Pigen løber et stykke frem og kommer tilbage med en håndfuld blå anemoner. Sanne bøjer sig ned og tager imod blomsterne. Så er pigen væk igen. Sanne ånder forårsluften ind, det er første gang hun bevæger sig ud uden vinterjakken i det nye år. Kun en lang hørfrakke og et tyndt halstørklæde har hun over en top og et par jeans. Pigen er tilbage og hiver i Sannes ærme. De skal ned til dammen.
"Pas nu på, du ikke kommer for tæt på vandet, Anna," råber hun til pigen, der løber rundt mellem ænderne. Pigen har fået et stykke gammelt brød og kaster krummer om sig i en glædesrus, der kun kan omfavnes af en pige på fem. Sanne har sat sig på bænken med benene over kors og overvejer at tage et Bo Bedre op fra tasken, men får det ikke gjort. Hun sidder blot og kigger ned på dammen og på ænderne og på pigen. Og tænker på Henrik. Altid tænker hun på Henrik. Han er nok ude i bedet nu.
"Mor - se!" råber Anna, der er omringet af ænder. "De kan lide mig!"
"Ja, pas nu på, de ikke bider."
Pigen kigger mistroisk på Sanne. "De bider da ikke."
Sanne sukker og sender et let smil ned til pigen. Et blad fra en efeu falder ned fra oven og strejfer Sannes næse, før det lander i hendes skød. Hun holder bladet op foran solen og ser det lysende grønne mønster foran sig, alle de små snoede forgreninger, der render ud i himlen, der hvor bladet ender.
"Mor, Mor!"
Sanne hører ikke pigen. Henrik står vel nok og småsveder og tørrer sig over panden med en beskidt handskeryg, han glemmer at jorden sætter sig. Sanne må altid minde ham om det, det gør hun med et smil. Han ser gerne lidt sød ud på en forpjusket måde, når han sådan kommer ind fra haven.
Pigen kommer op til bænken. "Mor, jeg har ikke mere brød." Hun viser sine tomme håndflader.
"Nej - det kan jeg se."
En enkelt and har bevæget sig efter pigen og står nu og smårapper bag hende. Pigen vender sig om og viser også anden de tomme hænder, der er ikke mere at komme efter. Anden vralter væk igen, og pigen kigger spørgende på Sanne.
"Okay, Anna, så lad os gå hjem."
Der ligger en klump kød henslængt på sofaen. Klumpen ender ud i et par vippende sokker, vippende, som fløj der en insisterende flue omkring.
Henrik var stadig i haven, da Sanne kom hjem, så hun gik i gang med maden. Som hun lige havde skrællet den sidste kartoffel, var han kommet lydløst ind ad døren. Henrik havde givet Sanne et kort kram og et kys i nakken, som hun stod der med hovedet nede hos skrællerne i håndvasken, og så lød der ellers en tung udånding efterfulgt af et læderplask. Så lå han der. Når Henrik ikke var i haven, så lå han faktisk for det meste på sofaen og så tv eller læste avis. Og nu ligger han der altså igen og ånder tungt. Sanne prøver gerne at spørge til hvad der står i avisen eller hvad der foregår i verden, men Henriks øjne glider ligesom bare henover bogstaverne, og han siger ikke en lyd. Hun vil ham ofte noget, men ved ikke hvad eller hvordan. I dag siger hun ikke noget til ham. Haven gør en mand træt.
Henriks næse kildrer og øjenlågene vibrerer. Anna står foran ham og griner lumskt. Henrik åbner langsomt gabet og smasker sig vågen, og så griber han fat i Anna og river hende ned til sig i sofaen. Henrik lukker atter øjnene i, men Anna vil ikke ligge, så hun basker sig rundt i Henriks favntag, som var han en tung pøl mudder og hun et stakkels lille kryb. Armene giver sig, og Anna drætter ned på gulvet, men rejser sig straks op og bøjer sig ind over Henrik. "Far - vi skal spise," hvisker hun.
Henrik slæber sig op fra sofaens dyb og drejer hovedet så langt nakkemuskulaturen tillader ham. Sanne står og smiler træt til ham bag en stol. Hun klapper to gange på stolens ryg, og Henrik tager sig sammen.
Han er ude i bedet. Nede på knæ sidder manden og planter forårsløg med nænsomme bevægelser. Fra tid til anden viser et ordentlig flot liljeløg sig, og så sidder han og aer det en smule, lukker øjnene og hvisker et par ord.
Sanne står ved vinduet med hænderne fladtrykte mod glasset. Hun betragter hver en bevægelse, han laver. Han var altid god med hænderne, om det så gjaldt haven eller kvindekroppen. Han vidste hvordan hun skulle røres, hvor hårdt hun skulle holdes. Han var en både stærk og følsom mand. Nu sidder han med hænderne foldet over en linje af jord og vugger roligt frem og tilbage.
Så kommer pigen løbende med en lille plastik skovl, og manden er ikke længere ét med naturen. Hun graver ihærdigt i luften over bedet, og manden griner. Pigen ved godt, at haven er mandens domæne, men hun vil så gerne være med alligevel. Manden og pigen hjælper efterfølgende hinanden med at luge ud. Sanne kan mærke et smil hive sig frem, men presser hurtigt mundvigene ind igen.
Solen brager igennem oppefra, men på stien ligger stadig store vandpytter. Anna er iført gummistøvler og hopper livligt ned i hver eneste pyt. Hun prøver at plaske Henrik til, men han laver et lille nummer med at hoppe et skridt tilbage, hver gang hun hopper ned i vandet. Anna griner højlydt af den gentagende bevægelse. Så løber hun ned over græsset, ned mod dammen, som om hun pludselig er kommet i tanke om noget.
Henrik lader hende løbe og stopper selv sin vandring, tager en ordentlig mundfuld af den friske forårsluft. Henrik har altid følt, at han kan se klarere, længere, efter en regnfuld dag i marts. Han føler sig frisk som året. Sæsonfrisk, kalder han sig selv, med et lunkent grin.
Anna står helt stille nede ved dammen. Henrik ser, at hun holder noget i begge hænder. Da han kommer tættere på, kan han se, at det er et dyr, hun holder.
"Hvad er det, du har fundet dig der, min pige?"
"Det er en and," siger Anna.
Nu er Henrik kommet helt hen til Anna og kan se, at dyret ikke rører sig. "Men, Anna, den er jo død! Vil du ikke lægge den ned på jorden igen?"
"Men den er ikke død."
"Jo, skat." Henrik tager roligt anden ud af hænderne på Anna. Han vender og drejer den overvejende et øjeblik. Så retter han hovedet på anden mod pigen og siger blødt: "Se, skat. Der er ikke længere liv i den."
Nu står Anna og stirrer ned i græsset og hun hvisker et par ord for sig selv. Hun begynder at trampe og sparke lidt, hendes arme svinger rastløst rundt. Der er en dirreren over hendes underlæbe.
"Kom, Anna, nu går vi hjem," siger Henrik hurtigt og hiver sin datter op til sig, så hun klæber omkring hans bryst.
Pigen står og hiver i forklædet. Sanne har allerede viftet hende væk et par gange. Tærten skal være helt perfekt, hun kan ikke lade sig distrahere. Den er både lækker og sund, men den skal først og fremmest se lækker og sund ud. Henrik skal spise den og få det godt, og så skal han fortælle Sanne at tærten gør ham godt, at hun gør ham godt.
"Mor, mor!" Pigen er begyndt på en let fortvivlet stønnen.
Sanne kigger opgivende ned på det lave væsen. "Jamen, hvad er der da?"
"Anden er ude i haven."
"Vi har ikke ænder i haven."
"Jamen det er den døde and, der er ude i haven."
"Lad nu vær med det pjat, Anna!" Sanne blotter sin pegefinger med en streng mine, og pigen trasker slukøret væk.
Henrik kommer ind ad døren og er drønvåd. Han sparker støvlerne af og smider overtøjet på radiatoren, går ind og kysser Sanne i nakken og siger: "Jeg forstår mig ikke på vejret."
Sanne vender sig straks om, griber fat i Henriks hænder og presser læberne hårdt mod hans mund. Henrik står tilbage med åbent gab og kigger betuttet på Sanne et par sekunder i stilhed. Så høres der en lav rungen fra et sted i stuen, og Henrik kommer ligesom til sig selv, han drejer langsomt hovedet. Anna står presset op ad det nederste af vinduet mod haven og mumler med lav stemme. Henrik kalder på sin datter. Sannes spændte skuldrer falder. Anna står helt forstenet og mumler. Henrik går over til hende.
"Anna! Hvad er der?" Da hun ikke reagerer, vender Henrik hende hårdt om. Så slapper han af og smiler til pigen. "Anna, er der noget i vejen?"
"Den døde and er ude i haven."
"Hvad snakker du om, Anna?" Henrik prøver at bevare sit rolige smil.
"Du så den. Nu er den derude."
"Anden fra dammen?"
"Ja," hvisker Anna eftertænksomt. "Den døde and kan ikke dø. Den er ude i haven."
Henrik tager pludselig fat om skuldrene på Anna og ser hende fast ind i øjnene. "Anna, hør her! Alt skal dø. Og når noget er dødt, bliver det ikke levende igen."
Sanne udstøder pludselig et grådkvalt hvin ovre fra håndvasken og render ud af køkkenet med hånden for munden.
Anna kaster sig ind til sin far.
Henrik stirrer ud i mørket.