En mand sidder og skriver i en stak papirer. Dette gør han gerne den hele dag. Fra morgen til aften sidder han og fylder blanke sider med de ord, han kender, eller i gunstige øjeblikke finder på. Fra tid til anden drikker han et glas vand eller pisser i kummen. Eller han kigger ud ad vinduet, hvor fugle, han ikke kender navnene på, flyver forbi, eller han kigger på vinduesruden, hvor en edderkop gerne sidder og nyder solen. Når manden ikke sidder og skriver, så sidder han og taler i en maskine. Og så lytter manden til stemmen fra maskinen og prøver at forestille sig, at denne stemme tilhørte ham engang, han forestiller sig det, fordi det ikke forekommer ham sandsynligt, at stemmen faktisk har tilhørt ham. Til tider synes stemmen at være mere mand og manden mere stemme. Og sådan går manden ofte forvirret og bekymret i seng, og det hænder, at han overhovedet ikke får sovet, da tankerne vælter ud af hans ørekanaler og fylder sengen, så han selv må sove på det hårde trægulv.
   En dag siger manden: Hvem er du? til maskinen, et spørgsmål han længe har gået og brygget på. Manden spoler tilbage og trykker afspil. Hvem er du? spørger stemmen, og manden bliver øjeblikkeligt i tvivl om, hvem han egentlig er. At en maskine kan stille et så dybt og eksistentielt spørgsmål. Det havde han alligevel ikke forventet. Manden erfarer i momentet en slags respekt for maskinen og giver den ligesom et akavet klap på plastikhovedet, men husker så, at den jo stadig afventer et svar. Jamen, starter manden og griner forlegent, mens han kigger på to stankelben, der kopulerer ømt på ydersiden af glasruden, det føler han alligevel ikke er så nemt et spørgsmål at besvare sådan lige på stående fod, eller på siddende røv, som jo er den position, i hvilken han befinder sig, da spørgsmålet og dets stadig manglende svar går op for ham. Jeg er en mand. Først og fremmest er jeg vel en mand og dernæst et menneske. Eller først og fremmest er jeg vel et menneske og dernæst en mand. Desuden har jeg et navn, siger manden, og en frisure og en øjenfarve. Jeg er en mand, siger manden, med disse og flere særegne træk, der skriver og taler. Lige nu taler jeg, siger manden. Manden spoler tilbage og lytter til stemmen, for nu er det mandens tur til at få svar, og det skal gøre godt. Men han er alligevel en smule skuffet over maskinens svar. Det er ikke specielt særegne træk, stemmen besidder, i virkeligheden yderst uinteressante træk, og manden overvejer om denne situation overhovedet har nogen glans over sig, om den ikke øjeblikkeligt burde kasseres til fordel for et glas vand og en dybere iagttagelse af de stadig kopulerende stankelben. Manden husker dog straks på, at han egentlig gerne antager sig selv for et tålmodigt og i øvrigt tolerant menneske, og det ærgrer ham i samme sekund, som han husker disse kvaliteter, at han ikke knyttede dem til sit allerede forgangne svar. Det ærgrer ham faktisk så meget, at han glemmer at være tålmodig og tolerant og finder sig pludselig stående foran vasken med et glas vand i hånden, koldsved og lidt for høj hjertebanken.
   Manden kommer til sig selv, får ro på pulsen ved at binde en pose frosne ærter om håndledet, faktisk begge håndled og én til om hovedet, bare for en sikkerheds skyld. Han beslutter sig for at skrive uden at tale resten af dagen, manden er jo ikke ung længere og bliver således nødt til at tænke på sit helbred, og beslutningen føres af manden til punkt og prikke ud i livet. Og for at det ikke skal være løgn, går manden i seng som et gladere menneske.
   Men da manden står op til endnu en dag, ligger maskinen stadig der på bordet, og manden overraskes af dette, hvorfor vides ikke, han må have forventet, at den nok også havde sit at se til og derfor før eller senere ville finde et andet sted at ligge. Det kunne selvfølgelig stadig nås, senere er desværre et sådan abstrakt tidspunkt, man aldrig kan vide sig sikker på.
   Manden føler sig distraheret fra sin skrivning og kigger nu med stadig kortere mellemrum på maskinen, han stirrer endda på den, brænder sit blik fast. Nu må det være nok, tænker manden pludselig, og siger så disse ord til maskinen. Nu må det være nok, siger manden. Han spoler tilbage og trykker afspil. Nu må det være nok, siger maskinen. Men nu får manden nok af denne spidsfindige fægtning, det kan jo ikke være rigtigt, at han skal sidde og tage imod befalinger fra en plastikmaskine, hvis livsbrændstof er et batteri. Han puffer til den. Maskinen flytter sig ikke synderligt. Så får den endnu et puf, måske kan dette endda kategoriseres som et skub, og maskinen glider ud på kanten af bordet, hvor den vipper et par gange. Der lader manden den ligge for en stund. Han føler nu, at han kan skrive lidt igen. Og før han ser sig om, er dagen faktisk gået, og han har skrevet så meget, at han ikke har fået drukket et eneste glas vand. Tilfreds går manden i seng og drømmer om ord så kringlede, at han klukker lidt mellem de tunge vejrtrækninger.
   Midt i natten vågner manden af en lyd, mere præcist et hult bump. Lyden kom ude fra stuen af, så meget er han sikker på. Han vælter ud af sengen og kravler ud i stuen. Der er helt mørkt, og han kan ikke se, om der sidder edderkopper eller stankelben på vinduesruden. Det bekymrer ham en smule. Han har i den sidste tid fornemmet et nært slægtskab med disse kryb. I mørket kravler manden rundt om bordet og kommer så til at sætte sin højre hånd på maskinen, som glider væk på gulvet med hånd og en halv overkrop efter sig. Manden ligger på gulvet og bliver pludselig grebet af en dyb ømhed over for maskinen, der ligger forslået og for sig selv i mørket. Stakkels dig, siger manden, hvordan er du dog endt her? Han spoler tilbage og trykker afspil. Stakkels dig, hvordan er du dog endt her? siger maskinen. Mandens øjne løber fulde af tårer. At maskinen kunne være så omsorgsfuld, og så endda efter hvad han havde udsat den for. Manden sidder et langt øjeblik og knuger maskinen ind til sig. Det skal nok gå, siger manden, vi skal nok finde ud af det sammen. Han spoler tilbage og trykker afspil. Det skal nok gå, vi skal nok finde ud af det sammen, siger maskinen. Et smil maler sig henover mandens ansigt. Manden ligger med maskinen i skødet, der i stuen midt i den sorte nat ligger de. Han spoler atter tilbage og trykker afspil.