Bertrand havde som alle andre ni-årige et hav af drømme, han svømmede rundt i hver nat, og ligeledes en overflod af drømmenes hidsige torne, mareridt, der fugtede kroppen og efterfølgende sendte ham ind mellem forældrene i vandsengen. Når mørket faldt på, tog hans underbevidsthed over, og sengen blev et sæde i børneværelsets biograf. Det var dog sjældent, besøgeren selv havde en indflydelse på, hvad der blev vist. Man købte ikke billet til disse fremvisninger. Og der var mange genudsendelser. Bertrand havde endda oplevet at skulle trækkes igennem den samme træge film flere nætter i streg. Men sådan var det jo.
   Bertrands niende år var dog helt specielt og anderledes end de otte foregående. Han var startet i 2. klasse, og med Mogens Petersen, den i frikvarteret omtalte Skægget, til dansk, var Bertrand begyndt at tegne. Egentlig brød han sig slet ikke om at tegne, men det var nu engang det, de skulle hos Skægget. Og en given mandag, ugedagen huskes fordi Skægget altid var ekstra meget oppe på dupperne efter weekendens kedelige halvleg i uddannelseskampen, blev Bertrand, og i øvrigt Bertrands omkringsiddende medelever, bedt om at tegne deres drømme. Det skulle blive denne dag, hvor Bertrand lærte, at drømme ikke kun lever om natten, at de ikke blot er film, der vises på nattens store lærred, blændende billeder, der blomstrer i mørket, blomstrer for atter at falme, når solen bryder gennem persiennerne og kaster lys over salen.
   Ingen tyvstartede, skuddet fik lov at forsvinde i himlen, faktisk blev alle eleverne siddende i deres respektive startblokke.
   Skægget så situationen an og besluttede sig så for at uddybe:
   "En drøm er et ønske for fremtiden. Jeres drøm kan være et ønske om, hvad i vil være, når i bliver voksen. Hvad i vil bidrage med til samfundet. Eller jeres drøm kan også være et håb om forandring i verden."
   Nu begyndte eleverne langsomt og usikkert at sænke blyanterne ned i den tunge luft, der altid hænger lige over det blanke papir. Motiver begyndte at etablere sig bag panderne hos 2.Bs elever, og da først den ene begyndte at tegne, fulgte den næste hurtigt trop.
   Skægget patruljerede klasselokalet. Da han nåede over bag Bertrands ryg, bøjede han sig langsomt og truende ind over hans højre skulder. På papiret havde der formet sig alskens mærkelige væsner. Skægget lod sig hjælpe af overskriften "DUR".
   "Nå, Bertrand, hvad er din drøm om dyr?"
   "At blande dem."
   "Vil du udvælge dyr til en zoologisk have?"
   "Nej. Blande dem. Give løven snabel. Ørnen tryne. Opfinde nye dyr."
   Dette svar brød Skægget sig ikke om.
   "Kan du så drømme om noget andet!"
   Skægget vandrede fornærmet videre til den næste drømmetegner.
   Bertrand tegnede en fodboldspiller.

Da Bertrands drøm om at opfinde nye dyr, var blevet trampet godt og grundigt flad af Skægget, tog den ni-åriges hjerne sig et kynisk tilløb. Nu ville den lave en U-vending med kroppens køretøj. Vende flasken på hovedet, så at sige, og lade den prøve at bære hele sin egen vægt og holde balancen med den slanke hals nederst.
   Hansen og Nielsen valsede listigt hen til Bertrand, der havde placeret sig midt i skolegården for at spise et æble.
   "Er det rigtigt, at du vil opfinde nye dyr?"
   "Hvor har du hørt det fra?"
   Nielsen og Hansen kiggede nervøst på hinanden.
   "Ikke fra noget sted. Er det rigtigt?"
   "Nej. Jeg vil nedfinde." Nu lod Bertrands hjerne sit hylster folde sig ud i majestætisk gestik foran de to skræmte knægte. "Jeg vil smadre ting for bestandigt. Opløse dem. Skille dem ad og kaste delene i hver sin retning. Jeg vil gøre livet mere besværgeligt for mennesket."
   Nielsen og Hansen løb grædende væk.
   Rygtet blev hurtigt spredt.
   Bertrand blev kaldt på rektorens kontor.

Og det blev en mærkelig tid for Bertrand. De andre elever kiggede aldrig på ham, og lærerne kiggede altid på ham. Bertrand kiggede bare ud. Væk. Dagdrømmer, det var hvad, lærerne kaldte ham, når han sad midt i matematikstykkerne og gloede ud af vinduet.
   "Dagdrømmer!"
   "Hvad siger du?" ville Bertrand svare.
   Og en dag var dette pludselig også betegnelsen, Bertrands kære fader brugte om ham. Dagdrømmer. Som havde faderen sneget sig bag sønnens ryg og forhørt sig hos lærestaben om, hvad sønnen egentlig helt præcist var for en. Dagdrømmer. Men selvom faderen bar en alvorlig mine, når han kastede dette ord i Bertrands retning, gjorde det ikke sønnen ked af det, tværtimod. Ordet havde en flot klang over sig. Ham, der drømmer om dagen. Ham, hvis liv er en film. Så Bertrand smilede til faderen, og nogle gange smilede faderen igen, andre gange rystede han bare på hovedet og forsvandt.
   En nat kunne Bertrand ikke sove. Det regnede udenfor, vinduet var en tromme, husets trommeskind, og natten perkussionisten. Så begyndte han at dagdrømme. Og hele Bertrands eksistens føltes pludselig rystet.
   Sådan fortsatte nætterne. Bertrand var ustyrligt træt om dagen, nu dagdrømte han jo ikke længere om dagen, nu sov han om dagen. Og dagdrømte om natten, fordi der kunne han jo ikke sove.
   Moderen blev bekymret for den trætte søn. Hun kunne jo ikke vide, at han blot havde skiftet dag ud med nat.
   "Åh, hvad har vi dog gjort," hulkede hun ind i faderens favn.
   "Det er ikke vores skyld," trøstede faderen. Og det var ikke deres skyld. Men hvis skyld var det så?
   De tog deres søn med til psykolog. Efter at psykologen havde snakket med alle tre, eller det vil sige med moderen og faderen, der mellem sig i sofaen havde en halvt sovende Bertrand siddende, der således ikke sagde et pip, blev moderen og faderen sendt ud.
   De kunne uden for døren høre høje, hule lyde. Moderen klyngede sig til faderen, der atter sagde:
   "Det er ikke vores skyld."
   Psykologen åbnede døren og fortsatte bevægelsen i en velkommende gestus til forældrene.
   "Kom ind!"
   Der lå Bertrand bevidstløs i sofaen.
   Moderen tog tilløb til et skrig fra en anden verden, men faderen formåede at klappe en hånd over hendes læber samtidig med, at han selv tog tilløb til at lange psykologen en ordentlig én over skrinet.
   "Vent," sagde psykologen helt roligt. Og faderens knytnæve hang forstenet i luften.
   "Hvad sagde du?"
   "Vent, sagde jeg. Vent et par uger, så vågner han nok af sig selv, skal I se."
   Og da Bertrand et par uger efter vågnede af sig selv, var han så heldig, at det var morgen, fordi han for første gang i meget lang tid var fuldkommen udhvilet.

Som Bertrand blev ældre, blev han også gradvist mere afklaret omkring, hvad han, som menneske, kunne, og hvad han, som menneske, ikke kunne. At han var dårlig til fodbold, var sandheden, men dermed ikke sagt at han ikke kunne blive bedre. At han kun var 1.74 høj, til gengæld, udelukkede ham til evig tid fra at nå højeste hylde på biblioteket. Med mindre han selvfølgelig voksede, hvilket var langt fra sikkert. At Bertrand i en tidlig alder var blevet kureret for dagdrømmeri, vidste han endnu ikke, hvad betød, i det lange løb. I det korte løb, havde han fået mere tid. Eller sagt bedre; han var kommet tættere på den tid, han nu engang havde. Disse, og mange flere, var tanker, Bertrand stod med for sig selv i midten af skolegården, hvor han som sædvanligt fik sit æble.
   Og en dag stod der så en mørkglødet knægt ved siden af Bertrand der, midt i skolegården. Bertrand kunne se sin egen menneskelige begrænsning som et spejlbillede i knægtens sommersvedne hud. Der var ingen grund til at åbne munden, rektor havde fortalt, at knægten endnu ikke rigtig kunne dansk. Han var i gang med at lære det. Ligesom Bertrand selvfølgelig også kunne lære knægtens sprog, men hvad så hvis der en dag stod en ny knægt fra et andet sted i verden, skulle Bertrand så også lære hans sprog at kende, nej, sådan kunne man selvfølgelig ikke blive ved. Og sådan var der så meget.
   Men et lys gik op for Bertrand det øjeblik, hvor han kastede den nyttesløse selv-fægtning væk. Skægget, ham huskede Bertrand stadig klart, så klart som Skæggets skæg var tykt og uigennemtrængeligt, ja, Skægget havde sagt noget en gang. Noget om drømme og noget om at forandre noget og give noget til samfundet. Og med ét vidste Bertrand, hvad han ville give til samfundet. Han ville give samfundet et sprog, alle forstod. Slut med at nedfinde, nu var det kreationen, sammenkoblingen, enheden, det handlede om. Han ville blive nødt til at være den, der opfandt dette sprog, fordi hvis det allerede fandtes, måtte man gå ud fra, at det for længst var blevet taget i brug.
   Så Bertrand nørklede i tide og utide med denne nye drøm. Om natten drømte han ovenikøbet om ord, de formede sig på det mørke lærred, dukkede op og forsvandt, sivede ind i hinanden, sneglede sig omkring hinanden, og det var ikke engang dagdrømmeri. Endelig havde han fået en indflydelse på, hvad natten viste ham.
   Og det gik sådan set meget godt. Indtil de skulle have tema-uge i skolen. Om handikappede. Der skulle simpelt hen komme forskellige mennesker med forskellige handikap forbi og holde oplæg, som for at cementere den menneskelige begrænsnings forskellige begrænsninger. Og da Bertrand pludselig sad og stirrede på en døvstum kvinde, virkelig stirrede med åben mund, lydløs, det var hun selvfølgelig også, gik han i sort. Bogstaverne draslede ned foran ham, alle verdens ord blev nedfundet, mens kvindens hænder omfavnede den luft, der er fælles for alle. Håndalfabetet. Tegnsprog. Hænder kender til fænomener, billeder, men ikke til ord, og hvad er ord også andet end det samme sæt af bogstaver sat sammen på forskellig vis.
   Da gik det op for Bertrand, at drømmen ikke havde været andet end en hullet spand. Han kunne fylde ligeså meget i denne spand, som han ville, og lige lidt betød det. Alt forsvandt. Sproget fandtes allerede.
   "Hvad sagde du?" hviskede Bertrand forsinket.

Erkendelsen tog hårdt på Bertrand, og han måtte ligge flere dage i sengen. Og selv da han endelig kastede dynen fra sig, var han træt. Efter alt det Bertrand havde været igennem, var han overordentlig træt, for træt til at dagdrømme, ja, faktisk for træt til at sove. Og alligevel følte han stadig, at han skulle nå noget, han ville ikke være den eneste, der ikke havde en drøm eller ikke havde et ønske om at forandre noget i verden.
   Bertrand sad på sit værelse og så rundt. Der hang de gamle tegninger til Skægget. Der lå stakke af papir på bordet, papir med alverdens ord. Han ville alligevel gerne gøre fremtiden nemmere for menneskeheden. De skulle ikke igennem det rod, han havde været igennem.
   Bertrand ville hjælpe den fremtidige drømmer. Bertrand ville lave et drømme-katalog.
   Og det gjorde han så.
   Og her slutter drømmen. Fordi hvor lang tid varer en drøm? Den varer lige indtil drømmen går i opfyldelse. I dette lykkelige øjeblik, forsvinder drømmen for evigt. Og ens øjenlåg kan glide roligt i, og søvnen kan feje støvet væk og drysse med sit eget.
   Der ligger man.
   Lige indtil man vågner.