Det jeg skriver nu er sandheden, men sandheden skal altid tages med forbehold, den sande historie er aldrig bare sandheden. Måske handler det nærmere om, at så længe noget er sandsynligt er det også virkeligt.
   En historie skal starte et sted, og det er vigtigt at få det hele med, men man ved, at man aldrig får det hele med. Ord kan umuligt rumme alt, ord kan beskrive og ord kan fortælle men ord er dog stadig kun ord. Hvis jeg skal starte et sted, kunne dette sted ligeså vel være stedet, hvor ord ikke var.

Jeg kendte ikke mine forældre for andet end deres rolle som forældre, som far og mor. Jeg kendte dem ikke som samlevere, som sønderjyde og vestjyde, som søn og datter. Det snakkede de ikke om, ikke til mig. Jeg kendte dem som forældre, men ikke som mennesker, og ofte fik jeg en gennemtrængende lyst til at rejse mig op og råbe: Så åben dog jeres sår og tal! Men jeg gjorde det aldrig.
   Min mor kørte mig altid op til parkeringspladsen bagved folkeskolen. De andre forældre kørte op til hovedindgangen, og med et hjul på fortovet kunne ungen gribe skoletaske, hoppe ud og smække døren i, i en lang glidende bevægelse for et øjeblik efter at være inden for skolens vægge, og bilen væk. Min mor sad på parkeringspladsen med motoren slukket. Jeg kunne vende mig om i min vandring mod en af skolens bagindgange og prøve at fange hendes blik, men jeg tror hun kiggede ned i rattet eller skødet, sådan sad hun vidst hver dag. Når jeg skulle hjem sad hun der igen eller stadig.
   Min far sad i lænestolen med sin avis foran ansigtet og brummede hæst, eller også var han ude i skuret. En gang kom jeg ved et tilfælde til at vandre ind i skuret mens han var der, jeg skulle vel have et værktøj eller en kold cola, og han vender sig om og ser med rædsel på mig. Vi udveksler ingen ord, og jeg går straks ud med hænderne tomme.
   Jeg blev aldrig klar over, om de ikke vidste hvad de skulle stille op med mig, eller om det var mig, der ikke vidste hvad jeg skulle stille op med dem. Jeg var enebarn, så alt var nyt for både dem og for mig. Til forældresamtalerne prøvede mine lærere at få en samtale i gang, men hverken min mor eller far sagde rigtig noget, og så tænkte jeg, at jeg heller ikke ville sige noget. Det gik vel også meget godt alt sammen, så hvorfor sidde der og drikke kaffe og spise tørre småkager, når der var vigtigere ting at tage sig til.

En indskydelse til mig selv på dette tidspunkt er, at jeg ikke må glemme hvordan jeg fortæller historien. Men jeg må også huske, at den ikke kan være for lang, fordi jeg ikke ved hvor lang tid jeg har. Desuden er den lange historie vel blot en ophobning af detaljer flydende rundt om den samme essens. Der er altid en essens, og det er der også her, det er i detaljerne jeg kommer til kort. Dette var et sidespor.

Jeg begyndte at skrive dagbog i slutningen af folkeskolen, jeg skrev altid om aftenen og lagde efterfølgende dagbogen og kuglepennen under min seng. Jeg følte, at jeg på denne måde rensede min krop for den dag der netop havde sat sig på mig. Jeg kunne dog mærke, at det jeg skrev ligeså langsomt udviklede sig, og jeg var ikke sikker på, om jeg brød mig om udviklingen. Det var nu alligevel aldrig noget jeg kunne styre, men en dag lagde jeg mig til rette i sengen og åbnede dagbogen, og så var det sidste indlæg jeg havde skrevet revet ud. Jeg tog det som et tegn på, at hvad jeg havde foretaget mig var forkert, at jeg ikke havde nogen ret til at gemme mine ord, de ord der sparsomt skulle bruges til at pryde hverdagen og derefter forsvinde ned i et sort hul.

Min mor gav mig gerne bøger som gave til både fødselsdag og jul. Det første der mødte mine øjne, når jeg åbnede en af disse, var en kort hilsen fra hende der lød: Til min søn, fra Mor. Disse fem ord var altid skrevet med kuglepen i den samme skrift; langstrakte blokbogstaver, en smule på skrå. Fra bog til bog skiftede skriften til tider farve, og efter jeg havde fået skrabet en god samling til mig, begyndte jeg at sortere dem efter hvilken farve min mors hilsen var skrevet med. De fem ord var altid de samme, men alligevel var de forskellige, og jeg begyndte at overveje om der lå et budskab skjult i farvevalget. Til at starte med var jeg mest tiltrukket af bøgerne med den blå hilsen, men der gik ikke lang tid før den røde skrift blev rykket foran på reolen. Der var fire farvegrupperinger og jeg havde dem efter et par omrokeringer placeret i følgende rækkefølge: rød, blå, grøn, sort. De fyldte vel en halvanden til to meter på reolen, da der pludselig begyndte at forsvinde bøger. Til at starte med, var det ikke noget jeg lagde mærke til, men pludselig indså jeg, at der ingen bøger med rød hilsen var tilbage. Denne erkendelse skød igennem mig som et lyn og jeg husker, at jeg derefter lå syg i vidst nok et par uger. Jeg er ikke sikker på, at jeg nogensinde blev den samme, og det er ikke for at lyde melodramatisk, men jeg mener helt bestemt at der var taget en lille, men betydningsfuld, luns ud af mig, jeg vejede mindre og var måske mindre mig selv.

Nogle år senere, en af dagene i vinterperioden lige efter jul, husker jeg, forsvandt min far. Fra den ene dag til den anden skete det, og jeg var tilbage med min mor. Det var ikke noget vi snakkede om, måske fordi ingen af os vidste, hvorfor det var sket. Vi justerede os vel bare til de nye præmisser, og det var egentlig ikke fordi der var sket nogen stor forandring. Min mor satte sig nu fra tid til anden i lænestolen med avisen foran sig. Jeg var mindre og mindre hjemme, men det falder ud, hvor jeg befandt mig, når jeg nu prøver at huske det. Jeg var vel bare væk, og det er det eneste der tæller. Når jeg var hjemme sad jeg en gang i mellem og stirrede på min mor indtil hun opdagede det, og så så jeg væk. Jeg tror, at jeg prøvede at se ind i hende, eller igennem hende, og det var vel af ren og skær nysgerrighed, men jeg forstår godt hvorfor det blev for meget for hende. Måske så jeg i virkeligheden på hende med vrede og bebrejdelse, eller også troede hun bare at dette var tilfældet. Hun var i hvert fald også væk en dag, eller også var det mig der forsvandt fra hende. Resultatet er jo det samme, så om det var den ene eller den anden vej rundt, er som sådan ligegyldigt nu.

Jeg fandt en dag en rød kuglepen liggende på et fortov, og efter at have følt dens vægt i min lomme i et par dage besluttede jeg mig for at skrive igen. Der var gået en del tid siden jeg sidst havde skrevet, og måske havde tingene forandret sig. Jeg besluttede mig for at skrive alt jeg vidste ned, for at se om noget nyt ville være dukket op, uden jeg var klar over det. Jeg har stadig mange spørgsmål, men for det meste sidder jeg bare og kigger på de ord jeg har skrevet ned, og prøver at memorere dem alle, da jeg ved at de en dag også vil forsvinde. Hvis de forsvinder og jeg har glemt dem, frygter jeg, at jeg også selv forsvinder.