Det var det år, hvor tiden omringede tiden...
Endnu ikke afdøde professorer udarbejdede indavlede krydsreferencer, mens en rød tåge gled ind over byen, og døde fugle faldt som modne frugter fra himlen.
På et offentligt toilet i Sønder Vrå sad en skaldet mand og brækkede en kopi af standardmeteren i Paris i tre nøjagtigt lige store dele mumlende besværgelser på Oc, troubadurernes ældgamle sprog, og hver del brækkede han i tre dele som han brækkede i tre dele osv indtil han sad tilbage med en lille bitte nanostump, hvis længde kun kunne angives med et uendeligt antal decimaler. Denne stump puttede han i munden og sank med et hemmelighedsfuldt smil.
På øen Kos i Middelhavet sad Hippokrates og gnæggede under sin platan, omgivet til tre sider af pæderastiske filosoffer. Deres skaldepander skinnede som æggeblommer i middagsssolen.
"Om nøjagtig femogtyve minutter," sagde Hippokrates, "vil tiden foretage et u-sving og alting vil gentage sig, men baglæns. Lort vil stige op af latrinerne, finde tilbage til sin kilde, differensiere sig og antage sin tidligere form, for eksempel appelsinmarmelade, som vil blive til appelsiner, som vil fæstne sig til grenene på appelsintræerne, blive grønne og forvandle sig til blomster og derefter til knopper, som langsomt mindsker og forsvinder. Bølgerne ved stranden vil drage til havs, skibe vil stige op fra havbunden og døde sømænd ringe hjem til konen, spædbørn tvinge sig vej op i skødet på deres sovende mødre. Når vi om lidt skilles, vil vi sige vi ses i går, med tårer i øjnene vil vi minde hinanden om morgendagens tildragelser og foranstalte orakelagtige spådomme om gårsdagens.
Og til sidst", sagde Hippokrates, "om 3734 år, hvis mine beregninger slår til, vil universet implodere og blive til et æg, og den kosmiske tavshed genindføres."
"Men," sagde de pæderastiske filosoffer og kiggede nervøst på deres Rolex'er, "hvad vil der så ske, og hvad skal der dog blive af os?"
"Aner det ikke," sagde Hippokrates og gnæggede.
Der blev ingen juleaften det år, til sorg for nogle og lettelse for flere. Tiden faldt lang, som man siger, den svævede hen over byer og land, snoede sig og flagrede selvforglemmende i talrige festlige farver. Så foldede den sig om sig selv og blev til en lille bylt som drev for vejr og vind. Den er sidst rapporteret set i nærheden af grænsen.