"Hej, Skat! Hvordan går det?"
   "Det går fint nok, Mor."
   "Og har du styr på dine eksamener?"
   "Jeg er godt i gang."
   "Du mangler ikke noget? Jeg kan komme forbi en weekend med rester og lidt -"
   "Tak. Men jeg klarer mig."
   "Jeg skulle hilse fra far."
   "Det behøver du ikke sige, Mor. Jeg skal til time, så lægger på nu, okay?"
   "Okay, farvel min søn. Pas på dig selv."
   "Farvel."

Frank viser sig i hoveddøren og strækker armene ud. Han indånder noget af den fugt, der stadig hænger i luften, smager på den og grynter lidt. Så hilser han på os med en hurtig håndbevægelse til panden, en slags halvhjertet honnør. Vi må gerne være der. Vi sidder ikke foran indgangen og forstyrrer ikke kunderne. Det ville selvfølgelig være naivt at tro, at Frank ikke hellere så os sidde ovre ved Kirkens Korshær, men han har efterhånden vænnet sig til vores tilstedeværelse, vores snak og musik. Vi er rolige nok, råber lidt, kaster kun sjældent med ting. Under ingen omstændigheder er vi lige så slemme som dem nede på torvet, de chikanerer forbipasserende og skændes indbyrdes. Vi er trods alt mere en gruppe. Her kender folk hinanden, nogle har endda slået sig til i fællesskab, har jeg hørt. Men jeg er stadig ny, og jeg ved at ikke alle er lige vilde med mig. De ved godt, at jeg ikke er ligesom dem. Albert er den eneste, der byder mig velkommen hver morgen, han vil gerne snakke og drikke øl med mig. Han tager mig endda med ud på flaskejagt en gang i mellem - jeg sagde, at jeg havde erfaring på området. Som 10-årig skaffede jeg mig tyve kroner om ugen på flasker nede fra skoven og fra legepladsen sammen med lillebror. Jeg tænkte ofte over, hvorfor der altid var flasker, men aldrig mennesker, der drak af dem. Det tænker jeg ikke over længere. Albert og jeg kan finde alt i mellem 5 og 40 flasker på en morgen, afhængigt af hvor tidligt vi er ude og hvor vi leder.
   Fra tid til anden flyver en glemt ro igennem min krop og jeg kigger smilende på Albert. Jeg hiver dog altid fat i mig selv, før jeg får udbrudt noget så fjollet, som at han er den far, jeg aldrig havde. Albert er allerede far, men ikke en god én af slagsen, fortæller han. Og jeg havde en far, før jeg tabte ham.

Jeg går forbi bygningen med de store bogstaver. Det blinkende N får mig til at tænke på ure. Jeg har aldrig ejet et armbåndsur, det var ikke populært i min gamle omgangskreds, det er det heller ikke i min nye. Det er en slags terapi at gå forbi bygningen hver dag, at se sandheden i øjnene mindst én gang om dagen, når resten af tiden går ud på at lukke øjnene for fortiden, at holde mig selv tilbage. Jeg siger ikke, at dette sted er hele årsagen, det ville være at se sig blind på forløbet. Forløbet er mit liv, og forløbet er et mudderskred, jeg aldrig kan være helt sikker på, hvor startede. Den største luns blev taget her, den største bid af mig. Jeg rækker helt automatisk ned i bukselommerne med begge hænder, roder rundt og finder intet. Min pung er tom, det ved jeg, jeg har kontanter liggende derhjemme. Jeg er bedre uden kontanter, uden kontanter har jeg nemmere ved at være den person, jeg gerne vil være. Penge er intet andet end et satanisk mesterværk. Jeg er personen bag den person, du kender, hvis du kender mig. Hvis du kender mig, kender du mig således ikke alligevel, og det er jeg glad for. Hvis bare jeg ikke kendte mig selv. Hvis bare mit indre kunne ligge lige så blikstille som mit ydre, men inde bag skallen trues der konstant med orkanstyrke, i mine årer raser himmelhøje bølger.
   Jeg føler en pludselig svimmelhed, mit ansigt udvider sig og begynder at klø, mine muskler bliver rastløse, min mave anspændt, alt sammen på en og samme uoverskuelige tid, og jeg sætter farten op, og jeg er videre.

Jeg går hjem. Jeg skal på toilettet og jeg vil sidde i mørket, min hud har ikke godt af al den åben himmel, og så skal jeg sove. Det tager mig ikke lang tid at gå hjem, jeg kan ryge en cigaret på vejen, skodder den på et cykelsæde ude foran opgangen, cyklen har ikke haft et forhjul i tre måneder. Jeg bor på 1. og har pladeafspiller, seng, køleskab og toilet. Jeg starter med at bruge sidstnævnte. Så sætter jeg Master and Everyone på, kaster mig ned i sengen og kigger op i det mørke rum under loftet. I lejligheden spilles gerne Oldham og Kozelek, mens der nede ved Genneren sparkes Larsen ud af den lille ghettoblaster. En sjælden gang i mellem synger Jørgensen om Utopia og præcis hvor mange bananer der skal til, for at man kan slange sig i sol og drikke bacardirom.
   Inden jeg falder i søvn, tænker jeg over alle de ting man kan gøre på et splitsekund, som ændrer resten af ens liv. Hvor nemt man kan ødelægge alt, ødelægge sig selv, smide sit liv væk. Det er næsten ufatteligt, så nemt det er, at tabe sit liv på gulvet, at smide det i havet fra en klippetop. Det værste er dog, at det er ligeså nemt at kaste sig ud efter livet og dermed tabe på ny. Og jeg sover.

De snakker et sprog jeg ikke forstår, det er vel tyrkisk eller måske iransk eller endda punjabi, jeg ved det virkelig ikke. De taler meget, og jeg forstår ikke et eneste ord. Jeg føler mig udenfor, selvom jeg er indenfor, velkommen, jeg er jo kunde. Der er en mur mellem os, en sproglig mur, men også noget andet i luften, en fremmedhed. De er en bag disken og to foran, og de forhindrer mig i at komme til, så jeg står og kigger i blade. Jeg er både ophidset og fortvivlet. De har et fællesskab, og jeg står uden for, og jeg føler det svært at være mig selv, selvom jeg jo bare skal have et par lodder, og hvad tænker de egentlig om mig? Jeg roder i lommerne, jeg ved, at der er en halvtresser, jeg har selv puttet den derned. En af de to foran disken forlader de andre med en cigaret mellem læberne, og jeg griber straks fat i min seddel, vender rundt og maser mig helt op ad disken i én uovervejet bevægelse og forlanger to skrabelodder og tre rækker lotto. Jeg udtaler ordene hårdt, jeg tror at det sker helt ubevidst. Jeg skal bare have lodderne og så ud i den fri luft igen. Lodderne møder min ene hånd og jeg smækker min seddel ned på disken med den anden og glemmer helt at sige tak, og jeg er væk.

Solen skinner for meget denne formiddag. Den skinner gennem min hud, udfylder tomheden med lys, der ikke hører hjemme der. Jeg sidder med en gratisavis over hovedet. Der er meget stille. Frank har ingen kunder. Albert nynner dybt og lavt. Jeg fingererer med et sammenkrøllet lod i hånden, smider det ud på vejen, en cyklist undgår papirkuglen og sender mig et vredt blik. Jeg føler ikke vreden, den bliver holdt nede, jeg kan ikke være vred længere, kun øjeblikkelig ophidset eller dybt fortvivlet. Eller uendelig tom. En lommelærke går rundt, en af de gamle rækker den videre til mig, jeg kigger på ham og han nikker. Jeg sidder og øjner sløvt det slidte sølv, vipper beholderen en smule, og så ringer telefonen. Min mor. Hun siger, at hun altid vil elske mig og være der for mig. Jeg siger tak, og lægger på. Jeg forestiller mig, at hun fortsat sidder med det kolde rør i en slap hånd og græder. Og så kommer min far og lægger armen om hende og siger så, så, vi har stadig én tilbage. Albert rømmer sig, mens han kigger på mig og jeg kigger ned i den blanke skærm. Jeg tænker, at jeg måske ringer til hende senere.