En tid efter vågnede hun igen og denne gang, vidste hun næsten med det samme, at hun var i Duedalen. I sikkerhed. Her turde DE ikke komme. Ja, de kendte vel ikke engang vejen herud, sådan som de havde plaget hende med deres spørgsmål?
   Nej! Hun ville ikke tænke mere på dem, men glæde sig til at udforske Duedalen.
   Og hvorfor ikke starte med at se nærmere på huset, hun befandt sig i. hun havde det jo godt og følte sig helt udhvilet. Hun bestemte sig for at stå op og som besluttet, så gjort. Hun satte sig op og svingede benene ud over sengekanten. Gulvet var køligt mod hendes bare fødder, men hun stemte dem i og kom på højkant.
   Sært som værelset med et gav sig til at dreje omkring. Det snurrede i hendes hoved og benene svajede i den storm, værelsets roterende bevægelser frembragte. Gulvet hævede sig og hamrede mod hendes knæ. Hvor tåbeligt! Det var et bræddegulv og hun pressede sine hænder mod det.
   Så blev hun klar over, at hun lå på gulvet og at værelset ikke drejede rundt. Hun måtte være blevet svimmel og nu havde hun slået sit knæ.
   Hun måtte hellere krybe tilbage i sengen og vente. For han kom vel snart igen?
   Hun kunne ikke rejse sig. Benene nægtede simpelthen at lystre hende. Hun prøvede et par gange, før hun gav op og råbte:
   "Hjælp."
   Efter en evighed - eller var det bare et øjeblik? - gik døren op, med en forsigtig knirken og hun løftede ansigtet, i forventning om at se HAM træde ind. Nu havde hun igen glemt hans navn. Hvor var det i grunden underligt, for hun kendte ham jo særdeles godt.
   Det var en lille, buttet kvinde, der var trådt ind ad døren. Små, brune krøller daskede viltert om hendes runde ansigt. Hun plantede sine hænder mod sin usynlige hofte og udbrød:
   "Jamen dog, lille De - ligger De der?"
   Sikke et åndsvagt spørgsmål og hvorfor stod hun bare der og gloede? Hvorfor hjalp hun hende ikke op? I et kort nu, for skrækken gennem hende, men hun besindede sig, for det kunne ikke være en af dem? De kunne ikke komme herhen og slet ikke, når HAN var her?
   Cessie prøvede igen at rejse sig og omsider kom kvinden hen for at hjælpe hende. Hun knælede ned og hjalp Cessie på benene, mens hun småsnakkede:
   "Uhada, går De sådan og falder? Uha ja, De er vel stadig svag i det? Jaja - kom nu her, bitte kone - De er jo let som en fjer - Jaja - ikke bange. Lilli skal nok hjælpe Dem, ja."
   Hendes solide og arbejdsru hænder holdt blidt og fast om Cessie arm og lænd, mens hun hjalp hende tilbage i sengen. Mat lod Cessie hende hjælpe sig til rette og stoppe dynen om hende. Og hele tiden pludrede hun løs. Hun snakkede lige så meget som Betty, men tonefaldet var ikke så anstrengt kvidrende og påtaget muntert. Snarere som en bæk, hvis klukkende lyde havde en beroligende indflydelse. Cessie holdt op med at lytte efter ordenes betydning, for der var vist ikke rigtigt nogen?
   Hun lukkede øjnene, men åbnede dem hastigt igen. For bag de lukkede øjenlåg viste der sig pludselig et billede af Betty. Søde, kvidrende Betty? Nej, stupide, modbydelige Betty. Nabokonen, som kom rendende i tide og utide, derhjemme i smede-huset. Betty, som var hendes veninde og som var så glad for sin evigt klynkende søn. Betty som havde stået i vrimlen og langet en fed arm ud efter den lille pige - den lille pige, som var Cessies datter!
   Hun havde set det i et glimt, blot et hastigt glimt, mens kærren skrumplede af sted - men det var nok. Hvordan kunne hun have glemt det? Og hvad værre var; hun havde helt glemt, at hun havde en datter. Hvor kunne hun - og når hun kunne glemme noget så vigtigt, hvad mere, havde hun så glemt?
   Hendes lille pige var blevet slæbt med, for at se sin mor blive brændt. Hvor grusomme kunne mennesker være? Og hvor var hun nu? Hos Betty? Åh nej...
   "Hvor er Julie?" tænkte hun højt og huskede sin datters navn.
   Til sin overraskelse fik hun svar.
   "Ved De ikke det?" udbrød Lilli forbavset, "hun er ovre hos os. Jow - altså - hun leger vel med Mick lige nu. Ja, det er vores den yngste. Jeg så da ellers den unge Keily havde hende ved hånden den første dag? Åh jamen da var De jo så frygtelig dårlig og sov bare. Ja, vi troede vist at De måske ligefrem var - sådan, ja altså - skindød eller sådan noget."
   Den første dag?
   Der sad et godt snakketøj på konen og den vigtigste oplysning, var selvfølgelig at Julie var her i dalen, men hun måtte da også vide...
   "Hvor længe har jeg..." brød hun ind i Lillis talestrøm.
   Lilli så tænksom ud og lod sin pegefinger på højre hånd flyve fra finger til finger på den venstre. Så bøjede hun tommeltotten ind og viste Cessie de fire fingre, mens hun så helt stolt ud, over sit talent for at tælle.
   Fire dage?? Jamen - åh men, hvordan kunne hun have sovet så længe og kun huske, at hun den ene gang havde været vågen?
   "Kan jeg få hende at se?" bad hun, for Julie savnede hende vel og skulle da se, at nu var mor vågen. Og selv måtte hun da også forvisse sig om, at pigen havde det godt, så hun tilføjede: "Har hun det godt?"
   Lillis runde ansigt lyste som en sol, da hun svarede:
   "Jow, den bitte har det fint." Så sneg der sig anelsen af en skygge ind over solskins-ansigtet. Blot en anelse. Det isnede gennem Cessie, men skyggen gled bort og havde ingen dyster årsag. "Jeg skal se om jeg kan hitte hende," snakkede Lilli nemlig, "men nu skal De drikke lidt Jeg henter straks lidt te i stegerset, og så skal jeg se at hitte Julie. Den unge Keily bliver glad, når han hører, hvor frisk og vågen, De er.
   Hun forsvandt og hendes skridt lød, som gik de ned af en gang, med højt til loftet - snart var hun tilbage og satte den dampende te i fodenden, hvor der var en bred hylde, der fint kunne fungere som bord.
   Lilli rettede puderne, så de gav støtte bag Cessies ryg.
   "Jeg henter Julie," lovede hun. I døråbningen vendte hun sig og truede på skrømt med pegefingeren, idet hun tilføjede: "Bliv nu i sengen så længe."
   Væk var hun og der var stille i værelset. Svage lyde røbede dog, at hun ikke var alene; en fjern skraben, en svag puslen, en endnu fjernere klirren og en summen af menneskestemmer. Udefra sang nogle fugle langtrukkent og så var der vel regn på vej? Men den tydeligste lyd, var et ur, der tikkede. Hun så sig om, men kunne ikke se det. Antageligt befandt det sig lige på den anden side af muren. Hun dunkede forsigtigt på den og konstaterede, at den var af tynde brædder. Så kunne et ur høres gennem det og hun blev sikker; der var et ur og så var det ikke fattigfolk, hun var havnet hos.
   Porcelainet røbede jo også velstand og ingen fattig bonde kunne vel få en træskærer til at skære så smukt?
   Hendes blik faldt på væggen for fodenden. Der stod en reol og, utroligt men sandt, på alle hylderne var der bøger Ved siden af stod et bord med en stol ved. Der var papir og en krukke med gåsefjer. Der var også små krukker, som velsagtens indeholdt blæk. Oprejst, måske støttet af en brevvægt, stod en almanak opslået på måneden 'September' og med smukt dekorede tal, stod årstallet øverst på siden: 1685. Lige ved siden af stod noget, der lignede en anden almanak. Der på stod der 4567 - og så nogle bogstaver eller tegn, hun ikke forstod. Hun måtte ikke stå op, men hun kunne vel strække sig? Som tænkt, så gjort og hun tog varsomt en vilkårlig bog ud af hylden. Blidt strøg hun over det blanke skindomslag og læste de blanke guldbogstaver, der oplyste at den hed "Utopia".
   Forsigtigt liggende på maven slog hun op i bogen, selvom fingrene drillede hende lidt. Helt forelsket så hun på de mange små bogstaver, der var trykte i en bogpresse - Habbenfelts fantastiske opfindelse. Hun læste dog ikke, for tankerne kredsede om datteren. Hun havde ikke set hende siden DEN dag, de kom efter hende. Hun havde siddet ved væven og Betty var der. Betty sad der og talte trøstende ord, om at det hele nok skulle gå. Nok skulle gå? Det var ikke anklagen, hun snakkede om, men det at Cessie for nylig var blevet enke. Bettys mand og nogle andre havde fundet Martin død. På kirkegården ved sin mors grav. Han var ikke død en naturlig død, men skudt i ryggen med en bøsse. Flere skud. DEN dag havde han været begravet i tre måneder og hun vidste, at til november, måtte hun flytte fra smedjen. Så lang henstand kunne sir Robert af Flueborg give hende, men så ikke længere.
   Der lød skridt og hun kylede bogen ind under sengen. Sådan gjorde hun som ung pige hjemme på kroen, for faderen brød sig ikke om at unge piger læste.
   Det var bare Lilli og der var ingen grund til at blive bange. I hånden holdt konen en lille, lyshåret pige i en snavset kjole og med friske, røde kinder. Barnet surmulede.
   "Du kan komme ned til søen igen, om lidt," lovede Lilli barnet, en smule rød i kinderne.
   Cessie strakte hænderne frem mod barnet og kaldte blødt:
   "Julie!"
   Nu var det så, at barnet skulle komme løbende, på sine små buttede ben og tårevædet kaste sig i sin moders udstrakte arme, men Julie snøftede tvært og hagede sig fast i Lillis skørter.
   "Giv nu mor et knus, lille ven," lokkede Lilli, men barnet stak i et øresønderrivende vræl og ville ikke.
   "Nu forstår jeg ingenting," udbrød Lilli, "du har jo sådan savnet din mor, lille skat. Kan du ikke se det er mor? Mor er bare lidt syg."
   "Dumme," skreg barnet og prøvede at slippe ud af døren
   Lilli så fåret ud og inden i Cessie brast den skrøbelige fornemmelse af at være levende på ny. Den spæde kerne af glæde krakelerede og hun stivnede, søgte efter en følelse af tomhed, der forekom hende velkendt, men fandt kun en brændende smerte, der ikke var fysisk.
   Tårerne brød frem og hun kastede sig tilbage i madrassen og hulkede. Da hun holdt pause, for at få vejret, opdagede hun, at Lilli var gået med barnet. Hun skreg fortvivlet, en række af skingre skrig og gled så ind i en døs, der bød på en forvirret, modbydelig drøm, hvor varulve og vampyrer bød hende velkommen, fordi hun var så hæslig, at hun skræmte sit eget barn.

Da hun dukkede ud af døsen følte hun en hånd om sin. Og hun vidste at det var den unge mand, ham som Lilli havde kaldt "Den unge Keily."
   "Julie skreg," hviskede hun forpint.
   "Det sagde Lilli," hviskede han, "men hun er jo kun et lille barn - Julie. Hun oplever alting anderledes end voksne. Og hun blev overasket - Hun..."
   Det var som om, han søgte efter de rette ord.
   Hun forstod med et, at han vidste, hvad der rørte sig i barnet og hun forstod det også nu .Barnet var to år og havde blot reageret som i overensstemmelse med sin alder. Cessie kastede sig ind mod ham, borede sig ind til ham og han lagde sine arme beskyttende omkring hende.
   "Godt at du er vågnet op," sagde han, "og undskyld, at vi kom i sidste øjeblik." I sidste øjeblik? Ja, sådan hang det sammen. Det var HAM, der havde reddet hende. I den klamme celle havde hun råbt på ham og han måtte have hørt det. På en eller anden måde. Og så var han kommet efter hende. Og han havde været sammen med nogle andre. Selvfølgelig. Men der havde lydt skrig. Nogle var blevet brændt. Var det de andre? Sita - Mary?
   Hun formede spørgsmålet på sine læber:
   "Hvad med de andre?"
   "De er her også," sagde han, "mor og Mary har hvert sit værelse. Mary er oppe og render rundt. Mor sidder mest i en stol. Når du er frisk kan du hilse på dem."
   "Men," spurgte hun, "hvem var det så, der brændte?"
   "Nogle andre," svarede han og hun fornemmede modviljen i hans stemme. Han havde ikke lyst til at snakke om det..
   Hun slap ham og satte sig tilbage mod puderne. Det rumlede i hendes mave og hun rakte ud efter en af de gode, sammenrullede pandekager. Han tog også en, bed af den og grinede:
   "Lilli er god til at bage."
   "Kan du huske, da du lærte mig at bage pandekager?" lo hun og latteren boblede i hende, fordi HUN kunne huske det. Så var hendes hukommelse vel ved at vende tilbage?
   Det var i hans mors hytte og de havde kun set hinanden en gang før. Hun kom for at besøge hans mor, men hun var ikke hjemme. Hun var skuffet - og sulten, også dengang - og så havde han bagt pandekager og også lært hende det. Og de havde haft det så rart og snakket godt sammen. Men - åh, som hendes tanker dog flaksede forvirrede omkring. Nu huskede hun da, at de havde bagt pandekager og hun vidste jo allerede, at de kendte hinanden. Godt. Men hun var jo enke. Hendes mand, Martin Smed, var død kort inden, hun blev anklaget for hekseri. Og alligevel havde hun denne vage viden om, at hun og den unge mand havde hørt sammen - og hvorfor skulle han for resten ellers have bekymret sig om at redde hende?

Næste morgen skinnede solen igen ind af vinduet og vækkede hende. Han lå på gulvet og sov. Et krøllet uldtæppe dækkede halvdelen af hans krop: både hoved og underben stak frem under det og hans hoved hvilede mod den ene arm. Hans gule særk var nusset og krøllet og bukserne var møgbeskidte, ligesom hans bare tæer.
   Og alligevel syntes Cessie sjældent hun havde set et smukkere syn.
   I dag ville hun finde ud hans fornavn og få styr på, om de havde været kærestefolk bag Martins ryg?
   I dag ville hun stå ud af sengen og se sig lidt omkring. I dag var hun helt sikkert rask nok. Og i dag ville hun også få kontakt med sin datter.
   Hun satte sig op i sengen og så, at han rørte sig, strakte sig og krøb længere ned under uldtæppet.
   "Snydepels!" for det ud af hende. Øjeblikket efter lod han tæppet glide væk, satte sig op og gabte. Så gned han sig i øjnene, strakte sig og smilede søvnigt til hende.
   "Hvad er det nu, du hedder?" tænkte hun højt og han så forbavset på hende. Uroen lå på lur i hans store øjne og hun fornemmede, at det var en uro, der på en kærlig måde, gjaldt hende.
   "Jeg hedder jo Freddy," sagde han og ville vist sige noget mere, for han åbnede munden, men så fortrød han vist eller manglede ord, for han kneb læberne sammen igen.
   Døren gik op og Lilli kom med morgenmad til dem begge.
   Han satte sig i fodenden og tog en bid af en bolle.
   "Hvorfor er du så snavset?" spurgte hun nysgerrigt og forlegent gumlede han bollebiden færdig, før han svarede:
   "Jeg arbejdede længe i aftes og glemte helt at vaske mig og klæde om. Jeg skal gøre det lige efter maden - hvis jeg må vente så længe?" Der var drilleri i stemmen og vist også glæde, fordi hun lagde mærke til hans tilstand? Inden han tog en ny bid tilføjede han: "Så vil du måske også klædes om. Der er kjoler i skabet."
   "Joeh," sagde hun og skævede ned af sig. Hun var i en råhvid natsærk, der smøg sig blødt om hende, men var en smule natte-svedig.

Med Freddy i hånden trippede hun forsigtigt ud på gangen. Han havde taget en ren bondesærk på og stoppet den ned i et par hørlærredsbukser, som endte i et par blankpudsede støvler Lilli havde hjulpet hende i en mørkegrøn kjole med stivet forklæde. På hovedet havde en grøn kyse med flæser og på fødderne rummelige kludesko, som ikke var så kønne, men heller ikke klemte hendes mishandlede fødder. Det var en temmelig lang gang. Det var lige før hun blev svimmel igen ved at se ned af den, men det fortog sig da de begyndte at gå. Freddy pegede på dørene, en for en og fortalte, hvem der boede eller for tiden opholdt sig bag dem. Døren lige ved siden af hende var til Sitas værelse og den lige over for til Marys. Og hun viste godt, at Sita var Freddys mor og at Mary var hans søster.
   "De er der ikke lige nu," oplyste Freddy og tilføjede, "ellers kunne vi jo kigge ind."
   Han åbnede døren til værelset skråt overfor og lod hende kigge ind, idet han med et af sine små, skæve smil oplyste:
   "Det er så mit værelse."
   Det lignede det hun selv havde, men der var ikke så mange bøger. Over hovedgærdet hang et vægtæppe, der forestillede en sorthåret mand med kappe og troldmandshat. Om halsen havde han en halv sten i en kæde og i hånden holdt han en rund kugle.
   Også hos Freddy stod der blomster på kommoden, ene hvide valmuer. Ved siden af stod der en krukke, på hvis låg, der lå en ganske lille ske.
   Mere så hun ikke, for Freddy sagde:
   "Derovre bor så - Flobby." Og i det han sagde det gik døren op og en mand, der så ud til at være i midt af 30'erne trådte ud. Hans lange sorte hår var samlet i en hestehale. I hans smalle, mørkebrune ansigt sugede en markant, ørnenæbslignende næse, et øjeblik hele Cessies opmærksomhed til sig. Han hilste på Freddy med et kort nik, der virkede underdanigt og blottede så sine tænder i et sært, bange grin. De var store og så hvide, at de næsten skinnede. Han rakte en lang, smal hånd frem og da Cessie tøvende trykkede den, sagde han høfligt:
   "Glæder mig at træffe Dem, enkefru Johnson."
   "Goddag, hr. Flobby," hilste hun.
   "Navnet er ellers Hayes, frue - Fabian Hayes, men visse kalder mig Flobby."
   Han så på Freddy, der så igen, med et udtryk af væmmelse. Så kløede Flobby skægstubbene på sin hage og tilføjede: "Ja, jeg holder til her, så jeg er tæt ved min ærede fader og en af hans næsten lige så ærede general-løjtnanter." Med et hånligt udtryk, der virkede lidt påklistret, rankede han sig og gjorde honnør. Freddy så rasende ud, men gengældte honnøren.
   "Jeg glæder mig til mødet i aften," erklærede Hayes og gik videre, i modsat retning af dem.
   Freddy stoppede op ved en stor, solid dør med en dørhammer formet som et dragehoved. Det måtte være en dør, der førte ud.
   "Trænger du også til frisk luft, Cessie?" spurgte Freddy og hun nikkede. Lidt uforstående, for hvorfor mon Freddy og denne Fabian "Flobby" Hayes hadede hinanden?
   Men frisk luft kunne hun vel nok bruge efter fire dage i sengen.
   Den skyllede ind over hende, da han åbnede døren og hun så ud over en grøn plæne med et hav af smukke blomster, klippede buske, små træer og statuer.
   Det var jo en vidunderlig drømmehave og duftene bølgede blidt om hende, mens de gik hen mod en lille dam, med drivende å-kander.
   Først da vendte hun sig og så mod huset, hun netop havde sovet i.
   Det var ikke et almindeligt hus og heller ikke den herskabsbolig, hun havde troet.
   Det var meget stort - der var tre etager og tårne og spir.
   Murene var af klippestykker, hugget i firkantede stykker og brugt som sten. De var grå, men i solskinnet lyste de med et blåt og funklende skær.
   "Det er jo et slot," udbrød hun.