Hvornår starter det hele? Hvor starter vores historier? Er det inde i hovedet, hukommelsen, det hele starter; hvad vi husker, det første vi har lært at huske, eller er det i kroppen, hos følelserne?

Jeg har vaklet rundt på gulvet i et smalt, gult hus på Høegh-Guldbergs Gade, taget mine allerførste skridt netop der, og i den forbindelse i øvrigt væltet ned ad en god del trappetrin. Det er et af mine første minder, men det er et minde, jeg har lært at huske; ligesom det at gå til bageren og købe rundstykker og nutella i små plastikbakker hver søndag; ligesom det at spørge højt i kirken hvorfor manden er sur; ligesom det at meddele farmor at "han barker" på toppen af rutsjebanen. Jeg kan ikke vende tilbage til disse øjeblikke i mine tanker, uden at det er billeder jeg selv har skabt, som jeg besøger. Disse er i virkeligheden mere min families minder, end de er mine egne. Jeg er hovedrolleindehaveren i en film jeg ikke har set, men kun hørt om. Mine første rigtige minder, hvis man kan kalde dem således, er fra Parallelvej, det er fra spisebordet, stuen, haven, købmanden, kælkebakken, svinget før skolen, pølsevognen på hjørnet, der hvor manden med dukkevinduet boede. Det er minder herfra, der uden afsæt springer forbi mine øjne, når jeg atter besøger stederne. Disse minder er ikke blot ord; det er billeder, det er følelser.

Sneen, der falder denne vinter, er den samme sne der faldt for 24 år siden, og alligevel er den anderledes. Den har en anden betydning. Det, den falder på, og dem der betragter den, er anderledes. På en sådan måde er vejrfænomenet en af de instanser, der formår at bringe fortid og nutid sammen. Det overrasker mig ofte, hvor mange minder den bare sne formår at hive frem fra gemmeren. Det er sneen der spinder tidens væv; sneen, regnen, solskinnet, vinden, det er årstiderne, men det er også følelserne, med glæden og sorgen som polerne i det spektrum, der indeholder så mange nuancer vi kun husker, når vi atter føler dem.

At tænke fremad er gerne at placere en samtidig følelse i et nyt scenarie, eller at se hvor en ny begyndelse måske vil ende, fordi vores liv er fyldt med nye begyndelser. Men alle såkaldte nye begyndelser er blot en ny side af en allerede påbegyndt bog. Når alt kommer til alt, så eksisterer begyndelser kun i form af slutninger, disse er to sider af samme sag, eller hver sin ende af linjen, om man vil, den usynlige linje der måler tid. Men selvom vi ikke kan vende tilbage og ændre ting, der er sket, så ændrer begyndelserne sig alligevel, fordi vi ser på dem med andre øjne. Begyndelserne er valgt af og for slutningerne, selv den slutning, vi ikke endnu kender.