Hun vidste, at hun havde hørt om det slot, men hun troede ikke, hun havde set det før. Alting var som et eventyr og hun befandt sig midt i det, så hun kunne ikke lide at bryde idyllen med en masse spørgsmål.
   "Synes du det er pænt?" spurgte Freddy og hun nikkede overvældet.
   "Det er genopført omtrent i sin oprindelige stil," sagde Freddy, "og det var et stort arbejde, siger de, der var med." Hun drejede sig halvt omkring efter stemmen og så ham smile til hende - et smil, der virkede lidt forsigtigt, lidt stolt over stedet og samtidig spørgende, bekymrende.
   Cessies fik øje på to statuer. Lidt mere end mandshøje stod de på hver sin side af den brede dør, som for at passe på, ingen fjender fik adgang. De var skåret i træ, havde horn i panderne - eller ud fra issen - det kunne hun ikke helt afgøre og tog et skridt nærmere for at bedømme det. Det var i tindingerne de buede horn sad, men straks gled hendes blik videre til deres runde øjne, der virkede så livagtige, at hun var lige ved at skrige. Det blev dog blot til et lille, mat gisp, mens hun forundret stirrede på de røde, skinnende øjne.
   "Det er rubiner," oplyste Freddy. Forklaringen forvandlede skrækken til fascination. Rubiner var særdeles kostbare og sjældne ædelstene, vidste hun da - men havde ikke tænkt på, at det kunne være forklaringen.
   "Er de djævle?" hviskede hun, stadig en smule beklemt. Han tøvede et øjeblik, før han ganske kort svarede: "Ja."
   Hun rystede lidt. Så var hun måske havnet et sted, hun ikke ville være?
   Freddys hånd i hendes og hans kærlige blik, bortjog næsten de skygger, der sneg sig ind over hendes milde fornemmelser og hun forjog dem gladelig til et sted, hvor de knapt kunne sanses.
   Skyggerne forlod ikke helt hendes sind, men hun ville jage dem helt bort og sugede begærligt til sig af skønheden i slotshaven.
   De gik forbi dammen med åkanderne - det svimlede en smule, men hans hånd var stærk og sikker. Han trak hende lidt tættere ind mod sig, men rørte ikke hendes værkende krop.
   En frø kom hoppende i mod dem. Havde måske længe været på vej mod dem, men nu så hun den i græsset, med retning lige mod Freddys ene støvlefod. Åh nej, bare han ikke trådte på den.
   Han trak foden til sig, knælede og strakte håndfladen ud. Frøen stoppede op og svansede lidt for virret omkring. Forsigtigt tog Freddy om den, satte den på sin håndflade og løftede den op. Der sad den og stirrede på hende.
   "Vil du holde den?" spurgte han, men nej - det skulle hun nu ikke nyde noget af. Den var spændende at betragte, men så underlig at røre ved. En eller anden var tit kommet med frøer, som hun skulle ae - var det Freddy? Nej, så barnlig var han vel i almindelighed ikke?
   "Du kunne jo kysse den," drillede han, "og forvandle den til en prins."
   "Jeg har jo - "begyndte hun og tav, for hvordan var det mellem hende og Freddy. De måtte da være kærester? Men hun var ikke rigtigt sikker.
   Han lod kræet hoppe videre og der var flere som gjorde den selskab, så de måtte passe godt på ikke at træde på dem.
   Det svirrede og spillede i græsset, der med et blev højere, som havde gartneren og hans medhjælpere ikke haft tid til at svinge leerne her. Det lød som græshoppemusikanter, men var det ikke lidt sent på året? Nå, hun vidste jo ikke, hvor langt de var rejst fra det truende bål og måske gik insekterne senere i dvale i denne forunderlige dal? Nysgerrigt så hun sig om og der i græsset sad ganske rigtig en stor grøn fætter og gned sine lange ben, så det klang. Hun smilede og stoppede. Og selvfølgelig sprang musikanten bort i lange hop.
   Et kort nu hørte hun endnu artsfællernes svage, sprøde musik, så blev den overdøvet af andre lyde; en svirren og knitren, hvor i der blandede sig et kaudervælsk af stemmer.
   Hun rettede sine sanser mod lydende. Det fik hende til at se en klynge store blomster , der skød op mellem vildtvoksende siv. De fleste var visne, men nogle havde endnu deres store hvide kronblade. Som sitrende spiraler snoede der sig lilla aftegninger ud mod de svagt lilla blomsterknopper. De lignede margueritter, men var meget større. Splittet mellem nysgerrighed og uro, stoppede hun igen op og tog så et museskridt mod de ukendte blomster.
   "Forsigtig nu," hviskede Freddy, "alferne vil helst ikke forstyrres. De drager snart videre."
   "Alfer?" udbrød hun. Han pjattede vist og hun forventede et drillende smil, men hans ansigt var alvorligt.
   Det var som om blomsterne kaldte på hende og hun gik nærmere. Hun fornemmede at Freddy blev stående. Skævende bagud, blev hun tillige klar over, at han trippede uroligt, men han var vel ikke hendes vogter? En pludselig følelse af trods vældede frem i hende og hun skød nogle siv til side, nærmere sig en blomst og følte dens duft. Den var sødlig og på samme tid besk. Hun genkendte den, men hvorfra?
   Et vagt minde om en dag i Sitas hytte dukkede frem, men inden hun fik styr på slog en bølge mod hende: en skarp, modbydelig stank, der bortjog blomsterduften og fik hendes mave til at vride sig.
   Hun vendte sig forfærdet bort. Han var allerede henne ved hende.
   "Jeg sagde..." begyndte han og bed sig i underlæben. Før han mildt foreslog: "Lad os gå videre.
   Her er æbler og roser. Eller er du for træt?"
   Stanken var tæt på og det puslede mellem sivene. Kunne det være et rovdyr, der havde sneget sig frem? Måske en ræv, en los eller en vild hund? Sådan var det vel og kræet havde nok rullet sig i afføring.
   Hun VAR lidt træt, men endnu mere var hun ivrig efter at få smukke sanseindtryk til at erstatte rædslerne med, så hun tog hans hånd.
   "Æbler?" smilede hun og han nikkede.
   De gik videre. De kaudervældske stemmer blev højere og var fra mennesker. De snakkede sammen og hun skelnede enkelte ord, nogle var tydanske, andre fra andre tungemål.
   Bag sig og om sig fornemmede hun skrabende, hvæsende lyde - og selvom stanken blev svagere, syntes hun stadig hun kunne mærke den i sine næsebor.
   "Svovl!" gispede hun, idet hun blev klar over, hvad stanken mindede mere om end om et rovdyr.
   Freddy glippede nervøst med øjnene, men kun et øjeblik - så smilede han roligt til hende: #Det er vel gartneren eller en af arbejderne, der ryger en pibe. Generalen vil ikke have det, så "skurken" gemmer sig vel - men bare han ikke futter græsset af, så lad ham da. Synes du ikke?"
   Hun nikkede og lo lidt. Freddy var så rar og god.
   Nu så hun de talende. Omkring store træer, der bugnede af frugter var gulklædte kvinder og børn i færd med at høste. Rollinger løb omkring og større børn strakte grene ned eller var kravlet op i træerne. Der var ingen mænd, men et par enkelte opløbne knægte i 13-14 års alderen.
   Pludselig blev der stille. Det var som om de legede en gammel barneleg og en eller anden havde råbt ståtrold. Kun nogle småbørn legede videre, uanfægtede af kvinders tyssen.
   "Det er ham," udbrød en dreng og trak i ærmet på en lidt større dreng.
   "God dag, folkens." hilste Freddy venligt.
   "En mumlen lød som genhilsen og flere gloede nyfigent og undersøgende på Cessie.
   "Det her er enkefru Cecillie Johnson," præsenterede Freddy og slog med hånden ud mod arbejderkoner-og børn: "og dette er folk, som høster de mange frugter. Pas nu på, den bitte der oppe ikke dratter ned, Adda."
   "Jow, det skal en nok," forsikrede konen og nejede ufikst.
   "Lad være med det," udbrød Freddy og skævede forlegent til Cessie.
   "Undskyld," jamrede Adda, "en skal nok gøre det bedre."
   "Du behøver ikke neje for mig - ikke da midt i æbler og pærer."
   En anden kone hev Adda i armen og hvæsede: "Nej, søreme om vi vil bøje os for den slags."
   Addas blik flakkede forskrækket fra Cessie til Freddy, så lod hun sig flå med af den anden og de strakte sig begge efter nogle æbler.
   Der lød et hyl og i næste øjeblik så Cessie nogle stribede uldsokker sparke i luften. De tilhørte en dreng der klamrede sig til en gren, som havde fået et knæk, men dog holdt endnu.
   Fødderne befandt sig et stykke over jorden. Freddy rystede kort på hovedet og som et lyn stod han der, med hænderne mod drengens liv.
   "Jeg har dig," beroligede han, "giv bare slip på grenen."
   "Jeg smagte bare en bid," peb drengen og gav slip med den ene hånd.
   "Der er nok af dem," sagde Freddy, "spis du bare, men lad dig nu dale ned, lille kammerat."
   Drengen adlød og snart anbragte Freddy ham på jorden. Han pilede hen mod Adda, der sikkert var hans mor.
   "Nå," sagde Freddy, "det var de roser, du skulle se."
   Cessie hørte ham ikke. Hun stirrede på drengens lille, fregnede ansigt, hvor et par store øjne betuttet iagttog hende. Drengen var ikke kommet alvorligt til skade.
   "Keith!" udbrød hun lamslået.
   "Jeg hedder altså ikke Keith," protesterede drengen.
   "Jeg henter ham," sagde Freddy og lagde meget varsomt en hånd mod hendes skulder. Hun lod sig lede videre og hendes tanker blev lidt klarere omkring det med navnet,
   "Jeg har også en søn," blev hun klar over, "sig mig - hvor mange børn har jeg egentlig?"
   "To," svarede Freddy, "du har to børn - Julie og Keith. Drengen er hos din bror. Jeg henter ham, hvis du synes. Jeg tror, han savner dig."
   "Jeg havde glemt ham," jamrede hun forvirret. "jeg - hvor kan jeg det?"
   "Det er vel det, de har gjort ved dig." svarede Freddy stille.
   Når Freddy hentede hendes søn, så skulle det hele nok blive godt og hvorfor så ikke nyde haven?
   Savnet, der var blusset op, glødede som en forsigtig bold af hukommelse, så svandt den ind og lå som en lille perle et sted i sindet, hvorfra mindet en gang skulle dukke klarere frem.
   Nu stod de foran noget, der mindede om en trappe, men den var næppe til at gå op af, for den var smykket med de skønneste roser, hun nogensinde havde set. De duftede vidunderligt og nogle trætte humlebier svirrede omkring dem. De var store og røde som blod, men på de næst øverste trapper, stod der snehvide roser og allerøverst oppe, som på en flad bakketop eller et plateau blomstrede der gule roser, med et svagt orange skær af solskin og blommer.
   "Hvor er de yndige," udbrød hun henåndende.
   Hun indsnusede duften og gik nærmere mod pragten. De duftede - nej, de stank - af svovl -
   Så skreg hun - højt og skærende.
   Av - det gav et smæld i nakken, en pludselig skærende smerte.
   Uvilkårligt vendte hun sig og fik øje på en lang knægt, der stod et stykke derfra.
   "Hvor vover du?" råbte Freddy. Hun vendte sin opmærksom hed mod ham og han var gloende, spruttende rød i ansigtet af kogende raseri. Han for frem mod lømlen, der veg baglæns, men uden at det nyttede. Freddy greb ham i kravetøjet og ruskede ham.
   "Skal du kaste sten på Cessie?" brølede Freddy ind i fjæset på lømlen.
   Det isnede i Cessie. Hvorfor ville nogle hende ondt, her i den fredelige slotshave??
   "Bll," mumlede stenkasteren og kunne vist ikke snakke for rysteturen.
   Freddy lod til at indse det og gav slip.
   "Svar!" krævede han med lynende øjne i et ansigt hvor det kogende raseri var veget for en bleg kulde - en isnende vrede og afsky.
   "Jeg ville ikke ramme hende!" påstod knægten og stirrede bange, men hadefuldt og trodsigt på Freddy, "det var Dem jeg ville ramme."
   "Jaså," sagde Freddy, "og hvad vil du så opnå med det?"
   " At det gjorde ondt squ da," erklærede drengen.
   Freddy målte ham med øjne, der var mørke af vrede. Så skævede han til Cessie, der følte en sær lettelse over, at det ikke var HENDE, der stod for skud , men dog skyndte sig også at tænke, at det da var mærkeligt at hvalpen var vred på Freddy, der virkede så god som dagen er lang - som en rigtig engel.
   Nå - måske havde de haft nogle skærmydsler, men det var naturligvis overordentlig utilstedeligt at kaste med sten og det måtte straffes.
   "Ja så," sagde Freddy for anden gang og samlede en sten op, Måske den samme, måske en anden, der tilfældigvis lå der. Den var knoldet grå og så almindelig ud. En smule skarp, men ikke som en kniv og den var ikke særlig stor.
   "Kan du se, den pæl, der ovre - den det nye elmetræ skal vokse op af??"
   Drengen nikkede mut.
   "Prøv at ramme det," opfordrede Freddy i et hårdt tonefald. Og rakte ham stenen.
   Tøvende vejede drengen stenen i sin hånd. Han så ud, som om han ønskede sig et musehul eller et andet godt gemmested.
   Så tog han dog mål, sigtede og kastede. Stenen fløj af sted og landede langt fra pælen.
   "Du må øve dig noget mere, inden du kaster efter folk, du ikke kan lide," bemærkede Freddy i et hånligt tonefald, "og husk så - man går ikke og kaster uden at være klar til at tage straffen."
   "Jeg er da ligeglad," erklærede knægten.
   "Sikkert," drævede Freddy hånligt, "men smut nu med dig, så jeg kan plukke roser til fru Johnson."
   Drengen frembragte en trækning ved mundvigen, der muligvis var lettelse, men også et forsøg på at virke hånlig og overlegen. Så vendte han ryggen til og forsvandt på rystende ben, der afslørede ham. Cessie fangede et glimt i Freddys blå øjne, som et strejf af sorg. Så forsvandt det.
   "Peg på de skønneste roser," smilede han.
   Hun kunne ikke lade være at smile igen. Hun smilede ind i hans blå øjne, der virkede så dybe - og som havde et lilla skær omkring pupillen, et lokkende, funklende lilla skær, der gjorde hende lykkelig. Som i en dans på lette skyer udpegede roserne, der var de pæneste - og gjorde sig store overvejelser, for det var svært at vælge. Der var små og store roser, lyserøde, dybrøde, lysegule og gule med et orange skær som legende, dansende sommersol - og hvide som nyfalden sne, der dækkede alt smuds. Til sidst stod han der med omtrent en af hver slags - og rakte hende buketten med hænder, som tornene drilsk havde flænget et par steder.
   Prøvende duftede hun til dem. Nu var det i orden. En vellugt sneg sig ind gennem næseborene.
   Hun smilede, men smilet blev til en gaben. Hun følte sig pludselig træt og mat.
   "Lad os sætte dem i vand," foreslog hun. Han nikkede bekymret. Hun knugede roserne i sin ene hånd og så ikke så meget på tilbageturen. Det sidste stykke, bar han hende og det var som om hun fløj gennem luften - som om hun var et lille barn.

Hun blundede og blev vækket ved rosernes duftende kildren i næseborene. Så skøn den var - men så forandrede den sig - den blev til stanken af svovl og hun gispede. Det forekom hende, at der sad nogen ved hendes seng og hun vidste ikke hvem, det var. Kunne det være Freddy? Røg han også pibe i smug?
   Hun slog øjnene op, formede læberne til et smil - og et skrig af rædsel steg op gennem hende og hang tomt i luften, mens hun stirrede ind i de røde øjne - veg for dem og gloede dumt på et par horn, der prangede i tindingerne på det uhyrlige monsterfjæs.
   "Vær dog ikke bange," raspede og knirkede dets stemme, "ikke bange..."
   Ikke bange - ikke bange, genlød det i hende og forplantede sig til hele hendes indre, hvorfra det gled videre og som en hånemelodi omklamrede alt; dynen, puderne og den jævne faste madras. Alt sammen gav sig til at dreje rundt. Først i et langsomt tempo, som en snegl, der afprøvede sine evner til at danse polka, så i vildere fart, bestandigt vildere og fremkaldende, påkaldende en kvalmende tåge, der trængte ind i hende, så maven vred sig, så hun skulle kaste op, men ikke kunne. Spyet i hendes mund, krøb ud gennem mundvigen, Noget af det sivede ned over hagen. Det var ulækkert og hun tvang resten tilbage, men det satte sig fast, så det truede med at kvæle hende - kvæle - ødelægge - klamt og dræbende hang det der og virkede sært dæmpende på angsten. Skrækken var borte, gruen forvandlet til en afmægtig ligegyldighed - og hun sank ned i det sære dyb, ind i tågerne, der var røde og blå i et vuggende kaos.