I året 2010 døde 54.027 mennesker i Danmark af deres egne varierede årsager. Dette er et rimelig normalt antal dødsfald i Danmark. Hvert år dør omkring 56.5 millioner mennesker i verden ifølge CIA World Factbook. Dette er cirka 155.000 dødsfald om dagen, hver dag, inklusiv d. 3. oktober 2010.
   Der er hundrede af forskellige måder at dø på. Du kan dø af naturlige årsager, uheld, mord, selvmord. Du dør i dit hus, bil, i toget, om bord på et fly, mens du går, svømmer, ser et afsnit af lykkehjulet. Dit hjerte kan kollapse, dine lunger kan kollapse, din vilje kan kollapse. Der er morsomme måder at dø på; du kan dø af latter. Der er hårde måder at dø på; du kan dø af at hoste. Du kan dø en modig død i krig, du kan dø en stolt død i krig for dit land. Du kan drukne, du kan fryse ihjel, du kan brænde ihjel. Det er egentlig smertefrit at dø under en brand - hvis du er så heldig at sove. Du vil dø af røgen og ikke selve ilden. Røgen vil forgifte din krop, og du vil besvime imens du sover og således dø inden for et par minutter. Rent faktisk kan du være så heldig aldrig at opdage, at dit hus brænder.
   Natten mellem d. 2. og 3. oktober i året 2010 lå jeg vågen i min seng, og tænkte på hvor mange mennesker der mon dør i søvne. Når en død krop bliver fundet i en seng, vil scenariet umiddelbart foreslå at personen døde sovende, men døden kan ligeså vel have indtruffet mens personen stadig var vågen. Tilfælde vil endda, at selve dødsårsagen vækker den døende fra søvnen, lige inden det hele bliver sort.
   En stor frygt for mig havde altid været at blive kvalt i min egen tunge i søvne. Denne slags død ville starte under søvnens beskæftigelse, men jeg forestillede mig altid, at jeg ville vågne op i blot et sekund, kun for at åbne øjnene og indse, at nu var min tid kommet.

Til at starte med var det ikke andet end en brise, en ubehagelig dunst på vindens vinger. En onkel, jeg kun havde mødt to gange i løbet af min levetid, døde, og efterlod den del af familien i en stund af sorg. For mig var det var blot noget der skete; bemærkelsesværdigt, dog betydningsløst. Men det skulle vise sig at være den lille snebold der startede lavinen. Kun en måned senere blev min farmor lagt på hospitalet.
   Min mor havde sagt til mig: "Benjamin, farmor er lagt på hospitalet".
   Lægerne og sygeplejerskerne sagde til familien, at de havde gjort alt hvad de kunne, og at hun havde kæmpet til det sidste, at hun ikke havde været klar til at dø. Var dette ment som en opmuntring? Plejede man ikke at få at vide, at den døde "ikke havde følt nogen smerte" eller "var sovet blidt ind"?
   Min far havde sagt til mig: "Benjamin, farmor har det ikke så godt."
   Sandheden var, at den gamle dame havde været klar til at dø i lang tid. Hun havde endda sagt til min far flere gange, at hun ikke havde lysten til at leve længere. Hun følte simpelt hen ikke nødvendigheden til at forsætte med at leve det vi kalder livet, da hun ikke havde mere liv at leve tilbage i hende. Og så døde hun.
   Jeg havde altså som sådan følt døden komme krybende tættere og tættere på mig over en længere periode. Det kom som ingen overraskelse, da familiens ældste medlem døde i sin hospitalsseng.
   Min mor havde sagt til mig: "Benjamin, farmor er død."
   Hvad der dog kom som en overraskelse, var hvordan det påvirkede mig. Jeg havde ikke besøgt hende imens hun var i live på hospitalet, da jeg ikke vidste hvad jeg skulle stille op med situationen, men da familie og venner stimlede sammen omkring den livløse krop i midten af det hvide rum; nogle grædende, andre bare stirrende ned på den afdøde, følte jeg noget ske indeni mig. Et hul havde åbnet sig helt inde i kernen af mit legeme og det blev ved med at ekspandere indtil hele min krop var som et hult æg, der ville klække ved blok et hårdt prik.
   Rummet lagde sig lyst med en solstråle fra det nøgne vindue der faldt symbolsk ned over den dødes seng, og der var vaser med farverige blomster overalt. Der var endda billeder af blomster på væggene. Det var vel standard hospitalsbilleder. Der var min mor og min far; der var den gamle dames yngre bror og søster; der var et par venner fra gaden, hvor hun havde levet det meste af sit liv. Og der var mig. Det var ikke det største fremmøde. Min far stod på højre side af sengen og kiggede med næsten lukkede øjne ned på sin mors blege ansigt. Efter et par minutter i fuldkommen stilhed hviskede han luftigt ud i rummet: "Det er sært med døde mennesker. De ser så perfekte ud."
   Min far havde forladt rummet efter at have sagt sit sære farvel til sin mor. Han var gået ud med blikket rettet direkte ned i fliserne under ham, mens vi andre i rummet øjnede hvert skridt han tog, indtil han drejede om hjørnet ude i gangen. Jeg kunne ikke få ind i mit hoved, hvor ligeglad min far havde virket. Hvordan kunne man bare stå der og sige, som han sagde? Det var kvinden der havde født ham, opdraget ham, passet på ham indtil han kunne passe på sig selv! Den trætte, gamle dame der havde elsket ham hele sit liv lå død foran ham, og det eneste han kunne mestre at få ud af munden var en tom, upassende lommefilosofi.
   Hullet indeni mig var nu modtagelig for følelser og forvirring blev hurtigt skubbet væk til fordel for en vrede, der synes at blive større hvert sekund. Jeg vendte mig om, afviste min mors hånd på min skulder, og gik med hurtige skridt ud i gangen. Jeg kiggede i den retning, han var gået, men kunne ikke se ham. Jeg begyndte alligevel at bevæge mig ned af gangen, og kunne nu se et lille indhug i højre væg til mønttelefoner. Da jeg kom helt derhen så jeg ham: En mand stående med ryggen mod muren, sunket ned i knæene og med rystende ben. Han havde begravet ansigtet i hænderne. Der var han, min far, grædende som jeg aldrig havde set nogen mand græde før. Han havde lige akkurat mestret at slæbe sig væk fra familien, men nu kunne han ikke mere. Det var nu synligt for mig, at min far var alt andet end ligeglad. Han var ødelagt.

At dette kun var endnu et skridt ned af stigen mod det totale sammenbrud, kunne ingen af os vide på daværende tidspunkt. Hverken min far eller jeg vidste, at kvinden vi begge holdt kærest ligeledes snart ville dø, og at dette ville presse de resterende kræfter ud af min far. Vi troede ikke noget så hårdt ville kunne ramme os, og hvorfor skulle vi dog også tro det? En trykkende sorg kan ofte være så stærk, at den overskygger enhver tanke om fremtiden. Sorg kan få en mand til at glemme alt og alle omkring ham, hvis den er stor nok, men sorg bør ikke desto mindre være mulig at overkomme. Det skal den være - men hvad hvis den ikke er? Hvad hvis en mand kun er lavet af et vist antal mursten, og således kollapser hvis man fjerner en af de nederste? Hvad hvis en familie er et hus, der skal bruge hver og en mursten for at kunne blive stående, selv mod den mindste vind?