Han havde færdigspist morgenmaden, alene som sædvanligt. En suppeagtig substans de fik serveret hver morgen. Han havde ikke bevidst valgt at sidde og spise alene, men man bliver nødt til at forstå at årene gror på én forskelligt, og i det mindste var han glad for, at de lod ham have en vis indflydelse på den daglige rutine. Hans krop ville tidligt op, sommer som vinter. Måske ville han møde Niels på vej tilbage og måske ville de udveksle et nik, måske ikke. Det var svært at lave venskaber derinde. De fleste af beboerne holdte sig for sig selv, og dem der ellers gerne ville dele et par ord eller en historie afhang oftere end ikke af de ansatte til at arrangere noget. Og så var det pludselig alligevel ikke så vigtigt.
   Han tog sin snaps, hældte den ned gennem sin tørre hals som han gjorde hver morgen. Det var uden tvivl højdepunktet på dagen. Desværre tillod de ham kun den ene, og derudover ønskede han mere end noget andet at have en varm sjæl at dele den skønne, brændende væske med; at skåle højlydt og uden hæmninger. Men nu var tiden inde. Tilbage til det møblerede rum, de kaldte hans værelse. Møblerne tilhørte ham i hans daglige færden, men det var ikke hans stol eller hans seng. Han havde desuden et par malerier hængende, datterens malerier. Hun besøgte han en gang om ugen. Det betød seks dages ensomhed, hvis han ikke regnede helt forkert.

Lisa vandrede ind med det tøjdyr, der sikkert engang havde lignet en bjørn, mast ind mod sit bryst så ingen kunne tage dyret fra hende. Hun ville absolut ingenting; det ville hun aldrig, eller også glemte hun blot altid hvad det var, hun egentlig ville. De troede ikke på låse, der på hjemmet, så alle var som sådan frie til at gå hvor de ville, og han kunne da også sagtens tillade Lisa at stå der i dørindgangen og kigge op i loftet med blanke øjne. Det er en mærkelig form for apati man får, når det først går op for en, at man ikke på egen hånd kan styre sin dag og sit liv. Sandheden var jo, at Lisa uden problemer kunne gå hen og klemme det beskidte tøjdyr op i ansigtet på ham og på den måde ende hans dage på sørgeligste vis, uden nogen som helst modstand fra en gammel mand i sin lænestol med to tynde arme tungt placeret på hvert armlæn. En gammel mand var hvad han var, og intet andet. Ingen af de gode gamle minder der skramlede rundt i hans forvirrede hoved ville ændre på hvad han var nu. Lisa sendte et kort skinger-hæst skrig ud, som en anden øgle, et skrig rettet mod alt og intet, og så gav hun den beskidte tøjbjørn et klem, vendte sig om og løb væk.

Han talte sjældent meget, ingen af dem talte sådan rigtigt. Det var bestemt et stille og roligt kvarter han var indlogeret i, men om end det til tider var en god ting, var stilheden oftest forfærdelig. I et lydløst værelse kan man næsten høre hvordan ens åndedrat ældes.

Han ville vidst nok gerne løsne sit greb omkring bordet. Kun fingrenes yderste led var placeret over dugen, men der var de til gengæld urokkeligt nedsømmet. Han ville intet hellere end at lade dem smertefrit glide ned på de udmagrede lår under bordet. Han følte sig udsat.
   Niels havde ikke lagt mærke til ham, da han satte sig ned, men han havde heller ikke ænset Poul og Jan som de ankom. Niels så ud til at ældes hver eneste dag. Det var selvfølgelig en sær iagttagelse, men hvis sandheden skulle på bordet, så fik Niels bogstaveligt talt en rynke i ansigtet om dagen. Da der ikke var mange spejle til rådighed, så man dog sjældent sit eget ansigt. Det betød, som alt andet, også mindre og mindre. Han vidste således ikke hvordan han egentlig tog sig ud til dagligt, men hvad han vidste, var at hørelsen var dårlig, synet værre, og at der var op til flere retter på menuen han tilsyneladende ikke kunne fordøje ordentligt. Men de elskede jo også at fodre ham med kiks og suppe. Det betød også mindre og mindre.
   Niels lavede en mærkelig lyd, en lyd der vel kom nede fra maven af, og gav et hurtigt spjæt i stolen, som viste at han var blevet ligeså overrasket over lyden som Jan så ud til at være blevet forfærdet af den. Niels mumlede en undskyldning, tre undskyldninger; en til hver af bordets gæster. Men for fanden, de havde sgu alle maveproblemer. Han ville gerne have sagt det højlydt, men de udsatte fingre på borddugen forhindrede ham ligesom i det. Jan, med sammenkrøllede læber der bulrede frem og tilbage i ansigtet, blev ved med at kigge surt på Niels som til gengæld skrumpede sammen i sin stol. Synd, var det. Han havde altid syntes mindst om Jan. I hvert fald siden Jan aggressivt havde stukket sin finger ned i hans snaps, under et af de få morgenmåltider han ikke havde fået alene. Han fandt aldrig ud af med hvilke intentioner Jan havde lavet dette sære nummer, men hvad han vidste, var at han den morgen ikke fik nogen snaps.
   En af de ansatte var begyndt at sætte de fire herrer sammen ved aftensbordet med god mening, men nu blev han blot endnu mere opmærksom på stilheden i mellem dem. Det er sjovt hvordan det ikke bliver nemmere at få nye venner med årene, på trods af al den erfaring man livet igennem erhverver sig. De tre rynkede ansigter omkring ham var ikke nye, men det kunne de ligeså vel have været. Om et minut eller to ville hele seancen så være ovre, og de ville endnu engang have misbrugt en af de sjældne muligheder for at bryde stilheden. Den faldende sne var det eneste der holdte mørkets sorte vægge på afstand, så ud fra det at dømme var sengetid ved at nærme sig. Sikke en herlig årstid for dem der lever med solen og ligeledes dør med den.

Til ingen stor overraskelse var Julens hellige spektakel overstået kort tid efter dens ankomst og nu varslede et nyt år snart, nyt men blot endnu et af slagsen. Han holdte ikke længere styr på de forgangne år, og om han selv var 85 eller 95 gjorde ingen forskel. Årene forgår og på et tidspunkt stopper man med at tælle, fordi årenes vigtighed stopper. Andre ting var vigtigere nu, piller eksempelvis. Død fyldte ikke hans tanker. Han var hverken bange for den eller så frem til den, den lå bare dér i den snarlige fremtid, og der lod han den ligge.
   Loretta bankede på døren og sneg sit ansigt indenfor, hilsende. Hun spurgte om han var klar. Klar som klar kan være, tænkte han, og så sagde han det. Hun tog fat om hans talje og hev ham op at stå, mens hans arme langsomt lod sig rive løs fra de trofaste armlæn, som plaster revet forsigtigt af hud. Han blev sat ned i en rullestol og derefter rullet ud i gangen. En et-minuts rulletur gennem gangen ventede nu, og ved enden af turen ville de befinde sig i spisesalen, hvor en falsk nytårsaftens middag var blevet arrangeret, så alle, endda de beboere der var i stand til at forlade hjemmet nytårsaften, kunne deltage.
   Jan var ikke til stede, heldigvis, tænkte han. Selvom alderdommen ingen mands kop te er, hvorfor så gøre ondt værre, når alderen er en af de få ting i livet der ikke kan ændres. Og Jans sure miner gjorde bestemt ondt værre for dem omkring ham. Niels og Poul var der, og de tre gamle mænd havde udvekslet et par korte anerkendende nik, da de var blevet placeret tilrette ved bordet. Efter de havde fået serveret tallerkener med endnu en omgang af den famøse suppe, denne gang anrettet med et stykke bredbladet persille på toppen i dagens anledning, ankom endnu en gæst, kørt til rette af en smilende ansat. Dette er Tom, sagde hun, og tilføjede at vi alle måtte nyde vores aften. Ingen af de tre gamle mænd havde set Tom før, selvom han nemt kunne have beboet deres kvarter i flere år. Mange af de beboende var ikke nemme at få øje på i den daglige rutine.
   De fire gamle mænd spiste i en stilhed der kun fra tid til anden blev afbrudt af en af Niels' spøjse mavelyde. Da de havde færdiggjort suppen, og tallerkenerne var båret ud, blev der placeret en bakke med fire snapseglas foran dem med væske der næsten skvulpede over kanten. Ingen af dem rørte sit glas til at starte med, de var alle fire afventende, vurderende over hvordan den skønne væske skulle angribes. Han følte sine fingerspidser ryste en smule, men på en god måde, en forventningens måde. Så bevægede han sin højre hånd over bordfladen og tog fat i det smalle glas, og ligeledes tog de andre fat. De løftede deres glas synkront, som ved en ordre, men så rømmede Tom sig, og dette meget højt. De tre rynkede ansigter vendte sig mod det fjerde. Skål! sagde Tom. Så såre simpelt var det. Efter en kort mistroisk stilhed fulgte de andre trop, og så hældte de den brændende spiritus ned i halsen og smækkede så glassene ned i bordfladen i fire samtidige mekaniske bevægelser der ville have imponeret enhver som var vidne. Aaah, stønnede Tom, og Pouls smil blev bredere, mens han i en svajende bevægelse så rundt på bordets mænd, og pludselig klukkede de alle fire i den særeste og mest lydløse facon nogensinde hørt, mens deres talerør langsomt vænnede sig til den uvante beskæftigelse. Lyden blev højere og højere indtil en ansat løb bordet til undsætning, men hun blev kun mødt med glade, om end forpustede, rynker, og Tom var ikke langsom til at kalde efter endnu en omgang, da nu en tjener så flot havde præsenteret sig. Den ansatte holdte igen et øjeblik, men glæden rundt om bordet var smittende, og den ansatte smilte og gav dem et hurtigt blink og så forsvandt hun kun for at komme igen få sekunder efter med endnu fire glas snaps og sagde: Så denne ene gang!
   En vidunderlig aften, det var. Latter var en sand befrielse. Tom viste sig at være fortræffeligt selskab, han kunne ikke få lukket munden da først den var blevet åbnet, og Niels insisterede på at snapsen havde en helbredelig virkning på maveondet, og en tredje omgang blev det da også til inden aftenen var omme. De andre gæster i salen var så småt begyndt at rulle tilbage på deres værelser, og pludselig var det grinende bord det eneste tilbage. Ved dette bord, skrev fire gamle mænd historie. Aftenen endte som alle aftener må ende, men den efterfølgende morgen stod fire beboere på hjemmet op af deres senge, stærkere og friskere end nogensinde; hver af dem med et smil på læben og en vilje til at stå i mod stilhedens alder.