Maleriet hænger stadig skævt, tænker jeg og siger: "Det ser fint ud." Aina havde påtaget sig tjansen at pryde de tomme vægge, og det skulle absolut ske på dette ugudelige tidspunkt. Det havde allerede taget alt for lang tid. Vi lever jo ikke for evigt, tænker jeg og siger: "Lad os nu tage den kaffe og den cremebolle."
   Et øjeblik forsvinder ind i Ainas gab, og endnu et øjeblik følger efter.
   Jeg slipper hende med øjnene. "Lige nu sidder jeg og tænker," siger jeg, "på hvordan alt forsvinder," og inden Aina når at tygge sig gennem dejen, tilføjer jeg: "Og nu er det øjeblik også forsvundet. Og det."
   Aina sidder med åben kæft, og jeg vurderer hvorvidt det vil være skadeligt at stoppe flere knuder derind.
   "Hvad blev det til med Fanø?" spørger jeg, så hun fuldstændig mister grebet om den tråd, hun aldrig fangede i første omgang, men fordi Fanø kun kan figurere i én forbindelse, der for hende giver mening, fortæller hun straks, at sidste uge i juli er god for hende.
   Jeg nikker og drikker kaffen, og jeg ser, at Aina ikke har rørt sin endnu. Det er ikke så underligt, at hun ikke har gjort det, fordi det gør hun aldrig. Jeg undrer mig altså ikke. Men jeg lægger mærke til det. Hver gang. "Jeg ved godt, det ikke rigtigt er kage," siger jeg, "men en cremebolle er vel alligevel en slags kage." Nu ser hun sådan på mig igen. Hvad i alverden er det dog hun forlanger, skal jeg virkelig forklare alt, selv når der ingen undren ligger bag ordene? "Ja, altså kage til kaffen."
   Aina smiler med læberne. Hun spørger om posten er kommet, hvortil jeg svarer at selvfølgelig er den det, hvorefter hun siger, at det var jo ikke det, hun mente, det var mere om der var noget spændende med posten. Hvorfor siger du så ikke, hvad du mener, tænker jeg og siger: "Nej."
   En lastbil flyver susende forbi ude foran vinduet, og som konsekvens af den støjende bevægelse går Aina i stå. Hun sidder helt stille og bliver en smule skeløjet. Næsen rynker lidt op og ned. Et bryn løftes. Og så skilles læberne langsomt. "Du sagde noget, gjorde du ikke?" spørger Aina. "Noget om en kvinde."
   Jeg sidder nu og bliver en smule skeløjet selv. Jeg forstår ikke hvad det er, der er sket, det øjeblik var jo forsvundet.
   "Hvem er hun?" spørger Aina og øjeblikket er i sandhed vendt tilbage. Tiden er pludselig ikke opdelt, som den burde være; i sekunder, minutter, timer og dage, alle evigt forsvindende og aldrig tilbagekommende. I går er sket, i dag sker hele tiden og i morgen kommer aldrig. Nu er hun vendt tilbage, og ikke mindst er Aina klar over det. Dette burde ikke være muligt, tænker jeg, mens Aina gentager sit spørgsmål: "Hvem er hun?"
   Jeg prøver at finde et stumt øjeblik, prøver atter at gå i ét med tiden. Så siger jeg: "Maleriet hænger skævt."
   "Hvorfor sagde du ikke det før?"
   "Fordi jeg havde lyst til kaffe."
   "Men nu hænger det jo skævt!"
   "Og fordi jeg ikke havde lyst til en replikudveksling."
   "Og hvem er hun i øvrigt?"
   "Jamen, forstår du det ikke?" vrisser jeg. "Hun er forsvundet, som alt forsvinder med tiden! Hun er nu et navn, og kun et navn, som jeg kan bringe tilbage ved at forme nogle lyde med mine læber og min tunge." Jeg laver demonstrativt nogle ophidsede bevægelser med tungen.
   "Jeg forstår det ikke."
   "Hun er grunden til, at du eksisterer." En stilhed falder fra loft til gulv. "Men det er det eneste, hun er længere, ellers omtaler vi hende i datid. Forstår du det?"
   "Ja."
   "Og skal du i øvrigt ikke også se at komme i skole?" Jeg ser strengt på hende, men kan mærke mit ansigt falde sammen, og til sidst må jeg give et suk ud af næsen. "Undskyld, min skat. Men det er simpelt hen for tidligt."
   Aina spørger, om hun ser fin nok ud, og jeg tænker, at hun ser ud, som det hendes mor så, når hun så på hende. Barnet er det, der befinder sig i moderens øje; vi er alle det, der befinder sig i moderens øje, indtil vores mødre forsvinder, og vi bliver til noget andet, måske en dag til det, der ses i andres øjne, eller hvis vi er helt heldige; vores egne. "Du er smuk, min pige," siger jeg.