Han ankom ved middagstid i den blå Ford, som han parkerede op ad fortovet foran tornbusken, åbnede bildøren på klem, forsikrede sig om, at der igen andre biler var, der var ingen biler, byen var lille, vejene uendelig lange og tomme. På den anden side af bilen, den side hvis hjul hvilede på kantsten, blev han en smule sørgmodig. Det var jo ikke fordi, at han kørte med passagerer. Men hvis et menneske på hans egen størrelse skulle vove sig ud i det stunt at klemme sig ud gennem passagerdøren uden at skramme bildøren på de tornede grene, eller for den sags skyld undgå at få en torn i siden eller i øjet, ville dette menneske på hans egen størrelse formentlig fejle. Et mindre menneske ville måske ikke fejle. Men hvor kom disse mennesker fra? Han bladrede i hukommelsen, skimmede arkivet for ansigter. De havde altid været forholdsvis store i hans familie, både i højde og drøjte. På et tidspunkt måtte det vel gå ned ad bakke.
   Vinduerne var blanke, han så på glasset, ikke gennem det, ikke ind bag ruderne, men på den jævne flade af bittesmå fibre, den perfekte gennemsigtighed, en usynlig åbning, der adskiller to verdener. Han var udenfor, lidt endnu. Bare lidt endnu.
   Carporten var tom. Citroënen var endnu ikke kommet tilbage. Han løftede den hovedvendte urtepotte og samlede en rusten nøgle op, knugede den i håndfladen, blev et øjeblik bange for, at den ville knække, løsnede grebet og så den falde til jorden uden at lave en lyd. Sådan stod han lidt.
   Entreen var tom, fyldt med ting, der var tomme, uudfyldte, hule; sko, jakker, hatte, handsker. Det var sommer. Han var ankommet midt i juli, og mens varmen var på sit højeste, lå efteråret allerede gabende og trist rundt om hjørnet. Han tog sine sandaler af og stod lidt. Knappede skjorten helt op og placerede forsigtigt højre fod i en sort vandrestøvle med lange, tykke snørbånd. Den passede. Så venstre. En streg formede sig i nederste del af ansigtet, han kunne mærke stregen, at den trak sig, men ikke hvor den endte.
   En spartansk møbleret stue, to grå lænestole foran et lavt stuebord af granit, to hvide plastikstole med høj ryg på hver sin side af et spisebord med grøn dug. Et lille fjernsyn. En clock-radio over A-Z leksikonsamlingen i reolen. Han satte sig ned i den ene lænestol. Den passede. Det gjorde den anden også. Han gik ud i et ligeledes nøjsomt køkken. En enkel åben skabslåge. En gammel opvask, der ikke endnu var taget. Han tog den. Han kendte tallerkenernes placering, krusenes, koppernes, bestikkets. Han satte kaffe over og ventede, lyttede til den svage rumlen, mens han stod og kiggede gennem vinduet, ikke på ruden, men gennem den, ud på den blå Ford bag tornbusken. Han var stadig udenfor, bare lidt endnu.
   Han satte sig atter i lænestolen, den første, den hvor vindueskarmen med kikkerten og fuglebogen befandt sig på højre hånd og hvor kaffekoppen på sofabordet kunne nås med venstre. Her blev han siddende, lukkede øjnene i, slumrede hen. Kaffen blev langsomt køligere.

Det bankede på. Den fjerne, hule lyd skød en pil ned gennem hans øregange og rystede liv i den tunge krop, der spjættede et par gange, før han atter sad helt stille. Som et spøgelse, befandt lyden sig et sted mellem hans ubevidste og bevidste tilstand, lyden havde banket mod hans tankevæv i evigheder og var samtidig endnu ikke kommet. Før den kom igen. Han sad med dovne øjenlåg og så mod den sammenføjning af hvide vægge, bag hvilken kilden til denne opvågnen befandt sig. Og lige som det syntes en uundgåelighed at endnu et bank skulle følge, kom der intet, og stilheden føltes nu større og tungere end før, han følte sig selv større og tungere end før, så stor og tung at han næsten ikke kunne være i huset.
   Og da det et par timer efter atter bankede på døren, fandt han sig stadig siddende i den højre lænestol i stuen. Men denne gang reagerede han, han måtte placere spøgelset, sætte billede til lyden, og således skød han med spændte håndflader mod armlænenes stof sit store legeme op, hvorefter han listede rundt om hjørnet ved leksikonsreolen og ind i køkkenet. Herfra lænede han sig sidelæns ind over køkkenvasken og fik dannet et skævt vue ud over forhaven, en ramme der akkurat ikke kunne fange billedet af lyden. Og da lyden af bank opbrød, blev den øjeblikkeligt erstattet af lyden af skridt, skridt der nærmede sig, og i en pludselig frygt for at blive opdaget som den skjulte observatør, han var, gik han ned i hug foran den grønne skraldepose under vasken. Alligevel kunne han ikke dy sig og udfoldede kort efter langsomt den krumme ryg for at kunne stikke næsetippen ind over køkkenbordet. Ryggen af en fremmed ældre herre passerede forbi for enden af busken, hvorefter han drejede ind i naboens indkørsel. Efterfølgende var der stille og den tøvende sommersol bragte intet, hverken gammelt eller nyt, med sig, og mørket faldt, som det alle steder falder, og vendte stilheden til noget nært og trygt. Sengen var ikke hans, men den passede.

Som bedøvet sov han indtil middagssolen fra de nøgne vinduesruder i soveværelset prikkede sig gennem hans tynde natteklapper. Og straks var lyden der, bank bank, den tilbagevendende homofoni, der syntes alene at have ventet på hans opvågnen. Som ved et epifanisk lyn ned gennem det morgentykke tankespind, var han øjeblikkeligt ude af sengen og på benene, før resten af knoglerne havde nået at finde sig tilpas i deres hylster. Han vraltede ud i gangen og hen mod døren, som han i et voldsomt ryk flåede åben. Ingenting, intet; ingen forårsager af lyde på nær naturens baggrundsstøj, lidt fuglekvideren hist og her, et enkelt æble, der faldt fra sin stamme et sted langt væk.
   Han sank sammen foran den atter lukkede dør, nøgen til livet.

Så mærkede han det i ryggen, det var en følelse denne gang, ingen lyd, han mærkede adskillige dunk i ryggen, der bølgede sig ned gennem kroppen. Et øjeblik sad han med strakt ryg, sammenkrøllede ben, åbne øjne. Så rejste han sig op. Han åbnede døren og så et par øjne, der så hans. Imens de så hans, så han dernæst en hat, en uniform, ensfarvet, et par sko. Uniformen sagde noget til ham, at der var noget til ham, noget han skulle tage imod, og han tog imod, og dernæst skulle han underskrive et papir. Det var ikke hans eget navn, han skulle underskrive. Det var det rigtige navn, men det var ikke hans, det var et navn, der kun delvist tilhørte ham, mens den anden del ikke længere fandtes. Det var navnet, der stod på døren. Han tog dette navn i sin magt, gjorde det til sit. Han var således blevet et nyt menneske. Han var blevet sin egen far.
   Senere kørte han den blå Ford ind i carporten og blev siddende lidt på førersæddet, inden han gik ind og satte kaffe over.