Han segnede om på gulvet og den lysegule skjorte blev rød som en djævelkjortel. Det levrede, sortrøde blod stod op som et springvand, fossede ud over gulvet og løb i zigzag -mønstre hen ad de blanke, glathøvlede brædder. Johns øjne skinnede som grønne katteøjne.
Keith skreg og for løs på den triumferende mand, som med en vanvittig latter løftede drengen op og kylede ham hen ad gulvet.
Da drengens blod blandede sig med Freddys, vågnede Cessie og satte sig op.
Lige foran hende skinnede Johns øjne grønt.
Hun rystede over hele kroppen og krammede den svedige dyne.
Hun havde igen haft mareridt.
Der var gået fire døgn, siden Freddy red fra Duedalen. Hun vidste, at han ikke var alene. Lillis mand og flere andre var med og Lilli havde fortalt, at endnu flere ville slutte sig til undervejs.
Så de var mange mænd om at hente Keith
Hun ville ikke tænke på dem som "djævle" - selvom det var det, de var. Ikke den slags fra Helvede eller fra dybet, hvor de underjordiske holdt til, efter hvad Sita troede på. Men menneskedjævle. Djævle som de, der havde bortført Martin. Hun vidste stadig ikke, om de var onde eller gode, heller ikke hvad hun selv var og hun orkede ikke at tænke for meget på det.
De fire dage var gået med at skrive, besøge Lilli og gå nogle ture i Duedalen. Hver dag følte hun sig raskere end den forrige. Og hver dag dukkede nye minder frem og blev prentet ned. Hun skrev også lidt om, hvad der hændte i dalen, så det blev en noget blandet historie, der sprang ud af den blå fjerpen. Hun glædede sig til at læse den højt for Freddy, når han kom tilbage.
Nu sad hun op i sengen og hjertet dansede mod hendes ribben i en heftig nat-kædedans til tonerne af hjernens angste sang: "Hvis - HVIS - hvis."
Det var sangens eneste ord og hun ville ikke lade ordet smutte ind foran de andre ord. De kom tilbage, hamrede det i hendes baghoved. Så smuttede ordene drilsk bort fra den tildelte plads og med et triumferende grin krøb ordet "hvis" hen og stod foran dem.
Cessie vred sig. Hun pressede håndfladerne mod hovedet. Det hjalp ikke.
HVIS de kommer tilbage... summede det igennem hende.
Og så lettede det alligevel at tænke tanken. En gang formet og tænkt, blev den flygtig og veg for andre tanker.
Hendes angst havde drejet sig om Freddy, ikke om broderen - men hun havde dog ellers husket ham.
Hun stod ud af sengen, rodede op i ildstedets gløder og fik tændt lys. Søgende gled hendes blik ned over side efter side til hun fandt ordene;
"John og jeg havde vore egne lege og de var spændende. Det var også John, der plagede fader, så at jeg fik lov til at læse sammen med ham - og skrive. Min broder havde privatlærer, for jeg tror fader drømte om, at han skulle blive en lærd mand. Hvorfor? Ville det ikke være mere forståeligt, om han skulle overtage kroen? "
Derefter fulgte nogle glimt, der fortalte små pudsige episoder, som hun havde husket - episoder, hvor de havde moret sig eller hvor John havde hjulpet hende.
Cessie smilede; der var ingen tvivl om, at han havde holdt af hende, da de var børn, men var hans kærlige følelser sluppet op, da hun blev voksen. Måske da hun lærte Freddy at kende ?
Eller da John fandt hun af, at hun kendte ham. Freddy havde jo fortalt, at han fulgte hende hjem på kroen, da Julie skulle døbes. Havde John på forhånd hørt noget om Freddy?
Nu summede det igen i hendes hoved. Hun pressede ansigtet mod sine håndflader og greb efter de svage billeder, der krøb frem et sted fra:
De gik gennem en stor skov. Drengen var nogle skridt foran og hans sorte hestehale daskede mod den brune nakke. En primitiv bue hang mod hans lysegule bondeskjorte og lidt over den hang et pilekogger af blåt skind.......
Cessie rynkede panden. Blåt? Kunne det passe, at skindet havde den farve? Der fandtes da ikke blå pelsdyr? Eller gjorde der?
Irriteret kløede hun sig på issen, hvor nyt hår begyndte at vokse ud. Det var jo en ligegyldig detalje, hvad farve det pilekogger havde. Det væsentlige var, at drengen var Freddy.
Og at de var på vej til Bakkeby og hendes forældres kro.
Freddy bar på en flettet kurv og der i lå Julie. Hun var vokset meget og nu turde de tage hende ud.
Desuden var det blevet forår...
Julie måtte være født om vinteren og have været meget lille. Det havde Freddy jo også sagt.
Så - nu ikke flere sære detaljer. De måtte jo været nået hjem og mon far, mor og John blev overraskede?
John boede jo ikke derhjemme mere, men han var der da.
John havde korngyldent hår og samme slags opstoppernæse, som hun selv. Han havde overskæg, men ikke fuldskæg og hans øjne var grønne. DEN aften så hun ind i dem og de var meget alvorlige, men også fyldt med urolig broderkærlighed.
"Du kan ikke blive boende derude," sagde John, "Ingen kan bevise at kællingen er en heks, men knægten, du har med dig, er en djævelsk dæmon og du havner i hans spind, hvis du ikke slipper væk i tide.!"
...Hun havde protesteret. Hun havde det godt hos Sita, men ville selvfølgelig videre engang. Når Julie blev større, kunne hun måske blive husholderske et sted. Og Freddy var noget så flink, bestemt ingen djævel og desuden kun en dreng. Alt det havde hun sagt og John havde svaret, at så måtte hun vel tage tilbage til Sitas hytte, men så burde hun holde godt øje med Freddy og når hun fandt ud, at han VAR en djævel, så måtte hun komme og sige det.
Overbevidst om Freddys uskyld, havde hun lovet det.
Cessie stod blandt en del andre fra Dalen og spejdede mod en af de omkringliggende bjerge.
Råbet havde lydt, at nu kom de tilbage og alle, der kunne slippe, hvad de var i færd med, gjorde det. Mick hang der, hvor Lillis hofte en gang havde været. Julie holdt Cessies i hånden og travede pludrende og småsnakkende af sted.
Bjergene stod så tæt, at de næsten voksede sammen, så hvordan kom man igennem?
De var nået ud på engarealet, hvor de blå kornblomster holdt sig endnu og enkelte kedelige margeritter stod mellem forblæste valmuer. Oven over dem, var himlen overskyet, men mellem de grå, fnuggede og regntunge skyer kæmpede en bræmme af sollys for at trænge igennem.
Nu gungrede det fra en bjergvæg under et troldelignende klippefremspring. Travede en horde af heste i gennem bjerget? I et nu frygtede hun, at sanserne spillede hende et puds. I næste nu fik hun øje på en rytter, der kom ud af den stejle bjergside. Der VAR en passage, stor nok til at man kunne passere igennem på hesteryg.
Rytterens sorte hest vrinskede og gjorde et kast med halsen, så dens lige så sorte manke bruste om den. Foran rytteren sad en skikkelse og ved siden af travede en gråskimmel. Passagen var altså bred nok til at to ryttere kunne være side om side. Endnu to ryttere kom til syne og snart vrimlede det med dem. Så vidt hun kunne se, var alle rytterne i røde djævlekjortler og selvom hun vidste, at Freddy var blandt dem, jog en stråle af angst gennem hende.
"Manger hester!" jublede Julie.
"Ja, der ER mange," mumlede Cessie og løftede pigen op, så hun hang på hoften.
Sammen med den øvrige, ventende flok trådte hun lidt til side, men det var ikke nødvendigt. Anføreren så bagud og gav en besked. Den lød fra mund til mund og så stoppede skaren.
Anføreren stoppede lige foran hende. Med mulen undersøgte hesten hendes arm.
Nølende strakte hun sin frie hånd ud mod den for at klø den i panden. Hun fæstnede blikket på et hvidt blis, der lignede et forvredet hjerte. Selvom anføreren måtte være på hendes side, havde hun ikke lyst til at møde hans onde, dystre øjne.
"Så er vi her."
Hun kendte stemmen. Den var blid, varm og venlig.
Den måtte komme fra en af rytterne bag ved.
"Mor!" udbrød en stemme og hun så op. Foran anføreren på den sorte hest, sad en lille dreng, med brunt hår og fregner.
"Keith," sagde hun uvilkårligt og vidste, at hendes stemme manglede glød. Den udtrykte ikke overvældende gensynsglæde. Inden det første strejf af usikkerhed, bredte sig i det fregnede ansigt, smilede hun, så varmt og venligt hun kunne.
"Endelig er du her," sagde hun, "hvor har jeg savnet dig."
"Jeg har også savnet dig," sagde drengen stille og lod sig ikke overbevise af hendes ord.
"Vil du ned til mor eller vil du være med til at stalde hestene op?" spurgte den grumme anfører.
Hvorfor sad drengen foran på hans hest og ikke på Freddys?
Drengen tøvede og Cessie stirrede på perledjævlen, kraniet og de fem gyldne stjerner, der slog fast, at rytteren var officer og anfører.
Sandheden ramte hende brutalt og hun så op ad ham, så det lange sværd, der hang ned langs låret, de skinnende pistoler og buen over den ene skulder. Han var sandelig bevæbnet til tænderne. Pilekoggeret over den anden skulder var nyt og så fornemt ud.
"Jeg vil med i stalden," bestemte Keith sig.
"Godt," sagde Freddy, "så snakker vi med mor og Julie bagefter."
Stemmen var rolig, men da hun omsider så på hans ansigt, opdagede hun et usikkert glimt i de dybblå øjne.
"Du er..." begyndte hun.
"Generalløjtnant Keily," fuldendte rytteren bagved hendes ytring. I et glimt så hun manden, der hed Flobby. Hastigt så hun væk fra ham og ind i Freddys blå øjne.
Med ben som kviste i kuling, pillede hun febrilsk ved kysebåndene.
Hun havde indset for flere dage siden, at han var en djævel, men at han ligefrem var deres anfører?
"Kom med," sagde Lilli beroligende, "De bliver jo dårlig igen."
Cessie samlede sig og sagde til de blå øjne: "Vi ses hos Lilli." Og hun fremtvang et smil mod fregnerne.
Hun ville ikke se de bagbundne mænd i de snavsede grønne uniformer, så hun lukkede øjnene og forviste synet til et aflukke i sit trætte sind..
Hos Lilli faldt hun til ro og Julie legede. Endnu engang havde den hyggelige stue en nærmest magisk virkning og da Freddy trådte over dørtærsklen, med den usikre dreng i hånden, rejste hun sig og sendte dem begge et strålende velkomstsmil. Ud af øjenkrogen så hun Lilli omfavne sin mand og derefter klappe de voksne sønner på skuldrene. Hun bredte armene ud mod sin søn. Med museskridt kom han nærmere og puttede sig forsigtigt ind til hende.
"Mor," sagde han længselsfuldt og hun lagde armene om ham. Selvom det gjorde ondt, ville hun ikke støde ham bort. Der blev dog straks anledning til at ophæve favntaget.
"Dumme!" vrælede Julie og hev Mick i håret, så Cessie måtte skille dem ad og formane den lille purk om, at kludedukken var Julies.
Med en triumferende, forgrædt pige på skødet, hørte Cessie Keith fortælle:
"Ved du hvad, mor? Onkel John havde stillet mange af sine soldater op, men djævlene listede sig ind på dem og så kunne de slet ikke klare sig. De kunne ikke, mor. Du kan tro, at onkel var sur, men så spurgte Freddy da bare, om jeg gerne ville med hjem til dig. Og det ville jeg da selvfølgelig. Men morfar blandede sig og ved du hvad, mor? Så ville han skyde Freddy og ved du så hvad?"
"Nej," brød Cessie forfærdet ind i sønnens talestrøm, Han talte så ivrigt, som om det alt sammen bare var en spændende leg, men han havde sikkert været bange.
"Så sagde Freddy bare, at det var da dumt, for hvis at han skød så blev hans kammerater nok sure. Altså Freddys - ikke også, mor? Og så turde morfar slet ikke, men rystede som en Esben, der løv."
Cessie trak på smilebåndet af den pudsige opfattelse af ordet "espeløv". Tilsyneladende var drengen ikke så glad for sin strikse morfar. Når han kunne fortælle sådan om det, var der nok heller ikke sket hverken mor, far eller John noget alvorligt. Det ville vel have chokeret ham?
Freddys skæve smil beroligede hende,
"Pludselig blev de til at tale med," sagde han.
Overtalelsesmetoden var ikke helt fin, men drengen var her og så glad ud.
De gik op på slottet og drengen var begejstret. Som hun selv havde gjort, følte han sig midt i et dejligt eventyr. Freddy klædte om og de gik tur i den skønne have. Bagefter travede de en tur mellem markerne, der lå bag ved slottet. Folk i bondetøj og folk i lysegult var i færd med at høste de sidste roer.
Som uendelige rækker af grønbrune toppe, stod de i rækker. Geled efter geled, som soldater og mellem dem dukkede røde valmuer og pralende hyrilits op. De røde småblomstrede hyrilits stod i sensommerpragt, så de røde kronblade var blandet med de hvidgule, afblomstrede frø.
En bølge af ubehag skyllede ind over Cessie og hun krammede børnenes hænder, men da hun mærkede deres uro over det, trak hun vejret dybt og forviste ubehaget til "senere-krukken" i sit sind. Intet skulle ødelægge idyllen.
Senere. Det var et godt stykke hen på aftenen og børnene sov trygt; Keith lå i Freddys seng og Julie ovre hos Lilli.
Cessie sad ved skrivebordet og tegnede kruseduller, med rødt blæk. En blækklat løb ud over dem og lignede en strøm af blod.
Freddy lå på hendes seng. Selvom han var bleg og så træt ud, lignede han en engel, i sin hvide særk.
Men det var han ikke og de blev nødt til at tale om det.
"Du ER en djævel," konstaterede hun.
"Ja," svarede han bare, men det forekom hende, at en masse spørgsmål og forklaringer lurede bag dette ene ord.
Freddy satte albuen i madrassen, støttede sine ene kind mod håndfladen og så afventende på hende.
Han var vel ikke sur? Lidt usikkert, men opsat på at få endnu nogle detaljer halet frem af tågerne, udslyngede hun et af de flimrende billeder, som synet af roemarken havde fremkaldt:
"Du påstod, at du ikke var en djævel!"
"Hvornår sagde jeg det?"
Han lød så irriteret, at en nervøs trækning fik Cessies overlæbe til at bæve.
"Hjemme hos din mor, før de kom, mens vi var i roemarken," plaprede hun hurtigt af sig og stirrede på klatten, der begyndte at størkne.
"DENGANG var jeg det ikke," snappede han.
"Men djævlene kom," huskede hun og satte ord på billederne, der nu lod sig forstå og sammenfatte,
Kedsomhed, der afløstes af rædsel.
Da Freddy åbnede munden, havde stemmen en forurettet klang og ordene var et forsvar. Måske skulle hun have formuleret sig anderledes, knapt så anklagende ? Men det var for sent.
"De var fulgt efter din bror og de andre," forklarede Freddy, "jeg bad dem sgu ikke om at komme, men Martin var jo stukket af fra dem og det passede dem ikke."
"Martin kom for at hente mig," huskede Cessie.
En dyster sky gled over Freddys ansigt og han spurgte heftigt:
"Hvorfor tog du med??"
Han bed sig i læben, som for at kvæle sit anklagende tonefald, men hans blik stak som spidse nipsenåle.
"Det ved jeg ikke!" udbrød hun fortvivlet.