Ansigter. Der klippes mellem ansigter. De er forskellige, hele tiden nye ansigter, der bølger rundt i et virvar af farver, fanget bag en mur af støj. Det er ansigter, der har liv bag sig, en fortid. Det er ansigter, der har en nutid, ellers ville de ikke være der og kigge på mig, når jeg kommer forbi. De skal noget. De skal nå noget, måske en deadline, måske skal de bare væk. Men de skal noget, og jeg skal noget. Vi skal alle noget, og vi har alle et ansigt, der enten viser eller skjuler hvad det er, vi skal. Man er hverken mere eller mindre, end det man vælger at vise - det man vælger at fortælle. Og ingen af os viser eller fortæller alt. Hvis vi gav alt væk, ville vi miste noget af os selv, en essentiel del af vores identitet, af vores sansning af selvet. Det, som ingen ved om os, er det, der gør at vi kan kende os selv. At vi kan skelne mellem os selv og de andre. Alligevel er vi alle del af én stor bevægelse. Et fælles liv, hvor vi hver i sær vandrer på vores egne små stier. Og vi mødes på må og få, på bekostning af hinanden, på betingelse af hinanden. Tilfældigheder fører os sammen, og vi kalder det skæbnen, når vi kigger hinanden dybt i øjnene og siger at vi elsker hinanden. Hvis jeg stod af her og fortalte en kvinde at jeg elskede hende, ville hun kalde mig gal, måske ville jeg få et rødt mærke på kinden. Der er ellers nok af dem, kvinder, kvindeansigter, og ét af dem har lige nu set mit ansigt i et split-sekund og står med de samme tanker, som jeg sidder med; den samme flyvske rundgang, der vil ende i en blindgyde. Hun vil heller ikke ende med at fortælle mig, at hun elsker mig. Og jeg vil ikke kunne finde hende i mængden, jeg ved ikke hvem hun er, jeg ved ikke hvem det er, der vil komme til at elske mig. Og sådan forgår øjeblikke. Vigtige øjeblikke, vi kaster væk som ligegyldigheder, mens vi tager i mod andre ligegyldigheder, blot fordi det nu engang var dem, vi fik greb omkring. Vi forbinder en større mening med tilfældige ting, fordi de kan mærkes i kroppen, vi bliver glade og energiske, vi føler at vi lever og glemmer således, at de samme følelser kan sættes i gang af hundredevis af andre tilfældige ting. Hvad alle ansigterne har tilfælles er, at de har brug for et ikke-ansigt; et ansigt, der ikke har et ansigt; et ansigt, der kun består af de ord og billeder, de tildeler det. De vil ikke stå ved, at deres sti ikke er andet end tilfældigt placerede småsten, smidt én ad gangen; de bilder sig ind at stenene, der former lige netop dén sti, der bevandres, er tilrettelagt for netop dem, og glemmer helt det hav af sten, der fra forskellige sider danner forskellige stier, der danner forskellige mønstre, der kun er mønstre, fordi vi kalder dem det. Der er ingen sti, der fører fremad; ingen sti, vi skal følge. Der er kun stier, der fører bagud. Vi kan betragte den vandring, vi har taget; de sten vi er snublet over, eller det ansigt, vi mødte i et stikryds. På et tidspunkt besluttede to ansigter sig for, at de var ligesindede og hellere ville følges ad end at gå alene. Og en gang om lang tid, eller hundrede gange inden den tid kommer, vil de sidde hver for sig i et tog og se ud på de ansigter, der klippes mellem, og undre sig over, hvordan det hele nu havde været, hvis de var gået ud til dét eller dét ansigt, og sagt de tre skæbnesvangre ord.