Som helt lille vidste jeg næsten intet om verden. Det bekymrede mig ikke. Jeg kendte til mit. Kendte til det, som mit lys omfavnede: Først mit legeme, så mit sind, så atter mit legeme, følgende andet og andre, som verden blev klarere. Engang for længe siden forestillede jeg mig, at lyset til sidst ville omfavne alt og alle; at verden pludselig ville ligge blændende klar foran mig. Men der vil altid være mørke, og det kan aldrig vides, hvad der gemmer sig i mørket, før man befinder sig i det. Der var engang, hvor mit lys knap nåede ud over min næsetip, før mørket sprang det i møde. Mørket var næsten synligt i dets usynlighed, så tæt på var det. Der var engang, hvor der kun var mor og far, huset og plænen, og så alle de andre og alt det andet, der også var der, men hverken havde navn eller nummer. Så begyndte mor og far så småt at døbe mennesker og ting omkring mig, de trak i lysets tynde tråde, spændte dem, til tider helt til bristepunket. Jeg kunne ikke selv styre det tempo, med hvilket verden åbnede og afslørede sig, blev blot båret med, som mor og far oplyste min første virkelighed.
   Den dag skar solen plænen over i to, græsset badede i lige dele lys og skygge. Vi gemte os under husets kølige skyggenet, i skjul for den bagende sommersol, der sved blomsterbedet og smeltede blommetræet. En blid vind gled fra tid til anden ned over vores bølgende røde tegltag og strøg sig gennem mønstret af skinnende, grønne blade, lod de mørkeblå blommer dingle klukkende rundt i havens fjerne ildhav. Foran mig hang tre ansigter. Jeg var ikke det fjerde, som de hver var ét, jeg færdiggjorde ikke symmetrien, jeg var der bare. Det fjerde ansigt var allerede forsvundet, inden jeg kunne nå at blive til, at blive hendes barnebarn, og jeg havde således aldrig set det manglende ansigt foruden på fotografier. Nu var jeg det manglende ansigt. De hang og blændede mig i mørket, kiggede på mig som om, det var min skyld. Hun var blevet sænket ned i jorden, for at jeg kunne sættes oven på den. Det var fire år siden.
   De vil elske at have dig siddende, havde mor sagt. Det var hendes idé, mor havde placeret mig der sammen med de rynkede dadler. Og der sad jeg som dommer foran et net af tykke tuborgkroppe uden hals og kunne vride min egen fra side til side, fra dadel til dadel. Der var ikke meget bevægelse, ikke ved mit bord, heller ikke ved de andre borde. Men der var lyde; en kakofoni af stemmer lå tungt i luften over plænen, piben og brummen, en bred vifte af lejer, der alle formåede at udtrykke nogenlunde de samme sætninger. Hvis jeg lukkede øjnene, gled havens lyde ind i hinanden, blev til hvid støj, fjern og nær på samme tid.
   - Skål, sagde jeg, åbnede øjnene og løftede min appelsinvand. Det var næsten, som var det første gang, jeg udtalte et ord. Den gule væske var dejlig skarp om sommeren, den sleb tungen helt glat, polerede læberne.
   De to ældre herrer nedstirrede hinanden med hver sin ølflaske i kæften, og de grønne kroppe blev først sat ned, da ikke en eneste dråbe hang tilbage fra glasmundene.
   Jeg så på farfars vest under den kløftede hage og de leverplettede læber, den vest, han altid havde på, altid havde farfar den samme vest på, mørkegrøn- og gråternet, han havde vesten på, som noget man kunne huske ham for, eller også havde han bare en masse ens veste. Vesten faldt ned i et par beige lærredsbukser, taljeholdt, der endte en sokkelængde over de mørkebrune laksko. Jeg husker disse sko. Jeg husker skoene ude i Aabyhøj fra mit skjul under bordet; fra stedet, hvor jeg måske for første gang valgte mig selv. Jeg er kravlet ind under bordet i stuen, som er dækket af en mørkeblå stofdug, der lugter stærkt af kaffe. Dette er et fint sted. Tildækket, mørkt og køligt som under aftenhimlen. Under dugens kant peger fødder af forskellig størrelse parvis mod hinanden, fødder i sokker og et enkelt par i sko. Det er disse sko, der nu får mig til at huske. De taler dybest. Den lyseste og mest spinkle stemme kommer fra de fine, små fødder, hvis tæer blot er knopskud. Fra de større fødder kommer stemmer, der er dybere og som runger længere tid i rummet, men når de to sko en sjælden gang i mellem åbner sålen, forlader ordene aldrig rigtigt stuen, de sætter sig i væggene og laver mærker på ruderne. Jeg kan sidde flere dage under bordet og bare se på fødder og lytte til stemmer. En gang i mellem er fødderne i så godt humør, at de helt glemmer, at jeg befinder mig under bordet. Hvor er han henne? lyder det. Nej, hvor mon han kan være? Og så går den vilde jagt rundt i den lille, tæppebelagte stue i Aabyhøj. Det er vældig morsomt. Og jeg sidder musestille, så jeg kan holde mit sted for mig selv bare lidt endnu. De finder mig altid til sidst, så meget har jeg lært. På trods af min størrelse er det tilsyneladende meget svært for mig at forsvinde. Under bordet ligger også farfars gamle rughåret gravhund, Jack, når den gider, og så hygger vi os sammen i køligheden. Jeg prøver at kramme hunden, vise hvor meget, jeg holder af den, og så napper den mig i øreflippen. Det er den værste smerte, jeg hidtil har oplevet, men jeg græder ikke. Jeg er bare trist. Jack bliver snart aflivet.
   Jeg kan ikke male morfar. Han var så underlig slørret, jeg så ham ikke rigtigt for mig. Han stod ikke frem i form eller farver, blot flydende konturer, der aldrig helt faldt til ro. Jeg hørte ham, fortalte jeg mig selv, men hans stemme kunne lige så vel have været min egen. Han var der, den dag i skyggen, og alligevel var det som om, at han allerede var på vej et andet sted hen. Dette er selvfølgelig først noget, jeg har fundet på bagefter.
   Kvinden, for vi var som sagt fire ved bordet, havde indtil nu ikke sagt et ord. Hun havde i fornøjelig stilhed spist rejecocktail og lufttørret skinke samt drukket en enkelt kop kaffe med cognac til.
   - Jeg får helt lyst til en øl, sagde hun så.
   - Skulle vi nu ikke lige, lød det.
   - Jeg får også helt lyst til at spille badminton i det fine vejr, fortsatte hun. - Hvad siger du?
   Hun kiggede på mig. Jeg prøvede at finde morfars stemme.
   - Vi har ingen ketchere, sagde jeg.
   - Jeg har ketchere og bolde, sagde hun og holdt sit blik. - Jeg har altid ketchere og bolde, husk det, min lille ven.
   Og så var den sag afgjort. Mormor hentede grejet ude i sin bil, og vi satte et usynligt net op på det varme græs længst væk fra selskabet, blommetræet var mormors baglinje, min forestillede vi os. Hun kunne gå spændt ned i knæ, hoppe atletisk op i luften og med sit tynde, flagrende hår i vinden baske til fjerbolden, så man skulle tro, at den ville flække i ketcherens gab. Hendes blik var intenst, men hendes læber smilte. Jeg tumlede rundt på græsplænen og skovlede bolden over nettet så godt, jeg kunne, selvom de fleste af mine slag røg midt gennem de usynlige tråde, og sådan spillede vi frem og tilbage, indtil mormor pludselig servede bolden ned i morfars kaffekop.
   - Nej, nu har jeg da aldrig!
   Vi var færdige med badminton for den dag. Mormor slæbte sin krop, der atter var trukket sammen i alderdommens kramper, tilbage til bordet og sin plads, ketcheren drattede ned ved hendes side og lagde sig forsømt i det høje græs op ad haveskuret. Jeg stod tilbage på plænen med min egen ketcher slapt hængende i højre hånd, sved piblende ned over panden, og så på det usynlige net, som mormor havde forladt. Jeg kunne ikke tage det ned selv, jeg var jo kun en lille dreng. Nettet måtte blive hængende, letblafrende i den blide sommervind, indtil det ville blive glemt og således forsvinde. Måske eksisterede nettet allerede kun i mit hoved.
   Jeg kiggede på menneskerne i selskabet. Så mange mennesker, jeg ikke kendte, tænkte jeg. Så mange, jeg aldrig ville komme til at kende, og nogle, jeg kun lige ville nå at lære at kende ordentligt. Jeg kendte ikke endnu mange mennesker, men jeg kendte nok. Nok til at vide, at alle er forskellige, at alle griner forskelligt, smiler forskelligt. At man ikke altid lever i den samme virkelighed. Jeg kendte nok til at vide, at man ikke kan kende alle, at man ikke kan kende alt. Man kan lige så godt give op på forhånd. Man kan kun kende sit.
   Ved min side skød en høj mand pludselig i vejret. Han havde en blå anorak uden over sit sorte og hvide jakkesæt, et ganske opsigtsvækkende kostume, og det så ud til, at han kiggede på, hvad jeg kiggede på. Men jeg mere tænkte end kiggede. Manden ville ikke kunne se, hvad jeg tænkte. Jeg så på ham, som han havde blikket rettet mod selskabet. Uden at fjerne sit blik udstødte han et dybt suk og førte så en håndflade op på mit hoved, hvor han ruskede mit hår om til en fugleredde, han rev min fine midterskilning op i sømmene. Hans skinnende ansigt drattede ned for at smile til mig, og dette smil blev hængende, jeg skulle smile igen, før han kunne komme videre. Det var som om, at han følte, at vi havde noget til fælles, at vi var sammen om at beskue forestillingen. Han var et af menneskerne fra nede ad gaden. Sandmanden, havde mor døbt ham. Sandmanden med sit sand og sin blå anorak. Jeg så mor sidde ved et af bordene under halvtaget, så hende gengælde et smil så hurtigt, at det aldrig blev et smil, så hende miste sit tag om sig selv blandt alle de monotone ordstrømme, så hende uden et eneste af de lag, hun viste frem for gæsterne. Mor så på mig. Jeg lod ketcheren glide ud af min håndflade, forlod Sandmandens hængende smil og gik hen mod havedøren, der stod åben og lod luft slippe ind i den varme stuen.
   Far stod inde i mørket foran stuebordet og stirrede på en høj porcelænsvase, der var blevet ham foræret. Jeg så ham gennem åbningen i havedøren. Jeg var ude, han var inde, han var alene, alene foran den stjernebelagte nattehimmel på væggen. Han lignede ikke et fødselsdagsbarn. Det var, som havde vasen mindet ham om noget vidunderligt, han netop nu havde indset, blot var et drømmebillede, og denne indsigt havde frarøvet ham selve billedet. Han var fortabt, alene i mørket.
   En ældre, mørk dame væltede ind i mig, og mens hun gjorde et stort nummer ud af at beskrive, hvor fjollet og klodset hun med alderen var blevet, havde far vendt sig om og stod nu med porcelænsvasen i mellem hænderne og kiggede på mig; drengen, der lå tværs ind over gulvet, halvt inde, halvt ude, befamlet af rynkede kvindehænder. Jeg så op på ham. Han prøvede at smile.
   Far ser fortabt ud i de første øjeblikke og smiler i de næste, mor smiler i de første og ser fortabt ud i de næste. Sådan skiftes de til at tage deres tørn.
   Og senere, da gæsterne var taget hjem og haven atter lå øde, stod mor, hvor far før havde stået, og så mod stjernehimlen, vores magiske vindue i væggen. Mor priste denne himmel højere end himlen, der hang udenfor. Starry Night kom op over sofaen, kort efter jeg kom til verden. Det tog mig lang tid at opfatte at det blot var en indrammet plakat. Om natten kunne det ligeså vel have været et magisk vindue, der forvrængede himlen. Igennem dette vindue var natten ikke mørk og dyster, men derimod fyldt med farve og lys. Natten er fyldt med liv. Mor kigger ud af dette hul, der fører til en anden verden. Jeg synes bedst om mor, når hun står der og ser på himlen i stuen. Jeg er helt lille, måske så lille, jeg kan huske, og gemmer mig bag glasdøren, mellem de gyldne hængsler ser jeg på hende. Sådan står vi i lang tid, opslugt af hvert vores. Og jeg stiller mig i dørsprækken til arbejdsværelset, når døren en sjælden gang står på klem, og ser på solen, der skærer gennem mor. Jeg ser de dele, hun består af, ser det, der ligger i mellem delene, limen, der holder det hele sammen. Ryggen er i forgrunden, det spændte skjold, der dækker for værket. Nedfaldne lokker fra det opsatte hår krøller sig legende omkring en blød nakke. Jeg står og stirrer så intenst, at jeg kommer til at bide mig i underlæben uden videre at tænke over det, før smagen af blod glider over tungen. Jeg suger dråberne ind, styrker mig, holder mit blik. Bag mor rejser lærredet sig, et lærred, der fylder hele væggen, og du, mor, er mit motiv på det store lærred. Det virkelige motiv er altid skjult bag dig.
   Mon du nogensinde malede mig? Fangede du mig i et øjeblik, glødede jeg, skinnede min sorte sjæl? Mal mig, mor. Mal mig.
   Jeg drømmer om penselstrøg, linjer på et blankt stykke papir, farver, der vælter ind over hinanden i mørket og stryger sig blidt hen over mine øjenlåg.