Sandet strøg blødt henover stranden, der strakte sig både længere og bredere end jeg helt kunne forstå. Det dybblå tæppe lå ude i horisonten, fristende men uhåndgribeligt, og de mange stilstående øjeblikke havde da også fortiet den første indskydelse om at få dyppet de kolde fødder i den endnu koldere væske. Jeg sad med benene strakt ud, krydset over hinanden, med rank ryg og en hånd boret ned i sandet på hver side, hovedet tiltet et afslappende snært tilbage. Der var jeg, med solen bagende ned på mine lukkede øjenlåg, bagende ned igennem min splittede nøgenhed.
   Ved min side dukkede et slot af sand frem; intenst skød det op af jorden, standhaftigt stod det i luften, velvidende om at denne modstand kun ville udskyde det uundgåelige, vinden, der i sidste ende ville udslette dette perfekte slot, splitte det til atomer, tusinde af sandkorn der hver i sær ville falde ned igen et nyt tilfældigt sted og kreere nye unikke øjeblikke i den endeløse rejse henover stranden.
   Jeg genkendte dette slot, som man ville genkende det at sørge eller det at elske. Følelser som disse er flyvske, midlertidige oplevelser, som vinden ligeledes vil blæse væk. Dette sandslot ved din side er ikke unikt; det er en kopi, fortæller solen mine halvt-sovende øjenlåg. Jeg tilbeder dog stadig dette slots kreatør, den kunstner der har rejst mesterværket. Det kræver mod blot at prøve, og selvom mange prøver, lykkes kun få. Mon denne kunster nogensinde var klar over hvilke magter han var oppe i mod? Mon han var klar over, at naturen før eller senere vil tage alt menneskeskabt tilbage? Naturen lever længere end mennesket, og selvom det ved første øjekast kunne tage sig således ud, at vinden stjal sandslottet, bringer vinden blot de bittesmå korn af sand videre, leverer dem tilbage til deres rette sted, i tilfældighedens hvirvelvind. Orden ødelægges af kaos; kaos restruktureres af orden. Alle disse følelser jeg har mistet, fået taget fra mig; er disse også blevet bragt til deres rette sted - til deres rette ejermand? Er orden blevet restruktureret et andet sted? Findes der kun et vis antal følelser, en vis kvote af hver sindstilstand, af hvilken vi alle må deles - og således en retfærdiggørelse for, hvorfor ingen af os kan holde på dem for evigt?
   En gang for længe siden lavede jeg det unikke sandslot - ja, jeg var den første. Alt hvad jeg siden har set har været intet andet end kopier af det sande, initiale værk. Uheldigvis var jeg for ung til at sætte ordentlig pris på, hvad jeg havde skabt, og dette faktum er noget jeg altid vil kigge tilbage på med faldende mundviger. Fra tid til anden besøger jeg den strand, hvorpå de første tårne blev rejst, i naivt håb om, at slottet skulle være blæst tilbage til mig. Jeg genkender dog aldrig rigtig stranden; ej heller genkender vinden mig.
   Jeg ved, at jeg aldrig igen vil kunne skabe noget så smukt, da det sande smukke blev skabt af fire hænder, flettet perfekt sammen. Jeg var aldrig klar over, hvilken kraft mine egne to hænder besad, men måske denne kraft alene eksisterede i mødet mellem to halve eksistenser; to halve, tilsammen én hel.