Charlotte var et menneske som så mange andre, der hver dag omkring klokken 17:30 kørte hjem fra arbejde i sin bil, men på netop denne dag en smule senere end ellers. Hun var blot en enkelt ligegyldig bilist på vejene omkring den ydre bydel mod nord. Og hun kørte kun af sted en smule senere end ellers.
For min far og mig var hun selvfølgelig ikke bare en ligegyldig person. For os var hun Charlotte; primært kone og mor, men i øvrigt også en masse andre ting. Hun havde været det led der forbandt omsorg og kontrol i hjemmet, hun havde været selve kernesubstansen i det lille hjem i over to årtier. Hun havde været en generøs og høflig dame, hun havde levet sit liv fuldt ud, og hun havde boet flere steder i verden end man kunne tælle på to hænder, før hun slog sig ned i det rolige og pæne forstadsområde. Charlotte havde malet livet med alle regnbuens farver, hun var maler, men som den frie sjæl af en kunstner hun også var, havde hun sørget for at jeg ikke blev mødt med særlig mange grænser eller regler. Jeg havde dog altid følt mig beskyttet. Jeg bar ingen frygt som lille, fordi min mor altid sagde til mig, inden jeg faldt i søvn, at jeg selv bestemte over mit liv. Hvis der skete noget i mit liv jeg ikke brød mig om, så kunne jeg ændre det, eller arbejde i mod det. Hun fortalte mig, at der altid var noget at gøre. Jeg var enebarn, men min mor var enemor - en rolle der sjældent får den anerkendelse den fortjener.
Et af mine klareste minder om min mor var fra min femtenårs fødselsdag, hvor mine forældre og bedsteforældre sad rundt om det runde bord og spiste en herlig mørbrad i champignonsovs med cocktailpølser, en af mine helt store favoritter dengang.
Min farmor var den ældste ved bordet, men trods sin alder, var hun den mest fyrige. Hun deltog konsekvent i alle samtaler omkring bordet med den livligste passion. Hun ville altid tage den forsvarende rolle overfor skurken i en debat og sige ting som; "det er sikkert ikke så slemt, folk gør ikke sådanne ting med vilje", eller hun ville ytre sin store beundring overfor nye teknologiske fremskridt, og alligevel prøve at rationalisere processen ved at sige ting som; "folk må virkelig arbejde hårdt disse dage." Sjældent vidste min farmor noget om noget som helst, men hun ville være med, og det var livsbekræftende at betragte den 80-årige dame, der dog oftest blev trukket ned til jorden af hendes søn. Han ville fortælle hende roligt, hvordan tingene egentlig hang sammen, og så ville hun falde til ro med en kort klukken, tilstå at hun bare var gammel og ikke havde styr på noget, hvorefter hun langede ud efter sit rødvinsglas og tog en ordentlig mundfuld med en rystende hånd. Ofte når min farmor og far snakkede omkring familiebordet, ville de efterfølgende se hen på mig, smilende. Jeg havde lært, at der var en speciel forbindelse mellem os. Jeg var kommet til verden blot måneder efter min farfar døde. På denne vis var jeg kommet til at udfylde hans plads, to generationer efter. Min farmor ville se på mig og huske, hvordan hun var så heldig at en af livets største sorger blev opvejet med en af dets største glæder. Hun var med andre ord taknemmelig, og det samme galte selvfølgelig min far, som på symbolsk vis var blevet far da hans egen døde. Jeg forstod dem godt, og var glad for at kunne have skabt denne glæde, men samtidig følte jeg også et ubehag. Det var som om jeg havde erstattet, og dermed skulle leve op til, et familiemedlem jeg aldrig selv havde kendt.
Ved siden af min mor sad hendes far, min bedstefar. Han sagde aldrig meget, da hans sanser med årene var blevet noget så nedsat. Men når han endelig åbnede munden, fangede han opmærksomhed fra hele bordet. Han havde historier som kun en mand af en vis alder kan have, og han havde den perfekte mængde af autoritet og varme til at kunne fortælle dem. Det er på samme tid smukt og sørgeligt, når en gammel mand taler om sit liv, sin barndom, egne forældre. Igennem disse historier bliver den gamle mand symbolet på fortiden og forgængeligheden af alt på vor jord. Jeg havde altid elsket min bedstefar, ikke kun fordi han var den eneste jeg nogensinde havde kendt, men fordi jeg altid kunne se glæden i mandens ansigt, glæden ved at være sammen med sin familie, gemt inde bag det rynkede og bevægelsestrætte ansigt. Det var en glæde jeg beundrede, men samtidig ikke helt forstod. Min bedstefar kom fra en stor familie, og dermed havde han igennem sit lange liv mistet mange mennesker omkring ham, inklusiv sin kone igennem 60 år. Men det var som om, at han igennem disse tab formåede at opnå større glæde ved dem, han stadig havde tilbage. Jeg følte mig aldrig helt tryg omkring gamle mennesker, det var ligesom en aura de bar med sig, de vil rent organisk set altid være tættere på døden. Derudover brød jeg mig ikke ideen om, at du vokser ud af dit eget liv og ind i andres.
Min mor var ikke så synlig denne aften, det var hun aldrig når vi havde gæster. Hun var værten. Hun sørgede for os andre, specielt sørgede hun for at gæsterne havde en god aften. I så fald, ville hun også have haft en god aften. Hun kunne aldrig vise hvor meget det betød for hende overfor gæsterne, så først når de var taget hjem kunne hun slappe helt af. Ulig min far ville hun overgive sig i enhver diskussion, hvis hun altså vidste, at dette ville gøre modstanderen glad. Fordi sådan var hun; hun satte sine nære over sig selv. Jeg vidste dette og elskede hende for det, og jeg ville så gerne gøre hende glad, selv om jeg sjældent vidste hvordan. Men jeg elskede hende, og grunden til at jeg husker denne aften så klart, var at det var første gang dette faktum gik op for mig. Det var første øjeblik hvor jeg indså hvor heldig jeg var, at have en mor som hende.
Charlotte havde været selve familien, og hun havde været en masse andet, men nu var hun intet. Der var ingen varme, ingen smil og ingen dunst af hendes parfume i luften. Der var ingen lette fodtrin nedad den knirkende trappe tidligt om morgenen eller nynnen ude fra køkkenet om aftenen. Der var intet. Men sammen med denne intethed som hendes eksistens var blevet til, fulgte noget meget større, noget uforklarligt og flydende, noget der kun eksisterede i øjnene, på læberne og i hjertet af dem der stadig boede i hendes hus. Hendes latter var blevet til deres sorg, hendes navn deres stilhed og hendes kærlighed deres tomhed.