- Ja, øh, er det Lene Johansen? spørger stemmen. Et aggressivt host ledsager ordene ud af røret.
   - Ja, det er det. Hvem taler jeg med? Hvad drejer det sig om? spørger Lene. Klokken er 22:15, og hun sad lige midt i en britisk tv-krimi.
   - Ja, ka' du da ikk' høre, hvem det er? siger stemmen i et tilnærmende tonefald.
   - Nej, hvem er det?
   - Det er da Arne!
   - Arne hvem, siger Lene. Hun kan nu tælle to ledetråde, hun har misset, inde fra stuen af.
   - Jamen det er da Arne Madsen, for helvede! Stemmen ler kort og hårdt. Og stilhed følger. Fra Hirsevang skolen! Stilhed. Årgang 72!
   - Nå ja, siger Lene. Hvad vil du?
   - Åh, det er godt at høre din friske røst igen! bruser stemmen ind i røret. Men ja, fortsætter han efter endnu en uudfyldt tavshed, det drejer sig jo om klassefesten. Ja, det er jo mig, der arrangerer den! Hva' siger du, hvis jeg siger weekenden i uge 38?
   - Ved du hvad, det er jeg desværre ikke interesseret i, svarer Lene, og jeg bliver altså nødt til at smutte igen.
   - Jamen hva' så med ugen efter?
   - Undskyld, Arne Madsen, men der er gået fyrre år, og det siger mig altså ikke rigtig så meget. Men hyggeligt at snakke! Jeg smutter, hej hej.
   Lene Johansen har lagt røret på, og Arne Madsen sidder nu med en skinger tone lige i fjæset. Da han for alvor indser, at samtalen er uigenkaldelig, smækker han også røret i. Han sætter en hurtig, men præcis, streg hen over "Lene Johansen". Det var endnu en, tænker han, og snøfter fornærmet. Fornærmelsen svinder dog hurtigt over i nostalgien, som det så ofte sker for Arne Madsen. Minderne om Lene Johansen og deres tid sammen. Ja, det var jo egentlig en smule uklart hvordan og hvor megen tid, de nu faktisk havde brugt sammen, men glad for den, det var han, og fastholde den inde bag panden, det ville han. Og sådan sad Arne Madsen så et stykke tid med blikket rettet mod et fjernt punkt, der lå i fortiden, men som ellers ville kunne præciseres som en slidt kant af et backgammon-spil på en brun kommode.
   Men sådan en klassefest arrangerer jo ikke sig selv, og Arne Madsen kan se, at Kugle-kliken stadig står urørt i telefonbogen. Han har valgt at skrive de tre navne ind under K for Kugle-kliken og altså ikke, som med de andre, ind under efternavn. De hang jo sammen, Jens, Jesper og Niels, og selvom Arne selv aldrig rigtig havde spillet med kugler i frikvarterene, følte han alligevel en uudtalt forbindelse med dem, de var alle fire bekendt med livssandheder, andre ikke forstod, det var i de baner, Arne Madsen tænkte, når han tænkte tilbage på Kugle-kliken og frikvarterene, og det satte altid et smil på hans læber.
   - Drengene! slynger Arne ud i rummet og vifter rundt i luften med sin højre hånd i noget, der kunne ligne en ritualiseret hilsen. Men Jens og Jespers numre var tilsyneladende ikke i brug længere, de måtte have skiftet nummer for nyligt, det gør alle jo efterhånden, hele tiden, tænker Arne, der selv har haft det samme nummer de sidste tyve år. Det var der jo ikke så meget at gøre ved, men han ville da lige prøve noget Nummer-service og Krak en ekstra gang i morgen, så navnene fik en bølget streg under sig. Hos Niels tages telefonen derimod af konen.
   - Det er Margrethe, siger Niels' kone.
   - Er det Niels' kone? Lidt forsigtighed har aldrig skadet.
   - Ja, hvem taler jeg med?
   - Det er Arne Madsen, du har sikkert hørt mit navn flyve forbi fra tid til anden, men ja, det er jo fra Hirsevang skolen, jeg var din mands kammesjuk!
   - Nå, jamen hej, Arne Madsen, Niels er desværre ikke hjemme i aften, han er til et helaftensarrangement med firmaet.
   - Ha! Ja, ham Niels er der sgu altid gang i, hva'? Men jeg ringer jo angående klassefesten, det kan være, du har hørt om den. Tror du, at Niels er ledig weekenden i uge 38?
   - Åh, det ved jeg skam ikke, det skulle du næsten høre ham om selv.
   - Arh, pjat, Margrethe, vi ved vist begge to, at Niels altid er frisk på en gang ballade, hva'! Ska' jeg skrive ham på?
   - Jeg kan lige fortælle ham, at du har haft ringet, siger Margrethe. Det er nok bedre sådan.
   - Ja, det siger du bare, Margrethe - og Arne Madsen hæver tonelejet: Du må hils', ikk' ogs'!
   Arne Madsen smadrer røret i og klapper hænderne sammen én enkel og hård gang, og han placerer herefter veltilfreds den ene på sit højre lår, tager med den anden fat om kuglepennen og sætter så en elegant, aflang cirkel om "Niels Kvistholm".

Nu er klokken blevet 23.30 og Arne Madsen bliver enig med sig selv om, at dagens arbejde må betragtes som færdiggjort. En mand skal jo også have sin søvn, selvom klassefesten efterhånden føles skræmmende tæt på. Med Julen lige på trapperne og Påsken rundt om hjørnet, kan Arne Madsen jo ligeså godt begynde at finde jakkesæt og butterfly frem. Før han ser sig om, vil han stå i et forsamlingslokale med lutter glade ansigter omkring sig oplyst i gensynets festlighed.

Arne Madsen ligger under dynen, men kan ikke rigtig falde i søvn. Det er pludselig gået op for ham, at han ikke har besluttet hvorvidt de gamle lærere skal inviteres. Og hvor mange af dem lever mon stadig? Leif Andersen, han må, antaget som værende i live, være i slutningen af 80erne. Ole Aalerup, i levende live, midt i 90erne. Susanne Klein, i levende live, over 100. Det virker ikke helt sandsynligt, tænker han, trods alt, men det skader jo ikke at prøve.

Nu sover han, Arne Madsen, og ud fra hovedbevægelserne at dømme drømmer han om dans under kulørte lamper. Et tilfreds smil lægger sig roligt hen over hans ansigt, men han kan jo også sove længe, og dagpengene fylder kontoen i morgen. Det er nu ikke helt slemt at være Arne Madsen.