Den første forårssol havde kun knapt vist sig, da hun meddelte, at noget var anderledes. Som havde sæsonens magt over nyt liv penetreret den svækkede krop natten over, vågnede hun op en tidlig marts morgen med lys i øjnene.
   "Daniel," sagde hun med en tindrende stemme, der var for ivrig til den stadig morgentrætte muskulatur i halsen. "Daniel, er du vågen?"
   Jeg havde været småvågen en times tid, været på toilettet og urinere ud, hvad natten havde oplagret, samt strakt ud foran den glinsende, dugvåde plæne på terrassen, før jeg havde lagt mig tilbage under dynen. Jeg har altid nydt at stå tidligt op om søndagen, blot for at kunne smile ved tanken om, at jeg kan lægge mig tilbage og snuse lidt endnu.
   Jeg rullede langsomt om på siden, så Anna ville være det første jeg så, når jeg åbnede mine øjne. Et smukt syn var hun; dybe øjne, legelystne lyse krøller, en bred mund, der endte i to søde smilehuller, et lige, hvidt sæt af over- og undertænder, som hun flittigt blottede i midten af den varme mund. Det var i hvert fald sådan, jeg stadig så hende. Det var både billedet af hende, jeg havde i hovedet, og det jeg så, når hun lå der foran mig, med dynen trukket op til underlæben, bidende i luften, som ventede hun spændt på respons for en just fortalt, saftig hemmelighed. Men jeg vidste godt, at hun ikke længere lignede den pige, jeg forelskede mig i på højskolen året efter murens fald. De tyve år havde sat sig på os begge, som år nu gør. År er tidens enheder, det er livets hakker på den altid udmålende lineal. Når vi er børn tæller vi opad, vi fejrer hvert et hak. Som middelaldrene måler vi hinandens helbred i år og siger ting som, at vi ser ti år yngre ud efter en diæt, eller efter en barbering. Nogle mener, at det kun er sjovt at fylde år, indtil man er tredive. Andre mener fyrre. Til syvende og sidst kunne vi lige så godt tælle den anden vej, bruge årene til at tælle ned med, en nedtælling, der starter ved fødslen. Vi lever i en abstrakt nedtælling af tal, vi ikke kender. Og vi lever med det, fordi vi skal leve med det. Det er samme vilkår for alle. Vores forældre bragte os til en verden med afklarede spilleregler.
   "Har du sovet godt, min skat?" sagde jeg til min smukke kone.
   "Daniel, jeg ved ikke, hvad det er. Men jeg ved, at der er noget. Jeg kan mærke det. Noget er anderledes inden i mig." Hun rystede nærmest af glæde. Det var efterhånden blevet et så sjældent syn - bare et smil, der ikke var forceret - at jeg blev så inderligt lykkelig, jeg kunne græde.
   Jeg smilte til hende. Ord var overflødige. Om end jeg ikke endnu forstod, hvad hun mente, kunne jeg også mærke det. Min krop kunne mærke det, der skete i hendes krop, hvilket egentlig havde været tilfældet i hele forløbet. På godt og ondt. En symbiose eksisterede mellem vores kroppe. "Vi er sikkert tvillinger uden at vide det," havde Anna sagt i sjov ved en af de der helt små lejligheder, hvor jeg eksempelvis havde taget en jordbærkage med hjem, lige som hun havde gået rundt i huset og tænkt på, hvor meget hun dog havde lyst til en jordbærkage. Men det gjorde sig også gældende på en større skala. Min krop var faldet sammen, som var det i kapløb med hendes. Symbolsk, hovedsageligt, det siger jo sig selv, men jeg havde reelt fået sværere ved at spise og på anden vis tage mig af mit eget helbred. Det var ikke noget, der betød noget længere, uanset hvad Anna sagde - ikke efter lægens dom.
   Anna rakte en hånd ud fra dynens dyb, og lagde den blidt på min kind, hvorefter hun pressede sine varme læber ind mod mine. Hun så mig dybt ind i øjnene, åbnede munden og skulle til at sige noget, men lod være.

Uhelbredeligt. Det bliver kun værre. To år endnu, sandsynligvis. Det var det.
   Jeg fik nyheden alene, overleveret af stemmen fra modsatte ende af bordet, stemmen, der tilhørte Overlæge Kvist. Niels Kvist var min barndomsven, og jeg havde bedt ham om at få resultatet uden nogen overflødig indpakning. "Det er det mindste, du kan gøre," havde jeg sagt til ham og forsøgt, uden held, at klemme et blink ind i øjet. Mine ord kom til at lyde som en skrøbelig trussel, som om situationen i virkeligheden var hans skyld, hvilket jeg straks undskyldte for, lydløst.
   Niels Kvist havde ikke belemret sig med blødgørende forord eller håbefuldt kropssprog. Om dette var kutyme eller om Kvist fulgte min vage forespørgsel, skal jeg ikke kunne sige. Han var vel professionel når det gjaldt, og gemte derfor alt, hvad der hed medlidenhed, trøst eller vrede væk. Hænderne var placeret fladt på kontorbordet, minen var alvorlig og ordene få. Han gav mig de konkrette bogstaver og cifre, og hvor lidt det end hjalp mig, havde jeg fået svar. Vi gik efterfølgende ud og fik en øl.
   "Jeg kunne godt mærke det," havde Anna sagt, da jeg videregav lægens ord.
   "Ja. Det kunne jeg også." Vi stod i entreen og holdt hinandens hænder med en krops længde mellem os.
   Anna smilte kort og gav mig et niv i overarmen, en barnlig ting, hun altid gjorde, når hun ikke ellers vidste, hvad hun skulle gøre af sig selv. Herefter gik hun ud i køkkenet og tændte for elkedel og ovn. Jeg husker dette øjeblik ligeså godt, som jeg husker vores bryllupsdag, eller dagene, hvorpå mine forældre døde. Det var første gang, jeg brød sammen, lige der midt i entreen, mutters alene med et par våde sko i den ene hånd og gulvvarme under fødderne. Det var øjeblikket, hvor alt for alvor gik op for mig. Det var her, hvor jeg indså, hvordan det hele ville ende, og at jeg ikke havde en jordisk chance for at præge udfaldet. Jeg kunne vente. Ventetiden var min, den kunne jeg behandle, som jeg ville, med hvilke følelser jeg nu engang havde til rådighed. Som jeg stod der og sank sammen, kom Anna selvfølgelig til undsætning. Hun tog mit hoved til sit bryst, aede mig i håret og tyssede på min gråd. Hun var stærk igennem hele forløbet, stærkere end jeg nogensinde havde troet hende, stærkere end jeg var. Men sådan er det vel gerne. Det er hårdere at være den efterladte, end den der efterlader. Jeg skulle blive tilbage med smerten, efter den endelig ville have forladt hende.
   Jeg begyndte nedtællingen det øjeblik i entreen. Med tårer i øjnene begyndte jeg at tælle langsomt ned til det øjeblik, hvor jeg ville blive efterladt.

Jeg husker, at vi sad hjemme hos Annas veninde, Signe, sammen med Signes nye kæreste, Mads. De havde levet færre år end vi havde. De så friskere ud end vi gjorde. Det var et halvt års tid efter lægens ord var blevet lov. Signe havde serveret tallerkenanretninger med norsk laks og krebsehaler på en bund af grønt med saftige stykker af honningmelon, et friskt let måltid. Anna kunne knap nok få en mundfuld ned. Jeg havde ligeledes svært ved at spise, men det var mest fordi, jeg ikke kunne lade være med at se på Anna, se hvordan hendes lyst tabte til hendes kunnen. Hvor meget hjerte hun havde i det. Hvor meget hun kæmpede mod sin egen krop.
   Jeg prøvede at løfte stemningen og opmærksomheden fra den let ubehagelige situation, ved at fortælle om min gamle hund Jasper, der altid levnede en lille smule af sin hundemad. "Hunden ville slikke skålens sider omhyggeligt," sagde jeg, "men efterlade en lunds i midten. Et lille tårn af kød med dertilhørende voldgrav af hundesavl."
   Kæresteparret over for mig lo lavt og nervøst, og jeg blev nødt til at færdiggøre, hvad jeg havde startet. Jeg rømmede mig, smørrede mit fortællersmil på og sikrede mig, at alle mine tre bordmænd og -damer kiggede på mig. Anna havde hørt historien før, men jeg vidste hvor meget hun nød, når jeg snakkede om min barndom. Hun så på mig med sit brede smil. Anna kender mig, tænkte jeg, hun ved, hvad jeg tænker.
   "Det var en sær ting at gøre for en hund, det ved jeg. Men Jasper var en klog hund. Jasper forstod en ting eller to om det at være til i denne verden. Senere på dagen, måske en time eller to efter, ville man kunne finde hunden stå og trippe med sine små bløde poter, nyde den sidste mundfuld og slikke sig veltilfreds om munden, hvorefter den atter ville vandre ind i stuen for at lægge sig ved et par varme fødder. Ikke for at klappe mig selv for meget på skulderen, men en hund, der gemmer rester til senere, er en hund, der har det godt."
   Mads grinede højt og var lige ved at klappe sig selv på låret. Denne gestus, der altid fik mig til at tænke på Hollywood komedier fra 30erne, fangede Mads dog i luften, og placerede akavet sin håndflade på bordet. Signe var mere familiær med den respons en sådan historie krævede. Hun grinede kort, smilte eftertænksomt, og med en løftet pegefinger prikkede hun til et par detaljer fra historien, som hun kunne bruge til at lave en parallel til sin egen barndom.
   Hvad man ikke gør for at holde facaden oppe. Tænk engang, at tabe ansigt foran ens venner. Vi gjorde, hvad vi kunne, Anna og jeg. Vi prøvede at gøre de ting, vi altid havde gjort, mødes med de samme mennesker, snakke om de samme ting. Men det var anderledes nu. Og fordi vi vidste, at det var anderledes, prøvede vi for åbenlyst at tildække forandringerne, så det normale pludselig blev mere end normalt, for normalt, det gjorde Anna og jeg, og det gjorde vores nærmeste ligeledes. Seancerne var gerne alt andet end normale. Det var ét stort cirkus, og det var lige til at grine ad, hvis det ikke var fordi, at det var lige til at græde ad.

Sandheden var døden, at hun skulle dø. Anna ville være død om to år - sandsynligvis, lægens ord. Og sandheden er, at man ikke kan leve sine sidste dage, som var de ens sidste dage, når man ved, at de rent faktisk er ens sidste dage. Sådan fungerer det bare ikke. I hvert fald ikke, når man kun er i begyndelsen af fyrrene og stadig burde have en halv levetid endnu. Det er svært at finde motivationen, glæden ved oplevelser eller erfaringer, når man ved, at disse ikke vil gøre dybere eller længerevarende indtryk.
   Livslysten faldt altså drastisk da livets største mysterium, døden, pludselig blev en konkret størrelse. Mållinjen lå der - den kunne nu fornemmes i periferien, og hverken pitstop eller æresrunder var på programmet.
   En helt tredje sandhed, en intern en af slagsen, var, at selvmord ikke var et alternativ. Hvor meget Anna end havde lyst til at ende det hele i de værste perioder, kunne hun ikke få sig selv til at gøre det. Hun ville mest af alt ikke huskes for, at have taget sit eget liv. Jeg foreslog, at jeg kunne gøre det for hende, men det ville hun heller ikke høre tale om. Jeg kunne jo blive anklaget, jeg kunne ende i fængsel og for hvad? For at skynde en proces, der i forvejen kørte i en tom overhalingsbane. Aktiv dødshjælp var ikke en mulighed inden for landets grænser, og da Anna ikke følte sig stærk nok til at rejse, var Holland eller Schweiz også udelukket. Jeg fortalte mig selv, at hun måske i virkeligheden ikke havde lyst til at dø. Man kunne vel mestre en sådan rejse, hvis det bogstavelig talt gjaldt ens liv. Men jeg turde ikke sige noget, i tilfældet af at det ikke var tilfældet.

Et år var gået da Anna begyndte at få sine ture. Ud af den blå luft kunne hun besvime. Eller hun kunne kaste den mad, hun ikke havde indtaget op i mængder og farver, der var helt urimelige. Det skar gennem mig. Hver gang. Sådan noget bliver ikke nemmere at forholde sig til, uanset hvor ofte jeg skreg hendes navn og vækkede hende så småt til live; uanset hvor mange gange jeg måtte holde hendes krop, der i spasmer skød frem og tilbage, mens tårerne trillede modløst ned af hendes kinder.
   "Daniel," ville hun sige. "Jeg kan ikke mere."
   "Nej," ville jeg sige og ryste langsomt på hovedet. "Det ved jeg godt."
   Rent fysisk kunne hun virkelig ikke mere, det var åbenlyst at se, hun var spinkel som en tændstik og bleg som et lig. Hun havde eksem over det meste af kroppen grundet en udefinerbar kløen, en kløen, der kom af depression og frustration. Hun havde et ar på venstre kind, som var kommet af en flyvsk kniv, hun havde mistet taget på, som vel ligeså vel kunne have endt hendes liv lige der foran køkkenvasken. Og gid den havde, kunne jeg se, at der stod skreven i hendes øjne, hver gang hun rørte ved arret.
   "Det her er ikke et liv," sagde jeg til Anna, når vi havde talt om at få hende indlagt.
   "Men det er alt, jeg har. Hvis jeg skal derind, skal du også derind, og du skal sidde ved min side dag ud og dag ind. Du skal aldrig forlade rummet og du skal altid holde min hånd."
   "Anna, det vil jeg også gerne."
   "Daniel, du forstår det ikke," sagde Anna. "Jeg vil ikke kunne forlange det af dig. Min største glæde i hverdagen er at se på dig, når du ikke tænker på mig. Når du smiler af en tegneserie i avisen. Når en sjælden solstråle rammer dig i ansigtet gennem vinduet, og du læner dit hoved tilbage og ånder dybt ud. Når du går rundt ude i haven og nynner. Jeg gemmer mig ved vinduet og følger dig, følger hver og en af dine bevægelser. Det er der, jeg føler mig mest i live. Det er der, hvor jeg er glad, Daniel."

Det blev marts og Anna fik lys tilbage i øjnene. De lyste rummet op, de brændte, og jeg kunne nærmest føle varmen, når hun så på mig. Hun rystede stadig, det var som om at hendes krop ikke endnu var helt klar til omvæltningen.
   "Skal jeg lave morgenmad til os?" udbrød hun. "Jeg har lyst til æg og bacon. Ristet toast med smør. Tomater, friske tomater!"
   "Jamen, endelig," smågrinte jeg.
   "Daniel, jeg føler jeg kan flyve i dag. Det er som om, at vinger er ved at folde sig ud inden i mig."
   "Det var godt, Anna." Jeg smilte til hende, så varmt et smil, jeg kunne mønstre.
   For første gang i meget langt tid sad vi begge og spiste ved morgenbordet. Anna for frem og tilbage mellem bordet og køleskabet, hver gang der syntes at mangle noget, var hun allerede oppe og hente det. Hun lavede kaffe og serverede den, sort og stærk som aldrig før, med det ene smil større end det andet. Jeg så på i målløshed. Efter halvandet år i stilhed var køkkenet nu fuld af energi. Jeg var mundlam, mens Anna var alt andet end.
   "Vi skal ud at gå en lang tur i dag. Måske ud til søen? Daniel, det er så lang tid siden, jeg har set søen. Vi kan tage tæpper med derned og sidde lidt. Og brød til ænderne. Jeg vil fodre ænder, Daniel!"
   "Måske skulle vi tage den lidt med ro, synes du ikke?" sagde jeg.
   "Ro?" sagde hun og kiggede vredt på mig. "Jeg har ikke haft andet end ro så langt, jeg kan huske tilbage."
   "Så skal vi måske passe lidt på med farten."
   Anna så eftertænksomt op i loftet. Så kom hun hen og knælede ned foran mig. "Det har været hårdt for os begge. Vi fortjener lidt fart, gør vi ikke? Jeg kan mærke det i min krop, jeg kan godt holde til det."

Som månederne gik, forvandlede Anna sig mere og mere. Fra tid til anden kiggede jeg indad på mit mentale nedtællings-ur. Minutterne forsvandt, og Anna blev til. Hun var pludselig mere livlig end hun nogensinde havde været. Jeg burde være glad, men jeg var bekymret. Jeg tænkte hele tiden på, hvad lægen havde sagt, hvordan den sidste time efterhånden skulle være lige rundt om hjørnet.
   Sommeren bragede forbi, rev sig ud af kalenderen, og den endelige kulde nærmede sig. Anna fløj rundt ude i vinden, man kunne finde hende i træerne, på markerne, ved søen. Hvis man vendte ansigtet mod himlen, er jeg sikker på, at hun ville have suset ind og ud af ens åsyn, før man kunne konstatere hvilket fænomen, man havde overværet.
   Jeg kontaktede Overlæge Kvist, og fortalte ham, at jeg ikke var tryg ved udviklingen. Eller rettere, jeg spurgte om jeg kunne tillade mig at være helt tryg.
   Kvist svarede kort, at situationen var højst usædvanlig. Jeg spurgte om han ikke ville komme ud og se på Anna, da Anna havde afvist nogensinde at træde ind på et hospital igen.

Vi stod ude i haven og kiggede mod skoven.
   "Hun kommer sikkert ud lige om lidt. Jeg er næsten sikker på, at hun render rundt derinde bag træerne," sagde jeg.
   Kvist så mistroisk på mig. "Render hun rundt inde i skoven?"
   "Ja, det har hun gjort det meste af formiddagen."
   Kvist brummede dybt, førte sin hånd til hagen og kløede sig lidt. "Nej, det er vel ikke helt normalt. Tager hun stadig sin medicin?"
   "Nej, den har hun ikke taget siden marts. Hun sagde, at den holdt hende nede, og hun ville hellere flyve end blive holdt nede. Hun sagde, at hun hellere ville dø som en del af himlen, end knapt en del af jorden."
   "Hmm," brummede Kvist igen. "Yderst besynderligt. Og så i den kulde."

Anna smækkede døren op i den sene eftermiddag, en halvanden times tid efter Kvist var taget tilbage til sit kontor.
   "Hvor har du dog været?" udbrød jeg anklagende.
   "Har du set hvor smukke Hansens marker er, når du er højt oppe med årets sidste blade foran dig? De rasler, Daniel, de er på vej til at rive sig løs og forsvinde for evigt. Men lige inden det sker, danner de en skælvende, krakkeleret ramme til det smukkeste syn, du nogensinde vil se."
   Anna var rød i hovedet, farven fra efterårsvinden virkede til at have sat sig permanent i kinderne. Hun smed overtøjet på det varme gulv og kastede sig ned til mig i sofaen, hvor hun lå i mine arme og sukkede og stønnede, kyssede mig på halsen og åndede mig i øret, og snart havde hun hevet mig med ind i soveværelset, hvor vi blev til dagen var ovre.

Anna var væk, da jeg vågnede. Jeg lå alene i sengen. Jeg delte den brede madras med et aftryk af kvinden, jeg elskede. En udhuling skabt af et liv, der var mere end hvad sengen kunne holde til. Jeg kunne næsten ikke forestille mig, at et pigebarn så spinkelt, og som havde været så udtømt, kunne have sat det præg på vores fælles rum. Det var i dette øjeblik, at det gik op for mig, at hun ikke længere var den samme, hun var ikke længere min. Hun var stadig Anna, Anna ville hun altid være, men hun var samtidig mere end det. Hun var blevet del af noget større.
   Og Anna vender ikke tilbage, det ved jeg nu. Hvad mig selv angår, så er jeg færdig med at kæmpe. Jeg kæmpede for Anna, men jeg kæmpede hovedsageligt med hende. Ligeså meget som jeg elskede at leve med hende, kommer jeg til at sørge ved at leve uden hende. Livet uden hende. Jeg kan næsten ikke se disse ord for mig, endvidere sige dem, uden at forestille mig en fiktiv historie; en historie, jeg ikke er en del af.
   Jeg glemmer fra tid til anden, at hun ikke længere er i huset. Jeg kan finde på at kalde på hende, når jeg kommer hjem fra en frisk gåtur, der har fyldt min krop med en smule energi. Så står jeg på dørmåtten og falder sammen, når tomheden møder mit kald. Responsen er en stilhed, der trykker sig sammen omkring det navn, jeg har kastet ud i rummet, maser det sammen og lader det falde til jorden.
   Min kæreste Anna. En gang imellem føler jeg, at jeg stadig kan mærke dig, mærke din varme og din glæde. Og du er måske stadig derude et sted, et sted, hvor du kan stråle og udgyde liv. Måske endda et sted, der er tættere på end som så.