Far havde gode ben. Det havde han allerede bemærket flere gange. Men far var ikke Den lille store. Jeg var blevet Den lille store, og far måtte nøjes med at være en Telekom-tysker. Jeg kørte i tredje gear det meste af vejen, op ad bakkerne tog jeg den i andet. Jeg mistænkte far for at tage bakkerne i første, og så slår man ikke bjergkongen. Mor var bare mor, og hun holdt en jævn langsom pedalomgang. Kampen interesserede ikke mor. Det æstetiske ved udholdenheden, dynamikken og stilen, for ikke at glemme udødeligheden, sagde ikke mor så meget. Jeg forstod heller ikke den fulde mening bag disse ord, som far råbte af skærmen, men de fremstod som vigtige, når man først selv sad på cyklen og trådte sig frem ad landevejen. Mor skulle bare have syltetøj med hjem fra fyrtårnet.

Far ville op i selve tårnet. Det var det eneste, han ville, og han var den eneste, der ville det. Jeg stod ved siden af mor og så ham skabe sig. Far hev i hendes kjole, skubbede blidt til hende og sagde hendes navn i forskellige tonefald, som om det at høre sit navn blive gentaget ville blødgøre mor. Navnet blev kun underligt af at blive udtalt så mange gange i streg, det var som om, at far æltede det, og for hver benævnelse tog navnet ny form. Det lagde sig mere og mere fjernt fra kvinden, det tilhørte. Jeg havde aldrig set far sådan før, måske var det adrenalinen fra bakkespurten, der stadig pumpede i hans årer.
   - OKAY! råbte mor endelig i fars ansigt og trampede så op ad trappetrinene.
   Far jog lykkeligt efter hende, men opdagede, at han i farten helt havde glemt mig.
   - Jamen, kom så da! sagde han. Som om, jeg var en hund.
   Mor stod med armene over kors og håret bølgende bag sig fra den åbne rudes vindtag, da jeg nervøst trådte op på hjul af far. Hun kiggede langt ud over det blå vand og de gule marker. Det var vist slet ikke så slemt, at være kommet op i fyrtårnet. Hun havde endda nedfaldne øjenlåg, kunne jeg se, under solbrillerne. Mor kiggede indad.
   Så kom far og tog fat i mors talje bagfra og prøvede at vippe hende ud over kanten.
   - Stop det, Niels! råbte hun. - Stop så!
   Far var legesyg. Han var begejstret over modstanden. Mor vred sig i fars favn, et kort øjeblik så hun ud til at grine, men så skubbede hun far væk, vrissede arrigt ad ham og farede så ned ad trappen. Far så forvirret på mig, som ledte han efter svar, som ville jeg have svar til ham. Jeg kunne ikke hjælpe far.
   Mors cykel var væk, da vi kom ned.

Vi prøvede igen den følgende dag. Denne gang var der ikke meget ved at cykle med far, han holdt vist hviledag. Den lille store holdt aldrig hviledag, han var altid både lille og stor, og han havde altid medvind på landevejen. Far cyklede ved siden af mor, han holdt øje med hende, mens jeg ledte feltet. Man måtte hver tage sit ansvar.
   Far skulle ikke op i fyrtårnet, selvom han sendte længselsfulde blikke op mod de reflekterende ruder på toppen. Vi skulle bare have et glas med rabarbersyltetøj og et med boysenbærsyltetøj og så hjem til campingpladsen igen. Mor rakte mig posen med syltetøjsglassene, mens hun betalte.
   Jeg fik lov at cykle med posen på hjemturen, jeg havde den hængende omkring styret under min højre hånd. Der var god vind, jævn asfalt, forhjulet klæbede sig til vejen for atter at give slip med fornyet fart. Jeg kunne høre mor og far mumle bag mig, vinden rev i deres ord, hvirvlede dem op i luften og lod dem falde ned på må og få, et enkelt nåede fra tid til anden frem til mig, nogle blev måske hængende til senere cyklister.
   Så kunne far alligevel ikke dy sig længere. Han kunne ikke holde sig tilbage, og udfordrede pludselig min føring, han rakte endda tunge til mig, som han forcerede sit pedaltråd. Jeg skiftede gear og rejste mig højtideligt op i sadlen, førte overkroppen ind over styret og begyndte at kaste stellet fra side til side, en skarp mekanisk bevægelse midt i markerne. Jeg kom op til far og knurrede ad ham, mens jeg fortsatte forbi. Dette var mit løb. Jeg nåede dog kun lige at rette ansigtet tilbage mod asfalten foran mig, før jeg kørte over en kantet sten, der sendte forhjulet ud af kurs, og efter et par vilde sving røg jeg ned i grøften og væltede videre ind over kornmarken.
   Jeg havde slået hul på begge mine bukseben og blødte ud af knæene. Der var pludselig mørkerødt stads ud over hele min underkrop, jeg havde slået hul på mit halve legeme.
   Jeg kunne have været død, tænkte jeg, udødeliggjort i marken, tænkte jeg, Den lille stores sidste stigning og fald.
   Far bukkede sig ned foran mig og var lige ved at putte en finger i såret, men holdt igen. Han vidste hverken, hvad han skulle gøre af sig selv eller sin såret søn.
   Så dukkede mor op bag far. Med hænderne for munden skjulte hun et skrig eller et grin, det var ikke til at sige, og vendte sig hurtigt om. Så kastede hun vredt ansigtet og hænderne frem mod os.
   - Er I stolte nu? råbte hun.
   Far så undskyldende på mig.
   Jeg var ikke stolt.
   Jeg lå bare under den klare himmel som en forkrummet, smeltet sneengel i den gule mark og hele min underkrop duftede af den sødeste sommer.