En rødmosset mand sidder alene ved hjørnebordet, en hånd på låret, den anden omkring en flaskeøl. Med korte mellemrum løfter hånden øllen op til munden, og væsken hældes ned bag et par indskrumpet læber. Han mumler et eller andet, men ingen af de tilbageværende gæster hører ham. Musikken kastes rundt i lokalet, og bliver blandet med latter, råb. Luften er tyk af en mikstur af adskillige svedtyper, den er bedøvende, kvælende. Manden rejser sig op, griber fat i bordkanten med sin frie hånd, og prøver nu blot at holde balancen for en kort stund. Han spankulerer gennem lokalet og rager rundt på vægge og stolerygge. Han ryger ind i en anden gæst, hvis skulder skubber ham i retningen af udgangen. Han falder de sidste få skridt mod døren og griber fat i håndtaget. Nu står han stille og ånder ud, prøver at fatte sig selv. Han åbner døren, og træder ud i det kolde mørke.
   Manden står uden for værtshuset og bakser med sit jakkeærme, prøver at komme ind til uret, da to mænd, den ene højere end den anden, kommer slentrende forbi ham og spørger om han er okay og om han har brug for hjælp. Den rødmosset får spyttet noget vrøvl ud og vender sig om og vakler væk fra de to mænd.
   "Det var vidst blevet for sent for ham," siger den høje mand.
   De to mænd slentrer videre uden at tale mere om den rødmosset. I lang tid går de i stilhed mens den sene nat omfavner dem.
   "Jeg havde en drøm i nat," begynder den lave af de to. "Tror du på drømme?"
   "Hvad handlede den om?"
   "Om en hat jeg engang havde, men mistede. Jeg drømte, at jeg fandt den igen - og at den lå lige under min seng. "
   "Du har da en hat på lige nu?"
   "Ja, men den er sort."
   De to mænd går tæt, vugger ubevidst i samme takt fra side til side, på trods af forskudte skridt der for den laves vedkommende bevæger sig hurtigere.
   "Hvor meget af livet, tror du, foregår i vores hoveder?" spørger den ene.
   En bil glider ind fra hjørnet, hvinende på den våde vej, og ræser forbi med overdøvende støj og uden lys, mørk i mørket.
   De to mænd fortsætter deres gang i småsnak eller mumlen eller hemmelighedskræmmerier.
   Mørket er efterladt tilbage i et tomt rum af tid uden mennesker eller biler, vejen og fortovet ligger helt stille.
   En skjult gøen høres i nærheden, og mødes straks med et svar et andet sted fra. En hund kigger nu frem fra en smøge, den er helt stille, snuser lidt, og forsvinder så igen ud i intet.
   Vejen strækker sig, slanger sig bølgende frem, med mørke ruder stakket på hver side af slangen, som store dunkle pakker, kors i natten.
   Et enkelt vindue er åbent og lys strømmer ud fra rummet bag. Sære silhuetter springer op og ned ad hvidblottede vægge, dynamisk, forsvindende. Øjne kigger ud. Mange øjne er lukket nu, nogle åbne.
   En dør hamres op og en mand bæres ud af en opgang. Han bliver båret i hænder og ben af to kvinder, han vrider sig og skriger. Øjnene er røde, vilde. Han vrider sig for sit liv, han er syg. De to kvinder siger intet, de bærer blot. Manden skriger og bliver båret ned af vejen.
   De vuggende mænd kommer vuggende igen. Lavmælt spørger den ene, næsten som svar på et andet spørgsmål: "Så til sidst er det hele smeltet sammen og kommer ud på ét?" Hemmelighedskræmmeriet fortsætter ned ad vejen.
   Natten fortsætter op ad vejen ud i mod det store mørkerøde, bålet er ved at blive tændt, gnisterne springer så småt ud til siderne.
   Lukkede butikker, cafeer, steder. Ikke meget længere. En mand sidder på trappestenen til en restaurant med hovedet ned i arme foldet over knæ, ubevægelig, sovende, måske.
   Nu står solen op, den viser sit lysende ansigt for bunden af vejen med et rødligt skær der langsomt glider op ad husene i det fjerne. En rød solopgang betyder regn senere, stod der skrevet i natten. Men der kommer altid regn senere.