Min tilstand er ikke noget, vi snakker om. Der skrives om den, ja, faktisk overalt og hele tiden, men det er ikke noget, vi snakker om ansigt til ansigt, eller - skulle jeg måske hellere sige - krop til krop.

Jeg har gjort mig mange forsøg livet igennem på at gøre noget ved mig selv, den måde jeg tog mig ud på; det folk så, når de så mig. Jeg har bevæget mig både hurtigt og langt, ændret spisevaner, helt undgået at spise, levet på rene vitaminpiller, tæsket løs på mig selv med mine bare, hævntørstige næver. Intet virkede med det samme, og når det ikke virkede med det samme, så faldt jeg atter tilbage i de gode gamle bøtter. Jeg elskede jo mad, for fanden. Nogle gange tænkte jeg faktisk, at jeg elskede mad højere end jeg elskede mig selv - eller også var det blot den tankegang, der virkede mest overbevisende, når jeg fra tid til anden så mig selv i spejlet.
Så jeg bumlede op og ned ad strøget. Jeg undgik ikke folk, jeg vidste at de ville undgå mig. Det er næsten en universel lov; træk til siden for det, der er mindst dobbelt så stort som dig. Der er konsensus. Så mine fødder var flade, min nakke statisk og mine øjne dovne. Jeg hvilede helt og fuldent i min egen utilpashed.

Jeg fik gerne at vide, hvor sympatisk jeg forekom. Jeg ved ikke om dette er et indlysende faktum. Enten hader du verden for hvad du har gjort mod dig selv, eller også ser du igennem andres skavanker, da du har erkendt dine egne. Under alle omstændigheder, og uanset hvad folk prøver at bilde andre folk ind, så kan man umuligt hade andre mere end man hader sig selv.

Men så blev jeg ligeglad. Og jeg bruger verbet at blive som i at blive udnævnt til noget, at opnå en vis stilling eller status: Ligeglad. Jeg havde nemlig selv valgt denne - og følte at jeg havde gjort mig fortjent til denne - sindstilstand. Jeg sked ærlig talt fuldt og fast på hvad jeg gjorde ved mig selv. Og da jeg blev ligeglad, skete der noget med min krop. Jeg begyndte at fylde min mavesæk fra top til bund med alverdens snask og stads; burgere fra vesten, forårsruller fra østen, Pizza fra det sydlige og stegt flæsk fra det nordlige. Og min krop faldt sammen, knækkede simpelt hen inden i, som når man har for mange tanker i hovedet og så bryder ud i gråd. Jeg kunne pludselig mærke mine organer slås om pladsen omkring knoglerne, og det gjorde ondt og jeg spiste videre. Det der højst besynderligt skete var nemlig, at jeg blev mindre. Som i et kapløb mod min egen mentale nedbrydelse, blev min fysik ligeledes nedbrudt. Før jeg så mig om, var jeg spinkel som en teenagepige og lav som en jockey, og det gjorde stadig ondt, men jeg svævede samtidig i en glædesrus. Jeg havde jo fundet svaret, fundet løsningen på mit livs store problem. Så jeg spiste og lo og spiste og græd. Og når jeg bumlede op og ned ad strøget, bumlede jeg ikke længere, jeg kravlede, og folk undgik mig ikke længere, de ramte mig i hovedet oftere og oftere, som jeg blev mindre og mindre af statur. Men nu var der ingen vej tilbage. Og jeg spiste og lo og jeg spiste og græd.

Jeg er nu ved helt at forsvinde, og som jeg kribler rundt og prøver at undgå de kolosser af gummisko, der evigt slår ned omkring mig, som lyn fra en denim-blå himmel, tænker jeg over, hvor stort et omfang et lille sving i ens indstilling til sig selv kan have.