Så her ligger du; på gulvet, dine egne stive træplader, og du hiver efter vejret, prøver at trække ilten ud af luften, slæbe den helt ind i lungerne, og du overvejer i et kort øjeblik, et splitsekund, måske dit sidste, hvorfor du ligger på dine egne stive træplader i din egen stue med følelsen af, at du aldrig vil kommer op derfra. Var det tobakken, smøgerne, der endelig, rent selvfølgeligt i følge dine bekendte - det var bare et spørgsmål om tid - havde punkteret dit legeme og dermed forårsaget denne patetiske scene? Blot ét af de mange råd du er blevet givet livet igennem, som du ikke tog i mod. Ja ja, den benovede uafhængige livsstil, at gå sin egen vej, træffe sine egne valg og følge de dertilhørende konsekvenser. Men i sidste ende, hvad betyder det egentlig, hvis cigaretterne var kilden, dødskilden du i en tidlig alder begyndte at drikke af, når man betragter de utalige behagelige, signifikante minder, som fyrre års inhalering har implementeret inde bag din pande? Hvis sandheden skal på bordet - og hvilken bedre tid end denne, at få sandheden på bordet? - så ville du for alt i verden ryge din sidste cigaret her på dit potentielle dødsleje, blot for at fejre betydningen af at leve sit eget liv i og gennem sin egen krop, men uheldigvis spotter du pakken med en indbydende udskubbet smøg liggende uden for rækkevidde på reolen under de indrammede billeder af dem du holder af. Tre billeder: Mor, far, søster. Dem du altid vil holde af, men langt fra alle dem du nogensinde har holdt af. Væggen kunne være fyldt. Ingen af dine sande kærligheder - og det er disse der spinder dit tankevæv i denne stund - hænger på væggen, væggen der burde være fyldt. Men væggen er altså næsten tom, ligesom dit hjerte er næsten tomt, og er det i virkeligheden ikke denne tomhed, disse huller i dit indre, der er skyld i din miserable tilstand? Er det ikke en livslang kærlighedssorg der er årsagen til dit nu paralyserede legeme på stuegulvet? Al den kærlighed, de hundrede halve hjerter af hvilke ikke ét eneste passede sammen med dit, fordi hvad er vi andet end halve hjerter, halve mennesker? Du kan vel kun være halv i så og så lang tid, før det må være nok. Du har været halv så længe du kan huske, måske var du hel lige da du blev født? Måske var du hel ved din mors bryst, måske var du hel i hendes mave, måske blev din mor først hel da din far skabte dig inde i hende? Men har du så ikke gjort nok for at genfinde denne fuldkommenhed, har du smidt dit liv væk i trodsighed, selvmedlidenhed, apati? Eller er det blot tilfældighedernes spil? Hvordan er du egentlig havnet her? Gled du på det glatte gulv? Slog du hovedet mod væggen, da du bukkede dig ned efter en seddel med et telefonnummer, du skulle huske at ringe til? Spiste du noget forkert i går? Betyder alt dette overhovedet noget? Er det ligegyldigt? Eller betyder alt dette alting, er disse tanker det eneste, absolut eneste, der betyder noget nu? Fordi det er nu det handler om, ikke senere, der bliver ikke noget senere, dine øjenlåg glider i, og i et kort øjeblik, et splitsekund, ved du at dette er det sidste øjeblik, det allersidste, og du nikker indvendigt, opgivende og anerkendende, og nu er du væk.