Solsorten slog sine efterårstunge triller og et kor af gråspurve hilste pippende den nye dag, mens sollyset blidt sneg sig ind og fyldte hele kammeret. Først ramte det den hvidkalkede endevæg og skabet, der var placeret op af den, straks efter var også vaskefadet og kanden synlige. Begge dele var af skrøbeligt porcelain, sirligt dekoreret med blå blomster. Så gled sollyset ned over de udskårne sagnfigurer, lyste på deres kroner, hatte, våben og træ-plumpe ansigter, lyste på venlig-groteske trolde-ansigter og mærkeligt anbragte troldehaler.
   Cessie lå under en tung, blød dyne, hvis betræk duftede af renhed og blomster, lå som en kattekilling i en blød hule og havde næsten lyst til at spinde, snurre af velbehag og aldrig foretage sig andet - ikke spekulere over, hvor hun var eller hvorfor, bare være til i øjeblikkets ro og skønhed, uden nogen form for smerte.
   For det gjorde ikke ondt mere og hendes sanser fungerede. Hun kunne se og hun kunne høre, kunne indånde duftene gennem sine næsebor. Hvis dette var en drøm, så ville hun ikke vågne og hvis det var døden, så var den ikke slem.
   Døden? Hun havde været lige ved at dø. Det vidste hun pludselig og små lyn stak hende, idet hun huskede de onde mænds grusomme tag i hendes arme og ben, huskede kampen, hvor hun havde brugt sine allersidste kræfter, fordi hun ikke ville give op og lade flammerne fortære sig.
   Nej! Hun ville ikke huske, ville slet ikke tænke, men ligge som før. Men nu kunne hun ikke. Hun var udhvilet. Hendes krop ville i gang med den nye dag. Hun strakte sig og det gjorde lidt ondt, men kun lidt. Det var ikke en flodbølge af kvalmende lidelse. Prøvende satte hun sig op og så på en buket blomster, der var anbragt på en kommode lige ved siden af sengen; margueritter, en enkelt gul torskemund, to valmuer, der hver havde mistet et kronblad - valmuer var så skrøbelige -og så kornblomster; alle - hm - 1 -2 - 3 - og der - 4 stod de i deres skønneste blå udfoldethed og var en hyldest til livet.
   Prøvende trak hun dynen omkring sig, tog uvilligt fat i den, for hun ventede en smerte jage gennem sine fingre, gruede for deres manglende evne til at lystre hende, men de krummede sig lydigt og med dynen om sig, hyllet på ny i sin hule, sin beskyttende kokon, kom velbehaget krybende tilbage.
   Døren bevægede sig, gik langsomt op og den knitrende lyd kar igennem hendes hoved, flængede det indvendigt og fik hendes hænder til at trykke sig beskyttende mod det. Så skreg hun. Alt håret var jo borte. Måske det alligevel var døden så?
   "Gør det ondt?" spurgte en bekymret stemme; den lød oprigtigt omsorgsfuld, men det var nok blændværk, endnu en forhåbningsfuld indbildning, fostret af denne evindelige trang til at søge håb, hvor der intet håb var.
   Nu kom de igen for at pine hende og lade deres stupide, ondskabsfulde spørgsmål tromme mod hende, som en smerteforstærkende haglbyge.
   Skridtende kom imod hende og de lød anderledes i dag, blødere, næsten som listende kattepoter. Kom Lucifer alligevel, i skikkelse af en kat og udfriede hende fra dette indelukkede, menneskeskabte rædselskammer, dette Helvede, som måtte vække den Ondes misundelse.
   "Jeg har lidt varm mælk til dig," sagde stemmen og lød blidere end en kælen kats bløde miaw'en, for den var som renset for krav om noget, kun klang den bønfaldende, som kom den fra moderen til et døende barn.
   Var hun da alligevel død og var det en gud, der bragte hende varme mælk - mælk spædet op med gylden, sød honning?
   Langsomt åbnede hun øjnene og mens hun gjorde det gik det op for hende, at hun havde lukket dem, sikkert da hun følte sin skallede isse og hårløse nakke. Langsomt tog skikkelsen foran hende form, blev levende og var ikke en gud, men en ung mand, som satte en porcelainskop på kommoden, ved siden af blomsterne. Det dampede derfra og det var rigtigt, at der var honning i.
   Manden satte sig på knæ ved sengen og så på hende med sine bekymrede øjne. Hans hænder pillede lidt ved lagnet, som vidste han ikke, hvad han skulle sige. Hun greb efter koppen og holdt den med begge hænder. Den var ikke så varm, at hun brændte sig, men alligevel rystede den mellem hendes hænder og hun blev angst for at spilde. Hvis hun spildte, ville mandens ansigt blive ondt - grusomt - og øjnene ville betragte hende med afsky. Hastigt nippede hun til indholdet og den sødede væske løb ned gennem halsen og varmede i den tomme mave, som hun vidste havde rumlet en tid, hvor hun blot, som i en slags trance, havde overhørt dens hunger-signaler. Hun drak grådigt, slubrede det hele i sig, angst for at han skulle flå koppen fra hende eller at den skulle splintres mellem hendes hænder, så skårene skar i hendes ansigt. Det prak og stak allerede nok i det - og - nu - nu skete det. Tusind småbitte skår kom flyvende og skar sig ind, som pilespidser og hun var et rådyr, der blev ramt og forpint tumlede af sted. Et sted, langt borte, tolkede en menneskelignende skal med et hæsligt, hævet fjæs, de rungende smerter og skreg i afsindig, ulideligt uudholdelig smerte. Straks efter vidste hun det godt, vidste at ansigtet var hendes eget og at hun ikke så det i det, der kaldtes virkeligheden, men fra et sted, hvor erindringen om de andres ansigter sad naglet fast.
   Det løb smertende og vådt ned af hendes lår, ved den frygtelige viden om, at hun nu havde været uartig igen.
   Nu var hun lille Cessie på tre år og far måtte ikke give hende smæk, for det var slet ikke med vilje, hun gjorde det. Hun klynkede svagt og bedende:
   "Ikke slå - ikke slå."
   Faderen - nej, det var jo ikke far, det var jo ham der - ham som... Bag om forestillingen om at være tre år, stod virkeligheden på lur og prøvede at fortælle hende, hvem det så var, fortælle at hun godt vidste det. Hun kendte ham jo. Men han, som ikke var faderen, kom imod hende og - NEJ! - han strakte armen ud, med en åben, flad hånd, han ville slå, slå...
   En arm krøb omkring hendes skuldre. En stemme pustede ind i hendes øre:
   "Jeg slår dig ikke. Rolig, lille skat, rolig."
   Han talte, som om hun virkelig var et barn - eller en uhelbredeligt syg kvinde. Han havde altså medlidenhed med hende, den idiot. Men om lidt ville han alligevel lade dem piske hende, lade hende skrige og ralle, for det var jo præstens søn, det lille pjokkede svin.
   "SKRID!" skreg hun og vristede sig fri, knyttede næven krampagtigt, så det sved i hele armen og huggede den ind i hans grimme bolledejsfjæs. Forhåbentlig blødte det, for det havde han godt af. Han var falsk. Hun havde troet, at der endelig var en, som ville stoppe vanviddet og så havde han svigtet.
   Nu var det ham, der skreg, selvom det måske snarere var en brummen og hun så mod ham for at betragte sit værk og grine ham spotsk ind i øjnene, som hun før havde gjort, i fangekælderen. For nu var hun jo ikke der længere. Nu var hun her...
   Og det blødte fra ansigtet, hun havde hamret sin næve imod.
   Men ansigtet sad ikke på præstens søn.
   "Er det DIG?" udbrød hun, for hun kendte ham jo. Og han var ikke en af hendes plageånder.
   "Ja," svarede han og snøftede blod op uden at det lod sig stoppe. Han sad på gulvet, med hovedet lidt bagover, op mod kommoden. Nu vendte han ansigtet mod hende og lod blodet pible ned over læberne for at smile til hende: "Godmorgen, Cessie."
   "Jeg troede, du var præstens søn," mumlede hun mat.
   "Var han med til at gøre dig fortræd?"
   Hans stemme var mørk, af fortvivlet had til de, der havde pint hende og en forsigtig følelse af tryghed spirede, men der var så meget, hun måtte have at vide, for at kunne få styr på sine forvirrede tanker og indbildninger. Det væltede ind over hende med uafklarede spørgsmål og et af dem stillede hun straks:
   "Hvor er jeg?"
   "Hjemme," svarede han blidt, "hjemme i Duedalen."
   Overmandet af svimmelhed lagde hun sig ned og lukkede øjnene. Gennem en sær tåge, myldrede et tankehav; gang på gang havde hun forsikret dem om, at hun intet - absolut intet kendte til Duedalen eller til troldeguder og djævle - og nu var hun her.
   Hun havde råbt og kaldt - også på den skrumlende kærre, da alt håb lod til at være ude og de gennem en skov af groteske, hujende, glanende ansigter nærmere sig kvas-bjergene og de andre havde givet op. De andre? De rædselsslagne skrig - frådende flammer -
   Hun krøllede sig sammen, ville intet huske, men bare være en kattekilling i en solstribe - uden tanker om fortid og fremtid.
   Svagt registrerede hun, at han - manden, hun kendte - puttede dynen omkring hende og listede ud, for lidt efter at komme tilbage med en kost og feje skårene sammen, blive stående lidt og der efter stryge hende varsomt over kinden.
   Så sov hun.