Henriette sidder inde i lænestolen under en blid luftstrøm fra den nyindkøbte Air-Con og kigger ind i fjernsynet. Det er sommer og det er varmt. Det er for varmt. Der kører skihop fra et sted i Norge. Det er vidst en genudsendelse, tænker Henriette, der var i hvert fald noget lignede i går.
   Henriette er alene i huset. Henriettes mand har sagt, at han er ude at spille golf, men dette tror Henriette ikke på; det tror hun slet og ret ikke på. Rent faktisk har Henriette nu mistænkt sin mand for at være hende utro i en 20-30 minutter.
   Henriettes mand spiller golf en gang om ugen, og det har han gjort siden den første forårssol ramte himlen. Det var et nyt input, sagde han, noget han følte ville være et frisk pust til hverdagen, sådan en gang golf om ugen. Sikke noget pjat, tænkte Henriette dengang, men så måtte han jo spille sit golf en gang om ugen. Helt ærligt, tænker Henriette nu, hvor dum kan man være? Næ nej, du - mig narrer du ikke! Der var jo aldrig noget golf. Og selvom der måske var golf engang, så er der i hvert fald ikke golf længere. Hvorfor overhovedet spille golf, det er da i hvert fald ikke hvad Henriette anser for værende en sjov begivenhed, et såkaldt frisk pust til hverdagen. Og hvis man endelig, gud forbyde det, synes golf er sjovt, hvorfor så i alverden kun spille én gang om ugen? Næ nej, tænker Henriette, mig narrer du ikke!
   Henriette er en tvivler, og sig selv og egne beslutninger er noget hun altid har været den første til at betvivle. Ret skal være ret, og en mistanke må nødvendigvis have et belæg, og Henriette ved ærligt talt ikke om hvorvidt hun har nok.
   Turen går op til mandens kontor, døren er åbent, her i huset skjules intet. På kontoret opholder han sine elskede golfkøller når de ikke bruges, og tilstedeværelsen af disse vil i hvert fald være bevis nok på det fusk der foregår lige for næsen af Henriette. Men køllerne er ikke til stede. Nej, han har jo altid været et snedigt spektakel af et menneske, tænker Henriette. Det er jo en selvfølge at de ligger roligt omme bag i bilen, det er ikke en dum mand hun i tidernes morgen valgte at binde sig til for livet. Det er gjort absolut tydeligt at det er netop golf han er ude at spille, så selvfølgelig er han det ikke.
   Henriette sidder i lænestolen igen. Nu må han også snart komme hjem, tænker hun, hvor end han så har været. Og så skal han nok få så hatten passer. Henriette skal bare lige finde ud af, hvordan hun egentlig skal få den hat til at passe. Det er jo svært at finde en straf ækvivalent til utroskab, og hun har aldrig rigtig haft trangen til selv at prøve kræfter med endnu en mand. Hvad med noget med vold? tænker Henriette, efter en pludselig indskydelse. Husbond-vold - se det er ikke noget man hører om ofte, det ville være helt ekstraordinært, det ville aviserne skrive om. Og hvis hun så blot kunne slå ham med en golfkølle, ja det ville godt nok være ironisk. 'Kone tæver utro golfspillende mand med golfkølle'. Hvilken skam, at han har gjort sig den umage rent faktisk at tage golfkøllerne med sig over til den dulle, han bestemt må ligge under lagnerne med lige nu. Under lagnerne, hvad tænker Henriette dog på, de gør det sikkert i alle mulige eksotiske stillinger, alle tænkelige steder, det er jo nok det hun ikke har givet ham nok af, hun er simpelt hen ikke eksotisk nok. Jeg skal gi dig eksotisk nok, tænker Henriette, jeg skal kaste en ananas lige direkte ind på din skaldede isse!
   Tiden går i lænestolen, men den går langsomt, der sker ligesom ikke noget. Han er ikke kommet hjem endnu, og Henriette begynder at blive bekymret. Det ligner ham jo ikke. Mon der er sket ham noget? Det hele er sikkert en stor tragisk komedie, og imens Henriette sidder og stipulerer hvilken mishandling hendes mand må undergå, er den uskyldige mand i virkeligheden kommet ud for en forfærdelig ulykke, og imens han har brug for hende allermest fylder hun sit hoved med arrigskab, golfkøller og ananas. Det kan ikke være rigtigt, hvilken hustru er hun da blevet? Det ligner hende jo ikke.
   Men dér kommer han endelig, gudskelov, tænker Henriette, da hun spotter ham ude i entreen og løber ind i hans store arme. Åh, du må aldrig gøre mig så bange igen, siger Henriette, hvorfor har du ikke ringet? Jamen han havde skam bare taget de samme ni huller en ekstra gang. Du kunne nu godt ha' ringet, jeg var helt ude af den, siger Henriette, og knuger sin mand ind til sig. Nå, ja, det havde han ikke lige tænkt over. Henriette sukker og smiler og fornemmer at en lethed spreder sig i entreens tunge luft.
   Henriette er gået i seng og ligger under sommerdynen sammen med sin mand og fryder sig over hvor dejligt hun har det. Hun har virkelig været heldig her i livet, tænk på alt det der kunne være gået galt, og hvor er det dog rart at have en mand man holder sådan af. Og det er jo ikke sikkert at sådan en idyl kan vare ved, tænker Henriette, så hun har i hvert fald tænkt sig at leve i nuet og nyde hvert et sekund af det.
   Det er efterhånden mange år siden Henriette har skullet op og tisse midt om natten, det hørte ligesom hendes yngre år til. Henriette har lært ikke at drikke vand lige inden hun går i seng, og det er en lille del af den daglige rutine, hun stoler meget på. Men det har jo også været en begivenhedsrig dag, og det er klart at kroppen er lidt ude af den, og pludselig er Henriette vågen og mærker straks en svimlende trang til at lukke op for blæren.
   I kælderen er der mørkt, og det er som sagt ikke et mørke som Henriette er vant til, da de daglige toiletbesøg foregår ovenpå, overfor kontoret, hvor badeværelsesgulvet er varmere og toiletbrættet blødere. Henriette vakler derfor ud af soveværelset og drejer ind mod den smalle gang til kælderbadeværelset i en blanding af hast og forsigtighed. Det er ikke et bevægelsesmønster der passer Henriettes bare fødder særlig godt, og da højre fod rammer gangens kolde gulv giver det et spjæt i hele hendes krop og med koncentrationen rettet mod blæren er hun pludselig helt ude af balance. Henriette nærmest svinger på ét ben fra side til side i et sekund eller to før hun mærker sin krop vælte forover, og i luften på vej ned mod gulvet øjner hun pludselig et glimt af sølv under hende, et mærkværdigt rektangulært hoved af sølv der flyver lige i mod hende.