Det år satte vinteren sig i min krop. Den sled på min hud. Det kløede forfærdeligt. Og ferien var forbi.
   Jeg vidste ikke, hvad der var værst: At de skulle se mig; se hvor forfærdelig min krop så ud, det krater, der var min krop, eller at de ikke så mig og bare kunne tænke, hvad der mon var galt med mig, siden jeg ikke deltog i gymnastik. Mennesker tænker altid det værste om hinanden, når de går rundt i uvished.
   Hvad er der galt med dig, Vincent?
   Ja. Hvad er der galt med mig?
   "La' vær' med at klø!" råbte mor nede fra stuen. Hun så igennem vægge, hendes blik kunne tage trappen og snige sig ind på mit værelse. Jeg lå og stirrede op i loftet, mens kroppen brændte. Jeg var lænket til sengen med spredte arme og ben, jeg kunne ikke røre mig ud af stedet, og hvis jeg ikke kunne røre mig ud af stedet, kunne jeg heller ikke røre krateret.
   Far kom op med saftevand og kiks.
   "Hvordan er det dog du ligger?"
   Jeg kunne lige akkurat vende hovedet mod ham uden at sætte ild til en ny kropsdel. Jeg så bare på ham. Han havde ondt af mig, det kunne jeg se.
   "Men der er ikke rigtig noget at gøre."
   Det var der ikke. Jeg måtte i skole. Heldigvis var det ikke et unormalt syn, at en knægt var dækket af tøj fra top til tå i januar måned. Ulden kildede helt uhyggeligt mod huden, og jeg kunne ikke andet end at sidde musestille og koncentrere al min energi på én ting. Det blev Katalina Nordgrens nakke. Den var lige foran mig, nøgen og slank med et enkelt modersmærke, og hvid som sneen, der faldt blidt udenfor, sikkert også blid som sneen, tænkte jeg, den måtte være dejlig at røre. Det var slet ikke så slemt at bruge timerne sådan.
   Jeg kom til at kende Katalinas nakke bedre, end jeg kan forestille mig, nogen anden havde kendt den. Jeg kunne tegne dens form med nøjagtige mål og farvelægge den, hvid på hvid, en helt speciel nuance, som kun jeg kendte blandingen til. Og snart ville jeg også kunne male hendes røde hår, den buket af roser, der brændte over nakken og som kastede små gnister ned over den hvide vase. Jeg mærkede lokkerne kilde mig på næsen, brænde mig på næsen, sammen ville vi være et stort ildhav. Jeg blev opstemt ved tanken, selvom jeg ikke forstod, hvad det betød.

Mor sendte mig til læge nede på Nørre allé. Jeg kunne bare gå derhen efter skole, hun havde bestilt en tid. Jeg var ikke vild med ideen.
   "Og la' vær' med at klø på vejen!"
   Det var heldigvis noget nær umuligt med vinterjakken og de tykke vanter.
   Jeg marcherede hen ad Nørre allé. Jeg følte mig meget større, end jeg egentlig var, det var alle de lag af tøj, jeg havde på, for at gemme huden fra mine djævelske fingre, jeg kunne ikke styre dem, de var besatte, men jeg havde taget mine forbehold og var sådan set bedøvende ligeglad med, hvordan jeg tog mig ud. Jeg var en lille dreng og det var vinter, og man ville snarere tænke, at jeg vist havde spist rigeligt af juleanden, end at jeg var en vulkan, der kunne gå i udbrud hvert et øjeblik.
   Inde i venteværelset satte jeg mig ned og åbnede et bilmagasin. Jeg havde ikke taget noget af mit tøj af, og jeg drønsvedte. Der sad en ældre dame og kiggede mærkeligt på mig, som om jeg ikke hørte hjemme her. Det vidste jeg ikke, om jeg gjorde. Det ville tiden vel vise.
   Der gik lang tid, uden der skete noget. Receptionisten sad bag skranken og skrev i papirer. Jeg synes, at jeg kunne genkende pennen nede fra fars butik, det var ikke en af de billige. En gang i mellem tog hun telefonen, sagde et par ord, og så skrev hun igen. Der var en lang hvid gang med døre, og fra tid til anden kom en mand eller en dame i hvid kittel ud af en dør og gik ind af en anden. Det var en meget hvid tid, den vinter. Hvid og rød. Der kom aldrig patienter ud. Nogle patienter kommer vel aldrig ud, når de først er kommet ind.
   Og så var der mig og den ældre dame, der endnu ikke havde sluppet blikket. Jeg vendte mig mod hende.
   "Hvad er der galt med dig?" sagde jeg.
   "Jeg ved det ikke. Hvad er der galt med dig?"
   "Jeg ved det heller ikke."
   Så blev jeg kaldt ind.
   "Hvad er der så galt med dig, lille ven?"
   Det er alligevel utroligt, så meget mennesker ligner hinanden. Alle lige uvidende. Og så en læge. Det er dig, der skal fortælle mig, hvad der er galt med mig, store ven!
   Men stemmen var blid, og jeg tror ikke nødvendigvis hun forlangte, at jeg kunne komme med et svar.
   "Tag tøjet af."
   Jeg tog tøjet af. Det tog lang tid, først skulle halstørklædet rulles af, så skulle vinterjakken lynes ned, trøje over hovedet, skjorte knappes ned, t-shirt over hovedet. Så afventede jeg. Hun nikkede. Jeg tog undertrøjen af. Aldrig før havde jeg været så nøgen foran et menneske, jeg ikke kendte. Jeg begyndte med det samme at fryse.
   "Din stakkel," sagde hun. "Lad os se, hvad vi kan gøre. Mit navn er Sofia."
   Hun gav mig sin hånd.
   "Vincent," hviskede jeg.
   Hun rørte ved mit røde bryst, gled langsomt sine slanke fingre ned over min lille mave. Det sitrede i mig, men ikke på en ubehagelig måde.
   "Det er ikke så slemt, Vincent. Nu skriver jeg en recept på noget creme til dig, og så skal du huske at smøre dig ind morgen og aften."
   Jeg fik stukket en lap papir i hånden.
   Hun gav et stort smil fra sig.
   "Så lad os håbe, at vi aldrig ser hinanden igen."
   "Okay."
   Jeg kom ud i venteværelset, hvor den ældre dame ikke længere var, og tænkte, om hun mon var kommet ind og aldrig ville komme ud igen. Så forlod jeg klinikken. Ude i kulden tænkte jeg, at jeg egentlig godt kunne tænke mig at se Sofia igen.

Jeg smurte mig ind morgen og aften, jeg var pludselig blevet mere hvid end rød, hvid som alle andre. Men det brændte stadig. Jeg var stadig ikke med til gymnastik. I stedet sad jeg og læste inde i klasselokalet. Jeg læste Andersen. Det var rart at læse Andersen helt alene. Jeg var faldet over en af hans historier, der var anderledes, end hvad jeg var vant til. Det var en mærkværdig og sørgmodig fortælling om en mand og mandens skygge. Den handlede om det gode og det onde, men lige så meget om forstand og lidenskab. Skyggen turde, hvor manden var tilbageholden. Mandens skygge var snu, og jeg kunne egentlig godt lide skyggen, selvom den var egoistisk og magtsyg. Men hvem ville ikke også blive det efter et helt liv som blot en mørk silhuette af et væsen, slave for mennesket. Jeg kunne godt lide, at det onde var så synligt, og at der ikke blev lagt fingre imellem.
   Mens jeg sad og læste, gik døren pludselig op. Jeg vendte mig forskrækket og så et ansigt, jeg ikke følte, jeg kendte. Hun kom alene ind og satte sig foran mig. Det var hendes plads, men nu sad hun med ansigtet mod mig.
   "Hvorfor har du ikke gymnastik?"
   "Der er noget galt med mig."
   "Okay. Hvad læser du?"
   "Andersen."
   Så sad vi og kiggede lidt på hinanden.
   "Min farfar er lige død. Derfor har jeg ikke gymnastik."
   "Det er jeg ked af at høre."
   "Han var ikke en god mand."
   Jeg slog bogen sammen og lagde den fra mig.
   "Der er godt og ondt i os alle."
   "Nogle har mere ondt i sig."
   Så forlod hun igen sin stol og klasseværelset.
   Jeg pakkede Andersen væk og stirrede ud i vinteren, indtil det væltede ind med børn med vådt hår og gymnastikposer, og så kunne dagen fortsætte. Katalina havde atter ryggen til. Hvid nakke, rødt hår.