Salen var oplyst af fakler, der hvilede i hænderne på gulklædte mænd. Med tre fods mellemrum stod de, tavse som statuer. Over det nyslebne egetræsbord hang en lysekrone, hvor i 12 vokslys fik de blankpudsede, kuppelformede krystalglas til at stråle og funkle som stjerner.
   Der var 12 stole omkring bordet. Den som stod for bordenden var fornemmere end de andre, betrukket med rødt fløjl, smykket med broderier og kantet med frynser.
   Flobby Hayes så sig omkring og tillod sig et lille smil. I den fornemme stol sad en høj, bredskuldret mand med gråt, krøllet hår og et velplejet skæg, som han lige nu strøg sig over med en barket næve, der passede dårligt til hans høje stand.
   Ved hans side, sad så Flobbys far; en lille, indtørret mandsperson, med store øjne i et arrogant rottefjæs - den berygtede, forhadte og myteomspundne general Hayes. Overfor ham sad den lille, tætte generalløjtnant Todd Maloney. Et par pladser var besat af oberster og resten af stedfortrædere af forskellige grader. Ikke alle djævle boede her i Duedalen, for trods hård modstand, nedslagtninger og meget andet fra fjendens side, så var de flere hundrede, hvoraf en del levede skjult og holdt deres djævleidentitet yderst hemmelig.
   Det måtte man lade kongen, far og de andre stiftere af djævleorganisationen; de havde forstået at organisere det, så de ikke lod sig besejre totalt. Og det var dette faktum, hans smil gjaldt. Det og så det sidste nye medlem af dette eksklusive selskab; drengen, der netop var trådt ind af døren og lignede et forlegent barn.
   En ung mand, måtte man vel efterhånden kalde ham og, idet han hilste gled det forlegne da også af ham:
   "Jeg beklager min lidt sene ankomst, men jeg havde noget at ordne. Nu vil jeg straks tage plads." Han huskede at bukke for kongen, gøre honnør og nikke rundt. Så satte han sig og et køligt skær gled over hans lidt for kønne ansigt.
   De havde meget at snakke om.

Med den ene fod på den brede læderbetrukne bænk hos Lilli, så Cessie sig omkring i stuen.
   "Det er jo kuns min Barney," havde Lilli beroliget hende og kysset den grumme djævel på kinden.
   Cessie havde smilet forlegent, både over kærlighedsytringen og over, at hun ikke havde forberedt sig på, at Lillis mand var en menneske-djævel. Dystre tanker var dog stadig tumlet rundt bag hendes pande, men nu var de som fejet bort af en god, stærk kost. Djævlen Barney var til møde.
   Cessie var mæt og følte sig godt tilpas. En knitrende ild var med til at skabe hygge og Julie legede sammen med en lille, jævnaldrene purk, Lilli sad i en gyngestol. Den rokkede blidt frem og tilbage, mens hun flittigt strikkede strømper.
   Hun nød synet af de legende børn og deltog i den hverdagsagtige samtale mellem Lilli og den unge datter, som hun sad ved siden af.
   Døren gik op og på strømpefødder listede Lillis mand ind i sin stue. Nu var han i almindeligt bondetøj og det var hans to sønner også. Bag dem kom Freddy listende og smilede til hende.
   Snart stod de udenfor i den mørke nat og så mod slottet, der lå badet i anarkatlys,
   "Vi tager af sted i morgen tidlig," sagde Freddy, "og jeg har Keith med hjem."
   "Hvor er han egentlig?" spurgte hun.
   "Hos din bror," svarede Freddy, "og dine forældre. Altså på kroen i Bakkeby."
   Det var der, hun var vokset op og havde boet, til hun giftede sig med Martin. Hun vidste det godt, men som noget der blot var et faktum - omgivelserne var som slettet og familien som spøgelses-silhuetter, hvis ansigter hun ikke kunne kalde frem.

Snart lå hun på værelset og mærkede, hvordan dynen langsomt lod sig opvarme af hendes krop. Hun strakte sig dvask og veltilpas under den.

Omtrent sådan havde hun ligget den nat: rullet ind i sin dyne, lyttende til husets lyde. De pibende flagermus i væggenes hulrum, en puslende mus og den slags.
   Martin var stået op. Måske fordi han skulle besørge, måske for at se til dyrene? Det huskede hun ikke, men lydende, der med et nåede hendes sanser, dem huskede hun.
   Pludselig huskede hun!
   Yderdøren gik op. Tunge støvler trampede indenfor og fra stegerset lød der et sønderrivende, hjerteskærende skrig.
   Hvem skreg?
   Som den gang gjorde hun sig lille, gemte sig rystende under dynen og prøvede på at samle sine tanker.
   Dengang snakkede Martin. Ordene vældede ud af ham og blandede sig med de rå stemmer.
   Hvad ville de? De talte om våben, som Martin skulle smede. Han sagde, at han ikke var våbensmed, men så talte de om lamper og hestesko. De havde brug for mange ting og når man havde gæld, men ingen penge, så måtte man jo betale på anden måde.
   Det var essensen af deres krav. Det var det, de var kommet for.
   Var det deres snak, der fik hende til at forstå, hvem de var? Eller fattede hun det først, da døren til sovekammeret fløj op og Keith stak i et vræl?
   Mindet om hans gråd, skar i hende og hun trykkede håndfladerne mod hovedet.
   Det gjorde ondt at huske.
   Hun var sluppet væk. Med Keith i armene, trykket ind mod sin gravide mave, var hun skræmt tumlet af sted, ud af landsbyen og ind i skoven - ud til Sita.
   Hvordan var hun sluppet væk? Hun så det jo for sig. Den grinende djævel, der stod i døråbningen - ikke en hornet djævel, som i Biblen eller myterne, men en mand i rød kjortel, sorte bukser, sømbeslåede støvler og en bredskygget hat.
   Men den broderede djævel på hans kjortelbryst - den havde horn og var blå. Ondt glimtede den mod hende og virkede levende. Hun skreg.
   Den gang og nu.
   Så kvalte hun skriget. Med hånden for munden satte hun sig op og stirrede ud i mørket.
   Var der mon nogle, der havde hørt det?
   Måske Sita eller Freddy?
   Det ville ikke gøre noget, for de ville måske komme ind og snakke. Men tænk, hvis en af djævlene hørte det? Holdt de mon virkelig med hende eller ville de blive vrede?
   Hendes dunkende hjerte slog endnu hårdere og hurtigere, da en tanke ramte hende:
   Hvis hun, som alt tydede på, var beskyttet af djævle -var hun så virkelig en ond heks??
   Hvad havde hun gjort, siden de havde arresteret hende?
   Hun måtte huske det - det var vigtigt.
   Hvis hun havde været ond, så ville hun ikke være det mere - hvis ikke, hvorfor havde de så ville brænde hende?
   Årh, der var så mange ubesvarede spørgsmål. Hun kunne ikke sove mere lige nu, så hun kunne lige så godt stå op og skrive det modbydelige minde ned, inden det flaksede bort og blev et med glemslens tågeslør.
   Siddende i lysets blafrende skær, lykkedes det hende at fastholde det vigtigste og bogstaverne blev til at læse. Tilfreds satte hun punktum og i det samme puslede det henne fra døren. I et nu, troede hun det var faderen og at han ville skælde ud. Han brød sig jo ikke om at hun skrev; det var ikke for pæne unge kvinder, der en dag skulle giftes.
   Hendes lidt ængstelige blik blev dog til et strålende smil, da hun med et vidste, at det var Freddy.
   "Nå, du sover ikke," konstaterede han.
   "Det gør du heller ikke," returnerede hun og gabte, så det knagede i kæberne.
   "Mor snakkede om, at du skrev minder ned," bemærkede Freddy så.
   "Ja," indrømmede hun ivrigt, "nu skal du høre,"
   Hun læste det skrevne og han kom nærmere. Sad helt stille og lyttede opmærksomt.
   "Så var det, at jeg løb ud til jer," tilføjede hun, da der ikke stod mere på arket.
   Han nikkede.
   "Og der fødte jeg Julie?"
   "Hun var meget lille," supplerede Freddy, "men også meget sød."
   Cessie huskede, hvad Sita havde fortalt og hvad Mary havde påstået.
   "Da hun skulle døbes, tog jeg hjem til mine forældre - dem der ejer kroen i Bakkeby. Der hvor Keith er nu."
   Freddy nikkede igen og så opmærksomt på hende, som om han ventede en konklusion eller et spørgsmål, men hun talte mest med sig selv og fortsatte:
   "Jeg kan ikke huske min bror. Ikke rigtigt, men jeg tror, vi var meget sammen, da vi var børn, for lige da du kom ind, for det gennem mig, at det kunne være John. Jeg...."
   Nu trængte nogle spørgsmål sig på og måtte stilles.
   "Har du nogensinde mødt min bror?"
   Endnu en gang nikkede Freddy. Et strejf af væmmelse for over hans ansigt og mundvigende blev krænget en anelse nedad: "Jeg sov der en nat, for jeg fulgte dig og Julie til kroen. Og jeg så ham igen, da han og Martin kom efter dig. Han kan ikke lide mig, men jeg tror du har ret i, at han kan lide dig."
   Mange flere spørgsmål trængte sig på, men da hun så opmærksomt på hans ansigt, gik det op for hende, at han faktisk var meget træt.
   "Du trænger til søvn," udbrød hun, en smule skamfuld. Hele tiden tænkte han på hende, men hvor meget tænkte hun på, hvordan han havde det? Og i morgen skulle han ride langt. Hvor langt anede hun ikke og hvorfor plage ham med flere spørgsmål?
   Sengen var bred og måske holdt de væmmelige af minderne sig borte, hvis han lå hos hende.

Det gjorde de, men da hun, med et smil, vågnede, var der kun et aftryk tilbage af ham i sengen.

******

Krofatter Edwards læste højt af bibelen, som han havde gjort hver søndag, så langt John kunne huske tilbage. I næsten lige så lang tid, havde han ladet som om han lyttede andægtigt. Nu var han en granvoksen mand på 31, men i disse dage, var han her sammen med en deling af sine mænd. John var oberst i Folkehæren, der var oprettet som et værn mod de hærgende djævlebander. Faderen frygtede, at de ville komme efter Cessies søn og John skævede til sin nevø. Den syvårige dreng sad ganske stille, med blikket som klinet til vinduet - og han hørte næppe et ord af, hvad der blev læst..
   Drengen savnede sikkert sin moder og vidste forhåbentlig ikke, hverken hvad der skulle være overgået hende eller hvad der i stedet var hændt. Han var næppe stor nok til at forstå, at når Djævlen havde fået en sjæl, så fandtes der kun frelse ved døden i den lutrende ild. Selv havde han da også følt nogle smertende jag, for Cessie var jo dog hans lillesøster - men hun havde nu alle dage været et mærkeligt pigebarn og det var vel derfor Den Onde havde haft nemt spil.
   Gudskelov var det lykkedes ham, at få drengen bragt til sine bedsteforældre, inden sheriffen, præsten og de andre, hentede hans ulyksalige moder.
   Han havde gerne holdt sig hjemme den dag, hun skulle dø, men var jo oberst og måtte være der, for at forhindre djævlene i at befri Cessie og taterkællingen. Det var ikke lykkedes. Mary havde de givet en "mild" dom - 59 piskeslag. John holdt meget af Mary, som han havde haft et forhold til, da de begge var meget yngre - og det var med meget blandede følelser, han erfarede, at de onde djævle også forhindrede hendes straf.

Johns far lukkede bogen og så rundt, sukkede veltilpas og foldede hænderne bag sin nakke,
   Drengens mund åbnede sig og øjnene rundedes. Var der noget på færde uden for vinduet? Eller betragtede han bare de væbnede folkesoldater, der i deres lysegrønne uniformer vogtede kroens husfred? Ikke mindre end 30 mænd havde han posteret rundt om bygningen og det skulle vel være nok til at skræmme eventuelle djævle eller om nødvendigt tage kampen op mod dem?
   John kiggede ud for at sikre sig, at de stadig stod på deres poster. Det gjorde de, men længere nede i haven, var der noget, der bevægede sig. Luskede skikkelser sneg sig gennem det sensommer-gule græs.
   Hvilke luskede landstrygere vovede dette ved højlys dag?
   Komme snigende her i deres røde kjortler og med deres sorte hatte...
   Røde kjortler!
   "Bered jer!" skreg John, "Djævlene er her!"
   Straks efter stod far og famlede efter bøssen, der hang på væggen. Eftersom det var det eneste våben så karlene sig forvildede rundt. Hastigst rodede John i tasken under bordet og kylede nogle forlade-pistoler frem mod dem. De var nymodens og han håbede karlene fik mod nok til at regne ud, hvor aftrækkeren sad.
   Det buldrede på døren og i en hastig bølge skyllede angsten ind over ham. Så tog han sig sammen.
   Han følte de andres angst og vidste de behøvede hans myndige ro. Hastigt forvandledes han til en rolig og klart tænkende oberst.
   Faderen derimod, havde forvandlet sig til en rystende, skælvende kujon, der siddende under bordet, kommanderede den ældste af karlene til at lukke døren op.
   Gamlingen lukkede op og tunge støvler trampede ind på det nyfejede gulv.
   Der stod han -
   Johns blik søgte kjortelbrystet, for der broderede DE graderne med perlebroderi af djævle og stads. Og stjerner - stjerner til officererne.
   "Her - herren skylder må måske penge?" stammede det gamle skrog.
   "Næh," lød svaret, "men han har en dreng i sin varetægt og ham skal jeg snakke med."
   Johns hånd krummede sig om aftrækkeren. Ja så, det VAR Keith det gjaldt, men nu skulle han sige den djævel et par alvorsord!