Hun blev født i en anden by, en lille by, hvis navn er glemt, eller også betyder det ikke noget, i et andet land, der ikke ligger langt væk. Hun voksede op på Helge Rodes vej i en af de røde lejligheder ud til gården.
   Hendes forældre puslede om hende, hun havde et fint dukkehus og vindue ud til gården og sandkassen dernede, hun kunne altid se, hvornår den var fri. Hun legede bedst alene. Når vinden fløjtede i træerne, åbnede hun altid sit vindue. Så ville bladene flyve ind til hende og danse rundt på dynen, hun dækkede sig til med blade, de varmede hende mod kulden, hun sov med dem, lod dem ligge til de visnede med sprød hud og sorte årer.
   Da hun var fire, fik hun en lillesøster, som hun elskede overalt på jorden, hun var så glad for denne lille pige, hvis navn også er glemt, eller også betyder det heller ikke noget. Da lillesøsteren blev to, forlod hun atter vor verden. Det lille pigebarn var her kun på et kort visit. Så begyndte hendes forældre at skændes og kaste med ting og slå på hinanden, og det skete ikke sjældent, at hun lå med sitrende øjne til langt ud på natten. Når larmen fra stuen blev for meget, puslede hun om dukkerne i dukkehuset, redte deres hår og lagde dem nøgne ind under sengetæppet.
   En dag så hun sin mor pakke et par store kuffeter i stuen. Vi ses snart, sagde moren, og lod døren stå åben. Der blev koldt i lejligheden.
   I skolen var der andre børn, drenge og piger på hendes alder. De fleste børn var glade, de smilte og dansede i vinden. Hun kiggede mest på de andre børn. Hun ville stadig helst være for sig selv. Hun opdagede en dreng, som hun tænkte, måske var, som hun selv. Hun opdagede ham længe før, han opdagede hende.

Manden begyndte at komme på besøg, og han kom oftere og oftere. Hendes far og manden snakkede meget og gik ture sammen. Manden snakkede aldrig rigtig med hende, men kiggede ofte i hendes retning. Når hun lavede mad til sin far og manden, kunne hun mærke øjnene i nakken.
   En weekend tog de op i mandens sommerhus, der lå ud til Skærgården. Hendes far og manden tog vandrestøvler på og gik lange ture. Hun sad gerne på terrassen og så ud over havet, så hvordan vandet bare fortsatte, helt indtil himlen begyndte, hvordan hun kunne se klodens hældning ude i horisonten. De små øer og klipper ude i vandet, så ensomme og forladte, de lå der bare, uden nogen mennesker, det var beroligende at kigge på, sten og træ, der bare lå stille i vandet.
   Om natten åbnede manden døren ind til hende og stod og tyssede i døråbningens grålige lysstråle, hun skulle helst være helt stille. Hun kunne godt være helt stille. Så lukkede manden døren bag sig, lukkede atter mørket inde, og lagde sig ned hos hende i den lille køjeseng. Han aede hende hen over maven, og de rynkede fingre knugede om hendes små bryster, der ikke endnu var bryster. Hun var stille. Hun lå stille og lukkede øjnene. Manden listede altid ud af døråbningen igen, det handlede bare om at vente. Han vendte sig aldrig om, når han gik, hun kunne aldrig se hans ansigt, når han forlod værelset, hun havde kun smilet fra ham, når han stod og tyssede stilheden ind på det lille værelse.
   De begyndte at tage oftere op i sommerhuset. Hendes far sagde, at han slappede mere af deroppe, og så betød den lange rejse ikke så meget. Hun var blevet gammel nok til at komme med på vandreturene, de kortere af slagsen i hvert fald, og når de skulle krydse en elv eller et mindre stenskred, holdt manden hende gerne i hånden, så hun ikke ville falde og slå sig. Hendes far så med glæde i øjnene på denne omsorg, man fik lov at vise oppe i sommerhuset. Hun ville stadig helst bare sidde og kigge på havet, og når de kom forbi en bugt, satte hun sig altid ud på den yderste sten og ville ikke med igen, når de skulle hjem.
   Om aftenen blev hun siddende på terrassen og tog mere og mere tøj på, som temperaturen faldt og vandet blev mørkere, hun fulgte tiden og hvordan den skiftede ham henover vandet, hvordan himlen trak skindet af havet, havet fryser ikke, vi fryser i havet. Havet ligger gerne i sin mørke nøgenhed hele natten igennem. Til sidst sad hun og rystede med flere lag af tæpper over sig, og faren måtte bære hende ind og lægge hende i køjesengen. Faren rullede dynen om datteren, så hun lå der som en puppe, og gav så denne puppe en rusketur, der sendte kærlighed helt ind i larvens marv. Så faldt hun i søvn med varme i kroppen og et smil på læben, og sov fredfyldt med hårlokker legende på puden og varm luft strømmende ud af munden, indtil døren knirkede sig på klem, og et slørret smil kiggede ind fra en grålig lysstråle i natten.
   En sommer tilbragte de den sidste uge af ferien oppe ved Skærgården. Hendes far var det meste af ugen vemodig ved tanken om, at endnu en sommer gik på hæl, nu ville kulden atter komme, og de skulle have installeret nyt varmeanlæg på Helge Rodes vej. Mandens humør steg, som dagene gik, tiden hejste hans mundviger op i kinderne som to leverplettede flag, og han lignede næsten en dukke i hans sidste lange øjeblik.
   Hun stod over ham, mens timerne gik, dette smil ville vare for evigt. Denne nat ville trække et hvidt lagen over manden. Hun stirrede på ham til den sidste bevægelse, til det sidste varme pust af luft havde forladt smilet. Så gik hun atter ind til køjesengen og lagde sig dybt under dynen. Når havet vågnede, ville tiden ved Skærgården være ovre.

En dag i skolen satte hun sig foran drengen og blev siddende der. En følgende dag begyndte hun at tale til drengen. Han var stille som hun, han kiggede aldrig rigtig på hende, så hende aldrig i øjnene, og det syntes hun godt om. De blev tætte og begyndte at fortælle hinanden om deres liv, om det, de levede, og om det, de gerne ville leve. Drengen fortalte hende ting, som han efterfølgende sagde, han ikke før havde sagt, og sikkert heller aldrig ville komme til at sige igen, til nogen. Hun sagde det samme til drengen. Og tiden frarev sig jordens lænker, den lettede, den blev mulig at krybe under. Hun hev drengen med sig under tiden, og hun nussede ham på kinden med sin næse og sagde til ham, at hvis han en dag ville kysse hende, måtte han ikke smile.
   Men tidens tæppe faldt atter og så straks de slidsede tråde ramte mulmet, hev himmel og jord til i hver sin ende, og de sammenflettede fingres net blev løsnet. Hun kunne ikke nå drengen, hun kunne ikke se ham, hun kunne blot se de nøgne dukker inde under sengetæppet og faren, der vædede sofaen og sagde, at han savnede dagene med det mælkeblå hav, den rene regn. Et uvejr, ingen havde navngivet, herskede, og intet kunne holde det tilbage. Det faldt ned fra himlen. Det krøb op gennem jorden.
   Da en forsoning mellem himmel og jord endelig fandt sted, var meget i mellem tabt for evigt. Drengen var anderledes, han var opstået på ny. Et ildhav var født i hans øjne, skæl prydede hans krop. Han favnede hende i knuder og trak hende ned i en kælder, hvor han lod døren stå på klem, så den grålige lysstråle kunne falde ind, og han smilte, han smilte i tågens uudgrundelige tæthed, mens han holdt hende fast og pressede sine læber mod hendes, snoede fem små, hvislende tunger om hendes hals, og hun prøvede på ikke at græde, hun prøvede virkelig at holde tårerne inde, men der var huller i æblet, hun var et råddent æble med orm i, og drengens læber blødte en hale efter ham, som smilet uden ansigt forlod hende kold og bar på kældergulvet.

Hun sov på bølgebruset og klatrede gennem skovene, hun havde en adresse i hånden, altid havde hun, og så hun på, disse bogstaver og tal, de sidste bogstaver og tal. Men huset var beboet af mennesker, hun ikke kendte, eller havde glemt, og himlen var nu atter ved at lukke sig omkring hende.
   Med næsen i vinden drog hun mod det store blå, hvor hun havde set varmen. Fremmede mennesker gav hende en hånd op ad de snoede veje, helt til sidst lærte hun godheden at kende, betingelsesløs godhed, fremmed godhed, og så sad hun endelig på terrassen. Hun havde ingen nøgle til tæpper, men masser af brune og røde blade. Hun lagde flere og flere blade i skødet, som blækket væltede ud fra øst, og da alt havde samme farve, lod hun sig føre i blinde af dufte og lyde mod havet. Hun skrev sin historie i sandet, ingen andre ville skrive den, og ingen ville læse den heller, den ville være visket væk ved solens første drag fra havet. Ingen vind ville føre historien væk, kun kaste ordene tilbage op ad stranden, våde og gennemsigtige.
   For hver sten hun tog, gav hun slip på et minde, indtil hun stod ude på verdensspidsen, et spyd igennem klodens blå lunge, og var helt og aldeles tom, hul inde i. Hun kunne flyde.