Vi stod foran 2-tallet, der indikerede indholdet af den sidste række af bøger. Jeg gloede undrende på de mange rækker - der var langt over 10. Men den sidste, eller første, række var altså række 2. Da jeg kunne se, at den sorthårede pige gloede ligeså undrende, tillod jeg mig at spørge hende: "Leder du også efter række 1?"
   Det gjorde hun, og vi kunne begge slippe en smule luft ud af vores næser i to lukkede grin. Det viste sig, at række 1 gemte sig på langs omme bag resten af rækkerne. Vi sendte hinanden et skulderskvulpende hvem-kunne-dog-også-vide-det. Jeg fik min bog og nikkede hende farvel.

Det skulle dog ikke være sidste gang, jeg mødte den sorthårede pige over manglende tal. Allerede 20 minutter senere stod jeg ved busstoppestedet og ventede på 7'eren. 7'eren kom aldrig - det gjorde den sorthårede pige til gengæld. Vi nikkede genkendende til hinanden, og jeg sagde: "7'eren mangler også," som om meningen bag sådan et udsagn var indforstået blandt fremmede buspassagerer.
   Hun spurgte om jeg skulle nordpå, hvortil jeg svarede ja. "Så kan du også tage 34'eren, det er den, jeg skal på," sagde hun. Og 34'eren kom da også få minutter efter, og der stod vi så mast sammen i det evigt intime og akavet rum, der er en bus. Jeg fik spurgt hvad hendes navn var, hvortil hun svarede Sophia, og hun fik i øvrigt også mit. Hun stod af to stop før mig, og jeg så det sorte hår flagre i vinden, som bussen kørte videre.

Jeg fortalte min gode og gamle ven Hede, om mit møde med den sorthårede Sophia. Han sagde at det var et sjovt sammentræf, da et par af hans andre bekendte for nyligt havde nævnt en sorthåret Sophia.
   "Men det kan da umuligt være den samme," sagde jeg.
   Hede var dog ikke klar til at kalde sammentræffet hverken tilfældigt eller ligegyldigt, så han udspurgte mig om hendes udseende. Jeg fortalte om det skarpe ansigt, de høje kindben, mørke øjne, tynde stænger i strømpebukser, der endte i et par mørkeblå Converse.
   "Jo," nikkede Hede, det svarede godt nok til beskrivelsen.
   Jeg kastede hurtigt emnet væk, og besluttede mig for ikke at spilde for megen tid på at gennemskue det spøjse sammentræf, eller hvad man nu skulle kalde det.

Og pigen gled da også ud af mine tanker. Alligevel fangede jeg mig selv i at lade 7'eren køre forbi hver gang jeg skulle nordpå, og stod i stedet på 34'eren. Men en dag var hun der så igen, og hun kom smilende hen og hilste. Jeg var overrasket og en smule betuttet og fik spurgt hende, hvor hun dog havde været. Et sørgeligt dumt spørgsmål, tænkte jeg og gav mig selv et par mentale flade, men hun svarede blot, at hun havde været lidt over det hele. Og jeg kunne ikke finde på noget videre at spørge ind til, så jeg stod lidt med åben mund, og kom til at fiksere på hendes kind, der var lyserød af forårsluften.
   "Vil du ha' min højre kind?" spurgte hun så.
   "Din kind?" svarede jeg forvirret.
   "Ja," sagde hun, og pressede en finger op i huden på hendes højre kind, som for ikke at skabe forvirring omkring hvilken der var den højre, og hvilken den venstre.
   34'eren dukkede frem bag hende, imens hun stadig stod med fingeren i kinden, og hun sagde: "Så kom!"
   Der var to pladser frie ved siden af hinanden, så vores fælles rum var både mindre intimt og mindre akavet; vi kiggede begge i samme retning.
   "Jeg skal allerede af ved næste stop," sagde hun, "så du skal være hurtig, hvis du vil udnytte din del."
   "Min del?" spurgte jeg.
   "Min højre kind," sagde hun.
   Jeg stirrede skiftevis ind i hende øjne og på den omtalte kind og sagde intet.
   "Du kan jo ae den. Eller kysse den."
   "Kysse den?" sagde jeg i en stemme, der efterhånden lød mere konstaterende end spørgende.
   "Okay," sagde hun, "jeg kan forstå, at du er ny til det her. Men jeg skal altså af nu." Og som ved et cue, et pludseligt impuls, pressede jeg læberne ind på hendes højre kind.
   "Godt så," sagde hun, og bussen stoppede og det sorte hår flagrede ud af den åbne dør.

"Det var højst besynderligt," sagde jeg til Hede, efter at have fortalt ham om hændelsen.
   "Mindre end som så," svarede han spekulativt. Han havde lige hørt om en anden fyr, der havde fået tilbudt en venstre kind af selvsamme sorthårede Sophia.
   "Jamen hvad skal det betyde?" spurgte jeg i vildrede.
   "Det ved jeg skam ikke, det er trods alt dig og ikke mig, der har fået hendes højre."
   Jeg stirrede blot på ham for en kort stund. "Jamen siger du, at jeg deler hendes krop med andre fyre?"
   "Krummer er også brød," svarede Hede. "Det sagde min bedstefar altid."

Selvfølgelig var det ved busstoppestedet at jeg også næste gang mødte Sophia. Jeg spurgte om det var tilfældigt, hvortil hun svarede, at det var det sikkert ikke.
   "Har jeg stadig din højre kind?" spurgte jeg.
   "Ja, selvfølgelig," svarede hun og smilede. Hun vendte endda kinden mod mig, som et slags garantibevis.
   "Men hvem har så din venstre?"
   "Det skal du ikke tage dig af."
   "Og hvad med din næse? Og din pande? Og dine... dine læber!" Jeg indså, at jeg havde opbygget et lager af frustration og vrede rettet mod Sophia, og nu kom det alt sammen ud. "Skal jeg kunne nøjes med din højre kind? Hvad hvis jeg vil have hele dit ansigt? Hvad hvis jeg vil have hele din krop?"
   "Stakkels dig," sagde hun blot.
   "Hvad?"
   "Du er jo forelsket! Og det betyder at du er fantast. Og forvirret. Du skaber din egen virkelighed, og du ender med at fare vildt i den. Det er sket før for andre stakler, du er ikke den første." Hun holdte en kort pause. "Jeg tror desværre, at jeg bliver nødt til at trække min højre kind tilbage, selvom jeg ikke er meget for det."
   "Jamen, det er jo ikke det, jeg mener." Jeg vidste pludselig ikke, hvad jeg mente. Jeg indskød hurtigt: "Men jeg vil jo bare have mere!"
   "Netop mere vil de fleste have," sagde hun og sukkede. "Ofte er mindre dog bedst." Og så forlod Sophia busstoppestedet med det sorte hår blafrende bag sig, frit og levende i vinden.