Elaine... Elaine... Du hvisker hendes navn lidenskabeligt ind i puden. Du drømmer om hende igen. Jeg ligger ved din side og klemmer dynen tæt ind til kroppen. Ordene er friere her om natten, det er uforudsigeligheden der gør mig bange. Er du mon nede ved kysten igen, der hvor bølgerne slår aggressivt mod klippevæggen og fyrtårnet ligger gemt i en krans af skum? Hun ville op og se ud, ud over verden, sagde hun, og du fulgte hende og smilede ad hendes gnist, en eventyrlyst du kunne genkende. Jeg blev stående på de våde småsten og så på jer gå hånd i hånd, den lille pige og manden med de brede skuldrer. I var altid tættere, hun fik din mors navn, Elaine. Jeg prøver at bevæge læberne og forme navnet, ligesom du gør, jeg former lydene, men det er ikke ligeså inderligt, selv din søvn er mere inderlig.
Jeg tænker på aftenen år tilbage, hvor vi to skabte dette lille liv. Vi stod kind mod kind og trippede rundt på gulvet i langsomme, svævende bevægelser. Mine arme hvilede på de brede skuldrer, mine fingre mødtes i håret i din nakke. Du holdte mig fast omkring taljen, jeg var trukket ind til dig så ingen luft eksisterede mellem vores varme kroppe.
Senere sad vi i baren på de høje stole med vores kroppe vendt halvvejs mod hinanden. Jeg sad med hænderne i skødet, du havde din højre hånd liggende på bardisken med grebet om et glas whiskey. Bartenderen gik stille rundt og tørrede glas af, der var ikke andre end os i baren. Jeg kiggede nervøst væk fra tid til anden, men du bevægede drilsk dit hoved rundt, fangede mit blik for atter at vige legende bort.
Vi tog på hotel den aften, det var en af vores første rejser, og jeg husker at jeg med ét kunne mærke at noget specielt var sket inde i mig, at vi havde ændret resten af vores liv den aften. Jeg faldt i søvn i dine arme med et smil på læberne, men vågnede krøllet sammen dagen efter, og med fast mine var jeg allerede i gang med at vente.
Nu venter jeg igen, men uden at vide, hvad det er, jeg venter på. Venter du bare på at søvnen omfavner dig hver nat så du kan møde hende? Da jeg var lille fortalte min far mig altid, at det var spild af tid at vente. Det man venter på vil ske alligevel, og så kan man udnytte ventetiden i mellemtiden. Men jeg spørger dig, far, hvad vil ske nu?
End ikke mindet har jeg, billederne i mit hoved er nogle jeg selv har skabt. Jeg hører kun skriget, men er allerede for langt inde i klitterne til at kunne nå tilbage. Du tog det sidste minde fra mig, da du bad mig gå til bilen og hente noget der nu ligeledes går mit sind forbi.
Mine billeder består af ord, kun ord har jeg tilbage af dig, Elaine, og jeg læser ordene med åbne øjne:
Elaine springer ud, hun falder ned, falder og falder igennem silkedisen, indtil hun slår vingerne ud og blafrer, blafrer rundt på himlen, vindstødende tager til, og hun prøver selv at tage fat, men nu styrter hun, Elaine styrter mod grunden, styrter indtil der atter er roligt og hun lader sig blødt svæve hen langs kysten til hendes fødder strejfer vandkanten og her krølles hun sammen og ligger indtil hun fredfyldt forsvinder.