1978
   My name is Curt, siger den nye dreng der har sat sig på pladsen til højre for mig.
   Det er 10. klasse, det er september og København.
   Han er det mest ranke menneske jeg nogensinde har mødt. Når han sidder ned, rører hans ryg ikke stoleryggen, han skyder brystet frem, har fødderne plantet parallelt i gulvet. Han er mager, tøjet er slidt, men han bærer det med en arrogance som kom det lige fra Gucci. Øjnene er grønne, håret nøddebrunt, redt i en meget engelsk sideskilning der hænger ned over det ene øje og vipper op og ned, når han går. På munden vibrerer der altid et smil.
   Curt er halvt englænder, halvt dansk, vokset op i Tanzania og Sydspanien. Han bander som en katolik. Dios de Santa Maria! Han er en stor beundrer af Franco, som døde for et par år siden. Jeg ved ikke nok om sagen til at kaste mig ud i en diskussion, men mumler noget om diktaturstyre, undertrykkelse, fascisme.
   Og? Han stirrer på mig med det øje der ikke er skjult.
   Demokrati? siger jeg.
   Oh, come on! siger han. Var det ikke demokratiet der fik Hitler til magten? Ikke fordi Hitler kun var af det onde, han gjorde mange gode ting. Folkevogne, motorveje, arbejde til alle, selvtillid, glæde.
   Seks millioner jøder? siger jeg.
   Okay, okay, det var en fejltagelse.
   Curt er ikke i tvivl om, at den hvide mand er alle andre folkeslag overlegen, måske med undtagelse af asiater. Hvor har den teknologiske udvikling fundet sted, ikke i Afrika, vel? Og verdenslitteraturen, filosofien, kunsten, arkitekturen.
   Musik, siger jeg, jazz, rock'n roll?
   Don't be silly. Det eneste der kræves, er en kølle og en hul træstamme.
   Religion går han ind for, den holder masserne fra at beskæftige sig med politik, noget de gang på gang har vist at de ikke duer til. Krig er en nødvendighed, den fører altid til kulturel og teknologisk opblomstring og forebygger overbefolkning. Landets fængsler burde lukkes, de indsatte skydes eller sættes i sving ved samlebåndene.
   Osv.
   Curt er modstander af offentlige transportmidler. De koster penge, og penge har han ingen af. Vi marcherer rundt i København i et opskruet tempo. Hver gang jeg når op på siden af ham, sætter han farten yderligere op. Vi marcherer til en planteskole i Ballerup, hvor han brækker aflæggere af træer og buske og putter dem i en rygsæk. Da vi opdager at vi bliver holdt under opsyn af en gartner, klatrer vi over et hegn, løber gennem Hareskoven og marcherer tilbage til København. En aften stjæler vi en stabel høvlede planker fra en byggeplads. Curt har ikke noget imod tyveri. Tyveri, siger han, er kun forkert, hvis du bliver taget.
   Jeg besøger ham i hans loftslejlighed på Peblingedosseringen. Bygningen er sunket sammen på midten, og det medfører at ingen døre kan lukkes ordentligt i. Gulvet skråner mærkbart. De høvlede planker vi stjal og nogle mursten er blevet til en reol, hvor Kim Il Sungs samlede taler pranger i utallige knaldrøde bind. Fra relæet ude i opgangen har han trukket en ledning som han tapper strøm igennem. Stolt fortæller han at alt inventaret er ting han har fundet. Han har ikke betalt en krone for det.
   Når man går ned ad den kringlede loftskorridor, kan man kigge ind gennem halvåbne døre. Madrasser på gulvene, udefinerlige stabler og bunker, et nøgent ben, en bleg overkrop, en bar røv, mennesker i dvale, askebægre, tomme flasker, masser af sølvfolie. Når vi møder en af de andre lejere, hilser de glad på Curt, hiver ham i kinden, rusker ham i skulderen og ler. Han er deres maskot, deres sikkerhed for at de endnu befinder sig nogle niveauer over bunden. Og han viger ikke tilbage, han taler med dem om dagligdags ting, vejret, den livsfarlige trafik på Nørrebrogade, prisen på sølvfolie. De beklager sig over hans gennemtrængende stemme, og især hans latter, der kan vække end død, som de siger - og de må jo vide det - og han lover at dæmpe sig. Men alligevel glemmer han det når vi sidder inde på hans værelse. Naboen hamrer i væggen, og Curt går ind ved siden af, jeg kan høre ham banke på døren og bede om undskyldning. Dette ritual gentager sig flere gange i løbet af en aften.
   Endeløse eftermiddage. Efteråret gråner i karnapvinduet, mens vi sidder bøjet over et spil skak. Brættet er en læderbetrukken plade med felter af skiftevis mørkt og lyst skind, brikkerne tunge og marmoragtige, blankslidte. Det er en af de få ting i Curts lejlighed, som han har medbragt fra Spanien. Af ti partier vinder han de otte eller ni, men når det endelig lykkes mig at få ham i defensiven, bliver han begejstret. Når jeg en sjælden gang sætter ham mat, slår han sig på lårene i forstilt ærgrelse, men er i virkeligheden henrykt. Med hurtige bevægelser stiller han brikkerne op igen og lader mig få hvid. Når to helt ligeværdige modstandere spiller, siger han, vil det altid være hvid der vinder.
   Forstår du? siger han. Hvid.
   Forældrene ejer en sydvendt ås i Spanien, hundrede kilometer nord for Gibraltar. Det er det sted jeg har Curt mistænkt for at hentæres af hjemlængsel efter. Men de har besluttet at han skal lære sine danske rødder at kende, hærdes af ensomhed, skandinavisk socialisme og et elendigt klima. Hans lillesøster Zadie vil slutte sig til ham om et par år. Curt fortæller at hun er "a little bit crazy".
   Om det er mig der bliver bedre til at argumentere for mine synspunkter, eller det er Curt der forandrer sig, gradvis får sine kanter opblødt af den danske regn, ved jeg ikke. Men som månederne går bliver han i hvert fald lidt rundere i kanten, måske påvirket af aviserne han stjæler og samvittighedsfuldt staver sig igennem for at blive bedre til sproget. Han taler ikke længere varmt for dødsstraf, tortur, politistat, moderat slaveri, som han gjorde i begyndelsen. Men demokratiet kan han ikke acceptere.
   Hah, democracy! You must be joking.
   Curt er min første rigtige ven. Han omfavner mig hyppigt, rører ved mig når vi taler sammen, griber mig i armen eller nakken når han vil sige noget, overskrider hele tiden min tillærte grænse for menneskelig nærhed. Når vi går langs med dosseringen, ivrigt diskuterende, hviler han hånden på min skulder. Han er min ven, og jeg elsker ham. Fordi han er så besynderlig at han får selv mig til at føle mig normal.


* * *
   1979
   I sommerferien køber jeg en interrailbillet og rejser med Curt, der flytter tilbage til Spanien. Han har opgivet Danmark, kan ikke holde det ud.
   Hver gang vi nærmer os en grænse, bliver han nervøs, for i rygsækken medbringer han stiklingerne fra planteskolen. Men ingen beder om at se indholdet af vores bagage. Mens Europa farer forbi uden for vinduet, sidder vi og spiller skak. I Paris har vi seks timers ventetid på toget til Madrid, så vi deponerer rygsækkene i en bar og marcherer i Paris. Vi ser Eiffeltårnet, Triumfbuen, Nôtre Dame, vi entrer trappen på Montmartre og står på plateauet foran den kridhvide Sacre Coeur og ser ur over byen, der forsvinder i tågedis femten, tyve kilometer borte. Curt er tilfreds. Nu har vi set Paris. Vi marcherer til Gare d'Austerlitz, hvor vi deler en dåse tun i olie og et flute. Vand har vi med hjemmefra, postevand i literflasker med skruelåg.
   Vi marcherer i Madrid, men kun et par timer, så fortsætter vi sydpå. Fra den stinkende havn i Algeziras kan vi se Gibraltar-klippen og til højre for den, bag havet, Marokko. Afrika. Men Algeziras selv er næsten en afrikansk by, eller arabisk, og det mest fremmedartede sted jeg har set. Tomme stengader, nøgne vægge uden gesimser eller fremspring, mennesker der sidder på hug, eller ligger, på fortovet. Muldyr der er rene skeletter, magre og sygt udseende katte med enorme øjne.
   Med et lokaltog tager vi nordpå og står af i en hvidkalket landsby der ligger i en støvet dal i nærheden av Ronda. Estacion de Colmenar, siger Curt. Olaa! Han brøler en hilsen til nogen på perronen.
   Forældrene ved ikke at det er i dag vi kommer, så vi må vandre ad en gedesti der zigzagger op ad åsen. To timer senere kommer vi til en appelsinplantage, hvor vi stiller rygsækkene og æder så mange appelsiner vi orker, flækker dem og gnaver frugtkødet i os uden at dele dem op i både, smider de udhulede skræller ned ad skrænten. Det er de sødeste appelsiner jeg nogensinde har smagt. Min t-shirt er våd af appelsinsaft.
   Det tilhører os, siger Curt og peger. Markerne derovre og der, oliventræerne, plantagerne, skoven, hele vejen ned til floden.
   Dvaske og søvnige af frugtsukkeret sidder vi lænet op ad rygsækkene, i skyggen af et appelsintræ. Omkring os saver cikaderne luften itu.
   Forældrenes hus ligger i en plantage af frugttræer og bærbuske og lange rader med grøntsager og krydderurter. Finkaen hælder let nedad mod dalen. Landsbyen skinner hvidt og teglrødt i solen. Floden forsvinder ind i den og dukker op på den anden side. Om aftenen, siger Curt, når varmedisen forsvinder, kan man se lysene fra Gibraltar.
   Curts far hedder Erik. Han er en høj, slank mand med gråt, bølget hår og ligner Anthony Quinn i Zorba. Selv om han er dansker, henvender han sig konsekvent til mig på engelsk, og siger ting der gør mig forlegen. Hvis du skal skide eller pisse, så gør det i køkkenhaven. Der står en skovl til det samme.
   Margaret er ti år yngre end sin mand. Hendes skønhed er tør og meget engelsk, hun har grånende pagehår, en skarp næse og smalle læber der altid er rundet om en filterløs Ducado. Hver morgen bager hun brød i en ovn der opvarmes med forkrøblede brændeknuder. Vi spiser det med marmelade og sirup og drikker sød te med kondenseret mælk. Om eftermiddagen kører hun os ned til landsbyen i en ramponeret jeep. Hun kører tit af vejen, men fortsætter uanfægtet ned ad skråningerne, pløjer gennem buskadser og vandløb indtil vejen atter indfinder sig, og standser aldrig sin talestrøm.
   Når mørket falder på, sidder vi på terrassen foran huset og spiser grønne oliven og drikker hjemmebrygget vin der smager af sherry og sæbe. Spredt ud over mørket under os er der øer af lys forbundet med gyldne tråde, hvor lysende prikker forsvinder og dukker op igen. Fra en og anden bjergtop glimter en landsby. Over os er stjernerne meget tæt på. Jeg lytter til Curt og hans far der diskuterer politik, og kan høre, hvor han har fået sine ideer fra.
   Nogle dage senere ankommer Zadie, Curts søster, fra en tur med nogle venner. Hun nægter at fortælle hvor hun har været, eller hvad hun har foretaget sig, og da moren følger efter hende ind i køkkenet, begynder hun at råbe. Jeg hører noget blive knust, en dør blive smækket, derefter stilhed. Curt ler tavst og ryster på hovedet.
   Zadie er femten år. Hun er smuk, og ret skræmmende. Hendes hår er lyst og glat og strømmer frit ad brystet og ryggen ned til lænden. Hun kaster det tilbage med en drejning af hele overkroppen. Øjnene er vandblå, lidt nærsynede, kan jeg se på rynken der danner sig på hver side af næsen, når hun forsøger at fokusere på en. Kroppen er buttet, midtvejs i puberteten, med smilehuller på knoerne og hvalpefedt det gør hendes kinder bløde og runde. Brysterne er store. Man kan se at hun ikke helt har vænnet sig til dem. De slingrer under blusen når hun går, og ser klodsede ud under barneansigtet. Nu og da ser hun ned ad sig selv med et udtryk af mild forundring.
   De to søskende taler for det meste engelsk sammen, men slår over i spansk, når de skændes. Og det gør de tit. Margaret siger at jeg kun skal være glad for at jeg ikke forstår, hvad de siger. Spansk er åbenbart et ret effektivt sprog til fornærmelser og ondskabsfuldheder. De bliver altid frygteligt hidsige. Skænderierne ender hver gang med at Curt tvinger hendes arme om på ryggen, vælter hende omkuld på jorden og sætter sig overskrævs på hende. Han råber ad hende. Hun græder, hvæser, spytter græs, råber tilbage. Han rejser sig brat op og går sin vej, bliver væk i flere timer, men dukker så op igen og er den samme som før.
   Jeg elsker Zadie. Jeg følger hende med øjnene, rører ved hende med blikket, stryger i fantasien ansigtet mod hendes hår. Hun ser det ikke. Hun er et barn i en kvindes krop, en djævel i engleham, på en gang skamløs og uskyldig. Når hun spytter sine spanske eder i hovedet på Curt, hader jeg hende. En dag overrasker jeg hende siddende på hug i køkkenhaven. Hun kigger op og får øje på mig. Så smiler hun, ikke indladende eller drillende, men dagligdags, som om hun så op fra en bog. Hjælp mig lige, siger hun. Jeg går hen og rækker hende hånden. Jeg kan mærke lugten af urin og jord og timian. Hun trækker sig op i stående stilling, bringer i et snuptag tøjet i orden, kaster håret tilbage. Jeg fortæller min far at du spionerer, siger hun.
   I tre dage slås jeg med dødsangst og afsky. Men langsomt dæmrer det for mig at hun ikke har gjort alvor af truslen, eller at faren er ligeglad. Så elsker jeg hende igen.
   Curt har planlagt et togt op langs floden. A field trip. Det skal vare tre, fire dage, vi skal medbringe soveposer, men intet telt, og sove under åben himmel. Margaret kører os ned til landsbyen og sætter os af ved banegården. Det er lykkedes hende at overtale, eller tvinge, Curt til at tage Zadie med. Han er sur, og jeg er lykkelig.
   Vi følger jernbanesporet mod nord og bruger en evighed på at trave i mørke i en tunnel, mens vi anspændt lytter efter lyden af et kommende tog.
   De her tunneller er ekstremt smalle, siger Curt, hvis der kommer tog, er det faktisk sikrest at lægge sig ned midt i sporet. Hvis ens røv altså ikke er for stor.
   Fuck you! siger Zadie.
   Så er vi ude i solen igen. Floden ligger langt nede til højre for os. Området er bjergrigt og øde, ingen bebyggelse, ingen veje, intet synligt liv, kun cikader og figenkaktusser. Landskabet er stenet og goldt heroppe, men bliver grønt længere nede. Curt fortæller om vandmangelen i området der er katastrofal. Det har ikke regnet normalt i årevis, sand blæser op fra Sahara og kvæler bevoksningen og afgrøderne. Hele landsdelen risikerer at blive forvandlet til ørken i løbet af et par årtier.
   Seks timer efter at vi har forladt Estacion, standser Curt. Han peger mod bunden af dalen. På dette sted er den ikke meget mere end en kløft, men der hvor han peger, udvider den sig lidt, så floden danner en aflang sø, omkring ti meter bred og tredive meter lang.
   Nedstigningen er besværlig og ikke ufarlig. Vi rutsjer ned ad en grusskrænt, kravler ned ad et stejlt fald og holder fast i buske og klipper. De sidste femten, tyve meter må vi klatre. Vi ender på en stor klippeafsats en halv meter over søen der er meget dyb. Bundter af sollys står diagonalt i vandet der er klart og grønligt. Mellem lysbundterne svømmer farverige fisk. Det lykkes os at fange fem stykker. Curt pakker dem ind i folie sammen med lidt olie, salt og citronskiver og lirker pakkerne ind i bålet han har tændt op. Vi spiser dem sammen med nogle skiver af Margarets brød. Jeg er stadig halvsulten da jeg kryber i soveposen, men fylder maven med sød te.
   Vi ligger i trekant omkring bålet. Zadie fortæller:
   Da jeg var lille, mødte jeg engang en ond kvinde. Hun havde en pind på tværs i munden, så jeg næsten ikke kunne forstå, hvad hun sagde. Men så gik det op for mig at hun bad om at få lov til at købe det yderste led af min lillefinger.
   Det var i Tanzania, siger Curt. Jeg kan godt huske hende. Hun var ikke spor ond, hun var bare sindsforvirret og desperat, som så mange andre. Hun havde et barn der var sygt, malaria eller tuberkulose. Det døde senere.
   Hvad svarede du? spørger jeg.
   Jeg løb og fortalte det til min far. Men næste dag, da jeg var på vej til landsbyen, dukkede hun op igen. Sælg mig det yderste led af din venstre hånds lillefinger. Hun tilbød mig en ged i betaling. Men jeg løb min vej, og i flere dage holdt jeg mig i nærheden af huset. Far opsøgte kvinden og bad hende om at lade mig være i fred. De indfødte omkring farmen havde stor respekt for min far. En uges tid senere gik jeg igen til landsbyen, og jeg så ikke noget til hende.
   Men på hjemvejen sprang der en skikkelse ud af et krat og spærrede vejen for mig. Det var en nøgen mand, eller næsten nøgen, og på hans ansigtstatoveringer kunne jeg se at han var en af de lokale fyre, men jeg kunne ikke kende ham, for han havde smurt sig ind i hvidt mudder. Han stod der bare, uden at sige noget, stirrede mig lige i øjnene. Jeg skreg så højt jeg kunne.
   Og det er højt, siger Curt.
   Jeg vendte mig om for at løbe tilbage til landsbyen, men der stod en anden skikkelse. Det var kvinden. I hånden holdt hun en lille kniv. Jeg forsøgte at stikke af, men jeg kunne ikke røre mig, jeg havde mistet kontrollen over mine muskler. Hun så på mig med et udtryk som om hun var endnu mere bange end mig, men alligevel kom hun nærmere. Jeg kunne mærke den sure stank fra hendes krop. Så bøjede hun sig ned og tog min hånd, og med en lynhurtig bevægelse skar hun fingerleddet af. Jeg mærkede ingenting.
   Manden med det tatoverede ansigt og kvinden forsvandt tilbage i krattet. Jeg så ikke mere til dem. Da de var væk, fik jeg kontrollen over min krop tilbage. Jeg styrtede grædende hjem. Da jeg viste mine forældre den amputerede finger, var såret allerede helet.
   Jeg så ikke mere til kvinden eller manden og ved ikke hvad der skete med dem.
   De var skøre i bolden bege to, siger Curt. Min far fik dem til at rejse deres vej.
   Men du mangler da ikke en finger, siger jeg.
   Yderste led af venstre hånds lillefinger, siger Zadie og rækker hånden frem. Lillefingeren er hel, men lidt kroget. Den voksede ud igen, men leddet blev stift.
   Heh, siger jeg og griner.
   Det er rigtigt, siger Curt. Den voksede ud i løbet af et års tid. Han ler. De ler i munden på hinanden. Et eller andet siger knæk inde i bålet, og et par gnister hvirvler op i mørket.
   I tre dage bliver vi ved søen og lever af fisk, udblødte havregryn med rosiner og tørrede figner, og af Margarets brød som vi drypper med olivenolie. Hvad foretager vi os i de tre dage? Jeg husker følelsen af at dykke ned i det iskolde, grønne vand, og at det er umuligt at nå helt ned til bunden. Synet af Curts og Zadies sprællende arme og ben når jeg kigger op mod lyset. Fiskene der kigger sidelæns på mig og undviger mig i hurtige, synkrone ryk. Følelsen af at trække sig op på afsatsen og lægge sig på den solvarme klippe. Klippens hårdhed der presser sig op i mig, så jeg konstant må skifte stilling. Zadies smil. Zadie sovende. Zadie der spiser, vasker ansigt, bøjet over floden, flige af hendes hår falder ned og driver lidt med strømmen. Zadie der kysser Curt på kinden. Zadies mund, hendes mund. De to søskende viser hinanden en hengivenhed som de skjulte derhjemme. Curt der ligger på ryggen, fordybet i en bog om en eller anden krig, hans ben ud over kanten og fødderne i vandet. Han ligger der det meste af en dag, holder bogen skyggende over ansigtet, flytter den med solen.
   Det er en evig konstellation: To drenge, en pige, sol, klippe, vand.


* * *
   1982
   Curt er vendt tilbage fra Spanien i et nyt forsøg på at forlige sig med sit fædreland. Zadie bor sammen med ham i kvistlejligheden ved Peblingesøen. Jeg besøger dem næsten hver dag.
   Han har fået en kæreste der hedder Natalya. Hun er halvt russer og har et billedskønt jødisk ansigt, en aristokratisk profil, en mager kropsbygning og tykt krøllet hår der fuldstændig dækker skuldrene. Curt behandler hende lidt nonchalant. Når hun søger hans mund, besvarer han kysset med en nedladende latter. Han kommanderer med hende. Hun løber. Han skælder ud. Hun bøjer hovedet. Men når jeg kommer gående ad gangen og standser op ved døren til lejligheden, hører jeg hendes rasende enetaler og hans spagfærdige svar, hans undskyldninger, hans tryglen. Du skal ikke være vred, du må ikke gå, du ved jo jeg elsker dig.
   Der vokser en kreds af udlændinge omkring os. Kariouki og Tao er to kikuyubrødre fra Kenya, den ene en intellektuel type, alvorlig, træg og selvhøjtidelig, den anden en charmør, hurtig i replikken, pigernes ven. Så er der Michael fra Ghana og Michael fra Den Kinesiske Folkerepublik. De fortæller mig at de er udvekslingsstudenter, men jeg finder aldrig ud af, hvor de går i skole, eller hvad de studerer. Emily Lorenz er en pige med bleg, næsten gennemsigtig hud og glat hår der hænger lige ned og skjuler hendes ansigt når man ser hende fra siden, pånær næsen der er fuld af fregner. Hendes far er guldsmed i Rhodesia, det land der for nylig er blevet til Zimbabwe. Hun er i gang med den matematiske linie på det gymnasium som jeg forlod for et år siden.
   Flere andre unge slutter sig til os og forsvinder igen efter nogle uger. Men disse ni, mig selv medregnet, holder sammen i tre, fire år i begyndelsen af firserne. Emily har penge, men resten af os er ludfattige, så vi foretager os ting der er gratis, eller næsten gratis. I den amerikanske ambassades biograf ser vi dårlige kopier af utekstede splatterfilm, fordi Natalya kender en der arbejder der. I den russisk-danske venskabsforening ser vi Tarkovskyfilm. De varer i tre timer og handler ikke om noget, men indeholder en sær ødelæggelsens skønhed. Vi går til afrikansk fest i et beboerhus på Nørrebro, til koncerter på Christiania, vi besøger Nationalmuseet og hvert eneste gratismuseum vi kan støve op i hovedstadsområdet. Sent om natten går vi hjem, ni i bredden, arm i arm, ad de øde gader.
   Jeg elsker stadig væk Zadie, selv om hun er ved at blive tyk. Og jeg er jaloux på Natalya, fordi hun har stjålet Curt fra mig.


* * *
   1997
   Curt ankommer til festen længe efter at vi har spist. Vi omfavner hinanden.
   Du ligner dig selv, siger jeg og ser ham an. Han har ikke længere den engelske sideskilning, men er helt korthåret. Tøjet ser dyrt ud, nobelt. Ansigtet har ændret sig, det er som om det er blevet bredere, kæberne har fået mere fylde, hagen har fået en kløft.
   Ti år, siger han og ler. Vorherrebevares!
   Du kan stadig ikke udtale å, siger jeg.
   Og jeg kommer heller aldrig til at lære det.
   Jeg henter noget kold skinke og kartoffelsalat til ham og giver ham en øl. Han fortæller at han har lavet lidt af hvert. I firserne ledede han et solcelleprojekt i Lahore, sammen med Natalya. Så kom de hjem og kunne ikke holde det ud og blev skilt. Sammen med Zadie og forældrene lagde han ud på en jordomsejling i en katamaran, men båden havarerede allerede ud for Marokkos kyst. En russisk coaster samlede dem op i sidste øjeblik, i bare undertøjet. Deres hund druknede. Senere levede han nogle år af at bygge huse til rige canadiere på finkaerne i åsen i Estacion. Du ved, købe billigt, sælge dyrt, siger han og kaster hovedet tilbage og ler sin skraldende latter. For et par år siden blev han færdig som ingeniør.
   Her i Danmark?
   Yep. Han griner skævt. Jeg er kommuneingeniør i Roskilde. Teknisk forvaltning. Yes sir!
   Desuden er han gift for anden gang, med en psykolog. Han sukker. Vi skal have et barn.
   Så du bliver her i Danmark nu?
   I guess so. Smilet vibrerer på munden.
   Vi må holde kontakten ved lige, siger jeg.


* * *
   2005
   Otte år og nogle katastrofer senere vender jeg selv tilbage til Danmark. En dag skriver jeg Curts navn i søgefeltet på Kraks hjemmeside. Søgningen giver ingen resultater. Jeg forsøger Eniro, uden held. Så googler jeg hans navn. Curt har et meget usædvanligt efternavn. Men det dukker ikke op.


* * *
   Sidste sommer tog jeg med flyveren til Malaga og fortsatte i en lejet Clio ind i landet til Estacion de Colmenar. Dalen lignede sig selv, der var stadig vand i flodlejet. Jeg kørte ad grusvejen op til Erik og Margarets hus, men stod ud af bilen i det sidste sving, lænede mig mod køleren der klikkede i eftervarmen, og nød synet af den store og velholdte køkkenhave og udsigten over landsbyen og fjeldene i syd. Gibraltarklippen var skjult af disen. Jeg havde stjålet et par appelsiner fra et træ lidt længere nede. Jeg flækkede dem og gnavede frugtkødet i mig og smed skallerne fra mig i det støvede græs.