Vi er 50 km uden for Lillehammer, og far har fået hikke. Hver gang fars hals kaster et pip fra sig, hopper hele kroppen med, og under min hud simrer en rædsel, der er større end mig selv; en rædsel, der har forladt bilen, fløjet op i himlen og, med alvidende varsel, blinker ned til den grå Fiat, længe før ulykken faktisk finder sted.
   Far hikker og slipper grebet om rattet, som er det et varmt brød lige fra ovnen; disse to bevægelser i bølgende takt med mors hovedvippen, højre mod venstre mod højre, til grønne toner fra en trio fra Raleigh, North Carolina.
   Jeg sidder i stilhed bag dette virvar af gestik, sidder med spændte muskler, blanke øjne og fornemmelsen af døden, der nærmer sig gennem skoven.
   Og da døden endelig kommer, ser jeg den i øjnene. Mor ser ikke døden, hun har saligt lukkede øjne, far er fanget i et hik, men jeg ser døden i øjnene, og døden ser mig i øjnene, og det går op for mig, at jeg er døden for den. Det er alene i et splitsekund, at vi fanger hinandens blikke, fordi døden stopper ikke, og det gør den grå Fiat heller ikke, og pludselig splintres glasset, hjulene hviner, og så holder bilen stille, og to tykke klove stikker ind gennem forruden.
   Jeg tror, at der var skrig, lige da det skete, men nu er der stille. Far hikker ikke længere. Han har blodige stykker af glas på lårene. Det er ikke hans blod. Så begynder mor at græde.
   En mand banker på fars rude, og far ruller ned. Manden spørger, om vi er kommet noget til, men far insisterer stædigt på, at han ikke forstår, hvad nordmanden prøver at sige. Far laver sådan en det-kan-jeg-ikke-gøre-noget-ved gestus med hænderne, og så ruller han atter vinduet op.
   Mor holder gråden inde for at sige, at nu skal hun altså hjem, og så stikker hun ud af bildøren. Et par minutter efter ser vi hende køre forbi sammen med nordmanden i en Rover i retning af Lillehammer.
   Så sidder far og jeg der i mørket, stille som to knappenåle i natten, med en død elg mellem os.
   Far tager godt fat om en klov og erklærer ud i den kolde luft fra en fraværende forrude, at der nu ikke er nogen grund til sådan at tage fart over en elg. Sidste år omkom 50 mennesker i området trods alt grundet elge. Og vi er ikke engang såret. Vi er ikke en del af statistikken, vi står uden for den. Og elgen jagede i øvrigt hikken væk, slutter far eftertænksomt.
   Men efter lidt tid siger far alligevel, at vi nok hellere må ringe efter noget hjælp, og måske kan han endda få fat i en, der taler engelsk.

To timer senere er vi hjemme, men lyset er slukket. Mor er ikke kommet hjem endnu.
   Og mor kommer ikke hjem i løbet af aftenen, men far siger, at hun jo har en del familie i omegnen.
   Jeg lægger mig op på hemsen, tager dynen om mig og finder et par tegneseriehæfter frem. Kort efter kommer far op. Han vil også gerne sove på hemsen, bare lige i nat.

Næste morgen siger mor, at hun sov hjemme hos nordmanden, da han viste sig at være psykolog og derfor kunne fortælle hende en masse interessant om oplevelsen og hendes tilstand. Hun er nu tilbage og har ovenikøbet bragt morgenbrød med sig og pyntet bordet med blomster, vi ikke har i haven. Hun føler sig som et nyt menneske, fortæller hun, og så spiser vi rundstykker sammen alle tre og slutter af med at dele to cremeboller. Far læser op fra Verdens Gang. Døden på fire ben har i den grad hærget egnen nord for Lillehammer den sidste tid, og adskillige biler har måtte lade livet, og i øvrigt et par nordmænd. Far ledsager de sidste ord med en intens stirren på mor, indtil hun rejser sig op og begynder at tage af bordet.
   Artiklen er nok skrevet i går eftermiddag, siger far og smiler skævt til mig. Så vi ender atter uden for statistikken.

Psykologen kommer forbi senere samme dag og vil gerne tale med mor i enerum.
   Jeg ligger udstrakt på tæppet inde i stuen og ser en film om Berlinmuren, de viser på NRK1. Far kommer ind og sætter sig ved siden af mig. Han fortæller, at han boede i Århus, da filmen kom ud. Han så den i Øst for Paradis. Nu fnyser han af de triste montager i sort og hvid. Da de endelig fik lov til at yde noget for deres løn, så var friheden alligevel et overvurderet privilegie, siger han.
   Og det går højlydt for sig inde bag den lukkede dør til fars kontor. Der tages for alvor hånd om mors traumatiske oplevelse på forsædet af den grå Fiat.
   Just som muren falder, brager psykologen ind i stuen og siger, at nu skulle den være ordnet. Men han vil alligevel, for en sikkerheds skyld, gerne låne mor med op i rehabiliteringshytten i Gudbrandsdalen hen over weekenden.

Det er i disse dage, hvor far sender campingvognen til tælling. Den klodsede kasse triller først langsomt og usikkert væk fra bilen og anhængertrækket, men stille og roligt samler den mod til sig, og da far endelig får vendt sig fra snakken med naboen, kan han ikke andet end kaste hænderne bag hovedet og sende et lydløst skrig mod himlen. Campingvognen skuldrer to biler på vejen og kører direkte ind i hækken, hvor asfalten ender. Kun det blafrende danske flag, der stikker ud fra tagvinduet, afslører hvor vognen er endt.
   Far finder sig selv, og han går over og roder mig i håret. Den var nu også gammel, siger han. Og din mor har altid hadet spanden.
   Det er ikke første gang for far, hvor han mister grebet om en campingvogn. Første gang skete i Sverige, men det var før min tid, så det tæller ikke rigtigt. Og dengang opdagede han det først ved Broen.

Mor kommer hjem med et stort smil over ansigtet. Hun giver os begge et kram, smider sin rejsekuffert, smutter ud af hoveddøren igen og vender så tilbage med en stor flyttekasse. Da flyttekassen er placeret på midten af stuegulvet, kan vi se, at der ligger et udstoppet dyrehoved i den. Det udstoppede hoved tilhørte engang en elg, og nu skal det op at hænge, siger mor, fordi sådan er det bedst.
   Og det tomme udtryk hænger i stuen lige over havedøren i tre uger. Det er det første, jeg ser, hver morgen når jeg kommer ned, men en dag ligger hovedet atter i en flyttekasse. Hovedet stirrer på mig med livløse øjne, og jeg tænker på det sidste liv, jeg så i dødens øjne. Var det bebrejdelse? Var det vrede? Jeg mærker min hånd knuge sig sammen til en kugle. Var det angst? En rædsel, der forbinder ofre; en rædsel, der simrer under huden; en rædsel, der siver ud af kroppen og tager et par hurtige fodtrin henover trægulvet, da glasset splintres.