eine ganz andere Raze sein!"
   Islændingen måtte opklare gåden: Huset tilhørte bygdens danske lærerpar, pigen var deres datter. "Ach so, ach so." Spredt latter. Man vinkede til pigen. Hun satte en syrlig mine op og smækkede vinduet i.
   Men hvor gemte doch de eskimoer sig?
   "Weitergeh'n!" bjæffede islændingen. Gruppen kom på benene og satte sig i bevægelse.
   Ad en stejl trappe af solidt tømmer kom de ned på traktorvejen, et brunt plørespor der snoede sig gennem bygden. Igen standsede de op. Endelig havde de fri udsigt til bygden der den lå omkring den nordvendte naturhavn, nu tilfrosset. Med kameraerne halvt løftet betragtede de udsigten, ligesom i vildrede med hvorvidt den var et billede værd. Men så begyndte apparaterne igen at synge og konvertere sceneriet til nuller og ettaller: træhuse med afskallet maling, forfaldne allerede inden de var færdigbyggede; gråsorte klippeknolde, glatslikkede af evindelige storme; her og der i snepløret de gennemtærede rester af en havareret snescooter; overalt mellem husene dynger af affald, tomme flasker og dåser, plasticposer, råddent spæk, hundekadavere; og midt i det hele, et triumferende vartegn: olietanken, femten meter høj, ti meter bred, og rødbrun af rust.
   En kvindestemme spurgte: "Kan man dog leve her?"

Foran butikken var et opløb i færd med at samle sig.
   Slædekuskene havde taget opstilling ved butiksvæggen, med oprullet pisk i hånden, bakkende på deres piber. Lidenskabsløst som nyskårne totempæle stod de og betragtede ståhejet omkring sig.
   Snottede børn sloges om de bedste pladser. De var belæsset med al mulig husflid, flikket sammen af deres mødre, bedstemødre og storesøstre i vinterens løb: spraglede perlebroderier, bensmykker til hals og hånd, bittesmå kamikker og miniaturedukker af sælskind.
   Ældre mænd, og de mænd der ikke havde noget hundespand, drev omkring i baggrunden eller sad på trappen og røg. De havde en tupilak eller en fedtstensfigur i lommen som de med lidt held ville kunne omsætte til en flaske.
   Nu drejede de allesammen hovedet, mænd og børn, og rettede blikket mod olietanken, hvor de tyske turister med islændingen i spidsen kom til syne. Støttende sig til hinanden, vaklende og skridende i snesjappet, kæmpede de mod sneens inerti og pludselige glathed.
   "Tyskere," sagde en af mændene. "Ingen tvivl om det."

Josef forlod sit hus ved søen, ovre på den anden side af elven, og traskede af sted ind over heden i retning af bygden. Også han var på vej til "markedet" foran butikken. I inderlommen, indpakket i et stykke køkkenrulle, bar han en tupilak, som han havde lagt sidste hånd på for nogle dage siden.
   Han gik og smilede for sig selv og spekulerede på hvordan det kunne være, at de tupilakker han skar om foråret var så anderledes, end dem han ellers lavede. Det var som om de selv tog form for øjnene af ham, uden at han behøvede at tænke over det, og når de var færdige, følte han ikke at det var ham, der var mester for dem.
   Det havde taget ham en dag at lave figuren. Da han var færdig med den, så han på den med rynket pande og følte en rislen ned ad ryggen: Den havde et smerteligt fortrukket fjæs og gennemborende øjne, der fulgte en hvor man gik og stod. Det opspærrede gab var fuldt af sylepidse hugtænder. Den lignede en arrig djævel der bare ventede på det rette øjeblik til at fare i halsen på én.
   Da han havde snittet og pudset den færdig, polerede han den med rustfjerner. Det fik den ellers ret tarvelige rensdyrknogle til at skinne som det skæreste elfenben. Så havde han stillet den op på kommoden og sat sig til at betragte den på et par meters afstand. Længe havde han siddet og stirret på misfosteret, og han spurgte sig selv hvad det var dette ansigt med det snerrende gab og de gennemborende øjne udtrykte; måske var det sorg og smerte, måske ondskab og vrede, eller måske noget helt andet, som menneskene ikke havde ord for. I hvert fald vidste han at figuren på en eller anden måde havde fået liv, og at han ikke ville få en rolig nat, før den var ude af huset.
   Rigtig nok: selv indpakket og gemt væk i en skuffe gjorde den opmærksom på sin tilstedeværelse; Josef lå hver nat vågen og hørte hvordan den puslede og kradsede og klynkede bag væggen og rumsterede og stønnede under sengen. Han råbte at den skulle være stille, i Jesu navn, og det hjalp, men kun i nogle minutter, så begyndte den forfra.
   Han fortrød at han havde lavet tupilakken, for en tupilak der er blevet levende, kan man ikke skille sig af med, uden at en anden person af egen vilje tager imod den. Og ingen her i bygden ville have noget at gøre med Josefs tupilakker. Derfor blev han lettet den dag han hørte at årets første hold tyske turister var på vej.
   Josef kom forbi Knudsens hus, der hvor tyskerne for nogle minutter siden havde gjort holdt, og standsede selv op, da han så noget gullighvidt stikke frem af snesjappet. Han sparkede til det og så at det var den trekantede knogle fra et stykke oksekød. Han bøjede sig ned, samlede benstykket op, tørrede det af i bukserne og holdt det op i solen. Det var et fint stykke knogle, glat og rent efter at have ligget under sneen hele vinteren.
   Fornøjet over fundet skulle han til at stikke det i lommen, da han blev opmærksom på Jochum, kateketen, der stod i det halvåbne køkkenvindue til nabohuset og kiggede på ham. Han stod med bar overkrop, halvt lænet ud ad vinduet, og lod solen varme sin blege hud. Han grinede ad Josef, et grin fuldt af skægstubbe og brune tænder.
   Josef skjulte knoglestumpen i hånden og listede den ned i jakkelommen. Høfligt og lidt underdanigt hilste han på hjælpepræsten: "Gudaa Jukku."
   "Gudaa Juusipi," grinede den anden, "et velsignet vejr."
   "Javist," svarede Josef og blev stående og grave i sneen med skosnuden. Så vendte han sig om og traskede af sted mod butikken. Men hele tiden fornemmede han Jochums blik i nakken, og som altid, lige siden han gik i skole og Jochum havde været hans lærer, fik det ham til at føle sig skyldbevidst, uden at han vidste hvorfor.

Foran butikken var handelen i fuld gang.
   Efter så længe at have undret sig over, hvor der dog blev af disse eskimoer, var tyskerne nu med ét omringet af dem. Børnene stimlede sammen, rakte hænderne i vejret for at gøre opmærksom på deres skindlapper, bensmykker og perler mens de råbte: "Mister! Mister!"
   En tynd dreng med et langt ansigt, der ligesom de fleste andre havde sattelit-TV i hjemmet, blev ved med at mase sig frem og skrige: "Buy some shit? Buy some shit?"
   De hundeløse mænd stod lidt fortabt i baggrunden, forlegent smilende, med deres figurer i hånden. Fra tid til anden skete det at en af tyskerne blev opmærksom på dem, og rev sig løs fra de påtrængende unger for at tage det de stod med i øjesyn. Så stod de lidt og tingede med fagter og på hver sit sprog - tysker og grønlænder - og den ene tupilak efter den anden skiftede ejer, og den ene efter den anden af mændene stak de amerikanske dollars (den anbefalede valuta på stedet) i lommen, hvorefter de trak sig tilbage til postkontoret for at få dem vekslet.
   Slædekuskene stod stadig henne ved butiksvæggen og røg. Postyret angik dem ikke. De havde allerede en aftale med islændingen og var sikret mindst tusind kroner hver.

Men hvor er nu kvinderne? Du har ikke set et land før du har set dets kvinder. Kvinderne i dette land holder sig på værdig afstand af ståhejet. Med indkøbsposer og vasketøjsbylter i hånden skrider de udeltagende forbi. På brystet eller på ryggen bærer de en lille bylt af angst og uafvendelig død.

Vores trinde tysker, Karl Fritze hed han, undersøgte den ene tupilak efter den anden, men uden at købe nogen. Han fortalte sin kone og sine medrejsende at han kun ville have det bedste, og da figurerne i hans øjne alle sammen lignede hinanden, kunne han ikke bestemme sig. Men da Josef rakte ham sin tupilak, så han straks at den var noget ud over det sædvanlige. Han løftede den op mod lyset og studerede den indgående, mens han vendte og drejede den mellem sine tykke fingre.
   "Wie eklig," sagde han og lo anerkendende. "Wie viel?"
   Josef nikkede ivrigt: "Ja, ja. Fil og kniv og sandpapir og rustfjerner."
   Tyskeren vinkede på guiden, der i gode øjeblikke talte en smule dansk, og som forsøgte at agere tolk mellem de handlende. Efter en hel del om og men og misforståelser blev de enige om en pris. Hr. Fritze kaldte på sin kone:
   "Du hast die Dollars, Schatzie."
   To glatte halvtredsdollarssedler gik fra hånd til hånd og endte hos Josef. Nølende foldede han dem sammen og stak dem i lommen; han anede ikke om han havde gjort en god handel. Men tyskeren lod til at være lykkelig. Han tog Josefs hånd, trykkede og rystede den og takkede mange gange for handelen. Så vendte han sig mod islændingen.
   "Nu bringer den vel ikke uheld?" koketterede han.
   Islændingen forsøgte at give det mest muligt diplomatiske og tvetydige svar, balancerende mellem beroligelse og der-er mere-mellem-himmel-og-jord. Hr. Fritze lo tilfreds og lod tupilakken glide inden for frakken.
   Handelen var ved at være slut. Håndtasker og lommer struttede af souvenirer. Ungerne spredte sig i små flokke og begav sig hjem til de ventende mødre med pengene.
   "Weitergeh'n!" gjaldede islændingen, og den lille gruppe satte sig lydigt i bevægelse. De forsvandt ned ad bygdens hovedstrøg, traktorstien mellem butikken og kirken.

Næste punkt på programmet var det islændingen brød sig mindst om: han skulle føre den lille flok erfarne globetrottere fra den ene tvivlsomme seværdighed til den anden og på mangelfuldt tysk tryllebinde dem med sin nødtørftige viden om det de så.
   Første stop var kirken. Det var en lang rødmalet træbygning tyve meter fra stranden, med udsigt over en isdækket fjord. Kirken var, oplyste guiden, opført i 1924, mere end ti år før distriktets sidste hedning kapitulerede og lod sig døbe; den var udstyret med et meget fint orgel, og vinduernes glasmosaik var fremstillet i Tyskland.
   Man studsede: Var eskimoerne ikke animister? Hvad gjorde en protestantisk kirke på dette sted?
   Islændingen frydede sig. Han var nemlig fornyligt faldet over en artikel der fortalte om grønlændernes religiøsitet. Han holdt derfor en mindre forelæsning med den overraskende pointe, at grønlænderne er meget ivrige kirkegængere, og desuden yderst kongetro, eller, jah, for tiden måtte man vel kalde det dronningetro.
   Tilhørerne stirrede på ham. "Sensationell!"
   Besøget i kirken var en succes. Et ægtepar som havde rejst meget i Norge, genkendte begejstret stilen fra nogle af de nordnorske kirker: det lille klokketårn, de lave døråbninger, stolperne ned ad kirkeskibet, de rå knirkende gulvplanker, den rosemalede døbefont, prædikestolens røde fløjl. Det var rigtigt "gemütlich".
   Næste attraktion var bygdens eneste tørvehytte. Et par franske etnologistuderende havde opført den en gang i tresserne. Imidlertid mistede de gejsten undervejs og efterlod bygningsværket ufuldendt, en omstændighed som nu, efter tredive års erosion, fik den til at virke autentisk forfalden og ældgammel.
   Islændingen kendte sandheden om tørvehytten, men så ingen grund til at afsløre den. Han deklamerede: "Ja, sådan levede de gamle eskimoer." Han var ikke så dum at han ikke følte banaliteten i udsagnet, men de henrykte øjekast et par Fräulein'er sendte ham, fortalte ham at han ikke havde fejlbedømt sit publikum.
   Nu spadserede de over nøgne klipper, forbi spredte, navnløse grave; hældende hvide trækors der stak op af stensætninger, enkelte udsmykket med falmede plasticblomster. Et par småpiger i tre-fire års alderen, klædt i røde kjoler, dukkede pludselig op mellem klipperne. Da de fik øje på de fremmede, der vinkende og med indsmigrende udråb forsøgte at lokke dem til sig, stivnede de. De blev stående lidt og betragte flokken med sorte, vagtsomme nymåneøjne. Så smuttede de om bag en sten og var sporløst forsvundet. De undrende tyskere søgte mellem klipperne uden at finde dem. Det var det rene "Hexerei!"
   Endelig styrede islændingen dem ned mod bygden igen. Ude ved havnemolen havde man arrangeret "trommedans". En halvnøgen og meget mut udseende mand havde stillet sig op med en traditionel tromme uden for en af butikkens lagerbygninger. Da alle turisterne havde samlet sig i halvkreds omkring ham, gav han sig til at banke på trommens træramme samtidig med at han krummede sig sammen, vuggede hovedet frem og tilbage, vrikkede med hofterne og udstødte en melodisk jamren, der gentog sig i en uendelighed, uden at stige og falde eller på nogen måde at variere. Man lyttede opmærksomt, uden at fortrække en mine, klappede energisk og overøste bagefter manden med dollarsedler.
   Men da islændingen begyndte på et foredrag om trommedans, var den gode vilje ved at være opbrugt. Tyve germanske ansigter var stivnet i kedsomhed.
   På dette tidspunkt var det at vores trinde ven, hr. Fritze, med et udtryk af stigende forvirring og ængstelse, begyndte at klappe sig op og ned ad frakken og gennemrode sine lommer.
   Han vendte sig om mod sin kone. "Gerda," hviskede han, "hast'e meinen Beutel?"

Filippus svedte stærkt. Han var en bebrillet mand med krum overkrop og skolopenderagtige arme og ben. Han galopperede frem og tilbage mellem skrivebordet og skranken, hvor folk stimlede sammen, viftende med deres pengesedler. Filippus krummede sig over lommeregneren og bearbejdede tasterne med en blyants viskelæderdup, da de var for små til hans fingre. Han var rød i ansigtet, hans hår klistrede til pangen, hans briller, som flere steder var lappet med isolerbånd, gled ustandseligt ned på hans næsetip.Mændene råbte og lod skældsord regne ned over ham.
   "Skynd dig, din fjumrian!" sagde de og lo, "dit smølehoved, skal vi stå her hele dagen?"
   Besværgende løftede han hånden og tryglede med kvækkende stemme om en smule tålmodighed.
   Så snart dollarene var blevet forvandlet til kroner, slugte kasseapparatet inde ved siden af pengene. Snapseflasker og cigaretpakker blev langet over disken. En times tid senere kunne Filippus læne sig tilbage og tørre sveden af ansigtet med et lommetørklæde. Han hørte kasseapparatet i butikken forstumme, og han slog et sving derind. Hylderne bag disken var så tomme som de ikke havde været i månedsvis.
   "Jeg hader det her sted," mumlede han for sig selv. "Jeg hader dette barbariske folkefærd. Hvordan endte jeg her? Hvordan kommer jeg væk herfra?"

Foran butikken samlede mændene sig ved den solbagte væg, under opslaget om 'Indtagelse af alkoholiske drikke forbudt!' De skruede låget af flaskerne og smed det væk, lagde hovedet tilbage og lod snapsen løbe klukkende ned i halsen. Den var læskende og sendte lyn af vellyst gennem kroppen. Så tog de en filtercigaret frem, bankede filteret mod pakken, tændte den og inhalerede den milde røg, der blandede sig med alkoholdampene i deres munde og med den blide forårsluft. De pustede røgen ud og smilede til hinanden med blanke øjne.
   Josef var også iblandt dem. Han havde altid haft lyst til at smage whisky, og derfor havde han slået halv skade med sin fætter, Moses, om en flaske rød Johnnie Walker. Desuden havde de flottet sig med en kasse cerutter, der viste sig at være tørre som hø og brændte sig selv op i løbet af ingen tid. Også whiskyen var en skuffelse; den smagte som benzin og var umulig at indtage i mere end en lille mundfuld ad gangen. Josef savnede snapsens mælkeagtige blidhed og krydrede smag.
   Men Moses greb begærligt flasken. Han kastede hovedet tilbage og drak som om han var ved at vansmægte. Bagefter så han grinende på fætteren med fugtige læber og glasagtigt blik. "Nu er vi rige som amerikanere, så kan vi også drikke som amerikanere."
   Mændene der stod omkring, lo og satte flaskerne til munden og drak.
   I det samme kom Absalon stormende med baskende arme, halvåben mund og opspærret øje.
   "Nå, lille Énøje!" skraldgrinede mændene, "hvad nyt?"
   Absalon stønnede og prustede flere sekunder før det lykkedes ham at få et ord frem. En af tyskerne, fik han endelig fremstammet, havde tabt sin pung. Der havde været mange penge i, tyske penge, amerikanske, islandske. Den der fandt pungen og leverede den tilbage til ejeren, med indhold, ville modtage fem hundrede kroner i findeløn.
   "Hvor mange penge var der i pungen?" spurgte en af mændene.
   Absalon rullede med sit øje: "Mange, mange! Den var fuld af penge."
   "Skynd dig at give besked," sagde mændene i munden på hinanden. "Løb Énøje!" Absalon fløj videre med nyheden.
   Et palaver bragede løs. Mændene rystede på hovedet ad turisters skødesløse omgang med penge. De fortalte vittigheder der udløste lattersalver, og opførte satiriske enaktere over temaet: Turist taber pung. Grønlænder finder pungen og gennemgår svære samvittighedskvaler. Skal han levere den tilbage, eller skal han selv beholde den?
   Det var langt fra første gang en turist havde været uheldig, og selv om det ikke kunne falde nogen i bygden ind med fuldt overlæg at stjæle en pung, regnede alle det for en selvfølge at tabte penge tilfaldt finderen. For hvilken tåbe tog til takke med et beløb svarende til to flasker snaps, når han var kommet i besiddelse af en årsløn?
   Mændenes pjanken døde ud da de fik øje på Jakob. Kommunefogeden nærmede sig butikken klædt i embedsdragt. De stak flaskerne i inderlommen og gjorde sig lange og alvorlige i ansigterne.
   "Gudaa, Jaaku," hilste de skikkeligt.
   "Gudaakkit," svarede Jakob fredsommeligt. Så vendte han sig mod Josef. "Vi bliver nødt til at tale med dig."
   "Uvanga?" sagde Josef himmelfalden. "Det er ikke mig der har taget pengene."
   Men Jakob lagde hånden venskabeligt på hans skulder, og han fulgte med uden flere protester.

Josef trak vejret tungt. Han havde fornemmelsen af at hans tunge spiritusånde bredte sig i kontoret og forgiftede luften. Islændingen sad rank bag sit skrivebord og nidstirrede ham med en forbitret mine. På væggen over hans hoved hang en plakat med flyselskabets logo - en hjelm med et par ørnevinger - og ved siden af denne stirrede den islandske præsident vredt ned på den anklagede. I sofaen til venstre for skrivebordet sad ægteparret Fritze. Hr. Fritze holdt sin kones hånd beskyttende i sine. Han så opmærksomt på Josef. Fru Fritze stirrede frem for sig. Hun så udkørt ud.
   Islændingen henvendte sig til Jakob der stod op, side om side med Josef: "Nå, hvad siger manden så?" spurgte han på gebrokkent dansk.
   Josef så på Jakob med store øjne. "Du skal sige til dem at jeg ikke har taget pengene."
   "Hvad siger han?" gentog islændingen hidsigt.
   Jakob rømmede sig og sagde: "Fortæl mig sandheden, Josef. For to timer siden standsede du uden for Knudsens hus og samlede den tabte pung op. Er det ikke rigtigt?"
   Josef stirrede måbende på Jakob. "Det er ikke sandt, jeg har ikke taget noget. Hvem..."
   "Jochum så dig," forklarede Jakob sindigt. "Du fik øje på pungen i sneen og samlede den op. Da Jochum hilste på dig, stak du den i lommen og skyndte dig væk."
   Josef stod et øjeblik og lignede et spørgsmålstegn. Så brød et smil frem på hans ansigt, og derefter en rødmen.
   "Ja, det er rigtigt," sagde han ivrigt, "at jeg fandt noget i sneen - nemlig denne her..." Han trak knoglestumpen op af lommen og holdt den triumferende i vejret, så alle kunne se den. Hr. og fru Fritze stirrede desorienterede på bevismaterialet. Islændingen så ud som han kæmpede for at beherske sin vrede.
   "Men tyskerens pung har jeg ikke set noget til," fortsatte Josef, "... og jeg lyver ikke. Fortæl dem det, Jaaku." Han trak vejret lettet; misforståelsen var opklaret, han havde renset sig selv.
   Alle fôr sammen idet islændingen klaskede hånden i bordet. "Kom nu!" gøede han. "Så meget forstår jeg af hans latterlige røverhistorie, at han vil bilde os ind at den gode kateket har forvekslet et kødben med en tegnebog. Tror han vi er komplette idioter?"
   Jakob så tvivlrådig på den anklagede. Josef var blevet forskrækket af guidens udbrud og var kommet til at ryste på hænderne. Han mærkede sveden pible frem på panden.
   "De tror ikke på dig," sagde Jakob. "De vil have at du beviser at du er uskyldig."
   Men nu blev Josef vred. Han krængede jakken af, kylede den i gulvet og råbte at de selv kunne se efter om der var nogen pung. Så vendte han vrangen ud på sine bukselommer så en masse mønter faldt på gulvet og trillede i alle retninger. Jakob satte sig på hug og samlede sindigt det hele op sammen med indholdet af jakkelommerne og lagde det i en bunke foran islændingen. Hr. Fritze havde fanget en løbsk tokrone. Han lænede sig frem og placerede den nænsomt på toppen af bunken.
   Foruden mønterne bestod bunken af en Stanwell pibe, en pakke "Sweet Dublin", en stor æske Tordenskjold tændstikker, en rød foldekniv, en ubrugt kaliber 12 haglpatron, et olieplettet lommetørklæde, en aluminiumskam, to småsten, fire hundredekronesedler, en rulle sejlgarn og syv tøjklemmer. Og så selvfølgelig selve stridens æble, knoglestumpen, der lå for sig selv.
   Islændingen betragtede effekterne med afsky. "Hvad skal det her gøre godt for?" vrissede han. "Selvfølgelig har manden gemt pengene væk. Jeg er ikke idiot!"
   Ægteparret Fritze havde indtil nu forholdt sig passive og fulgt skuespillet, som på trods af sproget havde været fuldt forståeligt for dem. Nu rejste hr. Fritze sig, vendte sig mod islændingen og sagde langsomt og med værdighed: "Vi må lade den gode mand gå. Vi kan jo ikke bevise at han har taget pengene. I virkeligheden kan det jo være hvem som helst. Nu må det blive en sag for politiet."
   Han rakte hånden ud mod Josef, som forfjamsket greb den. "Min herre, det gør mig ondt, hvis De er blevet uretmæssigt anklaget." Så nikkede han til Jakob og sagde til sin kone: "Komm Schatzie."
   Fru Fritze rejste sig og tog sin mand under armen. Side om side spadserede de ud af huset.
   De to grønlandske mænd stod tilbage og stirrede på islændingen. Han havde begravet ansigtet i hænderne, lyse hårtotter stak frem mellem fingrene, og han mumlede for sig selv på et ældgammelt og næsten uddødt sprog.

Foran butikken var stemningen temmelig løftet. Flere af mændene stod leddeløse og dinglede med de halvtomme flasker i hånden. De så på Josef med vandede øjne og hilste ham velkommen tilbage med hujen og latter. Et par af dem lå allerede på ryggen i sneen og sov. Gamle Isak havde ladt vandet i bukserne, han rystede af kulde, men lo ikke desto mindre med åben mund og så ud til at more sig guddommeligt.
   Moses rakte Josef whiskyflasken. Der var kun en lille sjat tilbage.
   "Den smager meget bedre nu," sagde han, "lad os købe en til."
   Josef tømte flasken og smed den fra sig med en gysen. "Ja, lad os købe en til."
   Mændene stimlede sammen om ham. Hvordan var det lykkedes ham at sno sig ud af kniben? Han forsøgte at fortælle sin historie om knoglen, men mændene skoggerlo og skubbede til ham og dunkede ham i ryggen.
   "Kom nu, din lille røver," lo de, "hvor har du gjort af pengene?"
   En eller anden stak ham en flaske i hånden, og han drak tørstigt i lange slurke. Så så han på mændene der stod rundt om ham. De støttede sig vaklende til hinanden og grinede ad ham med tandløse munde.
   "Det er ikke mig," sagde han. "Jeg har ikke taget nogen penge."
   Han så et mørke trække op i deres fjæs, og det gik som et sug op for ham at han ikke var en af dem. Så brød han ud af kredsen, og fulgt af snerrende råb og et pludseligt opflammet had stikkende i ryggen traskede han hjemad, samme vej han var kommet for et par timer siden.
   Han gik ud af bygden, over elven, ud på sletten, og midt ude på den soppede hede standsede han vaklende, så op på Kraterfjeldet der tårnede sig op over ham, og råbte så højt han kunne: "Det er ikke mig! Det er ikke mig, siger jeg!"
   Kraterfjeldet smilede og sendte ham en hvisken med vinden: "Jeg ved det, min ven."

Ved isfoden stod en halv snes hundespand parate til afgang. Hundene hylede og kastede sig fremad i selerne, desperate af iver efter at storme ud over fjorden. Slædekuskene stod med kropsvægten hvilende på bremserne og råbte afsnuppede kommandoer. Nu og da tog de pisken til hjælp. Den svirpede advarende over hovedet på hundene, så de fôr sammen og var stille i nogle sekunder.
   Tyskerne stod sammenklumpet på traktorstien et stykke derfra og betragtede de frådende og snerrende dyr med nogen ængstelse. De havde knappet frakkerne, viklet halstørklæderne om næse og mund, trukket hovedbeklædningen godt ned over ørerne og stukket hænderne i luffer og vanter og muffer. De var hjælpeløse, kunne knap nok røre sig, helt og holdent overladt i islændingens varetægt. Denne spankulerede frem og tilbage og inddelte dem i grupper på to, som derefter støttende sig til hinanden vraltede ned på isen og dumpede ned på slæderne.
   Således også hr. og fru Fritze. Han satte sig først, sendte kusken et spørgende øjekast og fik et nik tilbage, lænede sig mod opstanderen.
   "Hier, Schatzie," sagde han.
   Hun satte sig foran sin mand, lænede sig op ad ham, sukkede udmattet.
   Han slog armene om hende. "Jetzt geht's nach Hause," hviskede han gennem hendes islandske strikhue.
   Med et ryk satte den første slæde sig i bevægelse. Det udløste en øredøvende larm fra de andre hunde. Så fulgte resten af slæderne efter, en efter en, indtil de dannede en kolonne der snoede sig ud over fjordisen. Et kvarters tid senere drejede de om bag næsset ved flyvepladsen og forsvandt.

Forårsdagene gik. Om dagen tøede sneen, om natten frøs den til en hård skorpe der kunne bære en mands vægt, men for hver dag blev der mindre af den. Heden mellem bygden og fjeldet begyndte at tage farve, over alt myldrede det frem med gule, blå og hvide blomster, så små at kun en barnehånd kunne plukke dem. Men nede i bygden, hvor der altid samlede sig kolossale snefaner i løbet af vinteren, var der smattet og sumpet. Det var ikke til at opdrive en ærlig snedrive hvor man kunne lægge sig og sove branderten ud.
   Mændene samlede sig hver dag foran butikken, som de plejede, og gennem Absalon, budbringeren, holdt de et vågent øje med Josefs færden. Den dag måtte snart komme, hvor pengene brændte hul i lommen på ham og gjorde krav på at blive brugt. Og den dag ville der blive fest i bygden.
   Men Josef holdt sig for sig selv og levede sit nøjsomme liv i huset ved søen. Han flyttede værkstedet udenfor og sad hver dag på trappen og snittede og sleb og pudsede på sine benfigurer. Eller han lænede sig op ad væggen og mærkede solens diskrete varme og faldt i staver ved synet af elven der vældede frem under broen.
   Når han gik i butikken, blinkede mændene til ham og spurgte skælmsk til hans befindende. Men Josef hilste reserveret tilbage uden at svare, og han banede sig vej forbi dem uden at standse op og høre nyt.
   Dagen efter tyskernes besøg, da de fleste var blevet ædru, havde han prøvet at forklare hvad der var sket; at det hele var en misforståelse, at det var noget Jochum havde udklækket på grund af gammelt nag - der var jo ingen der brød sig om Jochum, alle vidste dog hvilken "sattilu" - løgner - kateketen var.
   Men mændene tog småleende deres piber ud af munden og sagde: "Din røver, du kan selv være en 'sattilu'. Du er en kæmpestor 'sattilu', og når vi ikke troede på din knoglehistorie i går, da vi var så saligt fulde, tror vi så vist ikke på den i dag hvor vi er så sørgeligt ædru."
   Da forstod Josef at mændene havde valgt at tro på løgnen frem for sandheden, og han var klar over at der ikke var noget han kunne gøre ved det. Så han holdt sig for sig selv. Han sad i majsolen uden for sit hus og drømte, og han vendte og drejede et stykke rensdyrtak og forsøgte at få øje på det væsen der gemte sig i benet.
   Men en mand som en dag stod uden for døren og med underfundigt missende øjne og et tandløst grin bad om at få låne lidt penge - 'bare et par hundrede, Juusipi, for dig er det jo så lidt' - fik en knytnæse midt i fjæset, så han trimlede ned ad trappen. Næseblodet pøsede ned i tøsneen. Manden gik klynkende sin vej.

Næste tirsdag landede Golfstream'en fra Island med femogtyve japanere der, klædt i identisk outfit og ikke til at skelne fra hinanden, kom myldrende over fjeldet og indtog bygden med samme selvfølgelighed som de ville have indtaget et stormarked i Kyoto en lørdag formiddag. De pludrede løs, de pilede frem og tilbage, de fotograferede hinanden for hver tiende meter. Guiden ragede to hoveder op over flokken, men alligevel følte han sig usynlig.
   Japanerne købte hverken husflid af børnene eller figurer af mændene. Og de hørte ikke et ord af islændingens foredrag, skønt fremsagt på fejlfrit engelsk, med hævet stemme for at overdøve den elektroniske nynnen.
   Udover betalingen for slædeturen tilbage til lufthavnen og det par hundrede kroner butikken tjente på postkort og frimærker, blev der ikke lagt en eneste dollar i bygden den dag. Men aldrig er bygden blevet så grundigt affotograferet.
   Tavse, betuttede, og pinligt ædru, stod mændene foran butikken og så slæderne forsvinde ud over isen med de fremmede. De sagde ikke et ord, før den sidste slæde var væk bag næsset.
   Så brød Ezekias tavsheden: "Det er forunderligt som de japanere ligner os, selv om de kommer fra den anden side af jordkloden."
   "De ligner nu mere vestgrønlændere," indvendte Gaba, "for de smiler aldrig."
   Mændene tog piberne ud af munden og lo. Og med et godt grin er ingen dag gået helt til spilde.

Det var den dag Moses forsvandt.
   I modstrid med sin natur havde han været ædru en hel uge, og nogen mente det var blevet for meget for ham, så han var gået til fjelds. Straks var der en der fortalte at han forleden dag havde set en skikkelse på toppen af Kraterfjeldet. Men han havde ikke haft kikkerten med sig, og øjnene var jo ikke hvad de havde været, så måske havde det været indbildning - ja det havde det sikkert. Mændene stod længe tavse og røg, deres øjne flakkede, indtil de en efter en gav efter for nysgerrigheden og vendte sig om og missede mod den knivskarpe profil af Kraterfjeldet.
   "Som sagt," sagde manden, "det var sikkert bare indbildning."
   Men Jakob, hvis opgave det var i givet fald at organisere en eftersøgning, ringede til lufthavnen og erfarede at den savnede var fløjet til Island sammen med de japanske turister. Da han havde lagt røret, blev han siddende et stykke tid og se frem for sig, dampende på sin pibe, mens han nu og da nikkede og udstødte nogle lyde der mindede om en blanding af fnys og latter.
   "Er du ved at blive forkølet?" sagde hans kone.
   "Jeg tænker," svarede Jakob.
   Josef havde siddet foran sit hus og set fætteren gå ud til lufthavnen. Han vidste udmærket hvad det betød. Alligevel kunne han ikke finde ro før han havde undersøgt sagen nærmere.
   Han gik op til Moses' hus, som stod uaflåst, og gennemsøgte det. Han fandt hurtigt hvad han ledte efter. Bagest i den nederste skuffe i kommoden, mellem renvaskede, strøgede og pertentligt sammenlagte skjorter, lå pungen.
   Han åbnede den, og det gibbede i ham: Karl Fritze stirrede bøst på ham fra et pasfoto. Bortset fra en del papirer og nogle mønter var pungen tom. Josef lukkede den med et smæld og lagde den tilbage hvor han havde fundet den.
   Fløjtende gik han hjemad. Da han passerede butikken, stadig fløjtende, fulgte mændene ham årvågent med øjnene.

Om tirsdagen kom Absalon som sædvanlig styrtende ned ad bakken. Traktorstien var nu helt tør og tillod ham at løbe med kortere og hurtigere skridt.
   "Tyskit! Tyskit!" vrælede han. "Og Morsigaaji er med!"
   "Kan du så få fart på," sagde mændene i munden på hinanden, og selv luntede de afsted i alle retninger.
   Og så kom tyskerne. Og handelen var livligere end nogensinde, og islændingens foredrag var lige så søvndyssende som altid, og trommedanseren vred sig og jamrede og bankede på sin tromme og lindrede alles skyldfølelse over at være hvide og germanske. Og mændene foran butikken drak sig så fulde som aldrig før. Næsten alt var ved det gamle.
   Undtagen for Moses' vedkommende. Han vendte tilbage fra Island en lille smule rigere end da han tog af sted. Ikke en dollar eller mark havde han brugt af tyskerens penge, men da de var vekslet, havde de ikke beløbet sig til meget mere end hans førtidspension. En seks, syv tusind kroner var det blevet til, et par tusind mere end billetten til Island og opholdet der havde kostet ham.
   En hel uge havde han tilbragt hjemløs i området omkring Keflavik lufthavn, flakkende omkring i den regnvåde by og på de øde lavamarker, altid på vagt over for de høje, lyse og mistroiske indfødte. De snakkede til ham på en hoven og overlegen måde på et sprog der lød som hundeglam. Og når han sagde "hva'...", gentog de bare det samme "schwakka-schwakka" med gjaldende stemmer, som om det var hans hørelse der var noget i vejen med. Om dagen opholdt han sig i den gigantiske terminalbygning. Hver gang han faldt i søvn i en blød stol, kom der nogen og ruskede ham vågen og gøede ad ham.
   Han drømte om Kulusuk. Han besluttede sig for at holde op med at drikke og spare op til en jolle, eller måske købe en på afbetaling med det samme han kom hjem. Han ville sejle ud i storisen, fange klapmydser og fede netsider. Han var kun fireogtredive, og det dårlige ben var sandt at sige ikke det uoverstigelige handicap der havde udløst hans pension. Et fremtidigt liv som fri og driftig storfanger foldede sig ud for hans indre blik. Når han spiste kold dåsemad og drak klæbrig grøn læskedrik af plasticdunke, drømte han smilende om mørke, rygende stykker sælkød og det iskolde vand fra elven derhjemme.
   Moses gik en omvej hjem. Men der var alligevel en vis énøjet person der så ham, idet han kom luskende. Få minutter efter at han var kommet indenfor og udmattet havde smidt sig på sofaen og taget hul på en af de toldfri flasker, vidste alle i bygden, undtagen danskerne, at han var tilbage.
   Der gik endnu nogle minutter. Så bankede det på døren. Det var Jakob. Han kom indenfor, hilste venligt på Moses og sagde: "Jeg kommer for at hente tyskerens penge."
   Moses blev siddende længe, krumbøjet over sin flaske og kradsede med en negl på etiketten. Jakob rømmede sig. Så rettede Moses sig pludselig op og kiggede på Jakob med et blik, som om det var hans egen skygge der kom forsinket tilbage fra Island.
   "Penge?"
   Jakob stod midt på gulvet og kiggede fast på ham uden at sige et ord.
   "Nå ja," sagde Moses og fnisede, "de penge!"
   Han greb ned i en inderlomme, tog seddelbunken frem og rakte den til Jakob. Så rejste han sig og gik hen til kommoden, trak den nederste skuffe ud og tog pungen.
   Han fniste forpint. "Der mangler ikke noget, Jaaku. Jeg brugte kun mine egne penge derovre."
   "Så fik du i det mindste en tur ud af det," sagde Jakob og stak pungen og pengene i lommen. Han skulle til at gå igen, men tøvede lidt. "Det var godt du kom hjem igen, Moses. Du hører til her."
   Så gik Jakob lige så stille som han var kommet, og efterlod Moses til sit eget bedrøvelige selskab. Han blev siddende længe og stirre frem for sig. Så tog han posen med de toldfri varer og løftede det hele op på bordet foran sig. Der var seks dåser islandsk guldøl, en halvflaske mørk Bacardi, to flasker rødvin - for at udnytte kvoten - en æske snus og et karton cigaretter, samt den halve flaske Larsen Cognac som han allerede havde taget hul på. Et stykke tid sad han med hagen støttet på knytnæverne og betragtede herlighederne.
   "Aj-jaa," sukkede han og gik i gang med at drikke.

Mændene stod foran butikken med deres snapseflasker og deres cigaretter. Men de var ikke rigtig kommet i gang med at drikke endnu. For der var denne historie med Josef og de forsvundne penge - og nu Moses der åbenbart havde været på Island. Og fra Absalon vidste de at Jakob havde været oppe hos Moses et par minutter, dog ikke iført uniform.
   Hvad betød det altsammen? De snakkede frem og tilbage, sugende på deres cigaretter. Kunne de have taget fejl - var det virkelig Moses der var tyven?
   Men Jochum, som i den sidste tid var begyndt at opholde sig sammen med de andre mænd, stod fast på sin historie. Han pegede på sine briller, som om han tog dem til vidne, og sagde: "Imilaa - jovist - mine øjne så det. Først stod tyskerne og snakkede foran Knudsens hus. Og da de var gået, kom Josef og fandt pungen. Han tog den op og børstede sneen af den - sådan her ... Og da jeg hilste på ham, hoppede han i vejret og skyndte sig at stikke pungen i lommen."
   Kateketen så på mændene gennem sine stærke briller, der gjorde hans øjne gobleagtige. Ingen tvivlede på hans ord; det var jo dog ham der læste Guds ord i kirken for dem hver eneste søndag og puttede dem i jorden når de døde. Et stykke tid diskuterede de for at finde sammenhængen bag de forvirrende modsigelser. Men lige meget hvordan de vendte og drejede sagen, kunne de ikke finde løsningen på gåden.
   Lille Absalon stod øverst på trappen og suttede på en flaske sodavand. Han lyttede til samtalen under sig, og hans øje for frem og tilbage mellem mændene. Pludselig satte han flasken fra sig med et 'kloink' og stod lidt og stirrede drømmende frem for sig - så hylede han:
   "Juusipi gav pengene til Morsigaaji!"
   Mændene tav og kiggede forundret på Absalon der for en gangs skyld selv havde fået en idé, i stedet for bare at kolportere fakta. Men det gik ikke op for dem at der var tale om et indfald; de var så vant til at Absalon udelukkende meddelte hvad der var sket og set, at de tog for givet at det også var tilfældet denne gang.
   "Hvorfor har du ikke sagt det noget før?" råbte de fortørnet.
   Så bragede snakken løs mere livligt end nogen sinde. Hele historien blev trevlet op fra ende til anden:
   Da det var gået op for Josef at han var blevet observeret, havde han selvfølgelig skyndt sig at give pengene til Moses, som ingen havde grund til at mistænke. Så havde de to fættere fået ideen med Islandsrejsen for at få pengene vekslet uden at vække opmærksomhed. Og imens havde Josef gået der og spillet hellig ... Selvfølgelig havde de været to om det - en mand alene ville aldrig have kunnet udklække en så snedig plan. Og havde man ikke - med sine egne øjne - set hvordan de to havde smidt omkring sig med penge den dag? Whisky og cigarer - høh! Og Moses havde endda pralet med hvor rige de var. Men Jakob havde selvfølgelig regnet det hele ud for længe siden, og bare ventet på at en af tyvene skulle dumme sig. Og nu havde han så været oppe hos Moses og hentet pengene. Gad vide hvor mange der havde været - mindst en årsløn ... ak ja, stakkels uheldige Morsigaaji.
   Med et tav mændene og begyndte at pulse løs på cigaretterne. Deres øjne kiggede årvågent frem fra kasketskyggernes halvmørke. Ned ad bakken fra olietanken kom den ene af historiens hovedpersoner traskende.

Josef havde indkasseret lønnen for de sidste par ugers flid. Tre tupilakker havde han solgt til tyskerne. Men selv om han havde knap to tusind kroner på lommen, havde han ikke lyst til at drikke, og han agtede ikke at handle andet end det mest nødvendige i butikken - lidt tobak, nogle dåser mad og et par kilo rensdyrtakker, så havde han nok til at isolere sig med sit arbejde i flere dage.
   Som alle andre havde han hørt om Jakobs besøg hos Moses, og selv om han følte med fætteren, var han lettet over at den historie endelig var ude af verden, og han selv renset for mistanke. Han så den lille gruppe mænd stå foran butikken og følte et stik af savn efter fællesskabet, efter den daglige sludder om vejr og vind. Endelig kunne alt blive som før.
   Men da han kom derned, blev han mødt med kulde og tavshed. Mændene stod og pustede blålige røgskyer ud i luften og tog store alvorsfulde slurke af snapseflaskerne. De værdigede ikke Josef et blik.
   Så brød Jochum stilheden, og myndigheden i hans ord gav ligesom en dyb og frygtindgydende resonans - som udtalt af selveste Vorherre - hos de tandløse, rynkede og solbrændte mænd omkring ham.
   "Din tyv!" rungede Jochum. "Hvad vil du? Her er du sandelig ikke velkommen, din løgner. Morsigaaji, din stakkels fætter, din medsammensvorne, sidder mutters alene og drikker for dine synders skyld. Hvis du ikke også er forræder, foruden tyv og løgner, så gå derop og hold ham med selskab. Kan du dele glæder med ham, kan du vel også dele sorger med ham. Gå din vej!" Jochum slog ud med hånden.

Og Josef gik op til fætter Moses for at drikke med ham. For en mand bør kun drikke alene, hvis han skal dø. Sammen drak de al spiritussen, rødvinen og guldøllerne, og da de var færdige med det, faldt de i søvn. Men mens de endnu var vågne, spurgte Josef:
   "Nå fætter, hvordan var der på Island?"
   "Iskoldt," svarede Moses. "Fjeldene var meget langt væk, og der var ingen sne til at give varme. Og når folk snakkede, lød de som bidske hunde."
   "Det lyder som et uhyggeligt sted," sagde Josef, "der vil jeg aldrig rejse hen."
   "Vores hjem er her i Kulusuk," sagde Moses. "Det lærte jeg af min rejse. Det er det bedste og smukkeste sted på jorden, og jeg vil aldrig i hele mit liv forlade det igen."
   Og så faldt de to fætre i en dyb søvn. Josef drømte uroligt om en tupilak. Tupilakken grinede ad ham og viste ham et opspærret gab fuldt af sylespidse tænder. Men om det var sorg og smerte, eller ondskab og vrede, ansigtet udtrykte, eller om det måske var noget helt andet som menneskene ikke har ord for, var umuligt at sige.