Niels rækker læderjakken over hendes skuldre der i regnen på bænken under halvtaget, mens han selv ryster af kulde. Ann mærker, men følger ikke, denne bevægelse, hun kigger ham dybt ind i de brune øjne. Vinden blæser en mørk hårlokke tværs over hendes lille pande. Uden at fjerne blikket fra Niels, kører Ann lokken om bag sit øre. Hun kender ham allerede ud og ind, hver enkelt lille detalje om ham er hendes, han er hendes og hun er hans, og hun er sikker, nervøs, men sikker, Niels er hendes mand. Niels er mindre sikker. Han tror, at han elsker Ann, men er det her det rigtige, og skal det være og forblive netop sådan her. Det er uhåndgribelige og slørede spørgsmål, Niels kan hverken mærke eller se dem, og han kigger fjernt ud i regnen, der pisker ned på den skinnende asfalt. Men han elsker hende jo. Hvis ikke han i netop dét øjeblik elsker hende, vil han uundgåeligt komme til det. Det, der allerede lå i kortene første gang, han så hende nede på torvet i den sølle bås under domkirkens tarvelige skygge, hvor han simpelt hen blev nødt til at købe nogle tegninger og et enkelt lille billede, selvom han egentlig ikke havde råd, men sådan er kærlighed jo, man har sjældent råd, ligger der stadig. Dengang havde hun smilet så strålende til ham, et smil fyldt af hengivelse og ro, og hvis der var noget, der skød direkte i hjertet på Niels, så var det roen, den han så længe havde manglet, roen og noget til at fylde sine tomme vægge i den toværelses. Og så ville han også have lidt varme at tage med hjem til sin syge mor, der intet højere ville elske end at se ham med et kvindfolk, inden hendes dage var bragt til en ende. Allerede tredje gang, Ann ser Niels ved båsen, frygter hun mødet med hans forældre, fordi her ved hun godt, at det skal være dem, Niels og Ann, og ingen andre.

Og der ved den gamle rutebilstation, hvor Ann altid bliver så fjern, fortæller Niels hende, at det skal være de to for evigt. Han pakker sin kærlighedserklæring ind i en nervøs mumlen og endda en let stammen, noget han øjeblikkeligt husker fra sin barndom, og Niels bander derfor indvendigt, det kan han sagtens, sige ét og tænke noget helt andet samtidig, selv i dette øjeblik, men ordene, han siger, går rent ind hos Ann, der omfavner ham og med en enkelt tåre hængende på kinden gisper et ja fra sig. Dette var nøglen, Ann havde holdt presset op mod indersiden af sin uanfægtede kind i adskillige sindrige stunder, der nu fik lov at låse dem sammen som én tanke i to sind.

I efteråret går de forbi huset, hvor Ann stopper op, peger og siger noget i retning af: Her kunne man også bo, og: Sikke nogle fine vinduer. Niels ved ikke helt. Han kigger på facadens varme sienna, den vil ham ikke rigtigt, og han stjæler i smug et blik ned på sit Seiko, men det er nu alligevel et stemningsfyldt kvarter og i øvrigt patetisk tæt på butikken, ja, praktisk talt i butikkens baghave. Så det er jo godt på både den ene og den anden måde, og Niels er egentlig ikke kræsen, han er bare ubeslutsom. Det ligger i stjernetegnet, har han for nyligt læst, og Niels betragter det således ikke som sit ansvar.

Det er da Ann for anden gang skifter tæppet i stuen, denne gang ruller hun et rødt, gråt og grønt mønstret silketæppe fra Marrakech ud, der skinner på trægulvet i den mørke vinter, og Niels sidder og ser en reportage om den nyindsatte amerikanske præsident, at Ann henkastet bemærker, at der vist nok vokser liv inde i hende, og Niels sidder og stirrer på de transatlantisk transmitteret billeder og kan i lang tid hverken se, hvad han ser, eller mærke, hvad han mærker. Al den forandring. Og hvad skal det ikke ende med.

Den lille dreng kommer til verden i murens fald. Og med det menes der i opløbet til faldet, i den kolde krigs overtid, så at sige, nærmere betegnet lørdag d. 4. November 1989, omkring middagstid, på et af de røde murstenshospitaler i Danmark i de timer, hvor Alexanderplatz demonstrationen forløber i Tyskland. Alexanderplatz er fyldt med mennesker, de danske tv-stuer er fyldt med mennesker. Den lille dreng har en mors våde legeme omkring sig, en far vandrende ind og ud ad døren, fra tv-stue til hospitalsseng, fra hospitalsseng til tv-stue, og en tungt åndende jordemoder med blå fingre dansende i luften foran sig.
   Den lille dreng bliver født og den følgende torsdag bliver grænsen, der har tvedelt en nation i otteogtyve år, åbnet. Som om den ikke rigtigt kunne holde til hans rullen over de blå fingre.
   Efter han har forladt Anns legeme, går hun i kælderen. Ann begynder at male ansigter. Hun har et stort lærred, der fylder en hel væg, og små stykker papirer hængende på de resterende tre, men ansigtet på det store lærred synes aldrig at ville tage form. Den tynde linje mellem læberne vil ikke bøjes, hverken op eller ned, den vil kun ligge og fortælle ingenting, ligge og vente, vente på at blive fortalt. Ann fortæller ikke linjen. Men hun bliver siddende og stirrer på den. Som årene går, kommer der flere og flere små ansigter på de andre tre vægge, men ansigtet på det store lærred forbliver uden form.
   Og Niels savner mennesker, han savner navnlig Ann, men også andre mennesker, han savner mennesker, der ikke kun kommer til ham for at tale om penge, der mangler, penge, der kræves, penge, penge og penge. Niels hader penge. Han hader penge og skråler med på C.V., når han fra radioen deler Niels' tanker. Lige lidt nytter det dog, det er hovedsageligt kun denne ene mands ansigt, Niels får at se i butikken. Denne mand, der altid mangler og kræver. Og når det hele er ved at vælte, bliver Niels nødt til at banke på et stykke nede ad gaden, banke på og bede. Næsten ligeså meget som han hader penge, hader Niels at bede.
   De spiser aftensmad sammen, dette har de trods alt gjort alle dage, spiser et måltid mad sammen i overskuelig tavshed, Niels og Ann er trætte, trætte af linjer, der ikke vil forme sig, og penge, der skal bedes om. Og den lille dreng sidder med næsetippen plantet ned i bordkanten, følger de søvnige ansigters langsomme vuggen, og han tænker så det knager, prøver at komme i tanke om noget, med læberne gribe fat om en flyvsk idé, men intet kommer, intet indfanges, der er kun et hav af løse ord og billeder, som flyder hvileløst rundt, og den lille dreng har ikke endnu kræfter til alene at få sådanne tanker trukket til land, få dem åndet ud i det kollektive sanseliv, han er jo kun en lille dreng.

Så begynder Niels at spise i butikken, og så begynder Niels at falde i søvn i butikken, og han sover der nu oftere og oftere den hele nat, og Ann sætter maden frem, men spiser den ikke selv, tre fyldte tallerkener, så to, og til sidst kun én, fordi nu spiser Ann kun tempererede grøntsager nede i kælderen foran det store lærred, hvorefter hun slæber sig op ad trappen og i stuesofaen kryber under silketæppet i det blege lys fra en nymalet nattehimmel.
   Den lille dreng spiser stadig sin mad ved spisebordet, han er jo kun en lille dreng med næsetippen mast ned i den blomstrede dug. Han sidder der i ensomhedens hylster og mærker tankerne rive sig løs fra sindets knagerækker og dratte dvaskt ned på gulvet. Han vender blikket mod døren, knækker næsebenet mod bordfladen og venter i bidende smerte på, at døren skal gå op, altid venter han på, at døren skal gå op. Altid i smertende bid, bid efter bid.
   Men nu sover Niels et andet sted den hele nat. Butikken er ryddet og ligger tom, butikken er hvid og ren, Niels er sort og beskidt, og han sover tungt, han ligger dybt i madrassen, og med et roligt smil på læben. Nu vil ingen længere komme og kræve noget af ham.

Årene går, forgår og bliver glemt, huset bærer ikke længere sin varme sienna, vinduerne er ikke længere fine, den mørke regn har sat sig, er blevet tværet ud af vinden og følgende tørret af tidens asymmetriske stråler. Den lille dreng er fra det ene par slanke kvindehænder til det næste vokset i både højde og drøjde. Han har lært smilet bag træstakit og lært sparket bag stålhegn, læst ordet i klasseværelset og røget livet i gårdskuret, men derhjemme synes han stadig at være en lille dreng. Det falmede hus er blevet større omkring ham. Udenpå smuldrer murstenene, indeni strækker søjlerne sig. Han bliver mindre, som huset bliver større. Og stilheden inde bag de fire vægge er oftest helt tæt og tung, den lægger sig hen over ham som en vinterdyne og maser ham mod det kolde gulv.
   En dag, hvor den lille dreng rastløst vrider sin maste krop rundt på gulvet, flyttes den af tomme tanker hen mod kældertrappen, og da han ikke kan se, hvad han ser, vælter han pludselig ned ad det øverste trin, og så det næste, og han tager også det tredje trin med i faldet. Så ligger den lille dreng sammenviklet og forslået foran døren ind til det store lærred. Læbebævrende hiver han sig op ad døren, han er så lille, at ingen kan høre de spændte lungers hulken og ingen kan se den våde løben i ansigtets sprækkede linjer. Der sidder den lille dreng for en stund og kommer følgende så småt til sig selv. Inde bag døren høres penslernes trommen, malingens skvulpen, det spændte lærreds lave, dumpe lyde. Den fjerne musik beroliger ham. Den lille dreng tænker på, om det store ansigt på det store lærred mon en dag bliver færdigt. Og i så fald hvem det forestiller.