Det begyndte med en telefonopringning klokken 19:15, hvor jeg sad midt i spagettigen. Det var som sådan ikke så usædvanligt for mig, at modtage opkald på dette tidspunkt, faktisk havde jeg nærmere vænnet mig til det. Telefonsælgerne valgte altid det dårligst mulige tidspunkt, altid midt i maden. Og det var altid noget, man ikke havde brug for, de prøvede at sælge, eller noget man bare ikke vidste, at man havde brug for. Hvad der var usædvanligt ved denne opringning var, at det netop ikke var en telefonsælger.
   "Er det Dam, jeg taler med? Daniel Dam?" Stemmen var cigaretrug, og allerede efter første replik, måtte halsen i den anden ende rømme sig.
   "Ja." Jeg svarede altid kort og kontant på telefonopkald, jeg ville ikke give for meget af mig selv, før jeg vidste hvem jeg snakkede med og hvad det drejede sig om. Det værste man kan gøre med telefonsælgere er, at give for meget af sig selv. Jeg var samtidig klar til at smide røret på ved første hensigtsmæssige anledning. Fordi - jo, jeg fandt disse situationer irriterende - men jeg kunne alligevel ikke få mig selv til at lægge på, før mennesket i den anden ende havde fået talt ud og ligesom fremlagt sin sag. De er jo mennesker, ligesom os andre.
   "Det er Erick Moss. Husker du? Japan, Den transsibiriske jernbane, start-80'erne?"
   Jeg skulle lige bruge et øjeblik. Moss. Jeg sad med benene over kors ovre i hjørnet af stuen, hvor fastnet telefonen befandt sig, og hvor jeg kunne sidde og kigge ud af vinduet, kigge ud på strøget og de forbipasserende mennesker. Moss - han havde været et forbipasserende menneske. Jeg havde mødt ham på jernbanen, han stod på et sted i Østeuropa, nærmere kommer jeg ikke. Vi delte kupé, rejste begge alene. Så rejste vi sammen, vi endte med at dele værelse i to uge på et motel i Japan. Og det var det - jeg tog hjem, han tog videre. Vi kontaktede ikke efterfølgende hinanden, hvilket måske kom som en overraskelse - i hvert fald for mig -, men sådan går det jo nogle gange. Dette var over 20 år siden. Intet ord i over 20 år og så denne opringning.
   "Hej Moss - sikke en overraskelse, at høre fra dig."
   Der fulgte en kort stilhed. "Jeg var bange for, at du ikke kunne huske mig."
   "Det er lang tid siden, jeg er næsten selv overrasket over, at jeg kan huske dig." Jeg kastede et kort grin ud foran mig i den tomme stue, og det lød helt sært, som en lyd fra en maskine, man troede man havde slukket.
   Endnu et øjebliks stilhed i den anden ende af røret, og jeg skiftede de korslagte ben og kunne mærke, jeg var en smule utryg. "Jeg har brug for at snakke med en," sagde stemmen så. Der kom et enkelt host. "Jeg vil gerne snakke med dig, Daniel."
   "Okay. Vi kan sagtens snakke." Det er så fjollet, den måde man ofte bruger sproget på, at snakke om at skulle snakke. Men Moss lød nervøs, og jeg kunne mærke, at jeg skulle bearbejde denne situation langsomt.
   "Jeg vil gerne ses. Ansigt til ansigt. Hvis det altså ikke -"
   "Det lyder fint, Moss. Er du inden for det danske lands grænser, eller -?
   " Ja, jeg kommer gerne hjem til dig."
   "Øh, okay. Lad os sige det så. Jeg kan lige give dig min adresse."
   "Det er fint, jeg ved godt hvor du bor. Jeg kommer om tre dage. Vi ses, Daniel. Og tak."
   Han havde lagt røret på, inden jeg nåede at sige farvel eller overhovedet havde forstået, at nu var samtalen slut.
   Der var flere ting, der efterfølgende undrede mig. Først og fremmest var det en mærkelig oplevelse at høre fra en rejsekammerat så lang tid efter. Men man glemmer jo gerne livets store mellemrum, og i stedet for at tænke over alt det, der var sket i mit liv siden mit rejseår, da jeg var i begyndelsen af 20erne, blev selve rejsen bragt tættere på. Om end det trods alt ikke føltes som var det i går, så føltes det i hvert fald heller ikke som en tid, hvor jeg kun var det halve af den alder, jeg går rundt med i dag.
   Jeg tænkte selvfølgelig også over, hvorfor det var mig, Moss havde ringet til. Det er jo ikke fordi, vi nogensinde blev perlevenner, så havde vi holdt kontakten. Men jeg husker heller ikke Moss som en person, der delte meget, så jeg tror aldrig at jeg rigtig følte, jeg kendte ham.
   Og så var der alle de små ting. Den lidt nervøse stemme. Han virkede bange for et afslag - eller for at komme til at sige for meget. Og hvor han havde mit nummer fra, og hvordan han vidste, hvor jeg boede. Men dette er selvfølgelig information, man efterhånden nemt kan komme til. Hvorfor om tre dage?
   Jeg var dog glad for, at jeg uden videre havde taget i mod tanken om at ses. Jeg vidste ikke hvad det drejede sig om, og det var en del af det. Det var spænding, det var nyt, og jeg var på et tidspunkt i mit liv, hvor jeg trængte til noget spændende og noget nyt. Der var ærlig talt for mange karakterer i mit liv, som kedede mig.

Jeg skriver kioskromaner. Jeg laver karakterer, der kan mere, er mere, end jeg. Jeg skriver romaner, jeg aldrig selv ville læse.
   Ofte fortæller fortællingen simpelt hen sig selv. Fingrene begynder at bevæge sig på tastaturet, og jeg har intet at stille op, historien bliver så handlingsdrevet, at mine karakterer, på trods af deres overlegenhed - måske faktisk på grund af deres overlegenhed - bliver decideret overfladiske. Mine læsere er heldigvis ligeglade, eller også lægger de simpelt hen ikke mærke til det. Det handler selvfølgelig om at adressere det rigtige publikum. Alligevel føler jeg ingen forbindelse til dem. Jeg er ikke som person, hvem jeg er som forfatter. Jeg skriver i øvrigt under pseudonym - og har således spaltet mig selv. Er jeg et bedre eller dårligere menneske af den grund? Er jeg blevet til mere end mig selv, eller mindre?
   Mine ord er ligesom kugler fra en pistol. Når først de er skudt afsted, kan de ikke kaldes tilbage. Jeg står til ansvar for, hvad jeg skriver. Eller det vil sige, mit pseudonym står til ansvar for, hvad det skriver. Det er på denne måde også en slags frihed, og i øvrigt er jeg dybt taknemmelig for, at mit rigtige navn ikke kan læses i ugebladene. Jeg er ikke kendt, men jeg lever af at skrive litteratur, som en større eller mindre del af landets befolkning læser, gerne kvinder i pensionsalderen, har jeg hørt.
   Hvad jeg gør, er faktisk ret simpelt. Jeg bryder med en af de klassiske regler inden for kriminalromanen. Reglen, jeg bryder, siger, at kærlighed ingen steder hører hjemme i en krimi. Det gør den i mine. Det er kærligheden, der gør bøgerne letfordøjelige, og det er kærligheden, der skaber mit publikum. At det mere tekniske i efterforskningerne bliver sat på sidelinjen, det klager ingen over, de forstår alligevel ikke terminologien. Og det gør jeg som sådan heller ikke.
   Jeg drømmer stadig om en dag at skrive den store roman. At hive mig selv op af den suppegryde, jeg har kogt bøger i, i lidt mere end et årti. Jeg mærker stadig den store episke fortælling ulme inden i mig, men jeg vil have den færdigbrygget, før den får lov til at male sig fast på papiret. Historien skal være moden, fordi jeg tvivler på at jeg har mere end ét stort værk i mig. Jeg vil ikke spilde min eneste chance for at efterlade mig noget i denne verden - min eneste chance for endelig at vise mig, som den forfatter, jeg virkelig er - på en omgang barnlig eller prætentiøs ordgejl.

Måske var det netop det, det handlede om. Moss. Jeg var netop modtagelig over for alt, der ikke var almindeligt, alt der ikke var hverdag, min hverdag. Jeg tog Moss' opringning som en indbydelse ud i noget ukendt. Jeg vidste selvfølgelig intet på dette tidspunkt - men jeg havde en fornemmelse i kroppen.