I et værelse på 1. sal tændes lyset og to skikkelser bevæger sig kort rundt, før de falder til ro. En kvinde har sat sig i vindueskarmen.
   En mand spørger: "Ryger du?"
   "Fra tid til anden."
   "Jeg er stoppet. Disse er en illusion." Han åbner sengeskuffen og tager en pakke cigaretter frem.
   Hun ler kort og kigger ud af det åbne vindue. Langsomt rækker hun sin hånd frem mod sengen hvor han sidder, og venter på, at cigaretten falder i mellem hendes fingre. Billygterne flakker forbi i formation langt ude, midt i den sorte nat.
   En mand kommer gående på modsatte side af vejen og stopper op et øjeblik. Regnen falder ned over ham, men han bliver stående og vender ansigtet op mod vinduet, hvor hun sidder. Han smiler til hende.
   "Jeg må vidst også hjemad," siger hun. Hendes hånd hænger stadig nøgen i luften mellem vindueskarmen og sengen.
   "Nej, bliv nu lidt længere." Han rykker frem på sengekanten, tænder en cigaret i munden og rækker den til hende. "Det er så sjældent, du er her."
   Rummet er fuldkommen stille omkring dem og hun sidder en smule uroligt. Hun inhalerer røgen og puster den op mod loftet, hvorefter hun sænker hovedet og smiler skarpt til ham.
   "Hvordan står det nu til derhjemme?" spørger han. "Men, nej, det er jo heller ikke."
   "Nej." Hun vender atter blikket ud mod gaden. Manden er væk. "Lad os lade være med det."
   "Okay, men hvad så?"
   Hun trækker sin krop op fra karmen og går de få skridt hen mod ham. Hun bukker det ene knæ ned over sengen og rækker læberne frem mod hans, skubber hans bryst ned over sengen. Cigaretten ballancerer fint i mellem hendes smalle fingre over lagnet og røgen danner en tynd tåge omkring dem. Hun kysser ham på halsen og rejser sig op igen. "Jeg er tør i halsen."
   "Vil du ha noget, eller, jeg har vidst lidt..."
   "Ja tak."
   Han forlader værelset, og hun sætter sig op i vindueskarmen. Regnen er stoppet, og vinden blæser friskt ind i hendes ansigt. Hun lukker øjnene og putter cigaretten til munden.
   Nede på gaden kommer endnu en mand gående. Han stopper også op og vender ansigtet mod hende. Det er ikke til at se, om det er den samme mand som før. Han står der længe uden at gøre noget. De kigger på hinanden i et ubestemt rum tid, og det er som om, at intet omkring dem vil ændre sig, før en af dem gør noget.
   En sirene går i gang i det fjerne og regnen falder pludselig ned igen, som var det et aftalt akkompagnement.
   Manden trækker en hætte over sit hoved, og ansigtet under hætten svinder ind til en grumset grå masse. Han ser ikke virkelig ud længere, øjnene står frem som det eneste klare ved ham, han er nu blot to øjne i en sløret masse.
   Hun lukker øjnene og fylder kinderne med røg fra cigaretten. Han er væk, da hun atter ser ud på gaden, og hun bliver i tvivl om, om der overhovedet havde været nogen mand.
   Nu er han tilbage i rummet og går lidt rundt med to glas og en flaske og kan ikke finde ud af, hvad han skal gøre af de hentede genstande. Der er ingen borde eller stole i rummet. Udover sengen er der kun en lille sengeskuffe og en reol.
   Nu står han ovre ved reolen og hælder væsken op. "Du må altså undskylde hvis... Men det er nu det eneste."
   Hun tager i mod et glas, drikker alt væsken og rækker ham glasset igen.
   "Vi kunne også. Og er det nu ikke." Han står og tapper et par fingre oven på reolen, før han hælder igen.
   Hun går over til reolen og stiller sig ved siden af ham. De kigger begge på de fyldte glas. "Det er ikke okay," siger hun, "for nogen af os. Det er jeg ked af."
   Han siger intet, men falder langsomt sammen i kroppen. "Nej, nej. Det er også det." Han tager sit glas op og drejer det en enkelt gang før han sætter det ned igen. "Det er stadig ham. Ikke?"
   "Jo, det er ham."
   De står i stilhed i et længere stykke tid.
   "Må jeg lukke vinduet?" spørger han.
   "Nej, lad det stå åbent."
   Ude i natten falder regnen stadig tungt og alle gader er tomme.