"Hvis jeg får ti, så køber du første omgang."
   "Prøv bare, du får ikke mere end fem med en sten så stor." Jeg svarede, mens min egen omhyggeligt udvalgte sten fløj fra min hånd. Kastet efterlod to sølle ringe i vandet. Nick observerede hånende, og skruede så sin krop bagud og med en glidende højrearmsbevægelse smed han den store sten ud over havet, hvor den skød sig op og ned mellem vand og luft i høj fart ud mod den synkende sol.
   "Dér var den!" råbte Nick triumferende, da stenen endelig forsvandt under havoverfladen. "Den var i hvert fald oppe omkring de tolv-tretten stykker! "
   Der var ingen grund til at diskutere udfaldet, trods den sikre overdrivelse. "Der var den. Jeg gi'r den første." Jeg præsenterede ordene i et suk af nederlag, mens vi begge vendte os væk fra havet og tog de første skridt mod bilen. "Lad os komme af sted, de venter på os."
   "Jep. Men Ben, ha' det nu ikke skidt med tabet - jeg vinder altid, når det drejer sig om øl." Nick talte i en charmerende men ligeglad tone. Det var tydeligvis mere et faktum end en vittighed.
   Vi kørte de få kilometer ind til centrum, parkerede bilen og vandrede de sidste hundrede meter ned til baren, hvor et par af gutterne ville stå og vente på at kunne fejre fødselsdag sammen med fødselsdagsbarnet. Det var det treogtyvende år der skulle fejres, og det var mit. Jeg var allerede tidligere på dagen sprunget ind i denne nye alder, født klokken 15:00 sharp, men indtil videre følte jeg mig stadig som mig selv, som den jeg altid havde været.
   Vi smuttede forbi dørmanden, der kun gav os en kort skulen, og Nick prikkede mig i siden og viste et par insisterende øjne og et fjoget smil. Det var forventningens ansigt, jeg havde set det før, men hvis jeg skulle være ærlig, følte jeg ikke nær den energi i kroppen, der ville blive forventet af mig.
   En mur af lyd mødte os og en tung bas bevægede sig fra gulvbrædderne op igennem benene på de nyankomne. Jeg følte mig mere afslappet, kunne mærke mine skuldrer falde i den uigennemtrængelige atmosfære, der var en varm tåge af øjne og kroppe. Der var lys og røg og larm og sved overalt omkring os. Der var et mylder af mennesker, men ikke én kunne fanges i mere end et sløret omrids. Jeg duftede den sensuelle blanding af parfumer og sved og jeg kunne mærke, at jeg selv snart ville bidrage til denne både frastødende og lokkende atmosfære. Jeg var lige ved at lade mig selv falde helt tilbage, ind i rummet, ind i labyrinten, da mit navn blev kaldt oppe fra baren af, hvor drengene sad.
   David var der i skinnende mørk skjorte og stramme sorte jeans. Simon var der i langærmet T-shirt og rød flat cab. Jeg havde studeret med begge i de tre foregående år på universitetet. Selvom Nick og jeg havde kendt hinanden i væsentlig længere tid, syntes han allerede tættere forbundet med dem, end jeg gjorde. Nick, som havde brugt de sidste fire år på at servere hummer og havtaske for byens bedrestillede, havde mødt David og Simon en aften og med ét var de som krigskammerater. Jeg holdte mig til at kalde dem "gutterne", ikke fordi jeg ikke betragtede dem som kammerater, eller venner for den sags skyld, for det gjorde jeg vel, men det var ikke ord jeg sagde, det føltes alligevel ikke helt rigtigt at sige.
   "Der er han jo, fødselsdagsbarnet!" Simon vendte sig straks mod bartenderen og rakte fire fingre i vejret.
   Nick hviskede overlegent: "nå, så slipper du for denne runde," mens vi masede os frem mod to ledige barstole.
   Vi snakkede kort om alt og intet, det var jo i virkeligheden ikke en aften anderledes end så mange andre. Min fødselsdag var en undskyldning, hverken mere eller mindre. Jeg sad i et stykke tid med blikket rettet mod de dansende mennesker, og overvejede om de intentionelt lignede en flok forvildede dyr. Drengene snakkede og grinede omkring mig, mens jeg i korte intervaller sippede af min fadøl. Mit blik var rettet mod verden omkring os, jeg observerede og prøvede at forstå. Som sædvanligt var alle de pæneste piger i baren omringet af ulve, eller var det i virkeligheden mere en paringsdans, som dem man ser på Nature channel? Det var vel en konkurrence om opmærksomhed, og denne kunne skaffes med en fjer i hatten såvel som et frithængende behåret bryst. Ved aftenens ende ville en vinder være blevet annonceret, og den heldige belønnet med et hurtigt knald ude på lokummet eller en hed nat af gensidig udnyttelse under beskidte ungkarlelagner.
   Ninna var hendes navn og det er det stadig. Ninna var ulig disse sved-magneter på dansegulvet, hun ville ikke nødvendigvis få hængende blikke på gaden, men hvis du satte dig ned og så hende dybt ind i de nøddebrune øjne, ville der opstå poesi dybt inde i dig, ord du ikke troede du kendte ville kunne ryge spontant ud af din mund. Ninna havde skulderlangt, krøllet, sort, dansende hår, det var altid det første man lagde mærke til, så det er værd at beskrive, og hun ville altid have en løs kjole hængende ned over den spinkle, lave krop. Ninna havde høje og tydelige kindben, og hun gengældte altid smil. Ninna rullede ti gange om dagen en cigaret af sit DRUM-tobak og røg den i vindueskarmen, mens hun observerede de forbipasserende mennesker ude på gaden. Netop dette øjeblik, på denne lørdag aften, ville jeg møde Ninna for første gang.
   "Hvorfor ser du så bekymret ud?" spurgte pigen. Hendes lave statur gjorde, at jeg et øjeblik vendte og drejede hovedet i vildrede, før jeg endelig fandt de to øjne hvilende foran mig.
   "Jeg er ikke bekymret," svarede jeg stadig lidt i vildrede, men rømmede mig og ændrede så mit svar til; "det var ikke min plan at se bekymret ud."
   Pigen vippede sit hoved lidt på skrå som en hund. "Det ligner at noget er galt. Er der noget galt?"
   "Nej."
   "Nå. Lad mig vide, hvis noget er galt, okay?"
   "Okay."
   Og så gik hun. Hun gav sit hår en ordentlig rystetur og gik, og jeg havde ingen ide om, hvad der lige havde ramt mig. En af drengene spurgte grinende hvem hun var, men jeg måtte være svar skyldig, og gav derfor blot et skulderløft, mens mine øjne stadig var rettet mod den lille pige, der forsvandt længere og længere ind i barens kaos. Da jeg endelig vendte mig om, fangede jeg kort Nicks blik, endnu et af dem jeg kendte. Jeg hadede det blik, det var et blik der fik mig til at føle skyld, det gjorde mig utilpas. Blikket fortalte mig helt nøgternt, at jeg endnu engang havde ladt en mulighed gå mig forbi, at jeg var gået glip af noget uden selv at opfatte det. Jeg var ikke i humør til at tage diskussionen op, og jeg vidste at ingen af de andre ville presse mig til det. Det var vel en af de få fordele ved at have fødselsdag. Ikke alle er som dig, Nick, tænkte jeg i det øjeblik hvor hans øjne forlod mine. Jeg kunne ikke huske, nogensinde at have sagt noget dårligt om Nick. Han virkede så nem at kunne lide.
   Aftenen skred frem og vi drak flere øl, snakkede med et par fremmede og gjorde hvad man nu normalt gør på en bar, prøvede at ophøje aftenen til livets klimaks, og pludselig fandt jeg mig selv udenfor baren i det kølige efterårsvejr. Jeg vidste ikke hvad klokken var, og det gjorde som sådan ikke så meget, jeg var klar til at gå hjem. Jeg tog en cigaret frem og begyndte at rode i mine lommer efter noget at tænde den med, da en pige pludselig stod foran mig.
   "Hej. Igen." Det var pigen fra tidligere.
   "Hej," svarede jeg automatisk, jeg var ikke i stand til at sige noget intelligent. "Har du en lighter?" Jeg slap taget på den, jeg selv havde fundet dybt begravet i jakkelommen.
   "Jada." Hun tog en gul lighter frem fra en skjult lomme i hendes kjole. Hun kom helt tæt på mit ansigt med begge hænder og tændte lighteren med den ene mens hun dækkede for vinden med den anden. "Så hvordan har du haft det? Altså, siden sidste gang jeg så dig." Hun talte hurtigt og afsluttede med et kort fnis.
   "Øh, du ved. Det er min fødselsdag så gutterne tog mig herned. Men jeg bliver gerne i et lidt sært humør på sådanne dage. Jeg har pludselig fået en følelse af, at jeg skal hjem." Det var sandt, en ubehagelig kugle snurrede rundt inde i min mave, som om noget virkelig var galt, men det overraskede mig, at jeg pludselig stod og sagde disse ord til en pige jeg lige havde mødt.
   "Jamen, så skal du helt sikkert hjem, det kan ikke gå hurtigt nok. Vi må stole på vores instinkter! Vi mødes måske en anden gang."
   "Det kunne vi godt."
   "Det kunne vi godt?" Hun havde nu et bredt, åbent smil henover ansigtet.
   "Øh," sagde jeg lidt nervøst og rømmede mig. "Det ved jeg ikke, hvad er dit navn?" Nu kunne jeg virkelig mærke at noget buldrede løs inde i mig, rev mine indvolde rundt. "Undskyld, jeg bliver virkelig nødt til at gå."
   "Ninna. Ninna er mit navn." Hun sendte et smil og jeg prøvede at gengælde det, men jeg er ikke sikker på, hvad der kom frem, og så vendte jeg mig om og gik.

Luften var tynd og kølig. Jeg bevægede mig væk fra centrum, og havde langsomt fået det en smule bedre i kroppen. Det var endnu ikke en stille time, sære lyde kunne høres fra skjulte egne, spor til det enigma der er lørdag nat.
   Jeg tænkte på, hvad Nick og de andre mon lavede nu. Nick ville sikkert have scoret mindst én pige i løbet af aftenen, og næste gang de ville mødes, så ville dette være kernen af samtalen. Nick elskede at bade i sin egen stråling, og det måtte han for min skyld også gerne. Jeg havde det fint med denne konstellation, da der var mindre fokus på mig selv, og i øvrigt fandt jeg det fascinerende at prøve i stilhed, at vurdere hvor meget af Nicks historier der var sandt, og hvad der var klar overdrivelse eller decideret løgn. Jeg forestillede mig ofte at være inde i Nicks hoved imens han snakkede, prøve at høre hvordan ordene lød derinde.
   Jeg gik og sparkede en øldåse med mig, sparkede den en halv meters penge frem hver gang min højre fod nåede den og lod dens flakkende rullen bestemme mit spor. Jeg vurderede hvorvidt det faktisk var øldåsen der ledte mig til en bestemt destination, hele tiden bevidst om at holde mig så tæt på som muligt, så jeg ikke ville fare vildt. Sådan er det vel hver gang to objekter interagerer. Selvom den ene er aktiv og den anden passiv vil de på et eller andet plan altid være afhængige af hinanden. Denne øldåse var selvfølgelig ikke lavet til det formål at blive sparket, og da dette faktum gik op for mig, lod jeg den ligge, skæv og ødelagt under lyset fra gadelamperne.
   Jeg krydsede en lille bro, hvor et hjemløst par lå tæt op ad hinanden og sov under nogle beskidte tæpper. De var vel lige så beskidte selv, men tæpperne måtte gavne godt i efterårskulden. De havde begge filtret hår hængende ned over ansigter der nærmest var groet sammen. Det var et smukt syn, romantisk på et sørgeligt plan, men alligevel så sandt som kærlighed kan være. Hvad betyder det, ikke at have noget, hvis man har nogen at dele denne ingenting med?
   Jeg smuttede gennem et lille park areal og over et par fodgængerfelter, og som jeg nærmede mig mine forældres hus, kunne jeg mærke at jeg satte farten op. Mine fødder skød determineret af sted henover fortovet, jeg løb nu ned ad min barndoms gade. Da jeg endelig nåede hoveddøren, var jeg fuldstændig udmattet, men en udefinerbar adrenalin holdte mig på benene. Jeg var nærmest panikslagen i det jeg tog fat i dørhåndtaget, og uden at tænke over at vores dør altid var låst om natten, baskede jeg den åben. Det kom som ingen overraskelse, at lyset var tændt, at min far sad alene i sin stol i stuen. Af en eller anden grund, havde jeg ubevidst forventet dette. Jeg havde forventet at noget ville være galt. Jeg gik usikkert ind i stuen og så min far sidde og stirre på væggen med familiebilleder. Han vendte aldrig ansigtet mod mig.
   "Benjamin. Der er sket noget med din mor."