Langsomt vendte bevidstheden tilbage. Frysende og mat greb hun efter dynen for at hylle sig i den.
   Svovldunsten var der stadig, men ikke så tæt ved.
   Som et nysgerrigt barn åbnede hun det ene øje, lindede på dynen og så ud.
   Alt hvad hun så, var nogle ben og en lang hale, der vippede op og ned mod gulvet. Den lignede en grusom pisk og hun ville ikke se mere.
   "Kan du så forføje dig!" opfordrede en truende stemme. Stemmen skar som en tordenkile gennem hende og det spjættede i hendes matte krop. Den var dyb, myndig og måtte være en mands.
   Det mumlende svar fortabte sig et sted mellem det vrede menneske og dynen, der omgav Cessie.
   Der lød et hidsigt smæld mod gulvbrædderne, efterfulgt af fodtrin og en dør, der smækkede.
   Hun burde vel se på den, der havde reddet hende. Hun måtte tvinge sine øjenlåg op. Det lykkedes, men alt hvad hun så, var en lukket dør.
   Faren var overstået. Hvis der altså havde været en fare? Hvis væsnet ville flå hende, æde hende eller noget i den retning, kunne det have gjort det, mens hun lå hyllet ind i rædslens imaginære tåger.
   Hun så sig omkring og alt lignede sig selv. Det bugtede sig ganske vist lidt, men det var vist bare fordi hun var svimmel.
   Svovldunsten var svagere nu. Prøvende snusede hun ind og rosenduften kildede hendes små hår i næsen: den var stærk og jog dunsten på flugt.
   Før frøs hun, men nu svedte hun og skubbede dynen lidt til side. Hun var ikke helt rask endnu og måtte hellere sove videre.

"Bekend, din Satans heks," tordnede en stemme og pisken svirpede i luften foran hende.
   "Tilstå, at du er i pagt med djævlene - de som står i forbindelse med de Underjordiske - tilstå, at du kan påkalde deres udvalgte."
   Kunne hun det? Hun rystede af skræk og ville bare væk, men pisken kom imod hendes ansigt - og hun skreg...

"Så så, lille pige - vågn nu op! Du drømmer bare. Det onde er ovre - "
   Stemmen var raspende, ru og underligt umenneskelig.
   Væsnet var vendt tilbage, men nu duftede det af naftalin og syrener. Når det havde gjort sig den umage at skifte duft, måtte hun vel afvente, hvad det ville.
   Rystende, knokkeltynde fingre kom nærmere. Som et pust fra døden eller dens natsorte hjælpere fra det underjordiske strejfede de hendes ryg, aede hendes kind og forsigtigt blev en lang klo rettet bort. Uro og afmagt strømmede gennem disse tynde, unaturligt krummede og ødelagte fingre. Et gisp flød forpint mod hende og fingrene forsvandt mod en lindring, der med et forekom hende at være kort og flygtig.
   Væsnet ville hende intet ondt og hun måtte se på det, vide hvad det dog ville hende.
   Dets smerte blandet med mildhed tvang hende til at virke imødekommende og hun slog øjnene op, beredte sig på at møde det røde blik og så at øjnene ikke var helt røde, men rødsprængte som af en skorpende, skærende træthed og pine. Ellers var de sorte - natsorte som forkullede planker, som tjære i en heksekedel eller som en grinende ravn. Der var ingen horn, men et stribet, gråmønstret tørklæde, der dækkede over issens manglende hår.
   "Sita," gispede hun, "jeg troede du var den djævel, der var her før. Dine øjne..."
   " - er ved at vænne sig til lyset," raspede Sitas stemme, "vi må alle finde livet igen, min pige."
   "Men her var en djævel," sagde Cessie mat.
   "Det vrimler med djævle her," sagde Sita, "tænk ikke så meget på det."
   "Gør det?" gispede Cessie og hørte selv, at stemmen klang som et skrækslagent barns. Hun måtte gøre den fastere og mere voksen, så Sita ikke troede, at hun var en komplet dåre. "Så er det godt, at Freddy også er her," tænkte hun højt. Stemmen var stadig for barnlig og dirrende. Hun slikkede sine læber "Det er ham, der har reddet os," fortsatte hun, "ikke også, Sita? Det er Freddy. Det har han selv sagt."
   "Ja," sagde Sita med sin sære stemme,, "det er ham. Han fik dem med. Han ......Tænk ikke på det. Du lever og det er godt. "
   Ja, det var godt at leve, men hun måtte da vide, hvem hun var hos; "Er vi blandt djævle nu, Sita? Bor de virkelig på et slot?"
   Sita sukkede: "Har du glemt alting, Cessie? Hvad der er sket og hvad jeg har fortalt dig?"
   "Det meste," indrømmede hun, "men ikke at vi skulle brændes - for de ville jo også brænde dig - er det ikke rigtigt?"
   Hun kunne se, at det var det.

"Hvad er der mellem Freddy og mig?" spurgte hun.
   "Ja, hvad ER der med jer to?" lod Sita til at undres, "Det må du da kunne fornemme. Jeg tror næsten det var mest for din skyld, han reddede os - og jeg er dog hans mor. Men vi blev alle reddet. Nu skal vi så se om vi kan leve."
   "Han har ikke reddet os for vores skyld!" blandede en stemme sig i et heftigt tonefald, "men for at vi skal hjælpe ham med at bane vej for det onde....han er en djævleunge og det har jeg altid sagt.!"
   "Mary....."
   Sitas stemme lød som en syg jammer og Cessie fulgte hendes blik, da det rettedes mod den, der blandede sig.
   Der stod jo deres køkkenpige derhjemme fra kroen og hvad lavede hun så her?
   Cessie vædede læberne, satte sig op og blinkede: hun vidste jo godt, at Mary var Freddys storesøster og også blev anklaget for hekseri, selvom hun var så gudfrygtig som nogen.
   "Sandelig en fiks måde, du fik afsløret den djævel på," sagde Mary i et hånligt tonefald, "i stedet for at få HAM afsløret som de ondes udvalgte, så fik du alle vi andre i fedtefadet.."
   Cessie tænkte så det knagede. Ransagede sin så mærkeligt tomme hjernekiste for minder. Hun ville huske, hvordan de havde mødt hinanden og hvad der var med ham Freddy. For at fatte noget som helst, måtte hun huske, hvordan det alt sammen begyndte.
   Langsomt dæmrede noget - der var noget med en markedsplads og en kvinde - Sita? - der spåede hende.
   "Du spåede mig," mumlede hun prøvende.
   "Ja," sagde Sita, og senere kom du ud til os. Du var helt forvildet, bange og højgravid. Du fødte din lille pige hos os - alt for tidligt, men hun klarede sig. Du havde været der før; til et møde, jeg holdt og som din naboerske inviterede dig til, da hun hørte, jeg havde spået dig. Og f en gang, hvor jeg ikke var hjemme, men hvor du og Freddy hyggede jer med pandekager - og så fandt du vej til os i din nød. Senere tog du hjem til dine forældre for at få pigen døbt."
   " - og der snakkede du med John," afbrød Mary, "men du har måske også glemt, du har en bror, der hedder sådan?"
   "Øh..." var alt, hvad Cessie orkede at svare.
   Han advarede dig," udbrød Mary heftigt, "han fortalte, at du ikke skulle holde med sø -ø-de lille, kønne Fre-e-eddy." Hun vrængede det, som om en rådden kartoffel, spærrede hende det halve af talens brug. Så fortsatte hun: "og du lovede at holde øje med ham!"
   Cessie lukkede ørerne for Marys ondskabsfulde sludder.
   Det lykkedes nogenlunde, men i stedet flokkedes tågede fortidsbilleder i hendes hjerne.
   Hun var hjemme i smedjen og Freddy var borte. Martin døde og de anklagede hende for hekseri - hun var i den klamme celle, hun rystede, hun var rædselsslagen og hun havde kaldt på ham - anråbt ham - Freddy og den der gud - eller var det Den Onde? - og så var de kommet.....
   Det hele var sært - som en glemt og gemt, indpakket dagbog fundet i en kiste, men udrevne sider og mange blækklatter...
   Nu holdt Mary vist bøtte og Sita havde taget ordet. Så måtte hun hellere gribe nuet og lytte.
   "Du har oplevet meget på få år," konstaterede Sita trist, "og nu kan du ikke kapere det hele. Derfor har der lagt sig et nådigt slør over din erindringer, men de skal nok vende tilbage!
   "Huskebog!" sagde Cessie, "jeg vil skrive det jeg husker og det jeg får at vide. Jeg MÅ vide, hvad der er sket - her er jo pen blæk og papir. Jeg vil prøve at huske, mens jeg skriver. Som du siger, der er så meget - så mange hændelser, så mange mennesker, så meget, jeg må have rede på..."
   "Og når du så bliver klar over, hvad din unge elsker er for en, så må du vælge!" erklærede Mary hårdt.
   "Er du da ikke glad for at leve?" udbrød Cessie forundret. Hvordan kunne man tale så hadsk om en, der havde reddet ens liv?
   "Ikke for enhver pris," påstod Mary bittert, "ikke til denne pris." Under den brune hud, var hun bleg, men så ikke så skamferet ud som Sita - og som hun selv. Hendes lidt pølsede fingre legede med et kors, som de havde heflet frem under den sorte kjole. Med en nervøs bevægelse stoppede hun det på plads og rettede på kysen, hvor en tjavs sort hår forræderisk vældede frem. Havde hun fået en handel om større mildhed? Skulle hun slet ikke have været brændt, men måske blot pisket?
   Klang hendes ord om døden falskt? Så var hendes hadske ord mod broderen det vel også?
   Det føltes som om hendes arme skulle til at eksplodere og hun lænede sig mat tilbage.
   Duften bølgede gennem alle følelser og sanser. De duftede så dejligt, de smukke blomster. Og de var fra Freddy. Hun var ligeglad, hvem eller hvad han var, for han ville altid passe på hende -
   Hun indsnusede duften og lænede sig tilbage mod de kølige silkepuder. De skulle gå deres vej, med deres summende forstyrrende stemmer og alle deres ord, som hun ikke kunne få styr på alligevel - hun måtte selv finde sine minde og sortere i dem, så at de gav mening - og Freddy ville være ved hendes side -
   Hun hørte dem snerre af hinanden, som vrede katte - og så gik de, Sita forpint, humpende og listende - Mary med en hoven, kold gang - i vrede, næsten trampende ryk -
   Døren smækkede og hun tog sig til hovedet, vippede lidt frem og tilbage.
   Så rystede hun sig og stod beslutsomt op.
   Nu ville hun skrive lidt.
   Varsomt tog hun fjerpennen i hånden og kiggede på dens farvespil. Det var blå med lilla islæt..
   Det mindede hende om Freddys øjne og et øjeblik svømmede hun ind i alt det blå - blå som det uhyre, der havde siddet ved hendes seng. Nej, det var jo bare Sita - eller var det?
   Havde hun bare indbildt sig noget andet - måske set en farvet version af en af de to vogtende trædjævle? Den blå farve fyldte meget i hendes sind og måske var det derfor, djævlen blev blå.
   Hun rynkede brynene og rystede på hovedet af sig selv.
   Det var sikkert bare et syn. Og hvis ikke, så kunne Freddy forklare hvem eller hvad, det så var.
   Mens hun ventede på ham, ville hun forsøge at huske.

Beslutsomt dyppede hun pennen i den blå blæk og lod det dryppe af på en lille klud, der så ud til at være til dette brug. Så begyndte hun:
   Jeg er Cessie - eller Cecillie Johnson og jeg er enke efter en smed. Vi boede vel i en smedje engang, men så blev jeg spået af en taterkvinde. Det var Sita. En dag inviterede min nabo mig med ud til hende....
   Så meget vidste hun jo nu, men hvem var denne nabo? Det kunne da ikke være Betty?
   Eftertænksomt kløede hun sig under næsen med pennen og nøs.

Så skrev hun: en dag tog jeg til marked og der blev jeg spået af Sita. Den dag vidste jeg ikke hvem, hun var. Hvordan fandt jeg mon på, at jeg ville spås?
   Så - nu havde hun skrevet omtrent det samme to gange. Sikke noget.
   Hun lukkede øjnene og prøvede at huske, men en forfærdelig piskesnert jog gennem hendes tanker.
   En pisk?!
   Også den dag, var der noget med en pisk. En eller anden var blevet pisket og hun havde hjulpet ham - bagefter, da ingen tog sig af den forslåede. Hun havde hjulpet ham hen til hans mor i teltet - hen til Sita. Var det da Freddy hun havde hjulpet og hvorfor skulle nogen piske ham?
   Hun skrev det ned, så hun ikke glemte det. Hun måtte huske at spørge ham og han kom vel snart??
   Det var vist ved at være aften snart og måske kom han med mad?

Cessie gennemlæste ordene på papiret. Bogstavernes forskellige størrelser og rystende former, gjorde det lidt svært og hun skrev dem om, koncentreret om at forme bogstaverne pænt.
   Hun lod det det oprindelig ark ligge, for sådan som hendes tanker flaksede, havde hun måske glemt det hele om lidt?
   Heldigvis var det kun fortiden, der lå hyllet i slør af glemsel - hun huskede alt, hvad der var sket i slotshaven og Lillis besøg og.....
   "Ja men jøsses. Sidder De her og skriver, som en nonne?"
   Lillis muntre stemme afbrød Cessies overvejelser og det føltes som en lettelse, så hun smilede mod den buttede kone. Et strejf af glæde for gennem hende, da hun så Lillis smil vokse, så hun fik smilehuller og glans i øjnene. Et smil var nok til at oplyse det runde ansigt.
   "Kunne De kanske tænke Dem at spise hos os? Ja, vi skal såmænd ikke have noget særligt - bare en høne, som Willy har slagtet. Ja, han er altså min ældste søn - og så nogle kartofler der til. Hvis De vil tage til takke, så er De velkommen og så kan De hilse på lille Julie. Ja, for den unge Keily har jo travlt og fru Ronantez spiser vist med selveste kongen - så en tænkte..."
   "Det vil jeg gerne," afbrød Cessie den kvidrende talestrøm.
   Det lød lækkert med kylling.
   Men hvilken konge skulle Sita spise sammen med? Var det virkelige et kongeslot, hun var på?
   "Kongen?" udfrittede hun Lilli.
   "Jo da, for kong Atkar kender hende jo fra da de var unge og han ville jo have været med til at redde jer, hvis ikke det var for sygdommen."
   Mens hun tog fulgtes med Lilli hen ad gangen og ud gennem porten kværnede hendes tanker igen:
   Havde Sita nogensinde snakket om, at hun havde kendt en konge?
   Noget dukkede op, men det var vist bare en historie - eller var det? Noget om en konge, der skulle forandre verden.
   Lilli kvidrede løs, om hvem, der boede i hvilket hus og Cessie prøvede at lytte efter.
   Der var en del træhuse og smågårde i Duedalen. De lå så idyllisk og langsomt sejrede nysgerrigheden, så hun sugede indtrykkene til sig.
   Solen tænkte så småt på at gå ned og der var ikke mange mennesker at se. En klynge gulklædte personer traskede af sted mod nogle lange bjælkehuse og en dreng skældte ud på en gøende hund.
   En kone hilste på Lilli og nikkede sky til Cessie, der anstrengte sig for at smile. Det var jo nok bedst at gøre et godt indtryk.
   Så stod de foran en af de små gårde og Lilli kvidrede: "Ja, her bor så mig og Barney."
   Netop som hun sagde det, gik døren op.
   Cessie kvalte skriget, før det slap ud.
   Foran hende stod en plump mandsperson i rød kjortel, sorte bukser og en bredskygget hat. Fra hans kjortelbryst grinede et djævlehoved til hende.
   Det var blåt og hornene strittede op mod et dødningehoved.