Jeg kom til verden uden stor ståhej. Menneskeheden havde sit ansigt vendt mod Tyskland, hvor en mur var ved at falde. Ubemærket kunne jeg flyde våd og blodig ud i dagens lys.
   Jeg blev født uduelig, uden nogen form for duelighed, evner. Selv den svageste udfoldelse voldte mig besvær, de mindste bevægelser var grådfremkaldende og ofte nytteløse eller decideret umulige. Begrænsningen var tydelig, allerede dengang, i sær dengang. Jeg græd meget som barn. Afmagtens tårer skinnede fra mine øjne.

På græsset lå jeg blændet af sommeren og flød, mens far, larmende og med stor ihærdighed, slog plænen. Det kunne jeg ikke hjælpe med, end ikke i uskyldig høflighed kunne jeg tilbyde min hjælp. Jeg rakte en lille hånd frem, mens far travede ind i solen, og et øjeblik var han både mørk og skinnende, konturerne stod skarpt, han var en statue midt i haven, og jeg kunne se ham tydeligt. Så kørte han maskinen videre og solen blændede mig atter. Jeg drejede nakken. Mor sad med pistacienødder og korslagte, bare ben, det ene vippende frem og tilbage, mørkerøde negle på en julibrun fod drev gennem den svedne luft. Hun havde mørkt glas for øjnene, jeg kunne ikke se øjnene, om de så mig. Jeg drejede nakken tilbage og gav slip, kræfterne holdt ikke til mere. Mine baller brændte, jeg havde intet tøj på. Bleg og rouge og rynket lå jeg i græsset med mit ansigt trykket fladt mod jorden og med græsstrå kildende op ad kinderne.
   Som jeg netop var ved at segne hen, stoppede den mekaniske larm. Kun nødders hule knasen i det fjerne. Jeg blev løftet op og kunne stirre ind i et forundret ansigt.
   "Hvordan er du kommet herud?"
   Det var ikke til at vide.


Far kunne ikke kapere verden omkring sig. Al den forandring. En iraker havde krydset nabogrænsen for at se på oliekilder, og pludselig var den amerikanske præsident at se over alt, og når hans ansigt ikke blev vist på skærmen, var der reportager fra østen, hvor det hele var ved at falde sammen, og hvad mere var, så lå der en nøgen dreng på silketæppet foran skærmen. Tæppet var rødt og gråt og limegrønt og købt i Marrakech, og den nøgne dreng var mig. Jeg var ikke klædt på til livet, kun til tæppet på stuegulvet. Skærmen flimrede foran mig, jeg prøvede at gribe fat i billederne, men flød bare. Jeg kunne praktisk talt intet andet end at flyde. Og det havde far svært ved at kapere, det var måske dråben, måske var jeg den berømte dråbe, der var flydt ud over kanten. Fars glas var allerede fyldt, da jeg kom ind i billedet.
   De fleste jublede, da muren faldt og jeg flød ud. Men som tiden valsede sin møgsommelige dans, blev folk atter mistænksomme.
   "Nu tager Kina vel bare over. Det stopper aldrig," sagde far. "Kommunismen stopper aldrig."
   Far sad med foldede arme hen over det brede bryst og fnyste af skærmen.
   "Jeg giver det et årti. Højest. Så har vi problemerne igen."
   Far vendte blikket ned mod mig."
   "Eller hvad mener du? Det er trods alt dig, der er født midt i al denne hurlumhej. Du burde have dit at sige."
   Jeg havde endnu ikke fået ord i munden, kun lyde havde jeg til rådighed. Dem fik far et par af.
   "A-ha," sagde han.

Der kunne gå flere dage, hvor jeg ikke så mor. Hun tog på kurser og messer, og når hun kom hjem spænede hun direkte ind på arbejdsværelset for at lade inspirationen flyde ud i kreativitet. Inde bag den lukkede dør bragede Bowies 80er syre ud af højtalerne, og en falsk hylen prøvede at følge med vokalen. Inde i mors hule sprøjtede malingen sig op ad væggene og penslerne trommede mod loftet.
   Jeg fandt gerne mig selv liggende ude foran døren. Der kunne jeg sagtens flyde et stykke tid.
   "Hvad vil du?" kunne hun finde på at sige, når jeg lå i vejen.
   Jeg ville egentlig ikke så meget.
   Mor var ikke bleg for at tage fat, og mod min vrælende vilje blev jeg dumpet ned på silketæppet. Så kunne jeg ligge og flyde der i stedet. Og med tiden fik jeg mere og mere tøj på, jeg blev klædt på til livet.

Jeg så kun morfar og farfar sammen én gang. Det var til fars 40-års. Et par år efter forsvandt den ene fysisk, den anden psykisk.
   En eller anden havde fået den spøjse ide at sætte mig ved samme bord som de rynkede dadler, der var på grænsen til at kratte af ved højlys dag, smelte under solen. Der sad jeg som dommer foran et net af ølflasker og kunne vride halsen fra side til side, fra dadel til dadel.
   "I sidste uge tømte jeg en æske negerboller til aftenkaffen," sagde farfar.
   "Hvor mange var der i æsken?" spurgte jeg.
   "Tolv. Både med og uden krymmel, skal jeg sige dig, og jeg er ikke engang meget for dem uden."
   "HA!" galede morfar. "Sidste sommer kvalte jeg en halv napoleonslagkage på vej til byen. Hold op hvor min mave skældte ud. Jeg er sgu ligeglad."
   "Det er da ingenting. Jeg plejede at kunne sluge syv jordbærtærter til Columbo."
   "Jeg blev brødfødt med flødehorn fra femårs alderen."
   "Da min arme mor, Gud velsigne hende, lå og kæmpede med at få mig ud, fik hun sukkerindsprøjtninger, så krævende var jeg, allerede før jeg kom til verden."
   "Du er fuld af lort."
   "Skål," sagde jeg og løftede min appelsinvand.
   Dadlerne stirrede muggent på hinanden med hver sin ølflaske mellem læberne, fanden i helvede om den ene ville tage flasken fra munden, før den anden. De bundede begge og fandt tilsyneladende en slags mellemvej.
   De to kvinder, for vi var fem ved bordet, havde indtil nu ikke sagt et ord. De havde hver for sig i fornøjelig stilhed spist maden, der var blev serveret, og drukket en enkelt kop kaffe med cognac til.
   "Jeg får helt lyst til en øl," sagde mormor.
   "Skulle vi nu ikke lige," sagde morfar.
   "Jeg får helt lyst til at spille badminton," sagde farmor. "Hvad siger du?"
   "Vi har ingen ketchere," sagde jeg.
   "Jeg har altid ketchere og bold med."
   Så var den sag afgjort.
   Vi spillede med usynligt net og slog fjerbolden frem og tilbage over græsplænen indtil farmor pludselig servede bolden ned i morfars kaffekop.
   "Nej, nu har jeg da aldrig!"
   Vi var færdige med badminton for den dag.

Morfar havde nok af vrede i sig. Ingen vidste helt, hvor den kom fra, det var ikke noget, han snakkede om. Mor sagde, at det havde han fra sin far, og faren havde været i krig.
   En dag forsvandt morfar, og kom ikke tilbage.
   "Det er godt det samme," sagde mormor. "Han var ikke til at holde ud."
   Mor ringede rundt til venner og bekendte, og til sidst, ikke uden adskillige indvendinger fra mormor, efter politiet, hvor hun meldte ham savnet, og således blev en eftersøgning, der varede en uges tid, sat i gang.
   Morfar dukkede aldrig op. Mor blev ved med fra tid til anden at ringe rundt. Det efterfølgende forår overtalte mormor mor til at holde en begravelse med gravsten og præst og det hele. Jeg ved ikke, hvad jeg lignede i det tøj, mor havde pakket om min spinkle barnekrop, eller rettere sagt; jeg vidste præcis, hvad jeg lignede, nemlig en af de dukker, der stod i vinduet nede på Ny Munkegade, som mor altid stoppede op og gloede på. Blåt jakkesæt, hvid skjorte med gul butterfly og midterskilning. Man kunne ikke undgå at se mig, jeg funklede blandt alle de sorte jakkesæt og hatte.
   Det var en kort ceremoni, intet stort fremmøde, under en blygrå himmel, der kastede dråber fra sig med små intervaller, aldrig helt nok til, at folk gad at slå deres paraplyer ud. Præsten hviskede sine sidste højtidelige ord, og så førte far de fremmødte ind til kaffe og kringle i forsamlingshuset. Jeg stod tilbage mellem mor og mormor. Vi havde alle tre ansigtet vendt mod morfar og ordene "Vil blive savnet". Jeg så på navnet øverst på marmorstenen. Jeg kunne ikke genkende det og begyndte pludselig at tvivle på, om vi havde begravet den rigtige. Jeg hev i mors jakkeærme og prøvede at gøre hende opmærksom på fejltagelsen, men mor stod forstenet, hendes blik var koldt.
   Mormor skulle til at vende sig om og følge kaffedunsten.
   "Vil blive savnet," sagde mor. "Det står der på halvdelen af gravstenene her."
   "Fordi det er sandt," sagde mormor.
   "Jeg ved ikke, hvad der er sandt."
   Det var på tide at forlade den begravede, kunne jeg mærke. Af gammel vane samlede jeg min lille hånd op og vinkede til navnet på stenen, navnet jeg ikke genkendte.
   "La' vær' med det der," sagde mor.
   "Selv de døde kan man vinke til," sagde mormor. "De har godt nok ikke et særligt udbytte af det, men sådan en gestus kan måske glæde én selv."
   Mor stirrede på mormor et øjeblik, og så marcherede hun med knyttede næver væk.
   "Til tider er denne glæde nok," sagde mormor til mig. Jeg var den eneste, der stod tilbage, udover hende.
   Så forlod vi også morfar, eller hvem den faldne, der nu lå og flød under marmorstenen, end var, og gik til kaffe.