På højdedraget
uden for byen
nær ved klint og brænding
står huset

Vinduer
på vid gab
gardiner som flagrer
mismodigt
i trækken
i nøgne rum
hvirvler gulnede aviser
stundesløst
tapetlaser blafrer
døre
slår op
og hamrer i
ubetrådte gulvbrædder
knirker

Men tro nu ikke
at huset er tomt
det bebos
af talløse sjæle
med gådefuldt klingende navne
og dunkel oprindelse
de fordriver
tiden
med blindskak
og æterisk kopulation
i mørke krinkelkroge

mens de venter

I dette hus
min ven
bør du ikke gå ind
men gør du det alligevel
og det gør du jo nok
en nat med måneskin
og jagende skygger
da vil du finde
et værelse
med et trekantet bord
på bordet en blå
telefon

Og hvis
telefonen så ringer
da vil du vide
at tiden
er inde