Skibene havde vugget langsomt og trofast rundt tæt ved kajen hele dagen; majestætiske bæster af træ og jern, strålende i solen. Et pragtfuldt syn for kajens gæster der igennem dagen havde stimlet sig på den lille havneplads. Men mørket ville nu falde på inden længe, og så ville skibene atter være væk og kajen øde og kold.
   "Jeg tror at børnene er ved at glide ud af mine hænder," sagde han da det sidste skib lagde fra havn og dannede bagtrop for de store master.
   "Ikke mere nu, end tidligere." Hendes blik var skudt langt ud over havet, langt ud over den allerforreste stævn. Hun var knap nok til stede på kajen.
   Hun havde ret. Han havde blot ikke ville indrømme det før nu. Han prøvede virkelig. Men på trods af den to måneders ædruelighed han så nervøst klamrede sig til, væltede tørsten alligevel konstant ind over ham i takt med de brusende bølger.
   Han tændte en cigaret og sugede den søde nikotin ned forbi en bitter gane. Det var en af de få fornøjelser han stadig havde tilbage og selv dén vidste han vakte misfornøj omkring ham. Røgen svævede ud foran hans ansigt og lagde horisonten i en svag tåge. Selv i tågen dannede skibene en så skarp formation at krig indtog hans tanker. Det var en flåde på vej i krig for at redde dem alle, sikre deres overlevelse, mens de selv blev efterladt tilbage med intet andet end håbet om bedre tider.
   Han strøg den halvt nedbrændte cigaret langs jorden og knipsede den ud i vandet.
   "Du burde ikke gøre det der," sagde den fjerne kvinde.
   "Nej, det ved jeg godt."
   En brise blæste ind mod land og han missede med øjnene. Han tog begge hænder til ansigtet og begyndte febrilsk at presse den usynlige masse ud langs øjenkrogene. De bliver røde nu, kunne han mærke, øjnene; røde og opsvulmede og irriterede, lige sådan som han mindst gerne så dem. Det vækker ideerne på ny, tænkte han, de rullende øjne, den ubehagelige hvisken i krogene.
   "Vil du have lidt vand?" spurgte han og vendte sig hurtigt og mekanisk mod posen. Hun skulle ikke se øjnene.
   "Nej, det er okay:"
   "Det er den med citrus."
   "Okay."
   Solen var nu for alvor på vej ned, og før de så sig om ville dagen være forbi. En dag som alle andre, tænkte han, men måske en af de sidste af slagsen.
   Han rykkede tættere på hende uden hun så ud til at bemærke det. Langsomt prøvede han at snige armen op langs hendes ryg som en kærlighedssyg teenager, og håndfladen lagde sig derefter på hendes yderste skulder, men mærkede absolut ingenting. Hun var kold og stenhård, fjern og alene. Han havde aldrig følt sig længere fra hende.
   Fra det ene af de røde øjne havde en enkelt tåre presset sig fri og gled langsomt ned over hans kind. Atter havde han skuffet sig selv, men nu føltes det pludselig lige meget. Kan man ændre sig som menneske? tænkte han. Og hvis ja, betyder det så overhovedet noget, hvis andres opfattelse af én ikke ændrer sig?
   "Skal vi gå hjem?" spurgte han, og prøvede at pakke ordene så varmt ind han kunne.
   Skibene var nu ude af syne og solen begravet under havoverfladen.
   Hun rejste sig uden at svare og lod hans håndflade styrte ned fra skulderen mod afgrunden.